Davidsstjerner, hagekors, sardiner og twitter

Silvio Berlusconis æra er forbi, og repræsentanten for det italienske højre er nu Lega partiet, der går efter den magelige rolle som garant for Gud og fædreland, krydret med en god del EU-skepsis. Det er mange vælgere lydhør overfor i et samfund, hvor økonomien har trange kår. Der er mangel på arbejde, og man føler sig udnyttet af de andre europæiske lande på immigrationsspørgsmålet, der grundet landets geografiske position, gør Italien til gatekeeper for Europa, med alt hvad det indebærer af ansvar og økonomiske udgifter. Højrefløjens linje er Italien for italienere, og immigrationsspørgsmålet er ofte omgivet af hård retorik. I sin yderste konsekvens langer retorikken ud, ikke kun efter de nyankommne, men også efter minoriteter, der har boet længe i landet, herunder jøder. Kæft, trit og retning har alle dage haft en kerne af fans i et land, der ellers er berømt for at være ustyrligt og anarkisk. Denne ideologi, der som bekendt kom voldsomt til udtryk i Anden Verdenskrigs fascisme, har der været låg på i årtier. Nu hviler fortidens skygger ikke så tungt længere, og xenofobi kommer jævnligt til udtryk på sociale medier. Samtidig har en ny folkebevægelse på venstrefløjen fået vind i sejlene. Det er de såkaldte sardiner, der præsenterer et ungt venstrefløjs-alternativ til den hårde retorik overfor immigranter, som de mener er imod grundlæggende italienske værdier. Sardinerne råber vagt i gevær overfor hate speach på sociale medier, og går ind for, at Italien skal åbne landets havne for immigrantskibe. Det har givet nyt blod til den traditionelle venstrefløj, og fronterne er endnu engang ridset skarpt op i italiensk politik. En god del af debatten udspiller sig på sociale medier, hvor tendensen er at tage udgangspunkt i virkelige hændelser, for derefter at køre af sporet i en spiral af ekstreme synspunkter. Det er den antisemitiske graffiti, der dukker op rundt omkring i landet, et godt eksempel på. 

Antisemitisk graffiti

De sidste måneder er der flere gange blevet sprayet ukvemsord på døren hos jøder i Italien. Udsagn som ”her bor en jøde”, skrevet på tysk for at være sikker på at ingen misser pointen, eller sågar et italiensk skældsord, der svarer til ordet jødesvin dukker op rundt omkring. Svaret fra moderate kræfter har ikke ladet vente på sig. Milanos borgmester Giuseppe Sala uploadede et billede på twitter af hans egen dør, hvorpå han havde hængt et skilt op med følgende sætning, ”Her bor en antifascist” og en præst i Norditalien, ligeså på twitter, hængte et skilt op på kirkedøren, hvor der stod ”Her bor en jøde. Jesus”. Hærværket bliver desværre ved, muligvis opmuntret af den store opmærksomhed online. For nylig fik en gruppe jødiske gymnasielever i Rom sig en grim overraskelse, da der ved indgangen til skolen var blevet skrevet slagord rettet mod dem. Det er ikke et tilfælde, at Milanos borgmester brugte betegnelsen ‘antifascist’ på sin dør, for under overfladen lurer gamle modsætninger. En af dem, der har fået sprayet på sin dør er slet ikke jøde, men søn af en kvindelig italiensk modstandskæmper, der under Anden Verdenskrig blev deporteret til en koncentrationslejr. Det er højrefløj mod venstrefløj, og opdelingen af det politiske rum trækker sine rødder tilbage til Anden Verdenskrig, hvor man enten var fascist eller partisaner, og landet henlå i en tilstand af borgerkrig med følgende massakrer på civile. Hvert år, som på klokkeslæt, beklager den politiske højrefløj sig over, at venstrefløjen ikke mindes ofrene for partisanernes massakrer på linje med ofrene for fascisterne. Især en voldsom massakre ved navn Foibe bliver ofte nævnt (begået af jugoslaviske kommunister på grænsen mellem det nuværende Slovenien og Italien), som et eksempel på, at venstrefløjen censurerer historien. I den seneste tid har der været eksempler på små brevbomber sendt til højreekstremisters partikontorer på vegne af anarkistiske grupper, mens venstrefløjens monumenter over modstandsfolk rutinemæssigt vandaliseres. Hærværket, både til højre og venstre, bliver begået af grupper, der ikke er en del af mainstream-politik, men de folkevalgte kan nemt lukrere på disse strømninger. Det er heller ikke nyt, for i 1970´erne og 1980´erne var Italien plaget af de såkaldte anni di piombo (bly-år) med politiske mord og attentater begået af begge politiske ekstremer.

Holocaustoverleveren Liliana Segre

Matteo Salvini, lederen af Lega partiet, gør meget ud af sin positive indstilling til Israel, men i forhold til immigranter har han været god til at benytte sig af den folkestemning, der pt. hersker. I januar tog han på besøg i en forstad. Med et følge af kameraer var han, lidt som en sherif i det vilde vesten, henne og stemme dørklokke hos en dreng, der af en beboer i kvarteret var blevet udpeget til pusher. Drengen, der er af nordafrikansk afstamning, er ikke officielt anklaget for noget hos myndighederne og har ifølge eget udsagn spillet på det italienske ungdomslandshold. Han blev således for åben skærm anklaget af en tidligere minister for at sælge stoffer til børn, og optrinnet affødte stor kritik. Facebook tog efterfølgende videoen ned. Salvini står på samme tid overfor en retssag, hvor han er blevet anklaget for kidnapning. I 2019, mens han beklædte posten som indenrigsminister, nægtede han at lade et skib med opsamlede immigranterne gå i havn, og ifølge anklagemyndigheden hensatte han derfor de ombordværende i et flere dage langt limbo, der svarer til en form for kidnapning. Det er dog en speget sag, hvor udfaldet ikke er givet på forhånd, og kommer an på en nærlæsning af paragraffer. Der er generelt bred opbakning i EU til de aftaler Italien indgår med Libyen for at forhindre immigranter i at tage afsted, og det er ikke nogen nem sag at patruljere Middelhavet. Selvom mange bakker op omkring sardinernes ønske om at åbne Italiens havne, er det de færreste politikere, der reelt er villige til at gøre det. Salvinis forestående retssag er nem at forenkle og meget SoMe venlig. Venstrefløjen anklager ham for mangel på medmenneskelighed, og han selv præsenterer sig som en landsfader, der er offer for justitsmord.  De sociale medier har også en anden mere utraditionel berømthed. Det er parlamentarikeren Liliana Segre, en jødisk dame på 89, der som barn overlevede udryddelseslejrenes helvede. Hun er på den baggrund nærmest blevet et symbol i Italien og har viet sit liv til at fortælle børn og unge om sine oplevelser under nazismen. Efter utallige dødstrusler på sociale medier fik Segre i november bevilliget bodyguards af staten. Den italienske præsident Sergio Mattarella udtrykte ved den lejlighed dyb beklagelse over at tingene var kommet så vidt.

Æresborger i Verona?

I januar blev Segre så tilbudt at blive æresborger i Verona, men få dage forinden havde lokalrådet vedtaget at opkalde en gade efter Giorgio Almirante, der var grundlæggeren af Italiens nye fascistparti efter Anden Verdenskrig. Segre meldte følgende ud, at hun desværre ikke kunne modtage hæderen. ”Jeg kan ikke være æresborger det samme sted, hvor man opkalder gader efter grundlæggeren af et fascistparti.  De to ting udelukker gensidigt hinanden, og byen må på demokratisk vis tage stilling til, hvad den vil.” Segre er på sin egen underspillede måde god til at begå sig på sociale medier.  Til en begivenhed på et universitet blev hun præsenteret for en ung repræsentant fra det politiske højre. ”Du ligner mit barnebarn” sagde hun og med reference til den sydlandske måde at hilse på, spurgte hun ”må jeg kysse dig?” (på kinden). Det måtte hun da gerne, og den unge mand bedyrede bagefter overfor kameraerne, at han bestemt ikke var fascist og ovenikøbet meget glad for at have hilst på Segre. Hele optrinnet røg med det samme ud på nettet og viser hvordan en enkel, ikke-digital, gestus en gang imellem kan bygge bro mellem mennesker.

LÆS OGSÅ