Om snublesten, jødiske begravelsespladser og lokalhistorie – i Italien

De sidste år har set en opblussen i antisemitiske hændelser, også i Italien, der er et land fuld af modsætninger. Disse modsætninger afspejles også i majoritetens forhold til minoriteter. Et eksempel på de udfordringer, man står overfor, er de såkaldte ”snublesten”. Snublestenene er den tyske kunstner Gunther Demnigs projekt, men lever i kraft af græsrodsinitiativer verden over.  Over en årrække er der blevet nedsat over 70.000 brosten i 24 lande (herunder Danmark) hver med et navn på et Holocaustoffer. Projektet går ud på at give nogle af ofrene navn og plads i de levendes verden ved at sætte brosten med deres navn, fødselsdato og dødsdato ned i jorden foran de huse, hvor de boede.  De samme huse hvorfra de blev hentet og sendt i døden af deres nazistiske bødler. I Rom er der godt 200 snublesten. For et år siden blev 20 af disse sten i nattens mulm og mørke gravet op og fjernet af ukendte gerningsmænd.

At det lige netop er i Rom, at dette hærværk fandt sted, bliver ikke mindre absurd af, at de romerske jøder, af alle byens indbyggere, nok er dem der har de dybeste rødder i hovedstaden. Sameksistensen går helt tilbage til Romerriget, til ødelæggelsen af det andet tempel i Jerusalem i år 70 v.t og deportationen af tusindvis af jøder til Rom, hvilket blev begyndelsen på den næstældste jødiske menighed i verden uden for Israel. Det er også i Rom, at fodboldholdet Lazios fanatikere tit og ofte anklager det andet lokale fodboldhold Roma for at være jøder, hvilket bestemt ikke er pænt ment. Lazio-holdets tilhængere har desuden været flittige til at hænge bannere op på tilskuerpladserne med referencer til gasovne og Holocaust ofre. Så mange år efter Anden Verdenskrig er Italien stadig et samfund, der politisk set er opdelt i højre og venstre: to verdener der sjældent mødes og bliver ekstremt karikerede på fodboldtribunerne. Oprindeligt var det typisk fascister der holdt med Lazio, mens det var partisanere, kommunister og deriblandt også mange jøder der holdt med Roma. Men tilbage til snublestenene, for der er åbenbart noget farligt over ideen, ikke kun i Rom. I november frabad den lille kommune Schio sig at få dem nedsat. Schio ligger i Norditalien tæt ved Gardasøen og er en provinsby der tæller godt 40.000 personer. Der var 14 jødiske ofre for Holocaust. Argumentet imod var, at snublestenene ville skabe ”splid” i den lille by. ”Lad os lade ofrene hvile i fred” var den noget modsætningsfyldte kommentar fra lederen af den politiske højregruppe, Alberto Bertoldi, der førte an i kampen mod forslaget, hvortil venstrefløjen i kommunen svarede: ” I Schio må vi have modet til at huske, for den der taber sine minder, mister sin fremtid”.

I dag bor de italienske jøder primært i storbyerne, men eksemplet fra Schio viser, hvordan de, før Anden Verdenskrig, også levede i provinsen. Deres historie er typisk italiensk, det vil sige knyttet til den lokale kontekst de boede i. Andre steder i Norditalien, i byerne Ferrara og Mantova, var der også vigtige jødiske samfund. Fra renæssancen og frem til moderne tid var livet, alt andet lige, lettere i Norditalien end i Rom. I den evige stad statuerede pavestaten ofte sin magt ved at undertrykke jøderne. I Norditalien var magten derimod fragtmenteret mellem bystater, og de forskellige herskere havde tit og ofte brug for en minoritet, som de kunne få til at stå for bankvirksomhed, (hvilket den katolske kirke forbød de kristne at røre ved), eller som via deres rejser mellem mange lande kunne være nyttige til at åbne handelsruter. Så vigtig var det jødiske samfund i Ferrara, at man i 2017 har valgt at åbne Italiens nationalmuseum for Jødisk Historie og Holocaust lige netop her. Det er også i Ferrara, at en af Italiens litterære klassikere udspiller sig, I giardini dei Finzi Contini, (på dansk Micol) skrevet af Giorgio Bassani i 1962, der handler om en velintegreret jødisk middelklassefamilie, hvis liv bliver slået i stykker af racelovene i 1943.

I den lille by Ostiano ikke langt fra Mantova og Ferrara, er der i dag ikke mere end 3000 indbyggere. Byen huser også en jødisk begravelsesplads, der efter Anden Verdenskrig blev forladt. Den var blevet brugt i årene mellem 1812 og 1943, det vil sige op til racelovenes indførsel i Italien. En dag i 1987 besluttede en lokal tømrer ved navn Giuseppe Minera, at det var en skam at lade begravelsespladsen forfalde. Han havde næsten ingen viden om hebraisk eller jødiske traditioner, men anmodede om tilladelse til at rydde op hos ejerne, der formelt set var menigheden i Mantova. Så gik han i gang. Til den israelske avis Times of Israel fortæller han, at græsset voksede så vildt, at det nærmest lignede en jungle. Det tog mange år at sætte begravelsespladseni stand, for han gjorde det alene, efter arbejdstid og for sine egne penge. En del sten var skændede og ødelagt, andre var forvitrede og de hebraiske bogstaver nærmest ulæselige. Han satte sig derfor til at studere det hebraiske alfabet for i det mindste at kunne se, hvad der var op og ned på stenene, og da han havde gjort det, malede han indskrifterne på stenene op. Giuseppe Minera er selv praktiserende katolik og siger om sine bevæggrunde, at historien om jødiske samfund i Ostiano er del af den lokale historie. De begravede mennesker havde deres gøren og laden i Ostiano, herunder en af byens borgmestre, og er derfor en del af stedets identitet. Det er relevant, ikke kun for jøder, men for alle. Hans generøse gestus minder os om, at der også er vilje til at passe på den fælles kulturarv. 

Siden hændelsen i Randers har medierne kørt historier om den antisemitisme, som nogle danske jøder udsættes for, og dermed kommer et eksisterende problem frem i lyset. Det mest konkrete der indtil videre er kommet ud af denne gravskænding er, at antisemitisme er gået fra at være det enkelte offers problem til at blive noget, vi som samfund må forsøge at løse. I fællesskab.

LÆS OGSÅ