Det gule murstenshus ligger stille hen i støvregnen, der afløser sommerens varme. Et skilt på stakittet rundt om huset på den stille villavej i Hillerød kundgør, at man her kan købe honning af egen avl. Bistaderne ligger længere nede ad vejen, fortæller Mogens Fischermann, der i 40 år har beboet huset med sin kone, Gitte. Men for tre år siden overtalte han datteren – som bor kun et par husnumre længere nede ad vejen – til at blive biavler, og hendes familie har nu overtaget ansvaret for honningproduktionen.
Mogens Fischermann viser rundt i huset med de hyggelige kroge og op i den rummelige stue på husets første sal, hvor vi sætter os med en lille klase af de druer, der generøst hænger ned fra taget på terrassen. Her er børn og børnebørn kommet igennem mange år.
En bikube, der hæges særligt om.
Den dag i dag har Mogens Fischermann ikke kontakt med sine brødre, som han deler erfaringen fra opholdet i Theresienstadt fra 1943 til 1945 med. Ved første kontakt henviser han venligt, men afvisende til dem: “De ved meget mere om det der end jeg. Jeg kan ikke huske noget ”.
Der gik en klap ned i den 5-årige drengs sind, den dag Gestapo bankede på hos familien Fischermann, der desværre var hjemme på Bogtrykkervej i Nordvestkvarteret efter søsterens epilepsianfald samme dag.
Familien bestod af far Leopold, mor Martha og børnene Salle, Robert, Fanny, Rebekka, Mogens og Adolf. Adolf og Fanny var få dage inden flygtet til Nordsjælland, og det lykkedes Leopold at flygte ud gennem vinduet i lejligheden og slutte sig til dem, mens Martha og de øvrige børn blev arresteret og sendt til Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet.
Mange senere beretninger beskriver Theresienstadt som en by i sig selv og opsamlingssted for de jøder, der skulle videre til udryddelseslejren Auschwitz og den visse død. De danske jøder blev skånet for deportation, takket være en aftale mellem Werner Best, rigsbefuldmægtiget i Danmark, og den danske regering, men det vidste fangerne ikke noget om dengang. Hver gang en transport var undervejs, bredte panikken sig blandt fangerne.
Mogens Fischermanns brødre, Salle og Robert har været aktive i beretningen om fangenskabet i Theresienstadt – og Salle skulle som 14-årig optræde som lysmand for den propagandafilm, der blev optaget i lejren med det formål at male et skønmaleri for Røde Kors og omverden, om livet i Theresienstadt. Robert udgav i 2014 bogen ”At forstå er ikke at tilgive”, en bog, som Mogens ikke havde travlt med at læse. Han vil ikke beskæftige sig med det, han kalder ” Holocaustindustrien ”, siger han med henvisning til titlen på en bog af den amerikanske forfatter Norman Finkelstein. Men at han har været engageret i at hjælpe flygtninge i dagens Danmark, fordi han ”selv har en rem af huden” – dét vil han gerne vedkende sig.
Jeg ville ikke være en hattedame
Mogens Fischermann blev engageret i flygtninges vilkår efter pensionering fra jobbet som civilingeniør. Hans engagementer tæller blandt andet værgemål for to mindreårige uledsagede flygtningebørn for Røde Kors, frivilligt job på sprogskolen i Hillerød og den lokale flygtningeforening, initiativtager til Nuras Venner, en forening til støtte for en familie fra Kosovo med svære psykiske problemer.
En del af de konkrete sager, han har engageret sig i, drejer sig blandt andet om personer med psykiske vanskeligheder. Mogens Fischermann – hvis kone Gitte også var aktiv i nogle af initiativerne – var i 2007 initiativtager til en international konference om Danmarks behandling af asylbørn med deltagelse af bl.a. flere juraeksperter, et tidligere medlem af FN’s Børnekomité og en erfaren ph.d. i børnepsykologi. Konklusionen var klar: flygtningebørn kan tåle at leve i uvished i op til et år – alt derefter er dybt skadeligt. På den måde gør man med dagens flygtningepolitik flygtningebørn, og ofte også deres forældre, til psykiatriske patienter på sigt. Og det går i arv, fordi påvirkningerne finder sted fra forældre til børn, siger Mogens Fischermann i dag.
”Men alle konklusionerne fra konferencen er blevet ignoreret, og regeringen fejrer 50 flygtningestramninger med kage”, siger Mogens Fischermann. ”Argumentet er, at flygtningene har tag over hovedet. Men de lever i en uvished, som skader dem psykisk. Og den uvished går fra forældre til børn og tilbage igen i en evig vekselvirkning”.
Mogens Fischermann mener, at man i dag ignorerer, hvad det er, flygtningene har med i bagagen – og at regeringen rider på en bølge af fremmedfrygt.
”Det går jo faktisk fint ”, siger han med henvisning til uddannelsesniveauet blandt udlændinge i Danmark, hvor de fleste udlændinge integrerer sig fint. Han mener, at de store partier ”løber i halen på Dansk Folkeparti”, men at der er gjort meget i Danmark for integration af de relativt få udlændinge, der er. De virkelige problemer med ”ghettoisering” ser man i lande som England, Frankrig og vores naboland, Sverige – selvom ”ghetto” – som er italiensk og betyder jødekvarter – er et vanvittigt ord for en person af jødisk herkomst, som han siger.
”Selvfølgelig kan Danmark ikke tage et grænseløst antal flygtninge ind – ressourcemæssigt, uddannelsesmæssigt, sundhedsmæssigt… der ér en grænse, som man for eksempel i Sverige har overskredet”. Om sit engagement for at hjælpe uledsagede flygtningebørn siger han:
”Jeg gjorde mit bedste for ikke at være en hattedame. Men jeg skulle nok have fulgt tættere op. Nogle af de børn, jeg havde med at gøre, voksede op og blev lidt for gode til at udnytte systemet. Den ene løj, den anden snød til eksamen og mistede den læreplads, jeg havde skaffet ham. Det var ingen succesoplevelse, og jeg skulle nok have været hårdere i filten”, siger Mogens Fischermann, der mener, at flygtningene i dag lider under den stigmatisering, der bliver dem til del i den offentlige retorik.
”Man skulle hellere se at fjerne årsagerne til de traumer, de ofte lider af ”, siger han og peger på én ting, der ville gøre en forskel:
”At kunne leve et almindeligt liv med sikkerhed for ikke at være nødt til at flygte igen”
Normalitet søges
Der er megen sorg i Fischermann-familien. Mogens og hans mor, de to ældre brødre og storesøsteren Rebekka kom hjem med de ” hvide busser ” i 1945, men til endnu et chok: far Leopold og Adolf var omkommet under flugten til Sverige i oktober.
Båden var overfyldt og tog vand ind, som de ikke kunne øse hurtigt nok ud, og den vendte bunden i vejret, og alle faldt i vandet. Leopold og Adolf druknede. Fanny var det lykkedes at svømme i land, men hun havde intet afsløret i sine brevkort til familien i Theresienstadt. På ét af dem, som Mogens er i besiddelse af i dag, indleder hun på tysk – som ordren var, af hensyn til den tyske censur: ”Meine kleine Mogens” (min lille Mogens), og hun skriver, at alt går fint, ”Vater und Ante hat das auch gut”, Far og Ante (altså Adolf) har det også godt. At de var døde, fik familien først vished om ved hjemkomsten.
”Du skulle have set min mor, da hun fik det at vide”, siger Mogens i dag, uden at uddybe, mens vi bladrer igennem stakken af fotos og brevkort. Fotoet af moderens hærgede ansigt dukker op i bunken, på et pasfoto kort efter krigen.
Familien på fem blev installeret i en to-et halvt-værelsers lejlighed i Sydhavnen. Bogtrykkervej kunne de ikke vende tilbage til, da lejligheden i deres fravær var tømt for alt, hvad der kunne bæres væk af naboer og andre, og derefter lejet ud. Der blev ikke talt om oplevelserne i Theresienstadt – men moderen blev i stigende grad fraværende og forsøgte to gange at tage sit eget liv.
”Vi børn måtte passe os selv, og Robert legede storebror for mig. Men nogen far var han ikke. Enhver passede sit eget, og min mors omsorg bestod i at tage mig med til kortspil med hendes veninder, hvor jeg lå og sov på en bænk, til vi skulle hjem sent om aftenen”, fortæller Mogens, hvis historie er fuld af tab. Søsteren Rebekka, der led af epilepsi, tog sig af dage som kun 20-årig.
Den eneste af sine søskende, som Mogens som voksen har haft regelmæssig kontakt med, er Fanny, som døde sidste år i en alder af 94. Sine brødre har han ikke set i over 30 år.
”Min familie blev skadet i Theresienstadt og min ældste bror fortrængte sine oplevelser fra Theresienstadt op til år 2007, hvor han pludselig skrev, at han havde mødtes med Fanny for at høre, hvad der var sket. Og så gik han ellers i Holocaust-mode”, siger Mogens Fischermann om broderens aktiviteter med at holde foredrag, fortælle sin egen historie og, i 2014 at skrive en bog. En bog, som Mogens Fischermann ikke læste de første par år.
”Selvfølgelig skal man kunne snakke om det. Men jeg selv besluttede, at der var for meget smerte i det, og at det ikke tjener noget formål at bore yderligere i det. Jeg ville have en normal familie”, siger han.
Vi er skadede
Mogens Fischermann mødte sin kone Gitte i 1963, og de rejste sammen rundt i Israel og Mellemøsten i fire måneder, før de blev gift. Hun var ikke jøde og da moderen blev præsenteret for hende første gang, låste hun sig inde på toilettet, fortæller Mogens, og det er tydeligt, at mindet vækker sorg. Hans ansigt fortrækkes, da han fortæller, at han måtte give moderen valget imellem at tage godt imod hans forlovede eller aldrig se ham igen. Hun valgte at vænne sig til tanken om, at hendes svigerdatter ikke var jøde.
”Vi er ikke ortodokst jødisk opdraget, men vi afholdt de vigtigste jødiske helligdage. Jeg gik på Carolineskolen, og mine bedsteforældre, som var immigranter fra Polen og Letland, var religiøse. Men min far måtte arbejde om lørdagen, hvilket mine bedsteforældre tog ilde op. Selv meldte jeg mig ud af jødedommen, da jeg så Israels udvikling efter 1967”, siger Mogens Fischermann, der har sat tre børn i verden.
De har ikke spurgt til hans historie, fordi de, som han siger, ”ikke vil rippe op i det gamle sår”.
Til gengæld er hans barnebarn på 17 stærkt interesseret, både i anden verdenskrig og i hans historie, så alle ”dødebøgerne” om emnet bliver testamenteret til hende, siger han.
”Og vi har en aftale om, at hun tager med ind på Dansk Jødisk Museum og afleverer al denne dokumentation”, siger han og peger på stakken med fotos, brevkort og Ausweis, som han vil aflevere for eftertiden. Et andet barnebarn er ved at indspille en dokumentarfilm, hvor han inden for det seneste år har interviewet og filmet Fanny, Robert, Salle og Mogens om, hvordan de fire søskende oplever tiden efter krigens afslutning.
Mogens Fischermann siger selv, at hans erindring er blokeret fra de to år, hvor han var interneret i Theresienstadt, fra han var 5 til 7 år gammel.
”Jeg var tilbage som 18-årig, hvor jeg besøgte lejren, og igen i 1963. Det sagde mig intet. Og dog var der én, der siden fortalte Fanny, at hun havde set mig gå rundt med en mappe under armen og synge”, fortæller han om sin taske til den mad, han kunne finde og rapsede i lejren, og som han også efter krigen altid havde på sig. Og selvom han ikke vil ”rode mere rundt i det”, som han siger, er der en påvirkning, som gør, at han tager antidepressiv medicin den dag i dag.
”Jeg fik en depression som 50-årig, og psykiateren sagde, at jeg nok var disponeret for det. Men det tror jeg ikke på. Vi er alle skadede, og Fanny kom aldrig over det. Heller ikke hun giftede sig jødisk. Hun kunne ikke holde ud at bo sammen med familien og vores mors anklage om, at hun var skyld i min fars og min brors død. Så hun giftede sig og flyttede fra familien i efteråret 45”, fortæller Mogens, og tilføjer:
”Men det er som i Bibelen, hvor synderne nedarves i syvende led. Det har også påvirket nogle af dem i anden og tredje generation af vores familie”.
Mogens Fischermanns ansigt fortæller en historie om savn, svigt og sorg. Men også om den glæde, han fandt med sin kone og den familie, han selv har skabt og værner om. Børnene, som bor i nærheden, og børnebørnene, som han følger med i.
”Det gælder i dag for mig om at omgive mig med de få mennesker, som jeg har en nær kontakt med”.
Billledgalleriet til højre:
- Et kort over Theresienstadt. Stjålet i lejren af Salle Fischermann
- Mogens som 7-årig i 1945.
- Identitetskort fra Theresienstadt.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!