Flygtningen Hannah Arendt

”Vi var engang nogen, som folk holdt af, vi var elsket af venner og oven i købet kendt af udlejere som nogen, der betalte deres husleje til tiden. Engang kunne vi købe vores mad og køre med toget uden at få at vide, at vi var uønskede. Vi er blevet en smule hysteriske efter avissælgere er begyndt at lægge mærke til os og råbe efter os på gaden, når vi går på indkøb. Vi undrer os over, hvordan det kan lade sig gøre; vi er i forvejen så forbandet påpasselige hvert eneste øjeblik af vores dagligdag for at undgå, at nogen gætter hvem vi er…”.

Sådan skriver Hanna Arendt (1906-1975) i et lille essay med titlen Vi flygtninge, som ligger i dansk oversættelse fra 2017. Selvom teksten er fra 1943 og skrevet under Anden Verdenskrig, er denne geniale tekst fuld af indsigter til at forstå verden af i dag.

Som titlen antyder, var Hanna Arendt selv flygtning, og hendes essay er derfor en beskrivelse af livet på flugt, der for hendes vedkommende begynder i 1933. Efter Hitlers magtovertagelse bliver Hanna Arendt arresteret i Berlin, fordi hun hjælper den tyske zionistorganisation med at dokumentere antisemitisme og diskrimination, men en flink fangevogter lader hende gå efter afhør, hvorefter hun flygter via Geneve til Paris. Her arbejder hun i en zionistisk organisation, der bringer jødiske børn i sikkerhed i Palæstina. Hun interneres i opsamlings- lejren i Gurs i Sydfrankrig, men det lykkedes hende at flygte igen – denne gang til New York i 1941, hvor hun lever som statsløs, indtil hun får amerikansk statsborgerskab i 1951. Essayet er altså skrevet efter, hun er undsluppet krigen og nazisternes jagt på jøder, men stadig er statsløs i Amerika. Det er denne situation af flugt og fornedrelse, Hanna Arendt prøver at skildre. Som statsløs i Amerika kunne hun ikke vide sig sikker. Man mødte fortsat antisemitisme og blev, fordi hun var tysk, betragtet som ’fjendtligtsindet’ udlænding efter USA’s indtræden i Anden Verdenskrig. Med kun sin nærmeste familie omkring sig og gruopvækkende beretninger fra venner i Europa, skrev hun essayet til det jødiske magasin Menorah Journal.

Et hovedtema i dette essay er Hanna Arendts kritik af jødernes assimilationsforsøg i håb om at få adgang til det nationale fællesskab. Arendt var ikke selv religiøs, men stod ved sit jødiske ophav livet igennem, og havde et skarpt blik for den tragedie, det har været for jøderne at tro, at det at undsige sig det jødiske samtidig ville være en fribillet til de forjættede nationalstater.

”Uden modet til at ændre vores sociale og juridiske status har mange af os i stedet besluttet os for at ændre vores identitet.” Hun illustrerer det med historien om (den opdigtede) hr. Cohn, der inkarnerer den assimilerede jøde. Hr. Cohn er en jøde fra Berlin, der altid har været 150% tysk. I 1933 søger han tilflugt i Prag, hvor han hurtigt bliver en tjekkisk patriot. I 1937 begynder den tjekkiske regering – under pres fra nazisterne at udvise jøderne, hvorfor hr. Cohn flytter til Wien, hvilket nu kræver en hel del østrigsk patriotisme. Den tyske invasion tvinger dog Cohn til at flygte igen – denne gang til Frankrig, hvor den stakkels hr. Cohn ”forbereder sin tilpasning til den franske nation (…) Jeg må hellere lade være med at fortsætte historien om hr. Cohns eventyr. Så længe hr. Cohn ikke kan beslutte sig for at være det, han rent faktisk er, jøde, er der ingen, der kan forudsige, hvilke afsindige forandringer han vil være nødt til at gennemgå for fremtiden.”

Selvom Arendt ironiserer over hr. Cohns mærkværdige forklædninger og nationale transformationer, forstår hun også, hvad der drev en hr. Cohn til overdreven national loyalitet; netop det faktum, at han som jøde og intet andet end jøde var ubeskyttet af konkrete love og politiske konventioner. Problemet med flygtningenes situation er ifølge Arendt, at det er et grundlæggende politisk problem, som individuelle strategier såsom assimilation ikke ville kunne løse.

Hendes essay er en anklage mod de borgere og nationalstater, der på stribe udgrænsede jøderne som minoritet eller afviste at tage i mod dem, da de som flygtninge stod og bankede på den nationale hoveddør. ”De europæiske folks harmoniske sameksistens blev splintret da, og fordi, de tillod, at deres svageste medlemmer blev ekskluderet og forfulgt.” Selvom den jødiske forfølgelse i årene 1933-1945 blev til på baggrund af Hitlers naziregime, kunne jødernes situation kun udvikle sig til den katastrofe det endte med at blive, fordi de europæiske lande enten ikke tog ansvar for de fordrevne eller også var velvillige håndlangere for en syg ideologi.

Hannah Arendts personlige fortælling om det at være flygtning er så stærk, at den bliver tidsløs. Og hendes intellektuelle og politiske refleksioner over det at være statsløs jøde i en udsat verden, hvor retten til at have rettigheder ikke er knyttet til det at være menneske, men til statsborgerskab i en nationalstat, er kun blevet mere relevante med vor tids flygtningekrise og voksende antisemitisme.

Vi Flygtninge
Slagmark
70 sider

LÆS OGSÅ