Beretningerne om redningen af de danske jøder i 1943 fortælles og genfortælles i dette 75-år. Trods forfølgelse, flugt og angst er den livsbekræftende og derfor på mange måder i kontrast til nutidige flygtningeberetninger. Men på et punkt er der ligheder: for er det bedst at gå i skjul eller flygte ud i det ukendte?
Romanen Exit West, der udkom på dansk tidligere i år, er den pakistansk-britiske forfatter Mohsin Hamids fjerde roman og en moderne flugthistorie, en slags lignelse med flygtninge som hovedpersoner.
Romanen skildrer den unge mand Saeed og den unge kvinde Nadia i et unavngivet land i Mellemøsten. De flygter fra et samfund i frit fald, et samfund som umiddelbart får læseren til at tænke på Syrien, men det kunne sagtens være et af de andre brændpunkter i Mellemøsten.
Romanen starter som en realistisk psykosocial beskrivelse af det unge pars møde, forelskelse og familiehistorie i en hverdag med voksende konflikt, vold og undertrykkelse.
Men så bliver realismen brudt med et enkelt, men afgørende element af magisk realisme: de hører rygter om, at der findes døre – portaler – igennem hvilke, man forlader et sted og kommer til et nyt.
Med ungt mod og en vis desperation træffer de det svære valg at forlade forældre og hjem og gå ind i det ukendte – gennem døren til en ny verden.
En usikker verden
Saeed og Nadia er unge, stærke og forelskede. De ryger hash, spiser svampe, dyrker sex uden for ægteskabet og er på forskellig vis produkter af deres baggrund. De både respekterer og tager afstand fra indsnævrende traditioner.
Saeed er den, der bærer kulturen og familierelationerne mest med sig, mens Nadia er frækkere, mere moderne, mere trodsig. For eksempel selv om hun går rundt i sorte klæder og derved signalerer fromhed, fornægter hun enhver form for religion, og hun indrømmer, at hun går i sorte klæder alene som en slags beskyttelse. Ikke desto mindre bliver hun ved med at bære den traditionelle dragt længe efter, at hun har forladt sin kultur.
Da det unge ugifte par tager det første spring, går de igennem en mystisk dør og lander i en kæmpe flygtningelejr på den græske ø Mykonos. Der bor de et stykke tid, indtil forholdene bliver uudholdelige, hvorefter de går igennem endnu en mystisk dør ud i det ukendte og lander i London, en belejret by, ikke det London vi kender.
London er en ustabil by, hvor de indfødtes modstand tvinger immigranter til at bo i ghettoer, og tilflyttere besætter bygninger og etablerer sig under kummerlige forhold. Men på en eller anden måde er det et sted, hvor Saeed og Nadia skaber et liv, deler en seng i et værelse, finder arbejde, klarer sig til trods for voldelige overfald; m.a.o. de klarer sig, ligesom tusindevis af andre flygtninge.
Med tiden vokser de fra hinanden, og man kan tydelig se, hvordan deres kulturelle baggrund påvirker dem forskelligt med Nadia som den mest frigjorte.
Migration i tid og rum
Fra et London i opbrud går de igennem en dør til USA, til byen Marin nord for San Francisco, og som romanens titel angiver, flytter de længere og længere vestpå, hvor de så ender med at forlade hinanden og danner nye forhold.
Romanen ender dog med et glimt ind i fremtiden, altså 50 år senere, hvor de er tilbage på deres fødested, og hvor deres forbindelse til hinanden synes at bekræftes.
Selve migrationen i tid og rum bliver ikke skildret. På magisk vis går de blot igennem en dør. På et tidspunkt bliver det sammenlignet med den magi, der er i en mobiltelefon, som kan føre én mentalt hvor som helst på planeten. Ved hjælp af hver deres mobiltelefon ’vandrer’ Saeed og Nadia længere og længere væk fra hinanden.
Romanen er en smuk skildring af verdenen fra migrantens synsvinkel, og pointen er, at migranten er aktør, ikke offer. Det er ikke en psykologisk skildring, men snarere et narrativ om et komplekst socialt fænomen i den vestlige verden i dag, et fænomen vi er nødt til at forholde os til.
Samtidig med at der i romanens univers er migranter alle vegne, lukker de vestlige lande deres grænser mere og mere.
Vi har alle forladt noget og nogen
Moshin Hamid er ikke på nogen måde en ideolog med en mission, men han bringer den komplekse flygtningesituation i verden i dag ind i forgrunden. I en samtale mellem Saeed og Nadia i det immigrantplagede London viser Nadia forståelse for almindelige menneskers reaktion mod den store flygtningestrøm, mens Saeed ser det anderledes og henviser til de millioner, der kom til deres land, da der var krig. Det var anderledes, siger hun, for deres land var fattigt, og de havde intet at tabe.
Exit West giver ikke svar på dette problem, men ved at gøre flygtningen, migranten, til hovedperson italesætter Moshin Hamid et utroligt stort og komplekst problem i verden i dag.
Hamids fortæller siger hen imod slutningen af romanen, at ”We are all migrants through time”. Selvom man har boet i samme hus hele sit liv, er man migrant i forhold til ens fortid. Vi har forladt barndommen, steder og mennesker. Lad det skabe samhørighed fremfor afstand.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!