Kong Avigdor?

TEL AVIV – Ved Knesset-valget 17. september fik det lille parti Yisrael Beiteinu 4,4 pct. af stemmerne i Givatayim, en forstad til Tel Aviv. Det er et lokalt jordskred af dimensioner. Israelerne gik til omvalg, efter at Benyamin Netanyahu ikke havde haft held til at danne regering efter at man var gået til urnerne 9. april, hvor kun 1,4 pct. af borgerne i Givatayim havde foretrukket Yisrael Beiteinu. Hvad var der sket på den korte tid? Givatayim er en udpræget middelklasseforstad. Befolkningen er sekulær og liberalt indstillet, og man plejer at holde sig til den politiske midte, eller måske en anelse til venstre for den. I den forstand er Yisrael Beiteinu et udpræget nicheparti. Det har gennem alle årene haft bred appel til borgere med baggrund i de tidligere sovjetrepublikker, og ikke mindst placerer det sig klart på den nationale højrefløj, og er med andre ord noget af en fremmed fugl i Givatayim. Imidlertid så man det samme mange andre steder i landet, og det er en af grundene til, at de to valg i 2019 kan gå hen og blive noget af et vendepunkt i Israels politiske historie.

Ordholdenhed

Hovedpersonen i dette spil hedder Avigdor Lieberman. Han er stifter og formand for Yisrael Beiteinu og er i sig selv et interessant fænomen. I en alder af 20 kom han til Israel i 1978 fra Moldova, hvor han var født og opvokset, og trods sine mange år i sit nye fædreland taler han fortsat hebraisk med tung russisk accent. Mens han læste på Det Hebraiske Universitet var han aktiv i Kastel, en højreorienteret studenterorganisation, der var kendt for voldelige konfrontationer med arabiske studerende. Her lærte han i øvrigt den nuværende Likud-politiker Tzachi Hanegbi at kende.

Lieberman afviser selv at have deltaget i fysiske overfald på medstuderende, men han lægger ikke skjul på sin no nonsense facon, som han mener, er kendetegnende for det jødiske samfund i Moldova. Dette kombinerer han med en benhård sekularisme, hvilket han deler med mange andre indvandrede med samme baggrund, og da han samtidig bor i den ideologiske bosættelse Nokdim syd for Betlehem, har han altid været betragtet som en mellemting mellem vittighed og paria i israelsk politik. Efter at have siddet i Knesset mere eller mindre uafbrudt siden 1999, mente mange, at han var på vej ud, idet mange af hans russiske kernevælgere efterhånden er så integrerede i det israelske samfund, at de ikke længere behøver Liebermans niche.

Men han kom stærkt igen, og her ligger forbindelsen til Givatayim. Valgene i 2019 blev på mange måder til et opgør med Netanyahu, som står anklaget for en række forhold, heriblandt korruption. Rivaliserende politikere, og ikke mindst vælgerbefolkningen, krævede Netanyahus afgang, og bag dette lå også et ønske om ordholdende politikere. Dette var Liebermans store chance. Man kan beskylde ham for meget, men for ham har et ord altid været et ord, og det betød eksempelvis, at medlemmer af Israels drusiske mindretal, hvor ære og troskab er vigtige værdier, sluttede op om Lieberman i stor stil. Og da han samtidig anklagede Likud-politikerne for at være overfladiske og kulturløse – i et markant tv-interview hånede han kulturminister Miri Regev for aldrig at have læst Tolstoj og de russiske klassikere – sprang mange veluddannede israelere også på hans vogn, selv om de typisk stemmer til venstre.

Religiøsitet

Men det afgørende element, der også får det hele til at ligne en israelsk revolution langt ud over Givatayims kommunegrænse, er Liebermans sekularisme. Han sætter de nationale værdier i højsædet, men understreger også at man ikke behøver være religiøs af den grund. Formelt formede han sin protest mod Netanyahu ved, at denne altid har gjort sig politisk afhængig af de ultraortodokse koalitionspartnere, og det ønskede han at sætte en effektiv stopper for. Meningsmålinger viser også, at israelske vælgere i disse år betragter den ultraortodokse befolkning som den største trussel mod deres levevis. Palæstinensisk terror, arbejdsløshed og miljøspørgsmål ligger længere nede på listen.

Dette kan virke selvmodsigende, fordi det israelske samfund gennem de seneste årtier har bevæget sig mod større accept af tro og tradition. Det er således kun omkring 20 pct. af landets jødiske befolkning, der betragter sig som sekulær, mens det store flertal definerer sig om traditionelle i større eller mindre omfang.

Vi spørger Yair Sheleg, der er mangeårig journalist, og nu fungerer som analytiker ved Israel Democracy Institute i Jerusalem. ”For alle jøder, og det gælder også dem, der definerer sig selv som sekulære, er dagene mellem Rosh HaShana og Jom Kippur et højdepunkt i traditionen,” siger han og tager udgangspunkt i efterårets helligdage.

Han henviser til en undersøgelse, som Jewish People Policy Institute foretog i 2017. Her kan man læse, at 27 pct. af alle jøder i Israel går i synagoge til Rosh HaShana, og hele 67 pct. faster på Jom Kippur. Dette er betragteligt mere end for blot et par årtier siden og kunne indikere, at Israel er blevet mere religiøst. Sheleg påpeger endda, at fænomenet ikke umiddelbart kan sammenlignes med at gå i kirke juleaften. For i den kulturkristne bevidsthed forbindes højtiden med hygge og familiesamvær, hvorimod efterårets jødiske helligdage har et specifikt religiøst indhold, og derfor også fordrer en anden motivation.

”I praksis forholder det sig dog således, at religiøse og sekulære israelere i disse år lever med en udpræget følelse af usikkerhed,” forklarer Sheleg. ”Lige som den religiøse person ikke kan være sikker på at Gud virkelig eksisterer, og udelukkende beder på grundlag af en tro og et håb om at Han er der og lytter til bønnerne, kan den sekulære heller ikke udelukke, at der findes en Gud. Og når man så befinder sig midt i en krise, eller lever med en følelse af at stå på kanten af afgrunden, så vælger mange bønnen og gudsforholdet i et eller andet omfang, og det er, hvad der sker i Israel i disse år.”

Den sekulære tradition

Betyder det så, at religionen er ved at indtage Givatayim og andre sekulære højborge? Det vil være noget af en tilsnigelse. På mange måder står den israelske sekularisme stærkere end nogensinde, men, som Yair Sheleg siger det, den inkorporerer flere og flere elementer af jødisk tradition, uden at den bliver mindre sekulær af den grund.

Et godt eksempel er en lille hummus-restaurant i Shuk HaCarmel, det store marked i Tel Aviv. Den er blevet et populært mødested, selv om den aldrig har fået madkritikernes store opmærksomhed. Restauranten er indrettet, så den ligner en gammel nordafrikansk synagoge. Ganske vist vender den ikke mod Jerusalem, som en synagoge jo skal, og det er også tydeligt at det hele er staffage, men den er ikke desto mindre blevet en publikumsmagnet, fordi de signalerer tradition og indgyder tryghed.

Dette er på mange måder historien om Lieberman og hans sekularisme. Lieberman kaster ikke traditionen overbord, men sætter det jødiske højt. Han ønsker et pluralistisk samfund, hvor de ultraortodokse politikere ikke længere kan diktere kursen. Hans værdisæt er de nationale, og selv om mange israelere ikke bryder sig om bøllen og bosætteren Lieberman, har hans ordholdenhed og hans særlige tilgang til sekularismen i en eller anden forstand gjort ham til venstrefløjens kæledægge. Og ad den vej har Kong Avigdor, som han allerede er blevet betitlet, formentlig allerede skrevet sig ind i historien om manden bag en dramatisk israelsk kursændring.

LÆS OGSÅ