En almindelig gade i Berlin

Fotos: Tine Bach

De små sten lyser i solen på den anden side af gaden.
Jeg er taget et par dage til Berlin.

Vi besøger nogle venner, der har en lejlighed i det nordlige Mitte. Vi har været der før, for en del år siden, og da var det første gang, jeg så de små snublesten i fortovet overfor. Små kvadrater i messing i brostensstørrelse, der viser, at her i dette hus boede otte jøder, der blev deporteret og dræbt under Holocaust:

Hier wohnte Siegbert Lehmann Jb. 1907 · Deportiert 1943 Ermordet in Auschwitz

Hier wohnte Hulda Lehmann Jb. 1903 · Deportiert 1943 Auschwitz ermordet

Hier wohnte Gerhard Lehmann Jb. 1930 · Deportiert 1943 Ermordet in Auschwitz

Hier wohnte Martin Lehmann Jb. 1934 · Deportiert 1943 Ermordet in Auschwitz

Hier wohnte Siegbert Markus Jb. 1899 · Deportiert 1942 Ermordet in Sachsenhausen

Hier wohnte Johanna Markus Geb. Benjamin
Jb. 1903 · Deportiert 1942 Theresienstadt ermordet

Hier wohnte Georg Pless Jb. 1884 · Deportiert 1941 Ermordet in Riga

Hier wohnte Johanne Pless Geb. Cohn · Jb. 1888 Deportiert 1941 · Riga ermordet

Én sten, ét navn, ét menneske. Så sparsomme er oplysningerne på en ’snublesten’ (stolperstein), som de små mindesten kaldes. Knapheden gør, at man selv må stykke en helhed sammen ud af det lidt, man får at vide. Familiernes historie begynder at tage form. Det fremgår af disse otte sten, at der er tale om tre familier, brutalt revet ud af deres hjem og hverdag til rædslerne i en af nazisternes koncentrations- og udryddelseslejre, hvor de blev dræbt. Sandsynligvis i et gaskammer, som det skete for millioner af andre jøder, romaer, homoseksuelle og handicappede under Anden Verdenskrig: Familien Lehmann på fire personer. Mor, far og to sønner, Gerhard og Martin, der kun nåede at blive henholdsvis 9 og 13 år. Familien Markus består tilsyneladende kun af to voksne, Siegbert og Johanna. Siegbert blev 43 og Johanna 39. Hvorfor har de ikke nogle børn? Eller er det lykkedes forældrene at få dem ud af landet i tide med en af de børnetransporter, som afgik fra Anhalter Bahnhof mod England? Vi ved det ikke, og vi får det heller ikke at vide. Georg og Johanne Pless blev henholdsvis 57 og 53 år. Deres børn kan være flyttet hjemmefra, flygtet eller deporteret, men kan være overlevet, og nu er det måske dem, der har fået lagt to sten ned i fortovet som en erstatning for den gravsten forældrene aldrig fik? Men heller ikke det ved vi noget om. Alene i Berlin sætter omkring 8000 sten navn på nogle af dem, der blev ofre for Holocaust. Det siger ikke noget om hvor mange, der blev deporteret fra Berlin. Efterkommere skal nemlig selv sørge for, at der bliver lagt en sten for deres pårørende, og de skal ansøge den enkelte ejendom om tilladelse, og nogle ejendomme siger nej til det.

Snublestenene er lavet af Gunter Demning, og de første 7000 sten har han selv sat ned i fortovene. Efter at efterspørgslen på stenene er blevet så stor, er det en ven, der laver dem, men Demning lægger dem selv ned: Udryddelsen var et samlebånd. Det vil han for enhver pris undgå. Individet skal tilbage, mener han.

Berlinerne har generelt taget godt imod snublestenene. Omvendt har det forholdt sig med München, hvor diskussionerne omkring stenene har udviklet sig til lidt af en by-fejde. Det startede i 2004, da Peter Jordan lagde to snublesten ned i fortovet på den vej, hvor hans forældre havde boet i München. Han selv var i tide kommet med en børnetransport til England og så ikke sine forældre siden. Det var første gang, at nogen havde lagt de små mindesten ned i München, men mindet blev kort. Ikke så mange uger efter vedtog bystyret, at det var forbudt at lægge snublesten i offentlig ejet jord. Ganske få timer efter denne beslutning var taget, blev stenene gravet op og deponeret på en jødisk begravelsesplads. Peter Jordan fik ingen besked. Han bor i London, hvor han har boet siden han ankom med et tog fuld af tysk-jødiske børn sidst i 1930’erne. Da han hørte om opgravningen, sagde han: ’Det var som om mine forældre blev deporteret en gang til.’ I dag opbevarer Peter Jordan de to sten privat, men andre som ham fortsætter kampen. Alene i München venter 4500 myrdede jøder, homoseksuelle, handicappede og romaer på et minde i form af snublesten, der skal mane til eftertanke i bybilledet, som det er tilfældet i Berlin.

Formanden for Tysklands jødiske centralråd, der bor i Bayern, vil have stenene til München: ’De små sten standser os igen og igen i hverdagen. De minder os om, at ofrene for det nationalsocialistiske terrorvælde levede midt i blandt os – og selvom der ikke længere findes pårørende, bliver ofrene ikke glemt’, siger han.

Jeg kigger på huset overfor. En almindelig ejendom på fire etager med to opgange. Gennem et vindue ser jeg en ung fyr gå rundt i stuen, imens han taler i telefon. I et andet vindue ser jeg en kvinde, der er ved at hænge vasketøj op på en snor, der er udspændt mellem to stole. I et tredje vindue er en kvinde ved at vande blomster. Min telefon ringer. Det er min kære veninde fra Danmark. En dansk jøde på over 90 år. Hun vil bare høre, hvordan jeg har det. Fyren, der taler i telefon, læner sig ud ad vinduet og tænder en cigaret. Kvinden, der var ved at hænge tøj op, kommer ind i stuen igen med en kop te eller kaffe i hånden. Det er helt almindelige mennesker med helt almindelige liv, i et helt almindeligt hus, på en helt almindelig gade i Berlin. Og sådan var det også for de mennesker, der boede i ejendommen for 75 år siden. Det var almindelige mennesker, med almindelige liv, der havde almindelige jobs og almindelige børn, med almindelige interesser og almindelige kammerater– indtil intet længere var almindeligt. For de var jøder til forskel fra de andre i opgangen, og de var det på et tidspunkt i historien, hvor det var blevet livsfarligt at være det. Jeg snakker med min veninde på over 90 år og pludseligt bliver det meget konkret. Havde hun boet i den ejendom i Berlin i 1943, var hun med stor sandsynlighed også blevet deporteret. Men hun var så heldig at bo i Danmark, hvor hun og den mand, hun netop var blevet gift med, havde held til at flygte til Sverige.

Men lige her, i lejlighederne over for mig, boede tre familier indtil de en dag blev hentet af bevæbnede mænd i uniformer. Med stenene mindes man folk som individer. Jeg kigger ned på stenene foran huset over for og føler en næsten fysisk nærhed til de tre familier på tværs af tiden. At stå foran disse personers hus giver en oplevelse af, at de var virkelige mennesker og ikke blot anonyme dele af en større gruppe.

Jeg afslutter samtalen med min veninde. Fyren kigger ned på gaden inde han lader cigaretten falde mod jorden. Så går han ind, trækker et sort gardin for og mørket sænker sig så småt over huset og de otte snublesten på en almindelig gade i Berlin.

LÆS OGSÅ