Ifølge Anat Hoffman, der er skribent på Jerusalem Post og en del af ledelsen af The Domari Society of Gypsies in Jerusalem, deler jøder og gypsies en fælles skæbne fra nazisternes dødslejre i Europa. Fra de nazi-besatte områder blev over en halv million gypsies sendt i gaskamrene, i hvad der på domari kaldes Porrajmos – ”fuldstændig fortæring”.
Men ifølge Hoffman har den fælles historie som vandrende og forfulgt folk ikke forbundet de lokale domari gypsies i Jerusalem med den større israelske omverden. De fleste voksne domari har ingen formel uddannelse, så arbejdsløshedstallet er højt, og domari-børnene, der går i de lokale arabiske skoler, bliver udskammet af både lærere og andre elever for ikke at have skoleredskaber, bøger eller det rigtige tøj. Mange af børnene vælger derfor at forlade skolen og i stedet hænge på gaden, hvor de samler eller sælger souvenirs.
Det forsøger The Domari Society of Gypsies in Jerusalem at gøre noget ved. Goldberg har mødt centrets leder og grundlægger, Amoun Sleem, for at lære en overset minoritet blandt minoriteter bedre at kende.
The Domari Society of Gypsies in Jerusalem ligger i Shua’fat gade nr. 10 i Østjerusalem.
Vejen derud går med Jerusalems relativt nye letbane, som kører gennem byen og et stykke ind i Østjerusalem. Efter at have passeret Den gamle By ændrer bebyggelsen sig fra israelsk metropol til arabisk, palæstinensisk bydel.
Uddannelse – trods hårde odds
Vi ankommer som aftalt og går gennem en metaldør og et stykke flisebelagt og beplantet have og direkte ind i stuen, som i dag også fungerer som butik. Her har Amoun Sleem slået sig ned sammen med et hollandsk ægtepar, Jan og Williemina, omkring et blomstermalet bord.
Williemina har været frivillig arbejdskraft i huset gennem mange år. Hun bor fast i Holland, men er flere gange om året i Jerusalem, hvor hun hjælper med at informere om og skaffe penge til centret. Hendes mand er med på et kortere ferieophold.
Vi bliver straks budt på koldt vand fra en indkøbt flaske. Kvarteret, der også rummer Jerusalems eneste flygtningelejr, har problemer med vandforsyningen.
Amoun Sleem lytter interesseret til vores ærinde. Hun vil gerne have omverdenens opmærksomhed og har et par gange givet interviews til forskellige aviser både i og uden for Israel.
”Også i dag er der gypsies, som er i tvivl om, hvorvidt den uddannelse, der er knyttet til den omgivende verden, overhovedet er relevant for dem”, fortæller hun. ”Men det er vigtigt, at vores børn og unge lærer at læse. Det er afgørende for vores fremtid. Men vi mangler bøger af alle slags – matematik, historie og litteratur. Det har ikke ligget i vores kultur at uddanne os – vi har haft travlt med at skaffe til føden”.
”Vi skal være virksomme”, fortsætter hun og peger på de mange broderede puder, tasker og perlekæder, der ligger i reoler og hænger på væggene rundt om i rummet.
Amoun Sleem er opvokset i Den gamle By lige nord for Løveporten, der åbner byen mod vejen til Jericho. Her har hendes familie boet i århundreder. Først i landsbyen Wadi Goss lige udenfor muren og derefter i de seneste tre generationer ved Via Dolorosa indenfor bymuren.
Hun gik tidligt ud af skolen på grund af en ydmygende behandling fra lærere og elever, men vendte tilbage nogle år senere og tog kampen op. Hun fortsatte med at uddanne sig i gymnasiet og på universitetet og endte sluttelig med en eksamen i Business Management. Et uvejsomt ridt, men fuldt støttet af sin far.
Hendes mor døde, da Amoun Sleem var blot ni år gammel, men det lykkedes faderen, Yasser, og to bedstemødre at indgyde alle ni børn i flokken både styrke og selvrespekt.
Vi er, hvor vi skal være
De fleste jøder i Israel betragter Domari som en del af den arabiske kultur, fordi de for det meste bor blandt arabere, skriver Anat Hoffmann i Jerusalem Post. Men den arabiske befolkning foragter Domari til en grad, hvor de spytter på dem og kalder dem ’Nawar’, som betyder ’skidt’.
Amoun Sleem er enig:
”Vi bor blandt palæstinenserne, vi taler arabisk, og flere af os praktiserer islam – måske ikke ligesom de andre, for der ikke så mange af os, der er religiøse. Og en mindre gruppe er blevet kristne”.
”Men den israelske regering betragter os som ’arabere’. Vi er ikke anerkendt som minoritet på linje med drusere, beduiner eller armenere. Vi er opført som ’arabere’ – dog med en lavere status. Måske fordi vi ikke har nogen egentlig nationalfølelse…. Men det betyder, at der er økonomisk støtte, som vi ikke får”.
”Vi har boet her i mange hundrede år. Vi har slået os ned her. Vi er ikke vandrende, som vores frænder i Europa. For os – som for andre – er det her Det Hellige Land. Vi er, hvor vi skal være”.
Frivillige er velkomne
Amoun Sleem viser os rundt i centret. Her er et værksted for syerskerne, skolestue og et bugnende køkken med mad til også de fattige familier, der ikke er i stand til selv at skaffe nok føde til en børnerig familie.
To drenge kommer fra skole i deres uniformer og går direkte til køkkenet, hvor centrets sekretær, Emira, fodrer dem, som man fodrer alle pubertetsunger efter skole.
”Der er også nogle af vores unge, der studerer videre på universitetet”, siger Amoun Sleem. ”Det går langsomt fremad”.
Et ældre ægtepar kommer forbi og hilser og sætter sig i kontoret, og en lille baby vågner i værkstedet og bliver taget op. Der hersker en familiær, omsorgsfuld stemning i centret.
”Vi vil gerne tage imod frivillige, der har lyst til at komme og undervise vores unge eller vores kvinder i kunsthåndværk. Vi kan desværre ikke tilbyde bolig, men et godt måltid mad er der altid”, siger hun og rejser sig for at tage sig af de unge.
Styrkelse af den kulturelle bagage
Amoun Sleem stiftede The Domari Society of Gypsies in Jerusalem i 1999. I begyndelsen holdt foreningen til i hendes hjem, men fra 2005 har adressen været Shu’afat 10 i Østjerusalem.
Det er især kvinder og børn, der bruger centret. Her er skole- og videnstræning, produktion af kunsthåndværk og undervisning i at være sælger. Og så er der undervisning i Domari kultur og sprog og opbygning af en Domari stolthed gennem styrkelse af den kulturelle bagage.
”Farver er noget særligt for os. Vi er optaget af værdighed, af at vise vores specielle træk frem. Derfor har vi indrettet værksteder her, hvor vores kvinder syr farverige broderier og laver smykker og andet kunsthåndværk. Det betyder, at de føler sig nødvendige. Og på den måde kan vi skaffe supplerende økonomi til vores center og til undervisning, men vi er meget afhængige af hjælp udefra”.
Ingen plads til humor
Både jøder og gypsies, der i årtusinder har overlevet under mangeartede, undertrykkende kår, har bestræbt sig for at blive anerkendt som ligeværdige medmennesker.
Hos jøder er det et kendt træk, at humor i grumme perioder har været en del af overlevelsesstrategien og brugt til at opretholde selvrespekt og modstandskraft. Men spørgsmålet om, hvorvidt man som Domari i Jerusalem ligeledes benytter sig af intern humor for at overleve de nedværdigende kår, vækker ingen genkendelse.
Amoun Sleem bliver tavs og ryster uforstående på hovedet, og hende hollandske ven Jan bryder ind med alvorlig stemme. Han forstår spørgsmålet, siger han, men finder det irrelevant og på det nærmeste krænkende: ”Der er ingen humor her – det er forholdene alt for alvorlige til”.
Og Amoun Sleem bekræfter:
”Dér har vi ingen humor”.
Der er intet forsonende ved at være Domari i Jerusalem. Amoun Sleem ønsker bare, at de bliver fremstillet som gode mennesker, der ønsker et almindeligt liv blandt alle andre. Mennesker, der er imødekommende og glade, og som ikke ønsker en opmærksomhed af den negative art, som traditionen påtvinger dem.
”Domani gypsies er ikke mere kriminelle end andre. Vi er mennesker som alle andre på godt og ondt. Vi stjæler hverken mere eller mindre”, siger hun. ”Vi ønsker ikke at deltage i politik – vi ønsker bare et liv i fred – og bedre muligheder for vores børn”.
Sigøjnere – Gypsies?
Ordet ’Gypsy’ er oprindelig en forkortelse for ’Egyptian’ og er opstået, fordi de ’gypsies’ der ankom til Europa i 1400-tallet, romaerne, fortalte at de var pilgrimme fra Egypten.
Roma vandrede ind i Europa, medens Domari-gruppen findes i Tyrkiet, Iran, Libanon, Syrien, Irak, Egypten, Jordan, Israel og Palæstina.
Gypsy er en foretrukket betegnelse blandt Domari og bruges f.eks. i Domari-centrets navn, The Domari Society of Gypsies in Jerusalem.
Ordet ’sigøjner’ kommer fra det græske ’athínganoi’, som betyder ’urørlig’ eller ’paria’ og har fået en nedsættende konnotation. Det betyder, at man i Europa foretrækker at blive kaldt roma, sinti eller andre stammenavne.
Hvor mange er de?
Der er ingen officielle oplysninger om antallet af Domari i de forskellige lande. Det skyldes både, at Domari ikke tælles med i de generelle befolkningsstatistikker, og at gruppen selv er tilbageholdende med at skilte med deres etnicitet, således som det også er tilfældet i Europa, og hellere vil erklære sig som irakere, jordanere osv. Helt uofficielt regner man dog med, at der lever 1500 – 2000 Domari gypsies i og omkring Jerusalem.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!