Jødisk emancipation

Da den franske nationalforsamling i december 1789 diskuterede spørgsmålet om borgerrettigheder, var der straks uenighed om jødernes fremtidige stilling. Det var i dagene lige efter den franske revolution, hvor alt tilsyneladende foregik efter devisen frihed, lighed og broderskab. Så enkelt var det imidlertid ikke.

Debatten omfattede såkaldt passivt statsborgerskab, som omfattede civile rettigheder og opholdsret, samt aktivt statsborgerskab, der blandt andet gjaldt politiske rettigheder. Sidstnævnte blev udmålt efter skatteydelse, og der var mange i nationalforsamlingen, som mente, at etnisk og religiøs baggrund også skulle have betydning. Egentlig blev problemet taget op, da man ønskede at tage stilling til protestanters status i republikken, og andre suspekte grupper som skuespillere og skarprettere, men lynhurtigt blev der sat fokus på den jødiske befolkning. Sagen var nemlig, at eksempelvis jøderne i Bordeaux havde fået kongens særlige beskyttelse i tiden før revolutionen, og flere deputerede var derfor ikke sikre på, om jøderne i virkeligheden var royalister i det skjulte.

Det tog næsten to år at få sagen glattet ud. Jøderne fik fulde borgerrettigheder på linje med alle andre franskmænd, men det holdt ikke så længe. Da Napoleon kom til magten blev mange af revolutionens nyskabelser rullet tilbage, og navnlig i vasalstaterne, som Napoleon skabte rundt om i Europa, mistede de jødiske befolkninger igen mange borgerrettigheder.

Året 1848 var nogenlunde samme historie. Store dele af Europa blev rystet af revolutionære ideer, men kun i de tyske stater kom jøderne til at opleve lysere tider – for kort efter at miste de nyligt opnåede rettigheder igen.

Modernitet?

Sådan beskriver historikeren David Sorkin fra Yale University europæisk jødisk historie i sin seneste bog, der netop er udkommet på Princeton University Press. Han har sat sig for at skildre den jødiske emancipation i løbet af fem århundreder, og dén skildring bryder med en del vante opfattelser.

Normalt opfatter vi de store revolutionsår som milepæle i en nogenlunde lineær udvikling. Den store franske revolution i 1789 er i hvert tilfælde et af de meget markante punkter på tidslinjen, og 1848 giver også klare signaler om vejen mod moderniteten. Men her er Sorkins argument, at det aspekt af moderniteten, som omhandler den jødiske emancipation, i virkeligheden er en lang række af reaktioner og modreaktioner, og at de historiske milepæle ofte skal findes et halt andet sted. Lad os bare tage endnu en stor omvæltning, nemlig første verdenskrig. Fire store imperier forsvandt ud af historien ved den lejlighed, og for jøderne var tiden efter krigen fuld af forventninger. På allieret side deltog mere end en million jøder i krigen, og 450.000 jøder kæmpede for aksemagterne. De gjorde deres borgerpligt på lige fod med alle andre, og i Tyskland var den jødiske industrimand Walther Rathenau en af nøglepersonerne i krigsøkonomien, ligesom Chaim Weizmann ydede en stor indsats i den britiske ammunitionsindustri.

Under krigen formulerede den konservative britiske politiker Lord Balfour sit løfte om et jødisk hjemland og zionismen var på vej mod international anerkendelse. Paris-konferencen efter krigen slog et stort slag for minoritetsrettigheder over hele Europa, og i Tyskland stillede mange jøder store forventninger til Weimarrepublikken. Og så kom Holocaust og vendte hele billedet.

Jødiske privilegier

David Sorkin mener med andre ord ikke, at man kan bruge disse store historiske tråde til så forfærdeligt meget. Man skal ud i de mindre synlige eksempler, hvor fremskridtene ofte er kommet uventet og med helt andre motiver.

Han lægger således stor vægt på de italienske bystater i merkantilismens storhedstid. Et absolut vendepunkt var Ancona, som egentlig var en enklave under pavedømmet. I 1514 og 1518 kom et par forordninger, der gav jøder, tyrkere, grækere og alle andre handelsmænd af de levantinske folk ret til at bo i byen og drive handel med Levanten. Naturligvis kom der tilbageslag, og derfor vil man altid pege på Venedig som det gode eksempel. Her fik jøder ret til at bosætte sig i 1573, og det indbefattede immunitet for lovovertrædelser, som var begået et andet sted; protestanter fik først den samme ret i 1657, og tyrkerne fik aldrig lov til at indrette moskeer i byen.  I Livorno var billedet det samme. Her blev jøderne behandlet som nazione, på lige fod med franskmænd, englændere, grækere og armenere, men mens disse ansås som udlændinge, var jøderne borgere og nød godt af både vidtstrakt autonomi og skattefritagelse. Begrundelsen var klar nok. De fremmede handelssamfund bidrog afgørende til den lokale økonomi, men til forskel fra de øvrige var jøderne ikke deltagere i de territoriale stridigheder, som var en konstant faktor i Europa.

Jøderne var heller ikke part i den strid, som hærgede den kristne verden. Det så man i Bordeaux, hvor jødernes stilling var den samme. Da Nantes-ediktet, som havde givet huguenotterne en vis religionsfrihed i Frankrig, blev annulleret i 1685, blev byens protestanter smidt på porten, mens jøderne kunne fortsætte deres tilværelse uantastet.

Emancipationen er ikke sluttet

Alt dette gør det muligt at se emancipation som det helt centrale element i jødisk historie. Som forfatteren formulerer det, har jøderne erhvervet rettigheder, tabt dem, gen-erhvervet og gen-tabt dem i et virvar af forskellige udviklinger, og hele tiden har spørgsmålet om emancipation været kernen i udviklingen. Set i dette perspektiv vil man derfor, hverken forstå Holocaust eller oprettelsen af staten Israel, uden at se disse skelsættende begivenheder i den store sammenhæng på 500 års jødisk historie, som David Sorkin her optegner på så fascinerende vis.

På den led bliver bogen også et usædvanligt indspark i den aktuelle samfundsdebat om demokrati og borgerrettigheder, og en påvisning af, hvor skrøbelige disse samfundsmæssige byggesten i grunden er. Det er den jødiske historie i hvert tilfælde et godt eksempel på, og tager man denne erfaring med ind i debatten, kommer det hurtigt til at stå klart, at emancipation ikke følger nogen lige linje, og at det også er en proces, som aldrig rigtig slutter. Den jødiske emancipation er efter Sorkins mening endnu ikke afsluttet, og det forstår man bedst ved at tage hele dette lange historiske perspektiv med.

David Sorkin: Jewish Emancipation. A History Across Five Centuries. Princeton University Press, 2019

LÆS OGSÅ