Børn på flugt ser og hører meget. Også det der ikke er beregnet for deres øren. Og som de voksne omkring dem måske endda forsøger at beskytte dem mod.
”Som barn hørte jeg meget af det, der blev sagt bag lukkede døre. Jeg forstod det ikke altid, men jeg kunne mærke uroen og bekymringen,” siger Hanna Skop, der var syv år gammel og bar efternavnet Posner, da hun flygtede fra Tyskland til Danmark i november 1939 sammen med sin mor og to brødre.
Familien Posner kom fra den sydtyske by Darmstadt, hvor forældrene havde en manufakturforretning, og hvor Hanna netop var begyndt i 2. klasse i den jødiske pigeskole. Tidligere samme år var faderen ankommet til København på et transitvisum. Planen var, at familien skulle rejse videre til USA.
De var blandt de ganske få jødiske flygtninge fra Nazityskland, som Danmark indvilgede i at modtage i disse år, hvor forberedelserne til Holocaust var i fuld gang i nabolandet. Betingelsen for indrejse var, at de jødiske flygtninge rejste hurtigt ud af landet igen. Men det blev umuligt, da amerikanerne gik ind i krigen i 1941.
”Mine forældre fik ikke arbejdstilladelse. Jeg ved stadig ikke, hvordan de fik økonomien til at hænge sammen, for min far var en meget stolt mand, og det var ham magtpåliggende ikke at bede andre om hjælp,” fortæller Hanna Skop, som Goldberg møder en varm junidag i Tisvilde. Sommerhusfreden afbrydes kun nu og da af de to krølhårede Charles Roi Spanieler, Lucky og Cookie, der puster ud i skyggen på terrassen.
Optakten til flugten
86-årige Hanna Skop ser stadig med barnets åbne, forundrede blik på voksenverdenen og dens gradvis mere foruroligende begivenheder, når hun tænker tilbage på livet i Darmstadt, før flugten til Danmark.
”Første gang jeg oplevede, at noget var galt, var, da jeg en dag var ude at gå tur med min barnepige. Undervejs hørte vi militærmusik, og da paraden gik forbi med strækmarch, hagekors og hornmusik, hev barnepigen op i min højre arm og sagde: Du skal råbe ’heil Hitler’. Det gjorde jeg så. Om aftenen ved spisebordet viste jeg stolt mine forældre, hvad jeg havde lært den dag. Stik mod min forventning blev de forfærdede. Og jeg fik strenge ordrer om at undlade at heile fremover. Den applaus, jeg havde forventet, udeblev fuldstændig,” siger hun med et lille smil.
”Kort tid efter, da jeg lige havde lært at læse, stavede jeg mig frem til ’Juden unerwünscht’ – jøder ikke ønsket – på skilte i byens butikker. Det var besynderligt, men det behøver man nok ikke tage så højtideligt, tænkte jeg. Så en morgen på vej til skole gik jeg ind i en af disse butikker for at købe en banan. Og fortalte glædestrålende mine forældre om min bedrift ved middagsbordet. Det blev bestemt heller ikke godt modtaget.”
Hanna Skop kommer fra et traditionelt jødisk hjem, hvor der blev holdt kosher, og de jødiske helligdage blev fejret. Forældrene drev i fællesskab manufakturforretningen, der lå i den ejendom, hvor familien boede.
Dette trygge og forholdsvis velstående borgerlige familieliv afsluttedes brat d. 9. november 1938, da nazister under Krystalnatten smadrede tusindvis af jødiske butikker, synagoger og skoler over hele Tyskland og Østrig. Posners manufakturforretning i Darmstadt var også mål for angrebene.
En ny virkelighed begynder
”Jeg sov under selve Krystalnatten, men om morgenen kom jeg ned i butikken og fandt et kaos. Alle varerne var hevet ned og kasseapparatet brudt op og smidt på gulvet, hvor der lå masser af knust glas. Min mor gik rundt i dette kaos og græd. Min storebror sagde: ’Skolen er brændt, synagogen er brændt, og du skal blive hjemme i dag’. Jeg kan huske, at jeg prøvede at trøste min mor ved at samle penge op fra gulvet, men det hjalp ikke. Hun var fortvivlet,” siger Hanna Skop.
Faderen var afhentet af Gestapo, men vendte hjem igen efter et døgns tid. ”De skulle nok bare tjekke, om han var hjemme, så de kan hente ham igen senere,” hørte seksårige Hanna sin mor sige til en bekendt, da hun troede, datteren var uden for hørevidde.
”Og min mor fik ret, for der gik ikke lang tid, så forsvandt min far igen. Og var væk i lang tid.”
Men en dag fik familien et postkort, stemplet i Buchenwald.
”Der stod: Kære alle sammen, jeg har det godt. Kærlig hilsen far. ”
Denne gang gik der længere tid, flere måneder, før faderen pludselig en dag igen trådte ind ad døren hjemme i Darmstadt. Han var udpint og syg af opholdet i Buchenwald, hvorfra han var blevet løsladt, måske fordi han ikke længere udgjorde en arbejdskraft. En stor byld i halsen truede med at kvæle ham.
”Det var forbudt ved lov for ariske læger at behandle jødiske patienter, men heldigvis var der en jødisk læge tilbage i byen. Han placerede min far på spisestuebordet og opererede ham der. Det reddede hans liv. Vi børn stod i døråbningen og så på vores far, der nok var fysisk var til stede, men psykisk var helt væk,” husker hun.
Kort tid efter forsvandt faderen igen fra hjemmet. Børnene fik at vide, at han var ’på rejse’. I virkeligheden havde han med slægtninges og bekendtes hjælp fået et transitvisum til Danmark, hvorfra han forsøgte at få sin familie ud af Tyskland.
”I det næste lille års tid var min mor alene med os tre børn. Det var meget svært for hende. Hun græd meget og kastede hver dag op i køkkenvasken af angst.”
Hverdagen fortsatte, mens livet under nazismen blev stadig farligere for Tysklands jødiske befolkning.
”Men selvom vores skoler var brændt ned, blev vi børn stadig undervist. Det foregik hjemme i stuerne hos jødiske familier, der endnu var tilbage i byen,” fortæller Hanna Skop og fortsætter:
”Derhjemme begyndte min mor at pakke alle vores ejendele og noget af varelageret ned. Der kom en SS-officer og overvågede nedpakningen, så hun ikke tog noget med af større værdi. Vi børn forstod ikke, hvad SS-officeren skulle i vores hjem. En dag sagde hun: ’Pak din skoletaske, nu skal vi afsted’. Jeg havde skoldkopper, som kløede noget så forfærdeligt, men ellers husker jeg togrejsen til Danmark som forholdsvis behagelig. Vi fik en kupé for os selv, og vi havde mad og drikke med, for der var adgang forbudt for jøder i spisevognen. Da vi kom til grænsen, blev min mor udsat for en yderst nidkær kropsvisitering af ubehagelige politifolk. Det rystede hende. Men da vi nåede frem til Københavns Hovedbanegård, stod min far og tog imod os.”
På tålt ophold i København
De næste tre år boede Hanna og hendes familie først i Rosengården i indre by, siden i Sortedamsgade ved Søerne. Hun faldt godt til i de nye omgivelser, hvor det jødiske stadig dannede rammen for hverdagslivet:
”Jeg og mine brødre blev elever på den jødiske drenge- og pigeskole. Og vores familie kom i synagogen i Krystalgade. Min far måtte ikke arbejde, men jeg tror, det var lykkedes ham at få overført nogle af de penge, han havde i Tyskland, så vi led ikke nød.”
”Jeg blev sat en klasse ned i skolen, fordi jeg ikke kunne sproget. Men der var heldigvis 2-3 andre piger i klassen, der også var flygtet fra Tyskland. De hjalp mig, indtil jeg lærte at tale dansk. Men jeg græd nok en del i begyndelsen.”
Hjemme i Rosengården fik Hanna en dansk veninde, som gik på den tyske skole i nærheden.
”Men en dag fortalte hun, at hun havde set filmen ’Jøden Süss’ i skolen, og at jøder var nogen forfærdelige nogen. Så gled det venskab ud i sandet.”
Familien Posners glæde over at være sluppet fri af nazisternes strammende greb blev kortvarig. Den 9. april 1940, da tyskerne besatte Danmark, blev lettelsen afløst af ny uro og angst. Hanna hørte det i forældrenes stemmer – og mærkede det på sin egen krop:
”Til hverdag tænkte jeg ikke så meget på, at vi var på flugt. Men under de store bombardementer af København kunne jeg ikke beherske mig. Jeg var rædselsslagen, græd og rystede over hele kroppen. Jeg havde altid min dukke med i beskyttelsesrummet,” siger hun.
I begyndelsen af oktober ’43 overhørte Hanna igen en samtale, som forældrene førte bag lukkede døre.
”Jeg kunne høre på min mors stemme, at hun var meget ophidset, og at min far forsøgte at berolige hende. Det lykkedes ham ikke, og hun gik resolut ud ad døren. Kort tid efter kom hun tilbage og sagde: ’Hanna, tyskerne henter os i aften, vi kan ikke være hjemme. Tøm din skoletaske for bøger og tag et rent sæt undertøj og strømper. Du skal være hos Tove.’
Tove var en ny dansk veninde, Hanna havde fået i Sortedamsgade, hvortil familien nu var flyttet.
”Inden jeg gik, hørte jeg min mor sige til min far: ’Toves mor ville gerne huse Hanna, men faderen var svær at overtale.’ Det var ikke rar viden at tage af sted med. Men der var ikke noget at gøre, så jeg traskede over til Tove, som boede i nummer 1.”
Flugten til Sverige
Hjemme hos veninden holdt hun sig skjult med strenge instrukser om ikke at vise sig i vinduet. Det skulle ikke rygtes i ejendommen, at familien gemte den jødiske pige. Undervejs opfangede hun flere samtaler mellem Toves forældre, der var frustrerede over situationen.
”De voksne var utilfredse med, at de ikke vidste, hvornår jeg blev hentet igen. De syntes, det var for dårligt, at de ikke fik nogen information. Jeg forstod godt, det var besværligt for dem. Det satte hele familiens sikkerhed på spil at hjælpe mig. Jeg var et problem for dem, som jeg ikke selv kunne løse. Og jeg vidste intet om, hvor resten af min familie var, eller hvornår jeg fik dem at se igen.”
Endelig blev Hanna hentet af en for hende ukendt dame, der kørte med hende i bil til Hedehusene, hvor hun blev genforenet med sin lillebror. De to søskende blev indkvarteret hos en fremmed lærerfamilie, og efter en uges tid blev de hentet af endnu en ukendt kvinde, som kørte med dem i tog til Holbæk. Her ventede moderen og storebroren i havnen. Sammen med et ungt par gemte de sig i et skur på molen, inden de kunne sejles over til Höganäs, skjult i en fiskekutters lastrum.
”Lige så snart vi var tøffet ud af havnen, blev min mor søsyg. Hun kastede op, jamrede og græd hele vejen og sagde, at hun ville dø. I stresssituationer fungerer min krop sådan, at jeg må på potten. Så jeg brugte spanden i lastrummet, der i forvejen stank af fisk. Heldigvis kom kaptajnen ned til os undervejs for at berolige os og tømme spanden. Turen tog 13 timer, og det føltes som meget lang tid,” fortæller Hanna Skop.
”Men da vi endelig nåede frem til Höganäs, lød de berømte ord fra de grønklædte soldater på kajen: ’Välkomna till Sverige!’ Og min far stod og ventede på os.”
Frihedens land
De 18 måneders eksil i Sverige blev turbulente for Hanna. Hun og hendes søskende blev anbragt hver for sig hos plejefamilier i Stockholmsområdet, mens forældrene ledte efter job og bolig.
”Jeg var hos en plejefamilie i den stockholmske skærgård, men jeg husker ikke så meget fra den tid. Jeg var god til at tilpasse mig. Men det er klart, at det har været svært at undvære min familie,” siger hun.
Inden jul blev Hanna og lillebroren genforenet med forældrene i Rönninge, en lille by mellem Södertälje og Stockholm, hvor det var lykkedes forældrene at leje et par værelser. De havde fået arbejde på henholdsvis en hatte- og en slipsefabrik i hovedstaden. Storebroren blev boende hos sin plejefamilie i Stockholm, hvor han var begyndt i gymnasiet, mens Hanna blev sat i Södertälje Kommunala Flickskola.
”Jeg elskede at gå i skole i Södertälje. Jeg havde gået på flere forskellige svenske skoler, men her var jeg altid ’den danske pige’, ikke den jødiske pige. Jeg lærte hurtigt svensk og fik en fin svensk skolehue, som jeg var meget stolt af. Jeg opfattede Sverige som et slaraffenland, et frihedens land,” husker Hanna Skop.
”Det var hårdt for mine forældre at være på flugt. Vi boede primitivt, uden rindende vand og med udedas. Min far stod op klokken fire for at hente vand og nå toget til fabrikken i Stockholm klokken syv. Men vi blev generelt utrolig godt modtaget af svenskerne. Vi var velkomne i hvert et hjem.”
Tilbage til Danmark
Kort tid efter befrielsen vendte familien Posner tilbage til København. Dog uden den ældste søn, som fik lov at færdiggøre gymnasieuddannelsen i Stockholm. Men at vende ’hjem’ til Danmark var ikke så nemt for børnene, som forældrene havde troet, husker Hanna Skop:
”Jeg var blevet meget svensk og skulle nu tilegne mig det danske sprog igen. Jeg kom i den lokale kommuneskole, og selvom jeg havde et ganske højt fagligt niveau i alle fag undtagen dansk, blev jeg sat en klasse ned igen. Så nu var jeg to år ældre end de fleste af mine klassekammerater.”
”Vi var 3-4 jødiske elever i klassen. Vores klasselærer talte sarkastisk til os, nedgjorde os og kaldte os konsekvent ’jødepigerne’. Det var nogle svære år for mig.”
”Derhjemme talte vi aldrig om flugten og alt det, vi havde været igennem. Og mine forældre opgav planen om at rejse til USA. De orkede ikke at begynde på en frisk igen, og desuden havde de under krigen været nødt til at bruge de penge, der var bestemt til Amerikarejsen, på bl.a. at betale for flugten til Sverige.”
Hanna Skops far søgte flere gange om tilladelse til at drive selvstændig virksomhed, men fik afslag. Det var forbudt for statsløse. Dansk statsborgerskab opnåede familien først i 1952.
”Vi fik vores gamle lejlighed i Sortedamsgade tilbage, og mine forældre fik arbejde. For mig var det tydeligt, at det var vigtigt, at vi klarede os godt,” siger hun.
Og det gjorde Hanna, der ved hjemkomsten fra Sverige var fyldt 13 år og på det tidspunkt havde været på flugt det meste af sit liv: Som en af forholdsvis få kvinder på den tid kom hun på studenterkursus. Og var blandt de blot 4 elever af i alt 32 på årgangen, der fuldførte uddannelsen og fik studenterhue på.
Uddannelse er vejen videre
Flygtningepigen, der havde gået på 6-7 forskellige skoler i tre forskellige lande, vidste, hvor vigtig det er for børn at møde en god lærer. Derfor er det måske ikke overraskende, at hun selv valgte lærergerningen. Hun blev ansat på den jødiske Carolineskole, hvor hun selv havde været elev under sine første år i Danmark, og videreuddannede sig siden til cand.pæd.psyk. I 1973 blev hun skolepsykolog på Carolineskolen, senere tog hun også en psykoterapeutisk overbygningsuddannelse.
”Følelserne havde ikke meget plads, da jeg var barn. Det gjaldt først og fremmest om at overleve,” siger hun.
”En af de ting, flugten nok har lært mig, er at tilpasse mig. Jeg har haft en vilje til at leve og leve godt, lægge det svære bag mig. Men det har til tider været en kamp. At være flygtning betød, at man var lidt udenfor. Ikke så god som de andre. Selvværdet kunne ligge på et meget lille sted. Det er noget, jeg har tilkæmpet mig undervejs.”
”Flugten sad i lang tid i mig. I mange år kunne jeg ikke høre en fiskerbåds tøffen uden at få det dårligt. Og jeg talte aldrig med mine børn eller med min mand om det, jeg havde oplevet som barn,” siger hun, der i 1955 blev gift med Aron Skop, der senere blev uddannet lærer og mangeårig skoleinspektør på Carolineskolen. Sammen fik de to sønner, Uri og Eli, og i 1960erne og 1970erne var ægteparret Skop centrale i Carolineskolens pædagogiske udvikling fra gammeldags fattigskole til moderne minoritetsskole. I dag er det næsten et år siden, Hanna mistede sin ægtefælle, som døde i 2017 efter længere tids sygdom.
”Selvfølgelig har der været ting, som har været vanskelige undervejs, på grund af de erfaringer jeg bar på. F.eks. har jeg hele livet haft et mareridt, hvor jeg flygtede fra en hujende menneskemasse, uden at vide, hvad jeg havde gjort. Jeg undslap altid ved at flyve. Og når jeg vågnede om morgenen, var jeg træt i armene, fordi jeg havde fløjet så meget.”
I dag drømmer Hanna ikke længere, at hun bliver forfulgt. Og hun har fortalt sine sønner og børnebørn om den del af hendes liv, der før var omgærdet af tavshed. Men det skete først i 2001, da hun blev bedt om at tale ved den første højtideligholdelse af Auschwitzdagen i Danmark.
”Der skulle en opfordring til, før jeg kunne fortælle om det. Jeg græd, da jeg genkaldte mig det hele. Men jeg har accepteret de år, der var tavshed. Der var et gardin trukket for. Tavsheden var nødvendig for mig, måske fordi min mor var meget påvirket af det, der var sket. For hende blev tabuet omkring familiens flugt en boomerang, der ramte hende i alderdommen, hvor hun fik meget svært ved at slippe smerten. Jeg overtog hendes tabu, fordi jeg ville beskytte mine børn. Men jeg vristede mig fri af det efter hendes død.”
Gammel flygtningepolitik på nye flasker
Hvordan har din families flugterfaring formet dit livssyn, tror du?
”Jeg er meget kritisk overfor den flygtningepolitik, Danmark fører i dag. Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, vi kan løse flygtningeproblemet alene, det må ske internationalt. Men det at man flygter, fordi man er politisk forfulgt, det er vi nødt til at anerkende. Og det med at skille børn og forældre ad, det har jeg meget svært ved at se på,” siger hun, der for blot to år siden fik indblik i de sagsakter, Kriminalpolitiet i 1939 skrev om hendes familie, og som i dag ligger i Rigsarkivet.
”Hvad de tillod sig at skrive om min far, det er hårrejsende. Man må sige, at det danske politi tog samarbejdsaftalen med tyskerne meget alvorligt. Jeg har også først nu her fundet ud af, at min storebror, der blev i Stockholm efter befrielsen for at tage sin studentereksamen, i 1947 søgte om opholdstilladelse i Danmark for at blive genforenet med os. Hans ansøgning blev afvist. Så den strikte flygtningepolitik, der bliver ført i dag, er bestemt ikke ny.”
”Jeg er taknemlig for redningsaktionen i oktober ’43. Ikke kun for redningen af de danske jøder, men også for redningen af alle os, der var statsløse, hvilket var det værste, man kunne være. Danmark var et særsyn i historien. Men det var ikke det officielle Danmark, der reddede jøderne, det var det danske folk.”
Har du et råd til børn og unge, der kommer til Danmark i dag efter at være flygtet fra deres hjemlande?
”Det er vigtigt, at man integrerer sig. Ikke nødvendigvis med hud og hår. Man skal selvfølgelig beholde sin kerne af sig selv, sin religion og identitet. Men det er vigtigt, at man anerkender og lever som det omgivende samfund. Det kan ikke nytte noget, at man graver sig helt ned i sin egen kultur. Integration, ikke assimilation.”
Billedgalleriet til højre:
- Hanna Skops forældre drev en manufakturforretning i sydtyske Darmstadt, der ligesom tusindvis af andre jødiske butikker, synagoger og skoler blev smadret under Krystalnatten.
- Hun flygtede til Danmark med sin familie i 1939, og blev i oktober 1943 reddet til Sverige.
- Hun gik i skole i Södertälje.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!