Fattige israelere

TEL AVIV – Israel befinder sig i den dybeste sociale krise i landets historie. Således lød reaktionen fra Knesset-medlemmet Orly Levy-Abekasis, da den årlige fattigdomsrapport blev offentliggjort kort før årsskiftet. Og den ser ganske rigtigt bekymrende ud.

Ifølge rapporten fra Bituach Leumi, der udbetaler en stor del af de sociale ydelser til den israelske befolkning, lever 1,8 mio. borgere nu under fattigdomsgrænsen. Af dem er de 841.000 børn, hvilket betyder at Israel ligger i bunden af OECD; kun i Tyrkiet er der procentuelt flere fattige børn end i Israel.

”Vi har overladt de gamle til at dø af kulde og sult og efterladt børnene på gaden,” sagde Orly Levy-Abekasis til israelsk presse. I Knesset repræsenterer hun partiet Gesher, der sammen med Arbejderpartiet udgør Den Demokratiske Union, og hun har længe været en fremtrædende talsperson for en række krav om sociale reformer.

Minoriteterne

I Israel falder man under fattigdomsgrænsen, hvis den månedlige indkomst ligger under 3.593 shekel, hvilket svarer til en smule mere end 5.000 kr. For par er det tilsvarende tal 5.750 shekel, og der lægges et beløb til for hvert barn i husstanden. Ifølge rapporten ligger indkomsten i den fattige del af befolkning gennemsnitligt 32 pct. under fattigdomsgrænsen. Dette tal viser samtidig, at fattigdommen i denne del af befolkningen bliver dybere, idet det tilsvarende tal året forinden var 27,7 pct.

Rapporten understreger, at befolkningen i Østjerusalem ikke er omfattet af undersøgelsen. Denne del af byen ligger på Vestbredden, men blev annekteret af Israel i 1980; lokalbefolkningen blev borgere, men ikke statsborgere. Pointen er imidlertid, at fattigdommen er stor i denne del af Jerusalem, og det understreger et forhold, som er afgørende for at læse undersøgelsen korrekt. Israel har en række minoritetsbefolkninger, og navnlig i to af dem er fattigdomsproblemet udtalt.

Den ene er de israelske arabere, som udgør omkring en femtedel af landets befolkning. Her befinder 44,2 pct. sig under fattigdomsgrænsen, hvilket er en stigning i forhold til året før, hvor det tilsvarende tal var 42,6. Men den del af fattigdomsproblemet, som navnlig vækker til debat, ligger i den ultraortodokse del af den jødiske befolkning. Her finder vi et samfund med store børnefamilier, og fordi manden i mange tilfælde ikke arbejder, men bruger al sin tid på studier, ligger de typisk i den socioøkonomiske bund. Og det er et fænomen, som vokser. Mens Israels samlede fertilitetsrate ligger på 3,3 er den i de ultraortodokse befolkning 7,1, og dette tal har været voksende gennem de senere år. Ganske vist er det blevet mere normalt, at begge ægtefæller arbejder i denne sektor. For ti år siden fortalte statistikken, at en typisk ultraortodoks husholdning havde 0,76 forsørger, og dette er i dag vokset til 1,32, men fordi befolkningstilvæksten er endnu højere, er dette ikke nok til at sikre familierne økonomisk. Og prognoserne ser ikke lovende ud: I dag udgør den ultraortodokse del 12,5 pct. af den israelske befolkning, og hvis der ikke sker ændringer, vil deres andel i 2065 være vokset til 32 pct.

Klan-demokratiet

Dette er ikke bare en understregning af et fattigdomsproblem – det er også kernen i den politiske krise, som har udspillet sig i Israel i det meste af 2019, og som næppe finder nogen løsning ved valget 2. marts. Krisen blev udløst ved at Avigdor Lieberman, den kontroversielle leder af det lille parti Yisrael Beiteinu (Israel er Vort Hjem), efter valget 9. april sidste år nægtede at træde ind i en koalitionsregering under ledelse af Benyamin Netanyahu. Lieberman tog ikke afstand fra Netanyahu, men protesterede mod, at samtlige Netanyahu-regeringer har været afhængige af de ultraortodokse partier. Hans eget politiske bagland består hovedsagelig af israelere, som er indvandret fra de tidligere sovjetrepublikker og deres indstilling er sekulær. 

Men Liebermans initiativ lukkede op for en mægtig debat om de ultraortodokse, hvis indflydelse i mange israeleres øjne er alt for voldsom, men det er sekulære borgere, som betaler prisen. I denne optik udnytter de ultraortodokse partier deres rolle som tungen på vægtskålen til at skaffe stadige bevillinger til deres egne institutioner, mens deres vælgere ikke optræder som produktive borgere som alle andre. Det har ført til krav om at de ultraortodokse mænd skal være med til at bære byrden på lige fod med resten af samfundet, og det sætter fingeren på fattigdomsproblemet.

Derfor er der lige nu krav om, at det ultraortodokse skolesystem skal sætte eleverne bedre i stand til at klare sig på arbejdsmarkedet. Det betyder, at der skal skaffes plads til flere sekulære fag på skoleskemaet, hvilket de ultraortodokse rabbinere vægrer sig ved, og hertil kommer et krav, som i mange israeleres øjne er ultimativt: De skal aftjene værnepligt på lige fod med andre borgere.

Her viser Israel sig som et klansamfund. Man kan se, at vælgeradfærden i høj grad følger israelernes pengepung. Der er således en tydelig tendens til, at den velhavende del af befolkningen stemmer på Kahol Lavan (Blå Hvid), det nye parti, tidligere forsvarschef Benny Gantz etablerede som alternativ til Netanyahus Likud, hvor vælgerne typisk kommer fra middelklassen. Og landets fattige deler sig mellem Den Forenede Liste, som repræsenterer den arabiske befolkning i Knesset, samt de ultraortodokse partier.

”Dette er måske ikke så overraskende. Det samme mønster kan man finde i andre demokratier. Det er derimod bemærkelsesværdigt, at de socioøkonomiske dagsordener ikke fylder meget i Kahol Lavans partiprogram, selv om der er stor enighed om, at dette ville mindske de sociale forskelle i landet,” siger Aluf Benn, der er redaktør ved dagbladet Haaretz.

I stedet stiller Kahol Lavan stærke krav om, at de ultraortodokse skal lade sig integrere i det sekulære samfund, og det beskrives som årsagen til at 57,7 pct. af vælgerne i den øverste decile stemmer på Kahol Lavan. Venstrefløjspartiet Meretz, der typisk appellerer til de veluddannede med solid økonomi, fastholder de socioøkonomiske mærkesager – og ligger lige på kanten af spærregrænsen.

Konturerne af debatten er derfor temmelig klare. Der er bred bevidsthed om, at der er et alvorligt fattigdomsproblem, men der er ingen enighed om, hvordan man skal komme det til livs. De almindelige socioøkonomiske tiltag, som synes at være vejen, har ingen prominent plads i debatten, hvorimod det er modsætningen mellem religiøsiteten og sekularismen, der synes at optage sindene. 

LÆS OGSÅ