Flere migranter og færre flygtninge

I 1084 kom de første jøder til Speyer i den tyske delstat Rheinland-Pfalz. Det skete på invitation fra byens biskop, Rudiger, og denne gav jøderne vidtrækkende beføjelser til at drive handel og veksle guld og sølv, som det står skrevet i biskoppens invitation. Sagen er en af de ganske få, hvor moderne historikere har skriftligt kildemateriale til rådighed, men den er formentlig ganske repræsentativ for, hvordan jødisk migration fandt sted.

Det var en tid, hvor Centraleuropa mistede store skovområder, hvilket er et tydeligt tegn på økonomisk vækst. Europa var så småt ved at vågne op, og i den forbindelse havde regenterne rundt omkring brug for kapital. Der var med andre ord god grund til at invitere jøder til at slå sig ned.

Dén del af historien er i og for sig velkendt, som Robert Chazan fortæller den i sin nye bog. Han er professor i moderne jødisk historie ved New York University, og han bruger det kendte stof som afsæt til en teori, nogle givetvis vil finde kontroversiel. Han bryder i hvert tilfælde med gængs opfattelse ved at mene, at jødisk migration op gennem før-moderne tid for det meste er blevet kendetegnet af lyst og frivillighed, og at der kun i de færreste tilfælde var tale om en flygtningestrøm.

Han perspektiverer tilfældet Speyer med en anden kilde, som er hebraisk. Den er fra nogenlunde samme tid og stammer fra en velhavende jødisk handelsmand fra Lotringen, som Lorraine hedder i kilden. Han var utilfreds med et påstået krav fra den franske konge om tvangsdåb af jøder og tog skeen i egen hånd og rejste til Rom. Han fik audiens hos paven, der sendte ham hjem igen med en bulle der på det strengeste forbød den franske konges initiativ.

Professor Chazan, der gennem sin karriere har beskæftiget sig indgående med antisemitisme og kristne forsøg på at omskrive jødisk historie, prøver ikke at hvidvaske noget som helst. Han er ikke blind for, at der var mængder af antijødiske følelser i Europa, men fastholder samtidig, at de fleste institutionelle tiltag imod den jødiske befolkning faldt ynkeligt til jorden.

Efterhånden som Europas økonomi voksede sig stor op gennem tidlig middelalder, fik kirken også større magt. Men i mange tilfælde var kirkelige tiltag, der kan opleves som anti-jødiske, mere en del af en generel moralpolitik. Når en kirke således vendte sig imod kristen åger, røg en stor del af den jødiske befolkning med i købet, fordi mange her netop ernærede sig som pengeudlånere. Og når der for alvor blev skredet ind mod den jødiske befolkning, var virkningen ofte begrænset. Chazan nævner 1182, hvor den franske kong Philip 2. skred til at udvise jøderne. For det første nåede de fleste aldrig at forlade landet, og kongen kaldte hurtigt de øvrige tilbage igen. Da andre europæiske regenter kopierede ideen, blev resultatet nogenlunde det samme. Et andet klassisk eksempel er udvisningen af de britiske jøder i 1275. Her argumenterer Chazan for, at formålet ikke var at udslette de jødiske samfund i landet, men udelukkende at begrænse den påståede skade, de jødiske pengeudlånere påførte samfundet. Hovedparten af jøderne forblev i landet som borgere med fuld beskyttelse.

Det store og dramatiske vendepunkt i jødisk historie er naturligvis 1492, hvor de spanske jøder blev fordrevet. Selv det er, ifølge Chazan, også en historie med modifikationer, men for ham er det hovedsagen, at 1492 markerer afslutningen på en nærmest ubrudt periode uden markante fordrivelser, som havde varet lige siden den babylonske kong Nebukadnezars erobring af Jerusalem og fordrivelsen af jøderne i år 586 før vor tidsregning.

Men hvorfor valgte jøderne så at rejse nordpå, da de i 1492 blev forvist fra Spanien? På det tidspunkt levede der jo jødiske befolkninger i hele middelhavsområdet, og navnlig i det fremstormende Osmanniske Rige ville de nemt have kunnet finde sig til rette. Hvilket mange i øvrigt også gjorde.

Men der var stadig en stor gruppe, som rejste ud i den europæiske uvished. Det Osmanniske Rige var en pluralistisk kultur, hvor der var god plads til mindretallene, og det kunne man næppe sige om Europa. Her var man først lige ved at bevæge sig mod en vis form for modernitet, men det var stadig en meget indelukket kultur, hvor det ikke altid var lige nemt at begå sig som fremmed. Her kommer det økonomiske incitament ind i billedet, og det er her Chazans tese som frivillighed kommer i spil. Jøderne så med andre ord nogle muligheder i de europæiske byer og bystater, og disse stillede sig positivt, fordi man kendte jøder som en mobil og dynamisk folkegruppe.

Jo, der var gnidninger og der var pogromer, men det var tilfældet Speyer, der blev normen. Og da de jødiske befolkninger i det 17. århundrede begyndte at flytte længere østpå og grundlagde de store samfund i Polen og deromkring, var den primære årsag heller ikke, at de blev fordrevet. På det tidspunkt havde de levet i Centraleuropa, deltaget i og nyt godt af den økonomiske udvikling. Men den jødiske befolkning voksede hurtigere end den omgivende kristne, og der var grænser for, hvor mange mennesker, der kunne finde et udkomme i den samme finansielle sektor. Mange fandt, at tiden var inde til at bryde op for at finde nye muligheder, og de bød sig til i Østeuropa og Rusland, der sammenlignet med Centraleuropa var stærkt tilbagestående, men bød på nogle attraktive muligheder.

Noget af det samme gjorde sig i øvrigt gældende, da jøder fra Østeuropa senere begyndte at migrere nordvest på, og derfra videre til Amerika. Da var det også nogle økonomiske muligheder, som drev værket, men først og fremmest var det den fremvoksende liberalisme, der var den afgørende magnet.

Robert Chazan stiller nogle forbehold overfor en udbredt opfattelse af diasporaens dynamik. Men i virkeligheden benytter han en model fra klassisk migrationsforskning. Jeg kommer til at tænke på Kristians Hvidts doktorafhandling fra 1972, Flugten til Amerika. Han analyserede de danskes veje vestpå ud fra push- og pull-faktorer, altså hvad der fik folk til at rejse, og hvad der virkede dragende i det fremmede. Og her er Chazans konklusion nok, at pull-faktoren i jødisk historie nok har været en smule overset, og push-faktoren i mange tilfælde fejlfortolket.

Robert Chazan: Refugees or Migrants. Pre-Modern Jewish Population Movement. Stanford University Press, 2019.

LÆS OGSÅ