Tavshedens smerte

De fleste familier rummer historier og begivenheder, der kan svære at tale om, sprængfarlige emner, der lægges låg på og spørgsmål, der besvares med tavshed. Især for børn er det svært at navigere i det rum. Ofte mærker de, at der er noget galt uden at kunne sætte ord på det, eller de har en fornemmelse af at gå på mineret grund. Nogle forældre fortæller aldrig om deres traumatiske oplevelser, andre forældre fortæller kun fragtmenterede småbidder. Men alle familier bruger forskellige strategier til at leve med deres traumer, og fælles for disse familier er, at de har nogle lighedstegn. Det kan være svært at sætte ord på det, man bærer rundt på forældre og børn imellem. Forældre ønsker ofte at beskytte sine børn og børnene stiller ikke forældrene spørgsmål for at undgå at ribbe op i sårene. I stedet bliver strategien ofte, at de svære emner pakkes væk. Når traumerne stammer fra holocaustoverlevere fra Anden Verdenskrig er tavsheden ofte til at tage at føle på. Krigen og alle dens rædsler trækker nemlig lange spor – ikke kun for jøder, der oplevede Holocaust under Anden Verdenskrig på egen krop, men i særdeleshed også for de følgende generationer. Traumer kan nemlig nedarves fra én generation til en anden – bevidst eller ubevidst.

Når fortiden styrer nutidens relationer

I filmen ’De skygger vi arver’ prøver instruktør Susanne Kovács, der er barn af en tysk mor og en jødisk far at starte en samtale om smerten og alt det fortrængte i hendes familie, og det er der kommet en bevægende dokumentarfilm ud af. For hvad er følgevirkningerne af Anden Verdenskrig og er familien stadig mærket af det her 75 år efter?

Susannes tyske mor og hendes dansk-ungarsk-jødiske far giftede sig i troen på, at Holocaust og Anden Verdenskrig for længst var et overstået kapitel, og at deres forskellige baggrunde ingen betydning ville få. Den kærlighed, der i starten virkede så let, blev pludselig meget kompliceret. Da Susannes forældre bliver gift, lover de farens forældre, at de vil leve deres tilværelse i Danmark og ikke i Tyskland. Men da moderen bliver gravid ønsker svigerforældrene, at hun får en abort og da Susanne bliver født, er hun i de jødiske bedsteforældres øjne et tysk barn og en konstant påmindelse om fortidens fortrædeligheder. Susanne har derfor altid følt, at hendes relation til farmoren var forkludret og kompliceret af den grund.

 ’Det satte os i et forhold til hinanden, hvor historien har styret vores relation’, siger Susanne, da vi har sat os til rette i hendes spisekøkken i indre København. Anden Verdenskrig har derfor altid spillet en stor rolle i Susannes liv. ’På den ene side har jeg ungarsk jødiske bedsteforældre, der har overlevet Holocaust og på den anden side har jeg mine tyske bedsteforældre, som var involveret i krigen. Og selvom min Opa (bedstefar red.) blot var menig soldat og sad i krigsfangeskab det meste af krigen, kan han jo ikke helt sige sig fri for at have kæmpet under det Tredje Rige.’

Et voksende ønske om at kende sandheden og bryde tavsheden, både for sin egen, men også for sine børns skyld, gav hende ideen til en film, og da ideen først var opstået startede hun med at filme farmoren allerede i 2013, hvor farfaren var død. Langsomt udfoldes en fortælling om smerte, der tavst går fra generation til generation, og som strækker sig ind i et mørkt kapitel af Europas historie, hvor man som tilskuer rammes direkte i mellemgulvet.

Hvordan regerede din farmor på dine spørgsmål om fortiden og det, at du filmede hende imens?

’Jamen, hun havde forskellige overvejelser, hvor nogle af dem gik på, at hun ikke syntes, at hun var så vigtig, at det alligevel ikke var noget, jeg kunne filme, men også at det egentlig ikke var noget hun havde lyst til at tale om. Det var på en måde meget dobbelt. Hendes bagage eller traumatiske fortid gjorde, at hun havde utrolig stor ulyst til at tale om fortiden, men samtidig havde hun også behov for at fortælle om det. Hun både ville det og ville det ikke. Det har nok været en indre konflikt.’

Susannes vedholdende spørgsmål til både sin far, farmor og mor rammer ned i dybe sår,  familietraumerne, de mange hemmeligheder og oplevelser, der aldrig er blevet talt om i familien. Og krigstraumerne har ikke kun sat sig i bedsteforældrenes kroppe, de er blevet givet i arv til næste og næste generation igen. ’I dag ville man nok sige, at de led af post traumatisk stress-syndrom, og de var kommet i behandling, men dengang havde man ikke ord for deres oplevelser eller nogen steder at gå hen for at få hjælp, og derfor prøvede de i stedet at pakke det hele langt væk.’

Hvad stiller man op med den slags erfaringer i dag? Og kan Susannes film eller ’samtale’ hele nogle af de mange sår, der er i familien, og har hun overhovedet ret til at stille spørgsmål, der ribber op i fortiden, er nogle af de spørgsmål filmen tager op og sætter til diskussion?

’Filmens tese er jo, at vi er forbundet med hendes historie, fordi den er gået hen og blevet vores. Hendes skæbne var så stor, at den på en måde overskyggede alle andres. Det har aldrig været nemt at være min farmors barnebarn. Hun og min farfar delte oplevelser der var så forfærdelige, at de overskyggede alt. Vi skulle på en måde alle sammen bære deres historie på vores skuldre og selvfølgelig var det, de havde oplevet langt, langt værre end det, vi andre har oplevet.’

Vrede og vold

Efter krigen i 1945 rejste de overlevende og befriede jøder tilbage til deres hjembyer, hvor de så kunne konstatere, at deres familier eller store dele af den var udslettet. Farfaren mister begge sine forældre og 18 slægtninge. Susannes bedsteforældre lægger fortiden bag sig, prøver at glemme og komme videre med deres liv. I 1950’erne flygter de fra det kommunistiske Ungarn, kommer til Danmark , hvor de stifter hjem og familie og får en stor omgangskreds i villakvarteret i Virum. Ingen ved, de er jøder og ingen genstande i hjemmet afslører deres baggrund. Men fortidens oplevelser ligger og ulmer under overfladen og kommer til udtryk i farfarens voldsomme temperament. Susannes far Peter vokser op i et hjem præget af vrede og vold. I sit interview med faren mærker man tydeligt, hvor vanskelig en opvækst han har haft, og der er hjerteskærende scener fra barndommen, der gengives. Det har præget ham så meget, at han hverken har orket at høre om sine forældres historie eller for den sags skyld ønsket at anerkende, at det er Holocaust, der var skyld i deres brutale opførsel. Der var også onde mennesker før krigen, mumler han, og mener dermed, at de nok havde været lige så inkompetente som forældre Anden Verdenskrig eller ej. En ufølsom reaktion efter Susannes mening, selvom hun godt forstår faren, der får det største følelsesmæssige gennembrud i filmen, da han tager tilbage til Budapest og genopliver scener fra fortiden.

Selv er Susanne aldrig blevet slået, men hun har som lille pige oplevet farfarens raseri og forsøg på at stille hende til ansvar for tyskernes gerninger, så hun skræmt fra vid og sans måtte flygte ud på toilettet og låse sig inde. ’Jeg elskede jo alligevel mine bedsteforældre, selvom de kunne blive enormt vrede. Jeg vidste godt, at nogle af de ting, de sagde ikke var noget, man skulle sige til børn, men jeg kunne som barn ikke sætte ord på det. Min farmor var jo også et sødt menneske, der tog sig meget af mig, men hun var meget krævene at være sammen med, fordi hendes humør svingede meget.’

Samtidig med interviewsne, kører der en billedside i filmen, hvor der trækkes på en skatkiste af billeder og smalfilm fra bedsteforældrenes og forældrenes ungdom, som på mange måder står i stærk kontrast til det, der bliver sagt. Det er smilende billeder af farmor og farfar i villaen i Virum eller på badeferie i udlandet, en far der hopper af glæde med studenterhue på hovedet, billeder af faren og farmoren smilende ved siden af hinanden, gæster i haven til sommerfest og billeder af alle de gange den lille Susanne er blevet passet hos sine bedsteforældre. Som tilskuer får man den tanke, at livet har utrolig mange facetter og intet selvfølgelig er sort/hvidt. ’Selvom de var traumatiserede, så var de også lykkelige indimellem, for man kan ikke være ulykkelig 24/7, det er ganske enkelt ikke menneskeligt muligt,’ siger Susanne. 

Denne lille filmperle ’De skygger vi arver’ siger ikke kun noget om en enkelt familie, den viser også et tidsbillede og afslører noget generelt om familier og familiebånd, forholdet mellem generationer og alt det, der kan være svært at tale med hinanden om.

DE SKYGGER VI ARVER er historien om, hvordan krig ødelægger mennesker. Det er en familiehistorie om fortidens skygger, om de mange følgevirkningerne af Holocaust, der stadig præger generationerne efter – men også en nutidig fortælling om jagten på sandhed og forsoning og samtalens nødvendighed.  Kan anbefales til alle, der interesserer sig for familierelationer, Anden Verdenskrig og samtalens kraft.

Filmen får dansk tv-premiere på DR2 onsdag 22. januar kl. 21:30 og København, Cinemateket (27/1). Bemærk også, at der er skolevisninger af filmen den 28. januar kl. 10.00.

https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/auschwitz-dagen?

LÆS OGSÅ