Bent Melchior fylder 90

Foto: Elon Cohn

Da jeg fornylig var til en shabbat-frokost hos Bent Melchior erindrede han terrorangrebene i København i 1985. Han beskrev, hvordan han var løbet fra sin bolig i Frederiksborggade og nået frem til synagogen, før politiet var ankommet og havde set indgangspartiet til synagogen sprængt i stumper og stykker. Beretningen om det døgn, der rystede Danmark, blev fortalt med en detaljerigdom og nøjagtighed som var imponerende. Hukommelsen og intellektet fejler intet og selvom han fylder 90 den 24. juni er kalenderen stadig proppet med foredrag, dialogmøder, artikler, der skal skrives, møder der skal afholdes og et vedvarende engagement for humanistiske værdier. Varmen og nysgerrigheden lyser stadig ud af ham.

Flugten fra det tysk-besatte Danmark til Sverige i 1943 blev en skelsættende begivenhed i Bent Melchiors ungdom og har været bestemmende for den humanisme, der har præget hans liv og livsvalg lige siden. Her kan blandt andet nævnes dialogen mellem jøder, kristne og muslimer, hans solidaritet med flygtninge, migranter og minoriteter og andre emner af humanitær art, der har ligget ham på sinde. 

Som jøde og rabbiner har han åbnet jødedommen for den danske befolkning og er af mange blevet kaldt for hele Danmarks overrabbiner. Som nu 90årig har han været vidne til det meste af det 20. århundredes historie: 1930’ernes krise, Anden Verdenskrig, redningen af de danske jøder i oktober 1943, Holocaust og Statens Israels oprettelse i 1948, hvor Bent sammen med sin søster Hilde meldte sig om frivillige i den israelske frihedskrig. Også den periode i hans liv har haft konsekvenser. Hans fire sønner har aldrig fået lov til at eje så meget som en vandpistol, og fik de foræret krigslegetøj af velmenende venner, blev det smidt ud.

Senere har han oplevet udvisning af de polske jøder af Polen og har kæmpet en brav kamp for at få undertrykte jøder ud af Sovjetunionen før murens fald. 

Listen er lang over alle de sager han har kæmpet for, men det har ikke været uden omkostninger, for Bent står op for sine meninger og kan også blive vred. Det skete blandt andet i forbindelse med mordet på de ni israelske sportsfolk, der blev dræbt under De Olympiske Lege i München i 1972, hvor Bent (lige som OL markerede det) gerne ville holde en mindehøjtidelighed i synagogen, men den daværende formand Isi Foighel var imod. Han mente godt, at højtideligheden kunne slås sammen med det forestående jødiske nytår. Bent blev rasende og tog sit gode tøj og gik.

Et andet internt drama opstod, da Bent i 1981 havde ladet DR filme jødiske institutioner og et pesach-måltid i et privat hjem. Udsendelsen havde til formål at åbne jødedommen for danskerne og nedbryde fordomme, men det daværende repræsentantskab var lodret imod, da de mente, at det bragte jøders liv i fare, hvorfor overrabbineren måtte fyres. Selvom udsendelsen blev en succes, sad der en kreds i trossamfundet, der gerne ville af med Bent Melchior og inddrog sågar Israel i sagen for at få gjort Bent Melchiors konverteringer ugyldige. Men heldigvis for Bent endte sagen, da valget til repræsentantskabet i 1982 fik et andet flertal, der ønskede at genansætte Bent i den stilling, han i øvrigt stadig virkede i. Han blev i stillingen indtil 1996, hvor Bent Lexner overtog embedet som overrabbiner. Bent Lexner gik af i 2014, hvorefter Bent Melchiors barnebarn Jair Melchior er blevet rabbiner. Marcus Melchior, Bent Melchior og Jair Melchior. Tre generationer på posten. It runs in the family.

I dag bor Bent alene, idet hans hustru Lilian er kommet på det jødiske plejehjem Deborah Centret. Selvom alderen er begyndt at tynge ham og bentøjet ikke er, hvad det har været, er Bent en flittig gæst på Deborah Centret, hvor han, udover at besøge Lilian, også fra tid til anden holder shabbat med beboerne eller mini-gudstjenester i forbindelse med de jødiske helligdage. 

Bent kan se tilbage på et utroligt begivenhedsrigt liv med et langt ægteskab, børn, børnebørn og oldebørn, et spændende, udfordrende og travlt arbejde som overrabbiner, et utal af bestyrelsesposter i diverse foreninger og komitéer krydret med en aktiv foredragsvirksomhed. Men én sætning vender Bent altid tilbage til, når man spørger ham om nogle af hans livs vigtigste øjeblikke, og det er sætningen: ’Välkomna til Sverige’, som det lød, da de blev modtaget af en fisker i 1943.

Goldberg ønsker overrabbiner emeritus Bent Melchior et kæmpe MAZAL TOV med den store runde dag.

LÆS OGSÅ

Afdøde Ruth Bader Ginsburg får statue i Brooklyn

Den afdøde jødiske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg får sin egen statue i Brooklyn, hvor hun er født og opvokset. New York guvernøren Andrew Cuomo udnævnte medlemmerne af en kommission i denne uge, der skal føre tilsyn med opførelsen af ​​en statue til ære for...

Antisemitiske hændelser i Europa inden for en uge

En kosher-restaurant i det nordlige 19. arrondissement i Paris blev i sidste uge udsagt for hærværk. Ifølge rapporter blev restaurantens vægge og borde ødelagt og overtegnet med hagekors, nazistiske slagord som 'Hitler havde ret' og slagord relateret til den...

Share This