Den 17. juni lægger den tyske kunstner Günter Demnig 12 snublesten ned i København og på Frederiksberg. De første tre sten nedlægges den 17. Juni kl. 9.00 ved synagogen i Krystalgade, hvor det jødiske plejehjem Meyers Minde tidligere lå.
Man kan ikke undgå at lægge mærke til dem – snublestenene – hvis man fx tager en tur til Berlin. De ligger og lyser op på fortovene, de små kvadrater af messing i brostensstørrelse, der viser, at her boede en jøde, der blev deporteret og dræbt under Holocaust. Et menneske, et navn, en sten. Oplysningerne er sparsomme på en snublesten (stolperstein), som de små mindesten kaldes og som kan ses som en erstatning for den gravsten, ofrene for Holocaust aldrig fik. Stenene bliver nedlagt der, hvor ofrene sidst havde adresse. Flere steder kan man se, at mere end halvdelen af en opgang blev fanget og deporteret. Det viser snublestene os lige her foran vores fødder, og meningen er selvfølgelig, at vi netop skal ’snuble’ over dem, standse op og læse navnene på ofrene.
Nu kommer de endelig til Danmark og den 17. juni lægger den tyske kunstner Günter Demnig 12 snublesten ned i København og på Frederiksberg. De første tre sten nedlægges den 17. juni kl. 9.00 ved synagogen i Krystalgade.
Siden 1992 har Gunter Demnig lagt over 74.000 Snublesten i 24 europæiske lande. Umiddelbart inden Demnig kommer til Danmark, er kunstneren i Sverige, hvor han lægger de første svenske Snublesten. Danmark bliver land nummer 26 og dermed en del af verdens største decentrale mindesmærke.
Den danske initiativgruppe bag nedlæggelsen har valgt at lægge Snublesten for 12 mennesker, der alle blev ofre for Holocaust. Nogle af ofrene er danske jøder, andre er statsløse. De danske ofre blev deporteret, efter at Nazi-Tyskland i oktober 1943 besluttede at tage alle danske jøder og sende dem til koncentrationslejre i Tyskland. De statsløse jøder kom til Danmark som flygtninge i 1930’erne. Efter den tyske besættelse af Danmark i april 1940 blev de statsløse udvist til Tyskland af de danske myndigheder og mistede livet i nazisternes tilintetgørelseslejre.
Et gammelt ordsprog siger, at man først er glemt når ens navn er glemt. På snublestenene får hvert offer sit eget navn. Jeg har selv gjort det til en vane at stoppe op og læse navne og datoer på de små sten, når jeg ser dem. Det er den mindste respekt man kan vise ofrene, synes jeg. De små sten minder os om – igen og igen – at ofrene var helt almindelige borgere i samfundet, med almindelige liv, der havde almindelige jobs og almindelige børn, med almindelige interesser og almindelige kammerater – indtil intet længere var almindeligt og de en dag blev hentet af bevæbnede mænd i uniformer.
Alene i Berlin sætter mere end 9000 sten navn på nogle af dem, der blev ofre for Holocaust. Det siger ikke noget om hvor mange, der blev deporteret fra Berlin. Efterkommere skal nemlig selv sørge for, at der bliver lagt en sten for deres pårørende, og de skal ansøge den enkelte ejendom om tilladelse, og nogle ejendomme siger nej til det.
Snublestenene er lavet af Günter Demning, og de første 7000 sten har han selv sat ned i fortovene. Men efterspørgslen på stenene er blevet så stor, at det nu er en ven, der laver dem, men Demning lægger dem stadig selv ned: Udryddelsen var et samlebånd. Det vil han for enhver pris undgå. Individet skal tilbage, mener han. Den allerførste ’snublesten’ blev lagt i Köln i december 1992. Anledningen var markeringen af 50-året for, at Heinrich Himmler underskrev dekretet om at deportere romaer og sintier til udryddelseslejre. I 1994 udstillede Gunter Demnig 250 ’snublesten’ for myrdede sintier og romaer i St. Anthony Kirke i Köln. Men snublestens-projektet har indtil videre bredt sig til over 800 byer og kommuner i Tyskland samt til mange andre lande. I december 2013 var der således nedlagt over 43.500 snublesten rundt om i Europa og tallet vokser støt og tæller nu også Danmark. Med stenene mindes man folk som individer og at stå foran disse sten giver én oplevelsen af, at det var virkelige mennesker, der boede lige her og ikke blot anonyme dele af en større gruppe.
Den 17. juni lægger den tyske kunstner Günter Demnig 12 snublesten ned i København og på Frederiksberg. De første tre sten nedlægges den 17. Juni kl. 9.00 ved synagogen i Krystalgade, hvor det jødiske plejehjem Meyers Minde tidligere lå. Overrabbiner emeritus Bent Melchior taler og Københavns stedfortrædende Teknik- og Miljøborgmester Karina Vestergård Madsen vil være tilstede. Herefter kører Demnig rundt i byen og lægger sten ned for de øvrige ofre. På Frederiksberg, hvor den sidste sten lægges, er overrabbiner emeritus Bent Lexner til stede, og Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen siger et par ord.
Læs mere om Snublestenene i bogen ’Berlin, Berlin. Steder, skæbner og historier.’ af Henriette Harris. Gyldendal 2009
LÆS OGSÅ
Afdøde Ruth Bader Ginsburg får statue i Brooklyn
Den afdøde jødiske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg får sin egen statue i Brooklyn, hvor hun er født og opvokset. New York guvernøren Andrew Cuomo udnævnte medlemmerne af en kommission i denne uge, der skal føre tilsyn med opførelsen af en statue til ære for...
Antisemitiske hændelser i Europa inden for en uge
En kosher-restaurant i det nordlige 19. arrondissement i Paris blev i sidste uge udsagt for hærværk. Ifølge rapporter blev restaurantens vægge og borde ødelagt og overtegnet med hagekors, nazistiske slagord som 'Hitler havde ret' og slagord relateret til den...
Palæstinensisk flygtning får spansk statsborgerskab takket være sine jødiske rødder
Heba Nabil Iskandarani bor i øjeblikket i England, men blev født i Dubai af en palæstinensisk far og libanesisk mor, og har derfor flere nationale identiteter. Men hun manglede et pas. Den 26-årige Iskandarani, har været statsløs det meste af sit liv og har kun et...