Syrisk propaganda?

TEL AVIV – Synagogen ligger i et kvarter, som har kendt bedre dage. Langt tilbage i tiden har sociale problemer været en del af dagens orden i kvartererne i den sydlige del af Tel Aviv, og i de senere år har området taget endnu et dyk. De nedslidte gader befærdes af migrantarbejdere på jagt efter jobs og flygtninge fra Sudan og Eritrea. Her, i en af gaderne bag Levinskyparken, hvor politiet hyppigt laver razzia, ligger Beit Yaakov, der går for at være hovedsynagoge for jøder af syrisk afstamning.

”Men det er efterhånden vanskeligt at samle en minjan,” siger Nathan Hazan, som er en slags talsmand for samfundet.

Han er aktiv i organisationen Olei Damesek BeYisrael, der fungerer som en art lobbygruppe, og han fortæller, at man er i fuld gang med at genrejse aktiviteterne. Der er fremskredne planer om at indrette et besøgscenter i dele af synagogebygningen. De sidste rester af det jødiske samfund i Damaskus og Aleppo er stort set blevet udslettet i den syriske borgerkrig, og derfor har centeret i Tel Aviv fået endnu større betydning, idet der er en vigtig kulturarv, som skal bevares.

Invitation fra Qamishli

Den aktuelle baggrund er, at det netop nu forlyder, at den syriske præsident, Bashar al Assad, vil gøre en indsats for at bevare landets jødiske arv. Dette skal ske i forbindelse med den omfattende genopbygning efter borgerkrigen, og det siges, at han dermed vil understrege styrets pluralistiske indstilling.

”Jeg ved ikke, hvad manden taler om,” fnyser Nathan Hazan. ”Hvem er det egentlig han vil hjælpe? For der er jo ingen jøder tilbage i Syrien, så han vil formentlig kun hjælpe sig selv.”

Historien fik en vis international bevågenhed, da den russiske præsident, Vladimir Putin, gik ind i sagen.

”Vi hjælper også repræsentanter for jødedommen, vi hjælper også jøder med at restaurere deres helligdomme i Syrien, og reelt har vi et kontinuerligt samarbejde med dem,” sagde den russiske præsident på et pressemøde i Moskva i slutningen af oktober. Han kom ind på Syriens jødiske samfund, da han blev spurgt om, hvad Rusland aktuelt gør for de kristne mindretal i Mellemøsten, og dette vakte ikke uventet en del opmærksomhed.

Nathan Hazan vurderer, at der ved borgerkrigens begyndelse levede omkring 20 jøder i Damaskus, og noget mindre i Aleppo, som historisk er det andet store jødiske befolkningscenter i Syrien. De var alle sammen ældre mennesker, og han har ingen oplysninger om, hvor mange der er tilbage i dag.

”Da jeg kom til verden i Damaskus i 1932, levede der 25.000 jøder i Syrien. Heraf boede de 5.000 i den kurdiske by Qamishli i den nordøstlige del af landet, men alt dette er borte i dag,” fortæller han.

I øvrigt har bystyret i Qamishli i dette efterår udtalt, at man vil tage åbent imod enhver jøde, der ønsker at vende tilbage og bosætte sig i byen.

Selv forlod han Syrien i 1945, og en meget stor del af de syriske jøder rejste i 1962, selv om det på det tidspunkt var illegalt at forlade landet. I årene 1994-96 rejste de sidste rester af de jødiske samfund, da amerikanerne pressede daværende præsident Hafez al Assad til at åbne grænserne. De fleste tog til USA, mens andre valgte at slå sig ned i Israel, og kun en meget lille gruppe blev tilbage fordi de følte sig for gamle til at starte forfra et andet sted i verden.

Bedre forhold end i Damaskus

”Dette var et hårdt slag for det syriske regime,” mener Nathan Hazan. ”Derfor har syrerne lige siden gjort et stort nummer ud af at fortælle verden, at man skam hæger over landets jødiske historie.” 

Han og hans folk i Tel Aviv har ingen kontakt til Syriens tilbageværende jøder, og de har kun sporadisk viden om den helt aktuelle situation. Men han kan oplyse, at der var gudstjeneste i Eliahu HaNavi, den ældste og den største synagoge i det centrale Damaskus, hel frem til starten på borgerkrigen. Men kort efter krigsudbruddet blev toraruller og religiøse genstande evakueret til Tyrkiet, hvor de stadig befinder sig.

”Vi ved også, at Jobar (Eliahu HaNavi, red.) blev ødelagt i 2014, så bygningen eksisterer slet ikke mere,” tilføjer han. ”Vi ved ikke, om det var Assad-styret som bombede den, eller om det var oppositionen, men det er jo også underordnet.”

En stor del af de syriske synagoger har lidt samme skæbne, mens andre i dag bruges til nye formål. Nogle af dem lå i forbindelse med velhavende jødiske familiers hjem, og har derfor mange værelser. Så en af de gamle synagoger er blevet indrettet som hotel, mens en anden er skole for kvarterets børn.

”På et tidspunkt blev vi tilbudt at købe et par toraruller fra en af synagogerne,” fortæller han. ”Men vi undersøgte sagen og fandt ud af, at sælger var en af terrorgrupperne, og det ønskede vi ikke at støtte.”

På den baggrund står det ham nogenlunde klart, hvad Assad er ude på. Et par mindre synagoger i Damaskus er fortsat i relativt intakt stand. Der er ingen toraruller og ingen menighed, men bygninger står der, og det er formentlig hensigten, at de skal bevares for fremtiden.

”Det kan jeg kun afvise som et tomt, syrisk propaganda-nummer,” tilføjer han.

Efter hans opfattelse svarer det hele til, hvad den egyptiske leder Hosni Mubarak foretog sig. I både Cairo og Alexandria findes der jødiske befolkninger, som nu er så små, at de har svært ved at samle en minjan, men ikke desto mindre gjorde Mubarak et stort nummer ud af at meddele verden, at han rakte disse små samfund en hjælpende hånd ved at istandsætte et par af de gamle synagoger. Men det stod helt klart, at det mest af alt drejede sig om at præsentere en pæn facade udadtil.

”Assad kan heller ikke genoplive noget som helst på denne måde. Forholdene her i det sydlige Tel Aviv er måske ikke de bedste, men det er trods alt bedre end Damaskus, og det skyldes først og fremmest, at her er en levende syrisk-jødisk kultur, som er bevaringsværdig.”

LÆS OGSÅ