Under Anden Verdenskrig blev jøderne i Østeuropa ramt af to ulykker. Den ene er naturligvis Holocaust, nazisternes forsøg på at udslette det jødiske folk. Den anden er, med den polske historiker Andrzej Żbikowskis ord, ”den voldelige eksplosion af det latente had og fjendskab i lokalsamfundene”.
Den sidstnævnte af ulykkerne kom meget markant til udtryk i Jedwabne den 10. juli 1941. Den polske by havde været under sovjetisk besættelse siden september 1939, og nu var tyskerne rykket ind. Byens jøder blev gennet sammen på byens torv, hvor de skulle smadre en statue af Lenin og give stumperne en religiøs begravelse. De, som forsøgte at flygte, blev slået ihjel.
Men det var ikke tyskerne, som stod bag dette. Det var lokale borgere, som på denne måde fik luft for nogle frustrationer. Affæren er efterfølgende blevet beskrevet som en pogrom og et klart udtryk for antisemitisme, men Jeffrey S. Kopstein og Jason Wittenberg, der begge er professorer i jødisk historie ved universiteter i Californien, søger nu en nytolkning.
De prøver ikke at forklejne tragedien, når de i deres nye bog skriver om vold mod naboer, og afviser ikke, at der virkelig var tale om en pogrom. Men de anvender Jedwabne og en lang række lignende episoder til at udvide forståelsen af, hvad der udløste de antijødiske følelser i tiden op til Holocaust, og dermed får vi også en klarere fornemmelse af hele antisemitismens natur.
Lokale forhold er afgørende
Fokus er på Kresy Wschodnie. Det var navnet på de østlige dele af Polen, som var under sovjetisk besættelse, og som udgangspunkt slår de fast, at kun ni procent af de jødiske samfund blev ramt af antisemitiske forbrydelser som den i Jedwabne, da Værnemagten rykkede ind. Alle andre steder skete der stort set intet.
Konklusionen må derfor være, at der ikke var tale om nogen bred folkelig sympati for nazismen, der på denne måde kom til blodigt udtryk over en bred kam. På mange måder svarer situationen til forholdene i de amerikanske sydstater i de mørkeste tider. Også dér kammede modsætningerne mellem sorte og hvide kun over i blodig vold på en række steder, som har fået al eftertidens opmærksomhed, mens hovedparten af lokaliteterne i The Deep South aldrig kom til at opleve en eneste lynchning.
Den primære faktor må altså være lokale forhold. Problemet er blot, at mens arkivmaterialet i Sydstaterne er stort og omfattende, gik meget af det tabt i krigens ødelæggelser i det østlige Polen. Man må altså sammenfatte sin viden på anden vis, og ad den vej tegner der sig alligevel et billede.
Det multietniske kan være en forklaring. Den østeuropæiske dagligdag var i høj grad mærket af tiden efter Første Verdenskrig. Førkrigstidens store imperier var borte, og i stedet var der kommet en række nationalstater, der ofte var et miskmask. I det østlige Polen udgjorde de etniske mindretal tilsammen mere end halvdelen af befolkningen, og det førte til en masse indre spændinger.
Men hvorfor så jøderne? De blev jo ikke betragtet som et etnisk mindretal som eksempelvis ukrainerne, og de antijødiske optøjer udspillede sig heller ikke kun i de følsomme grænseegne, så den forklaring er kun delvis.
Minoriteter og nationalisme
Et kvalificeret gæt kunne være, at Polens jødiske befolkning på flere måder oplevede den sovjetiske besættelse som en befrielse. Den sovjetiske hverdag var ikke nogen dans på roser, men sammenlignet med tilstandene i Polen før september 1939 var respekten for de etniske mindretal stor, mens de etniske polakker følte besættelsens åg.
Det var derfor nærliggende for mange polakker at betragte minoriteterne som kommunistiske sympatisører, og dette rettede sig i særlig grad mod jøderne, fordi de i højere grad end de øvrige levede dør om dør med polakkerne.
Set i det lys kan Jedwabne derfor ses som en art gengældelse for jødernes påståede sympati for besættelsesmagten, hvilket kom meget konkret til udtryk ved, at det var dem, der blev sat til at smadre Lenin-statuen. At det så blev kombineret med en begravelse med religiøse ritualer giver naturligvis scenariet et kraftigt strejf af klassisk antisemitisme.
Et andet vigtigt element er det, at disse begivenheder ofte udspillede sig på byens torv, eller på et sted som kan beskrives som neutralt. Overgreb mod jøder fandt sjældent sted i synagoger eller i forbindelse med jødiske helligdage, men netop dér, hvor byens borgere normalt mødtes i harmoni – og somme tider i disharmoni. Det var her, de små dagligdags stridigheder udspillede sig, og det kan have været en banal tvist mellem to købmænd, der under de givne omstændigheder fik lov til at udvikle sig dramatisk.
Vi må nemlig ikke glemme, at Polen på det tidspunkt var en ikke-eksisterende stat, eller i bedste fald en stat i opløsning. Tyskland havde besat den ene halvdel af landet, Sovjetunionen den anden, og den polske ordensmagt var ikke længere til stede til at standse noget som helst.
Men yderligere var hele denne del af Europa optændt af et virvar af nationale aspirationer. De grupper, der ligesom de etniske polakker rent faktisk havde fået en stat, var naturligvis godt tilfredse, men de levede dør om dør med en mængde uforløste statsdrømme.
For mange var det svært at føle loyalitet overfor de nye stater, når de følte, at de rettelig hørte til på den anden side af en grænse eller i en egen stat. Og midt i dette befandt sig jøderne, som selv var delt i mange retninger, men som generelt prøvede at passe sig ind i den nye og stærkt forandrede virkelighed.
Den indre svinehund kigger på
Der var altså tale om en lang række konkurrerende nationaliteter, og i bogens analyse er det her, det for alvor gik galt. Umiddelbart skulle man nemlig tro, at den folkelige vrede i første række rettede sig mod det fremmedartede, hvilket kunne være de hassidiske jøder, der gennem påklædning og levevis virkelig skilte sig ud.
Dette skal naturligvis ikke misforstås. Det var bestemt ikke nogen livsforsikring at tale jiddish og være ultraortodoks, men det overraskende element er, at den blodige alvor i første række ramte jøder, der talte polsk og i et og alt virkede assimilerede. Deres brøde bestod i, at de var zionister og ikke lagde skjul på det. De repræsenterede med andre ord en konkurrerende nationalisme, og uanset om denne kunne ses som en fare for den polske selvfølelse eller ej, var den udtryk for manglende loyalitet.
Dermed er vi henne ved det regimeskifte, der udløste tidens pogromer, og som måske også kan være en tankevækkende kommentar til antisemitismen og fremmedhadet i vore tider. Den sovjetiske kommunisme skabte et dødbringende og autoritært samfund, men i det mindste var den universalistisk. I det mindste i teorien modsatte den sig nationalistisk vold og kan på den måde have tjent som beskyttelse for de jødiske samfund.
Dette faldt bort med nazisternes invasion af Kresy Wschodnie. Det var imidlertid ikke den nazistiske ideologi, der øjeblikkelig omdannede hele det polske samfund. Det var de nationalistiske understrømme, der fik frit spil. De havde ligget der hele tiden, og det er på mange måder, hvad der sker, når uvisheden sætter sig i et samfund.
Forskningen har allerede skaffet et solidt kendskab til pogromer, og hvad der skete de enkelte steder, men som Kopstein og Wittenberg påpeger, har vi kun sparsom viden om udviklingen på de steder, hvor der netop ikke skete noget. Gjorde folk en aktiv indsats for at undgå blodsudgydelser, eller sad de bare passivt hen?
På talrige fotografier fra jødeforfølgelser som den i Jedwabne ser vi nysgerrige tilskuere. De deltager ikke selv, men flere af dem betragter situationen med smil på læben og ser ud til inderst inde at godte sig. Kun få af dem kan betragtes som aktive antisemitter, men den indre svinehund sidder der og lader det ske, og det er nok noget, vi kan tage ved lære af i dag. Det hele blev udløst af mange forskellige faktorer og en ubehagelig nationalisme, og alt for mange lod begivenhederne udfolde sig.
Jeffrey S. Kopstein and Jason Wittenberg: Intimate Violence. Anti-Jewish Pogroms on the Eve of the Holocaust. Cornell University Press, 2018
Billeder til højre:
- Synagogen i Jedwabne før krigen
- Udstilling om Jedwabne på det polske jødiske museum i Warszawa.
- Polsk politi undersøger en jødisk mands identitetspapirer i ghetto i Krakow i 1941.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!