Et mord in memoriam

Lørdag er det fem år siden Dan Uzan blev myrdet af en islamistisk terrorist. Dan var en altruistisk ung mand. Man gik aldrig forgæves efter hjælp hos Dan. Han stod som ofte før vagt som frivillig ved Københavns Synagoge, da udådsmandens kugler ramte ham – og to politifolk. Men tag ikke fejl. Målet for misdæderens kugler var Dan. Dan blev 37 år. Dan var to meter høj. Han opnåede at blive basketballspiller på højt niveau – og naturligvis cand. polit., inden forbryderen slukkede hans liv.

Lørdag den 14. og søndag den 15. februar 2015 blev et blodigt døgn. Det blev døgnet, hvor to uskyldige mennesker blev myrdet med koldt blod. Hvor seks politifolk blev såret. Men det blev også døgnet, hvor Danmark vågnede op og sagde fra. Hvor statsministeren stod i spidsen for protesterne mod ugerningerne, hvor folket stod sammen mod terroren, og hvor Kongehuset viste sin sympati for ofrene.

Hjemme sad vi klinet til fjernsynet fra ud på eftermiddagen. Terroren havde ramt København. En var muligvis dræbt ved Krudttønden på Østerbro, og mange var sårede. Alle var de ramt af skud.

Aftenen gik med at følge nyheder i TV. Hen mod midnat ringede min søn. Han og kæresten boede rundt om hjørnet fra Københavns Synagoge.

-Der er nogen, der har skudt. Her i gaden eller i Krystalgade. Og her vrimler med politi, fortæller han.

Og lidt senere ringede telefonen igen.

-Jeg tror, at nogen har skjult sig her i vores opgang. Der blev ringet på til alle lejligheder, og en eller anden åbnede porten ind til opgangen. Vi åbner ikke hoveddøren, understreger han.

Hjemme fortsatte vi med at følge nyhederne til over midnat. Så var det på tide at komme i seng. Og med dagens ophidsende begivenheder in mente kaldte oplevelserne på en hjertestyrkning. Min kone og jeg hilste på hinanden og ønskede godnat over en bitterdram i karlestørrelse.

Knap en time senere ringede telefonen igen. Den øverste sikkerhedsansvarlige ved Mosaisk Troessamfund, den jødiske menighed i København, var i røret:

-Du skal komme straks, siger han.

-Der er skudt ved synagogen, og der er kvæstede. Vi sætter krisestyringen i værk nu.

Konfirmationen

Fremme på krisestyrings udvalgets midlertidige adresse fik vi de chokerende nyheder. Der havde været fest i Det Jødiske Hus, sognegården bag synagogen. En konfirmand fra samme dag holdt fest med ca. 100 gæster. Dan Uzan fra den frivillige vagtgruppe havde haft tjansen ved indgangen til synagogen. Dan var som så mange andre af de frivillige vagter en veluddannet jødisk ung mand, cand. polit., der med sin fritid støttede op om menighedens liv. Den aften kom indsatsen til at koste ham livet!

En utilpasset indvandrer, Omar El-Hussein, var kort tid forinden lukket ud fra fængslet efter afsoning af en straf. I fængslet var han blevet radikaliseret, var blevet en islamisk ekstremist, kom det frem – senere. Han havde indledt sit hævntogt mod samfundet ved at troppe op ved Krudttønden på Østerbro, der den lørdag afviklede et ytringsfriheds-arrangement centreret om den svenske kunstner Lars Vilks.  Her havde Omar affyret nogle byger fra sit automatvåben i et forsøg på at myrde Lars Vilks. I stedet havde han ramt nogle af de politifolk, der beskyttede æresgæsten. En enkelt gæst ved arrangementet, filmmanden Finn Nørgaard, søgte modigt at stoppe Omar, men blev myrdet under forsøget.

Fra Krudttønden søgte Omar El-Hussein til sit gamle revir på Nørrebro, hvor han på en netcafé fandt frem til adressen på de danske jøders synagoge i København. Og ved midnatstide dinglede han ned ad Krystalgade. Politiet ved synagogens port antog ham for en drukkenbolt. Men da han kom nær nok åbnede han ild, ramte Dan Uzan dødeligt og sårede politifolkene. Herfra fortsatte Omar tilbage til Nørrebro, hvor han ud på morgenen blev uskadeliggjort i ildkamp med politiet.

Uskylden døde

Terroren var kommet til Danmark. Jo, nok havde vi haft den hjemmefødte Blekingegadebande, der dels myrdede en ung politiaspirant og dels havde gennemført en lang række røverier og dels havde eksporteret lister med adresser over jødiske danskere til palæstinensiske terrororganisationer – men det var jo lang tid siden; det var før 1986, altså for mindst tre årtier siden. Og nok havde Europa lige oplevet det barbariske angreb på Charlie Hebdo i Paris, dog her i riget var det som Holger Drachmann skriver i sit digt Ude og hjemme, ’Ude var der saa streng en Dyst…. Hjemme var der saa luunt og godt’.

Den 14. og 15. februar 2015 blev bukserne trukket af Danmarks uskyld. Islamisten, Omar El-Hussein, fik blodet til at flyde i hovedstadens gader.

I de følgende dage lagde danskerne spontant vejen forbi Krystalgade, tændte lys og lagde blomster, og snart var gaden dækket af et blomsterflor. Den jødiske menighed bød til mindehøjtidelighed, hvor statsminister Helle Thorning talte, københavnere og andre danskere gik i fakkeltog mellem synagogen og Krudttønden ved Øster Fælled Torv, og både statsminister Helle Thorning og daværende justitsminister Mette Frederiksen kneb tårer, da Dan Uzans nærmeste familie talte ved mindehøjtideligheden i Københavns Synagoge.

Dan Uzans begravelse på Mosaisk Vestre Begravelsesplads fik nærmest karakter af en statsbegravelse. Ministre og folketingsmedlemmer besatte de fremmeste rækker i kapellet, mens de mange hundreder af deltagende fyldte hver en tørv på begravelsespladsen – alle skarpt bevogtet og beskyttet af politi og statens sikkerhedsfolk. Bølger af sympati slog sammen om Dan Uzans – og naturligvis Finn Nørgaards – nærmeste familier. Højst mærkværdigt i situationen verbaliserede hverken Finn Nørgaards nærmeste eller Dan Uzans efterladte nogensinde følelser om gengældelse eller hævn. Det ligger ikke til hverken danskere eller jøder. Tværtimod oprettede både Finn Nørgaards efterladte og venner og Dan Uzans familie og kammerater mindefonde med velgørende formål.

Godheden blev ikke myrdet, men to værdifulde mennesker faldt for ugerningsmandens formørkede had.

Elon Ulf Cohn er journalist. I februar 2015 var han ansvarshavende redaktør for Mosaisk Troessamfunds medier og således født medlem af trossamfundets krisestyringsudvalg.

LÆS OGSÅ