I jødedommen er det svært for udefrakommende at blive accepteret. Modsat kristendommen og islam er man ikke interesseret i at omvende folk. Det er derimod normalt at afvise aspiranter flere gange i løbet af en årelang process for at teste deres standhaftighed.
I 1930 besluttede en lille gruppe bønder i Syditalien sig for at blive jøder. Deres leder Donato Manduzio havde læst bibelen og var blevet overbevist om, at jødedommen var den eneste rigtige religion, og snart fik han følge af andre i landsbyen.
Hele og halve familier bekendte sig over kort tid til jødedommen, men havde det problem, at de kendte meget lidt til, hvordan man rent faktisk lever som jøde, og i begyndelsen vidste de ikke engang, at der fandtes moderne jøder.
Der skulle gå over 15 år og en verdenskrig, før det jødiske samfund i Italien accepterede at konvertere gruppen.
Efterkommere af disse italienske bønder og daglejere bor i dag i Israel, men vejen dertil var lang. Døren til konvertering var i begyndelsen godt og grundigt lukket, for den etablerede italienske jødedom havde svært ved at forholde sig til disse mennesker, der uden kendskab til jødisk kultur og historie havde set lyset blot ved at læse Det Gamle Testamente. Kun internationalt jødisk pres og det store chok, som Anden Verdenskrig var, rykkede på denne opfattelse.
Historien om jøderne i San Nicandro er et af de få eksempler – hvis ikke det eneste – i nyere tid på massekonvertering. Det vakte opsigt allerede i 1947, hvor New York Times bragte en artikel om emnet. Men hvorfor og hvordan det gik til, kan navnlig tre forhold måske give en ide om.
Det følgende er i stor udstrækning baseret på bogen The Jews of San Nicandro skrevet af John A. Davis i 2010.
Magi, overtro og emigration
Landsbyen San Nicandro ligger i dag i et naturreservat i Puglien i Syditalien, hvis endeløse sandstrande hvert år i august forvandles til en turistmagnet i Ibizastil.
En moderne besøgende forelsker sig let i regionen, farverne minder om Grækenland, havet er allestedsnærværende, lyset skarpt og en gang imellem passerer kridhvide skyer forbi ud over havet.
Denne sydspids af Europa kigger mod den østlige del af Middelhavet, og selv om regionen ikke er tæt beboet, har der ligget vigtige kirker helt tilbage fra den tidlige middelalder. Det var fra disse kyster, korsridderne drog ud på deres religiøse plyndringstogter i Mellemøsten.
Men på trods af Pugliens skønhed var det i begyndelsen af forrige århundrede et sted, hvor man kun med stort slid kom igennem hverdagen. Fattigdom, analfabetisme og høj børnedødelighed var udbredt.
San Nicandro ligger 900 meter over havets overflade med udsigt til en lille øgruppe ud for kysten ved navn Termini. I mange år blev øerne brugt som straffefangekoloni, og de var et af de steder, Benito Mussolini sendte politiske modstandere i eksil.
I 1920’erne da historien om jøderne i San Nicandro begynder, var området næsten helt lukket om sig selv. Om vinteren blev jordvejene til et ufremkommeligt mudderpløre, og for at komme op til den lille landsby måtte den rejsende kæmpe sig gennem sumpe og laguner, der var hærgede af malariamyg.
Når man endelig ankom, havde man til gengæld en storslået udsigt. Til den ene side det blå middelhav og fangekolonierne og til den anden et stort lavland med kornmarker, der strakte sig så langt øjet rakte mod nord.
Der kom sjældent fremmede, men regionen var vant til pilgrimme, for området havde til alle tider været hjemsted for religiøs vækkelse. Det er herfra en af Italiens yndlingshelgener, Padre Pio, kommer. Hans billede hænger den dag i dag på væggen i hjem over hele landet.
Helgener og mirakelmagere blev jævnligt konsulteret, når man havde problemer. Der var sjældent penge til et lægebesøg, og sygdomme blev iøvrigt opfattet som Guds straf.
Man konsulterede i stedet en slags heksebøger, der var samlinger af reel viden og overtro om lægende urter, der sammen med ældgamle hedenske ritualer efter sigende kunne kurere det meste.
De lokale helgener blev tilskrevet nærmest magiske evner langt udover det, den katolske religion foreskrev. Det var en slags magisk realisme i Garcia Marquez stil i en fattig hverdag langt fra det moderne samfunds rationalistiske verdenssyn.
I hver landsby var der eksperter i tydning af tegn fra åndeverdenen, en slags shamaner, der også navigerede efter drømme, og før denne fortællings hovedperson, Donato Manduzio, besluttede sig for at blive jøde, var han en af de lokale kloge mænd, der tolkede himmelske tegn i forbindelse med folks sygdomme.
Disse blomstrende mystiske traditioner gjorde folk i Puglien åbne overfor religiøse alternativer, og til dette kom et andet element, nemlig emigration.
Det er fra egne som disse, at den store italienske emigration til den nye verden foregik. Drevet af sult stod daglejere i Puglien, Calabrien og Sicilien i kø for at prøve lykken et andet sted.
Udbruddet af Første Verdenskrig og den deraf tvungne værnepligt gjorde det ulovligt at emigrere, og i 1920’erne og 1930’erne var der en lind strøm den modsatte retning af folk, der vendte tilbage fra Amerika – enten fordi tingene var gået skidt, eller fordi de havde for få penge og en masse hjemve.
Fælles for mange af disse hjemvendte emigranter var, at de havde skiftet religion og var blevet evangelister. Det var noget, de lokale italienske myndigheder så på med stor skepsis. I en verden hvor urgammel overtro og katolsk praksis var vokset sammen til et, og hvor mange lokale magthavere stadig var kirkefolk, blev der slået hårdt ned på, hvad der ansås som kættersk og samfundsnedbrydende opførsel.
Men disse evangelistiske grupper var med til at skabe et mangefacetteret miljø, der snart ville få sig en helt egen jødisk menighed.
En mand får en ide og trækker i land i sidste øjeblik
Donato Manduzio blev født i San Nicandro i 1885. Han lærte at læse og skrive under Første Verdenskrig, fordi han som såret soldat blev indlagt på et militærhospital, hvor der var adgang til litteratur. Efter krigen fik han invalidepension, men havde resten af livet store problemer med sine ben.
På hospitalet begyndte Manduzio at læse romaner, skuespil og digte – alt hvad han kunne få fat i. Bibelen var i den katolske kirke kun til rådighed på latin, men Manduzio fik fat i en italiensksproget version fra en lokal evangelisk menighed.
Da han havde læst den, afsvor han at røre ved romaner, digte og andet. Han havde set lyset, men det var ikke det kristne lys.
En nat havde han en drøm, hvor han fik en åbenbaring, og her forstod han, at det var jødedommen, der var den rigtige religion for ham. Kristendommens præmis om, at frelseren allerede var kommet, virkede ikke overbevisende på ham. Hverdagen omkring ham var for ussel og svær til, at det kunne være sandt.
Manduzio gik i dialog med de evangeliske præster, men lod sig ikke overbevise. Når der nu stod i Bibelen, at det var lørdagen, der var hellig, hvorfor kom de kristne så hviledagen i hu om søndagen? Det måtte være Det Gamle Testamente, der var sandt.
I San Nicandro var der hverken telefon eller radio og derfor heller ikke megen kontakt til omverdenen, men handelsrejsende fortalte, at der skam fandtes moderne jøder i de store byer mod nord.
Mandizio ville gerne godkendes som leder af det lille nye jødiske samfund, han i løbet af kort tid fik op at stå, men det var ikke helt nemt. Medlemmerne af den selvkonstituerede menighed i San Nicandro kunne ikke læse hebraisk, mange var analfabeter, og der var ingen lærere til at sætte dem ind i sagerne. Den kontakt, som Manduzio ønskede at etablere med de jødiske samfund i Norditalien, svarede kulturelt set til at skulle række over en afgrund.
Som den som første kontakt til den officielle verden sendte Manduzio små postkort til de jødiske menigheder i Torino, Napoli og Genova. Postkortene var ikke meget mere end en besked med navnene på de personer i hans landsby, der nu var blevet jøder. Der kom ikke noget klart svar tilbage udover, at han blev rådet til at tage kontakt til menigheden i Rom, hvor hovedsædet for de jødiske menigheder befandt sig.
Så gik Manduzio i gang med at skrive. Brevene blev modtaget i Rom med overraskelse. Det var tydeligt, at Manduzio enten fik en lokal skriver til at formulere brevene i et alt for barokt og formelt sprog, eller at han ved andre lejligheder selv forsøgte sig med det resultat, at brevene var fyldt af blækklatter, halve sætninger og stavefejl.
I første omgang besluttede man ikke at svare, mens man debatterede, om den lille gruppe i San Nicandro mon nedstammede fra de såkaldte marranos, dvs jøder af sefardisk oprindelse, der grundet politiske omstændigheder var blevet tvunget til at konvertere til kristendommen, men som havde beholdt en vag erindring om familiens religiøse oprindelse.
Manduzio bad om bøger med de hellige skrifter, om at der blev sendt en læremester ned til dem og om ordbøger, så de kunne lære hebraisk. Og endelig forbarmede den romerske rabbiner sig og skrev tilbage til Manduzio og forklarede, at det at han havde ladet så mange breve være ubesvarede var et forsøg på at teste aspiranternes standhaftighed.
Han forklarede, at stort set alt i jødedommen var på hebraisk, at bønnerne blev sunget på melodier, der ikke var skrevet ned, men som blev videregivet gennem generationer. Hvis Manduzio var oprigtig interesseret, var det nemmest, at han kom til Rom, da det var en noget nær umulig opgave at lære jødedommen fra sig pr brev. Rabbinerens forslag lå udenfor Manduzios økonomiske rækkevidde, og han fortsatte istedet med at bede om bøger til selvstudie.
I årenes løb skrev Manduzio utallige gange for at beklage sig over at blive ignoreret og ladt i stikken, og endelig kom der en dag besøg af en jøde med tilknytning til menigheden i Rom. Han var på rejse i området og var af rabbineren blevet overtalt til at lægge vejen forbi San Nicandro for med egne øjne at se, hvem de folk, der anså sig for jøder, mon var.
Han blev imponeret over disse pseudojøder, som han omtalte dem. Deres religiøse møder foregik i Manduzios stue, der var hvidkalket og uden billeder af nogen art for at overholde billedforbudet. Menigheden havde selv digtet sange på den lokale dialekt som en del af gudstjenesten. Mænd og kvinder sad hver for sig på stolerækker overfor hinanden, og i midten stod et bord med dug, hvor de hellige bøger lå.
Men efter besøget skete der til Manduzios forbitrelse igen meget lidt, og først mange år efter, i august 1946, ankom en mohel, en omskærer, fra Ravenna i Norditalien. Han omskar 13 mænd og drenge samt 5 små drenge; alle indgrebene gik godt, men to unge mænd, den ene i militæret og den anden med dårligt helbred, måtte sidde over.
Og en til sad over. Manduzio selv nægtede at lade sig omskære. Omskærelsen er det symbolske tegn på at have indgået den samme pagt med Gud, som Abraham gjorde i tidernes morgen. Efter næsten et helt voksenliv og en meget stor indsats for at få det officielle jødiske samfund i tale nægtede Manduzio nu at tage det skridt, han havde ventet så længe på og havde arbejdet så hårdt for. Hvorfor?
Endelig jøder
Gennembruddet for den lille menighed kom med Anden Verdenskrig. Og med lobbyarbejde fra jøder fra udlandet, for det var svært at blive taget alvorligt af de italienske jødiske menigheder.
Da Manduzio skrev til overrabbineren i 1939 for at beklage sig over endnu en gang at være blevet glemt og forsømt – der var bøger, som aldrig kom, breve der blev ignorede etc. – var svaret, at gruppen i San Nicandro bare skulle være rolig og glæde sig over, at de hverken var født som jøder eller såkaldt legaliserede jøder. Der var meget andet at se til for de jødiske myndigheder i et fascistisk samfund, der netop havde indført racelove og gjorde sig klar til at forfølge dem.
Fem år senere i 1944, da de allierede tropper befandt sig i Italien, blev et af hovedkvartererne for den 8. armé etableret i en by relativt tæt på San Nicandro.
Det gav landsbyboerne mulighed for at komme i kontakt med soldaterne, hvoraf nogle var amerikanske jøder, og andre var medlemmer af den jødiske brigade, og de skulle vise sig at have mindre berøringsangst og ligegyldighed overfor den lille menighed end de italienske jøder. Soldaterne bragte mad og andre fornødenheder med sig, og medlemmer af den jødiske brigade besøgte den lille gruppe fra San Nicandro, der også fik kontakt med jøder fra andre steder i Italien.
Men den største nyhed og gevinst var hele ideen om zionismen.
Zionisme var knyttet til moderne jødedom og derfor ikke omtalt i de bøger, der blev sendt fra Rom, og tilgangen til jødedommen havde primært været autodidakte bibelstudier.
Efter at have levet helt isoleret satte Anden Verdenskrig den lille gruppe i kontakt med resten af verden. Umiddelbart efter afslutningen på Anden Verdenskrig blev Italien et transitland, hvor jødiske repræsentanter fra Palæstina organiserede den illegale immigration til det britiske mandatområde.
Og hvis Europa var et helt andet før og efter Anden Verdenskrig gjaldt det også for den jødiske minoritet, hvor der var blevet vendt op og ned på det interne hierarki.
En af de få italienske jøder, der havde talt landsbyboernes sag i Rom, var nu en af de vigtigste jødiske repræsentanter i landet. Han havde travlt med at organisere jødiske flygtninges videre rejse fra Italien og havde ikke tid til selv at tage sig af den lille gruppe i Puglien, men Manduzios projekt fik endelig medvind.
Og så skete der det, som så ofte sker: jo tættere man var på at nå målet, desto flere interne magtkampe udbrød der.
Kampene omhandlede to ting: emigration til Israel og Manduzios lederskab. Efter mere end 15 års studier og praktik af jødedommen var der nye kræfter, der ville til. En ny generation stillede spørgsmål ved Manduzios metoder og klagede til overrabbinatet i Rom om, at den gamle mand førte sig frem som en slags enefortolker af de hellige skrifter og så sig selv som en jødisk messias. De unge så fremad, og i en konverteringsproces var de nære omgivelser ikke nok.
Den lille gruppe havde et presserende praktisk problem. Hvor skulle medlemmerne af den lille menighed i Puglien finde jødiske ægtefolk? Det naturlige svar var at tage til det fremtidige jødiske hjemland.
Zionisme og emigration faldt helt naturligt i hak med gængse syditalienske drømmescenarier og traditioner om at emigrere for at få et bedre liv, og den logiske løsning på problemet med at finde ægtefolk var derfor at følge i slipstrømmen på de jødiske flygtninge på deres vej til Palæstina.
For konvertitterne i San Nicandro blev ideen om emigration til et håb om både sjælelig og legemlig frelse.
Men da det endelig blev muligt, var lederen og grundlæggeren af menigheden, Donato Manduzio, ikke villig til at gøre det. Han havde allerede længe følt sig som del af det jødiske folk og var blot bitter over, at den formelle konversion ikke var sket tidligere.
I Manduzios religiøse vision var der ikke plads til det moderne Israel. Han var oppe i årene og kunne ikke se meningen med at emigrere. Så var det bedre at blive i Puglien og sprede lys i det mentale mørke, der omgav ham. Og sådan blev det. Da størstedelen af hans menighed emigrerede til Israel som fuldgyldige jøder, blev han selv tilbage i San Nicandro.
Manduzio døde i 1948.
Billed galleriet til højre:
– San Nicandro ligger i det sydlige Italien tæt på Adriaterhavet
– Donato Manduzio (1885-1945)
– Det var ikke mindst oplevelserne fra Første Verdenskrig og muligheden for at få adgang til litteratur, der satte Donato Manduzios i gang med en åndelig søgning, der førte ham til jødedom.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!