Rabbinsk drama ender i højesteret

De sidste par år har tidligere overrabbiner Bent Lexner og historiker Bent Blüdnikow ryddet op i Det Jødiske Samfunds arkiver, hvor historier om mord, mystiske begravelser og interne stridigheder er dukket op fra kælderens dyb. Denne historie handler om ansættelsen af overrabbiner Tobias Lewenstein i 1903, der bliver starten på en langvarig strid i Det Mosaiske Troessamfund, som ender i højesteret.

Den 29. marts 1814 fik de danske jøder det såkaldte frihedsbrev, ’Anordningen af 1814’. Som en af konsekvenserne af ovennævnte ”Anordning” blev det klart for ledelsen i Det Mosaiske Troessamfund, at man måtte ansætte en rabbiner, som udover den jødiske faglighed også havde en universitetsuddannelse. Det betød, at man ansatte Abraham Alexander Wulff som overrabbiner i 1829 og han fortsatte sit virke til 1892, hvor han gik bort. Det var ikke svært at finde en afløser, idet man havde en uddannet dansk rabbiner, David Simonsen, som allerede var et kendt navn indenfor videnskabelig judaistisk forskning. David Simonsen fulgte nogenlunde den samme religiøse linje som hans forgænger havde lagt, men allerede 10 år efter sin ansættelse opgav han overrabbiner-embedet til fordel for sin forskning. Herefter skulle man igen vælge en ny overrabbiner, og valget faldt på Dr.Tobias Lewenstein.
Valget af Tobias Lewenstein førte til en langvarig strid i Det Mosaiske Troessamfund, der endte i en fyring og senere i en højesteretsdom. Følgende er et udpluk af de forhold, der førte til retssagen, men også et udpluk af de skrivelser, der udveksledes parterne i mellem.

Tobias Lewenstein ansættes

I 1903 ansætter man Tobias Lewenstein, som var overrabbiner i Haag. Gennem forhandlinger med formand for menigheden, Isak Glückstadt, udarbejdes en livsvarig kontrakt, der blandt andet indeholder en naturlig passus om: ”at i alle religiøse spørgsmål havde overrabbineren den suveræne afgørelse”. Allerede kort tid efter, at Lewenstein er kommet til København, bliver repræsentantskabet i trossamfundet klar over, at Lewenstein tilhørte en meget strengere religiøs retning, end man havde fået opfattelsen af, og der opstår nu en masse store og små konflikter i menigheden. En af konflikterne drejer sig om børn af blandede ægteskaber, hvor moderen ikke er jøde. Der havde været en tradition i menigheden for, at såfremt forældrene ønskede det, konverterede barnet til den jødiske tro. Den vej ønskede Lewenstein ikke at fortsætte. Han krævede, at for at et barn kunne konvertere til jødedommen, måtte forældrene skabe et jødisk hjem, hvor en del af de religiøse regler ville blive overholdt. I ét tilfælde førte det til, at en familie blev så vred over denne holdning, at familiemedlemmer meldte sig ud af menigheden i vrede over ”en så brutal og hensynsløs fanatiker som den nuværende rabbiner.”

Afholdelse af Bededag som udtryk for jødernes integration

Et andet eksempel handlede om afholdelsen af Bededag. Det havde været vigtigt for Abraham Alexander Wulff at indføre en særlig gudstjeneste på den dag, hvor man i alle kirker i Danmark samledes til gudstjeneste for at vise, at jøderne var en del af den danske befolkning. Det havde været så vigtigt for ham, at han i det regelsæt – Agendaen – som han udgav allerede i 1833 om afholdelse af gudstjenester og andre højtider, indskriver en paragraf, der indeholder bestemmelsen om, hvorledes denne gudstjeneste på bededagen skulle afholdes. Men den nye overrabbiner ønskede slet ikke, at denne gudstjeneste skulle afholdes.
Vi ved en del om, hvad der skete omkring denne sag. I Synagogeforstanderskabets protokol fra et møde afholdt den 22. april 1907 fremgår det, at et udvalg nedsat af forstanderskabet foreslår at afskaffe højtideligholdelsen af denne dag. Forslaget sker i henhold til Ministeriet for Kirke og Undervisnings skrivelse af 16.d.m. ledsaget af en erklæring fra biskoppen over Sjællands Stift. Denne skrivelse er udarbejdet af Biskop Skat Rørdam, der gør opmærksom på, at han er blevet bedt om en udtalelse af ministeriet. Sagen drejer sig om ”hvilken betydning i national og kristeligt folkelig henseende der bør tillægges den påbudte ekstra ordinære Bededag som er indstiftet i 1686.” Biskoppen nævner eksempler på nationale markeringer, der har ført til forskellige former for takkebønner, men at markeringen af bededagen ikke knytter sig til en national begivenhed. Om dagens ”kristelig folkelige karakter” er biskoppens konklusion, at der ”formentlig ikke vil være nogen grund for Det Mosaiske Troessamfund til at helligholde denne dag”.
Det besluttes at udskyde afgørelsen til næste møde førstkommende torsdag den 25. april, hvor Dr. Lewenstein også ville være til stede. Den 25. april 1907 fremsender Dr. Lewenstein følgende brev til Synagogeforstanderskabet:
”Efter at jeg har læst i bladene i dag, at der skal afholdes Gudstjeneste i morgen i anledning af ”den almindelige bededag”, skønt jeg i sidste møde har erklæret en sådan gudstjeneste for utilladelig fra den jødiske religions standpunkt efter at denne dags betydning er blevet konstateret som kristeligt helligdag, betragter jeg min nærværelse til mødet i aften som ganske overflødig. Jeg forbeholder mig at foretage hvad jeg måtte anse for rigtigt i anledning af det skete overgreb.”
Hvad Lewenstein mener med den sidste bemærkning bliver klart, når man ser fortsættelse af historien. Den 28. april henvender repræsentantskabet sig til Lewenstein og meddeler, at de har erfaret, at Lewenstein på bededagen ved den almindelige morgengudstjeneste overfor en del af de tilstedeværende synagoge-gængere har udtalt, at ”det er en vanhelligelse at deltage i dagens gudstjeneste”.
I brevet fremgår det, at man mener, at Lewenstein har opført sig utilladeligt, men at man, inden man går videre, vil bede ham om en redegørelse. Den fremkommer den 6. maj. Heri bekræfter Lewenstein, at det er korrekt, at han har udtalt sig på den måde, og at det ikke var muligt for ham at nå at informere menighedens medlemmer om sit synspunkt på denne gudstjeneste, hvorfor han kun kunne opfylde sin pligt ved i det mindste at fortælle sin holdning til dem, der var til stede ved morgengudstjenesten.
Reaktionen på brevet var ikke til at misforstå. I svaret står der, at man udbeder sig en erklæring om, hvorvidt Lewenstein vil fastholde sit synspunkt omkring bededagen og offentligt vil udtale sig om sin holdning. I så fald vil repræsentantskabet se det som et væsentligt brud på hans kontrakt, og at en suspendering derfor vil være nødvendig. I slutningen af brevet inddrages nogle nye elementer i forholdet mellem synagogeforstanderskabet og Dr. Lewenstein. Repræsentanterne meddeler ham, at man også vil suspendere ham, hvis han fortsat vil ”forstyrre andagten i Synagogen, således som det er foregået ved Toraens Glædesfest og 1. dag i Ugefesten”, og at man ønsker denne erklæring i løbet af de næste otte dage.
17. juni skriver Lewenstein, at i Anordningen af 1814 står der: ”Ingen præstelig forretning må fortages af andre end de af os således beskikkede præster, hvilke som vore embedsmænd skulle stå os til ansvar for Deres handlinger”…. Jeg er af H.M. kongen beskikket til præst ved troessamfundet og kan selvfølgelig også kun afskediges og suspenderes af Allerhøjstsamme……………………….”.

Lewenstein afskediges

Dette medfører, at repræsentantskabet fremsender en meget lang skrivelse til ministeriet, hvor man først og fremmest gennemgår bededagssagen og i slutningen af brevet meddeler, at man har besluttet at afskedige Lewenstein, hvilket betyder: ”at den bemyndigelse som det høje Ministerium i sin tid udstedte til Dr. Lewenstein fratages ham med gyldighed fra udgangen af 1907.
Ministeriets svar er klart og tydeligt. ”…at det deraf er muligt at slutte noget med hensyn til kontraktbrud kan siges at foreligge, ser Ministeriet sig på nuværende tidspunkt ikke i stand til at imødekomme det af Repræsentantskabets fremsatte ønske.”
Efter at have modtaget en kopi af repræsentanternes skrivelse til ministeriet, sender Lewenstein en meget detaljeret beskrivelse af de kontroverser, der har fundet sted. Først og fremmest om bededagen og om konverteringer af børn født af ikke jødiske mødre. Som modsvar til repræsentanternes påstand om, at han ved flere lejligheder har forstyrret gudstjenesten, forklarer han i detaljer om de traditioner, som findes i forbindelse med nogle af de jødiske højtider, og at han uden nogen form for demonstration i nogle øjeblikke har forladt gudstjenesterne.
Den 26. november 1907 modtager ministeriet brev fra repræsentanterne, hvor det fremgår at være en nødvendighed at afskedige Lewenstein, hvis menighedens religiøse grundvold skal bevares.
I marts 1908 foreligger der en skrivelse fra ministeriet, der meget udførligt forholder sig til spørgsmålet om, hvorvidt Dr. Lewenstein var forpligtet af Agendaens bestemmelser, herunder specielt §30 bestemmelsen, om afholdelse af gudstjeneste. Ministeriet skriver, at med udgangspunkt i, at biskoppen havde erklæret, at Bededagen var en kristelig markering, var Dr. Lewenstein i god tro, og at man fremdeles ikke finder anledning til at tilbagekalde den kongelige udnævnelse. Til Dr. Lewenstein skriver man, at han har pligt til ikke at modsætte sig Agendaens bestemmelser.

Lewenstein lægger sag an mod repræsentantskabet

Afskedigelsen stilles i bero. Det virker som om, at man fra repræsentanternes side trods alt har fået kolde fødder. Hvordan tiden er forløbet fra marts 1908 til det endelige brud, har det været svært at finde noget om, men i 1910 sker det endelig. Den direkte årsag er ifølge professor Martin Schwarz Lausten, at rabbiner Max Schornstein, som i mellemtiden er blevet ansat som rabbiner ved siden af Lewenstein, beslutter at optage en kvinde i jødedommen uden at indhente Lewensteins godkendelse. Som udgangspunkt havde Schornstein sin fulde ret til dette, idet han havde en kontrakt, hvori det fremgik, at de to rabbinere var selvstændige og sidestillede. Der var blot den hage ved det, at dette stred direkte imod Lewensteins kontrakt. Selve sagen gjorde, at Lewenstein annoncerede i Berlingske Tidende, at den optagelse som Schornstein havde foretaget, ikke havde gyldighed. Det måtte ende galt, og det gjorde det også. Lewenstein lagde sag an mod repræsentantskabet. Repræsentantskabet har naturligvis følt, at dette var en meget ubehagelig sag og faktisk fremsender de et ”strengt fortroligt” brev til trossamfundets medlemmer, hvori man opfordrer medlemmerne til omgående at afgive erklæring om, hvorvidt man er enige i repræsentantskabets beslutning, idet man gør opmærksom på, at såfremt dette ikke er tilfældet, vil repræsentanterne træde tilbage og udskrive nyvalg. Af de 400 besvarelser som repræsentantskabet modtager, skriver de 350, at man er enige i repræsentantskabets beslutning. I Kristeligt Dagblad fra den 12. februar udtaler Dr. Lewenstein, at han anser afstemningsmetoden for aldeles forkasteligt. I notitsen i avisen står der samtidigt at repræsentantskabet har lukket præsteværelset og borttaget Dr. Lewensteins kirkestol samt sendt ham hans bøger og ornat. Sagen kører sin gang. Som modsvar skriver Dr. Lewenstein i et åbent brev til Det Mosaiske Troessamfunds medlemmer, hvori han redegør for sine handlinger og blandt andet informerer om, at striden ikke drejer sig om optagelse af børn født af en ikke jødisk kvinde: ”thi jeg var gået ind på at nøjes med at foretage optagelsen af alle i de sidste 17 år fødte børn af blandede ægteskaber (siden Wolff’s død)uden at stille nogen som helst betingelse udover iagttagelse af de ydre-rituelle forskrifter ved selve optagelsen…. Striden er da heller ikke optagelsen i jødedommen af blandede ægteskaber, men af voksne”. Det åbne brev slutter efter yderligere redegørelser for Dr. Lewensteins handlinger som følger: ”Lad nu enhver dømme, om jeg ikke stedse har gjort min pligt, stedse har forsøgt en fredelig løsning, stedse søgt at imødekomme repræsentanternes ønsker for så vidt vor – også repræsentanternes – religion tillader det.”
Sagen ender i Højesteret. Aviserne skrev udførligt fra selve retssagen, og den 31. december 1912 ender det med, at erstatningen til Dr. Lewenstein for uberettiget fyring hæves fra 50.000 kr. til 80.000 kr. Beløbet svarer nogenlunde til trossamfundets årlige medlemsbidrag på daværende tidspunkt.

Det hører med til historien, at erstatningen ikke betales af trossamfundets kasse, men bliver betalt af private medlemmer af menigheden.

LÆS OGSÅ