Den iranske historiker, Hamza Isfahani, skrev i 900-tallet en beretning om Kong Bahram Gur af Iran, som var blevet opmærksom på en lavkaste ved navn Dom, der opholdt sig i det nordlige Indien. Kongen havde hørt om deres skikke og øvrige liv, og han sendte et brev til Nordindiens hersker og bad ham sende nogle af de familier, som han forstod både dansede og sang.
Nordindiens hersker udvalgte 400 familier, som han satte i både og sendte til Iran. Da de nærmede sig den iranske grænse, informerede lokale beboere kongen om, at familierne var ankommet. Kongen hilste dem velkommen, gav dem et stykke land og telte, og hver husstand fik en sæk hvede og nogle kalve.
Han bad dem om at ændre deres skikke, så de i stedet for at danse og synge ville dyrke jorden, opdrætte kvæg og lære landbrug.
Han lod dem være en uge og kom så tilbage inkognito og så, at man i hvert et telt dansede. Han samlede familierne og sagde: ’Hør her, jeg gav jer hvede og bad jer opgive jeres skikke med al den sang og dans og i stedet blive jordbrugere. Hvorfor har I ikke gjort, hvad jeg bad jer om?’
De sagde: ’Herre, der kommer intet fra vores hænder, ingen dyrkning af jorden eller noget som helst. Dette er vores skikke; det er hvad vi er vant til.’
Kongen blev vred og smed dem ud af Iran.
Dom, Lom og Rom
Dom, som ifølge Isfahanis fortælling blev smidt ud af Iran, er én blandt flere grupper gypsies – et mangfoldigt folk opdelt i stammer og klaner. De bedst kendte er Rom, der lever i Europa. De er nært beslægtet med Dom, der lever i Mellemøsten, og med Lom, som især lever i Armenien.
De har alle deres rødder i Indien, hvor Dom er den oprindelige gruppe, der forlod Indien, og som de to andre udskilte sig fra.
Oprindelsen i Indien viser sig ikke mindst i de tre gruppers sprog, domari, romani og lomavren, som alle er beslægtede. Ændringer i sprogets lyde, integrering af gloser fra andre sprog, melodiske stumper og musikinstrumenter fra de lande, hvor Dom opholdt sig under deres vandring, har gjort det muligt at trække linjer tilbage til deres oprindelse i Indien.
I dag lever Dom i Tyrkiet, Iran, Libanon, Syrien, Irak, Egypten, Jordan, Israel og Palæstina. Der er ingen officielle oplysninger om antallet i de forskellige lande, for Dom bliver ikke talt med i befolkningsstatistikkerne, og gruppen selv er tilbageholdende med at skilte med deres etnicitet og vil hellere erklære sig som irakere, jordanere osv. Men det skønnes, at de tilsammen udgør et sted mellem 2,5 og 4 millioner – med det langt største antal i Tyrkiet og Egypten.
Den arabiske gypsie prins
Som legenden om Dom og kongen af Iran fortæller, var og er kvægdrift og jordbrug ikke det, man forbinder med de tre befolkningsgrupper. Nok mere musikken, som overalt i verden har været efterspurgt og dannet skole.
Blandt de mest kendte er Django Reinhardt, en roma fra Belgien og hans ”Gypsy-jazz” fra midten af det tyvende århundrede.
Men der er også historien om den unge Dom, Ban Bella El Hantir, bedre kendt som Bilal – The Arab Gipsy Prince, der voksede op i en sangglad klan af omrejsende familier.
I 1992, da Bilal var ni år gammel, begyndte han at arbejde som gadeskopudser i Beirut, og nogle år senere, da han sad og pudsede sko, mens han sang på domari, kom en mand forbi, der blev grebet af Bilals stemme.
Manden forstod en del af teksten, fordi han havde opholdt sig blandt romaer i Serbien. Han var tillige musiker og ejer af spillestedet Music Hall i Beirut, og han tilbød Bilal undervisning i sang og håndtering af strengeinstrumentet oud.
Bilal blev en populær sanger for ’gadje’ – ikke-gypsies – både i Libanon og andre lande i Mellemøsten, men skønt han tjente godt og fortsat boede i et traditionelt telt, var familien og klanen bekymrede. Hans nære samarbejde med en fremmed omverden medførte brud på sædvaner – som når han fx ikke, som traditionen byder, havde tid til at synge og spille ved dødsfald eller bryllupper.
I dag har Bilal kontakt med begge, i mange henseender modstridende, kulturer, og han har gjort det til en mission at fortælle om sin baggrund. Han ønsker at oplyse om Doms stærke, mangfoldige kultur og forhåbentlig ændre storsamfundets fordomsfulde syn.
Udbud og efterspørgsel
Bilals ønske om åbenhed går stik imod Doms traditionelle holdning om, at jo mindre det omgivende samfund ved des bedre. Og sikrere. Mange Dom har opgivet eller hemmeligholdt deres oprindelse for at skabe sig en plads i en verden udenfor, hvor de har kunnet uddanne sig og skabe karrierer.
Hvor Rom i Europa efterhånden bliver anerkendt, når de er normbrydere, er der ikke på samme måde respekt for, hvad Dom kan, og de fastholdes ofte i fordomsfulde forestillinger.
Dom har i mange, mange generationer levet forskellige steder i det mellemøstlige område. De har vandret en stor del af året og er for manges vedkommende aldrig blevet bofaste. Lige som Rom og Lom har Dom altid beskæftiget sig med, hvad der var efterspørgsel på – og når der af historiske eller teknologiske grunde ikke længere var efterspørgsel, fandt de nye og andre veje at gå.
Undervejs har de betjent fastboende ved at sælge hjemmelavede produkter som fx køkkenredskaber, kurve og andet til dagligbrug og tjenester såsom smedehåndværk, tandpleje og ikke mindst underholdning i form af musik, sang, dans og spådomskunst.
I dag er det en levevej at samle skrald til genbrug, fx konservesdåser og plastik, og mange lever som sæsonarbejdere på landet eller daglejere i byen. Hestehandel, som tidligere var almindeligt blandt romaer i Europa, bedriver man stadig i Egypten.
Nogle er blevet tiggere de steder, hvor deres arbejde, særlig sang og dans, ved skiftende magtovertagelser er blevet forbudt som urent og syndigt. Det har gjort sig gældende i Irak og Gaza.
Lejesoldater
En anden, knapt så kendt levevej, er som tvungne eller frivillige soldater. Det fortælles, at dengang Dom var blevet fordrevet fra Iran, vandrede de til Mosul og Kirkuk i det nordlige Irak og til Suleimaniyya i det sydlige Kurdistan, hvor de slog sig ned og blev mange.
Da den kurdiske erobrer, sultan Saladin af Egypten, i 1174 besatte Libanon og Syrien og dernæst masede sig ind på Mosul, tog han nogle af Dom-familierne til fange og tvang dem til at kæmpe for sig i Palæstina, hvor de således kom med i sejrrige kampe mod korsfarerne.
Da Saladin havde erobret Palæstina og Jerusalem i 1187, blev Dom-familierne frigivet og spredte sig i det mellemøstlige område.
Det fortælles også, at Emir Abdullah af Transjordanien (den senere kong Abdullah den 1. af Jordan), der var underlagt det britiske mandatstyre, i begyndelsen af 1920’erne inviterede et stort antal Dom til at deltage i opbygningen af det, der skulle blive Jordan i 1946.
Dom fik anerkendelse og nøgleposter i hæren, men da tusindvis af palæstinensere flygtede eller blev drevet til Jordan i 1948 og 1967 som følge af krige i området, havde kongedømmet ikke længere brug for Dom-støtte – og snart mistede de deres privilegerede status og blev efterhånden set som afvigere og tredjeklasses borgere.
I dag er der flere og flere dom-gypsies, der opnår en placering i ’værtssamfundet’ og er blevet advokater, læger, universitetsprofessorer eller officerer i hæren. Men selv om flere i dag tør springe ud, hvis de har opnået et virke, der nyder respekt i det omgivende samfund, er der stadig mange, der på grund af den institutionaliserede racisme fortier deres baggrund.
Dom, Lom og Rom
Betegnelsen Gypsy er accepteret som fællesbetegnelse, men de tre grupper benævner sig også selv som Dom, Lom og Rom, der betyder mand eller menneske.
Billeder til højre:
– Det var angiveligt den berømte kurdiske hærfører saladin, der brugte domarier som soldater, hvorefter de spredte sig til mellemøsten.
– Den libanesiske sanger Bilal kommer fra domari folket. Han synger både på arabisk og domari.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!