Hvad gør mennesker i stand til systematisk at myrde medmennesker, som de før har levet fredeligt side om side sammen med? Er vi efter Anden Verdenskrig blevet klogere på, hvordan vi beskytter mindretal? Hvilke advarselstegn skal vi være opmærksomme på, når det gælder om at forhindre folkemord i dag?
Spørgsmål som disse skal en række forskere fra hele verden forsøge at svare på, når de mødes til konference i dagene 26.-28. september i Frederiksdal, nord for København.
Bag konferencen Oktober ’43 – aldrig mere?, der markerer 75-året for redningen af flertallet af de danske jøder fra nazisterne, står foreningen Humanity In Action.
”Vi tror, der generelt er skabt en bred forståelse hos de fleste af, hvad der foregik under Holocaust. Men der er brug for mere viden om, hvordan det kom så vidt, at almindelige borgere var parate til at myrde deres medmennesker i så grusomt et omfang, som det skete under nazismen,” siger Anders Jerichow, der er foreningens formand, forfatter og journalist ved Dagbladet Politiken.
”Holocaust kom ikke dumpende fra den ene dag til den anden, det var en gradvis udvikling, der førte til folkemordet. Og på trods af verdenssamfundets erklæringer efter Anden Verdenskrig om ’aldrig mere folkedrab’, så har vi siden da desværre set flere nye folkemord, også i Europa. Med vores markering af 75-året for Oktober ’43 håber vi at skabe mere opmærksomhed om, hvilke advarselstegn vi skal være opmærksomme på, og hvordan vi bliver bedre gearede til at forhindre nye forbrydelser mod menneskeheden,” siger han.
Folkedrabets fællestræk
På konferencen og i antologien Advarsler før Folkedrab, der udgives i forbindelse med konferencen, forsøger forskere fra USA, Europa og Afrika at afkode de forandringer, der karakteriserer samfundsudviklingen op til et folkedrab. Og der tegner sig en række fællestræk, fortæller Anders Jerichow:
”Abram de Swaan, professor emeritus ved Amsterdam Universitet, peger f.eks. på, at udgrænsning og marginalisering af mindretal, hatespeech og udvikling af en ’dem-og-os’ tænkning alle er samfundsfænomener, der gradvist dehumaniserer bestemte befolkningsgrupper.”
”Og at dehumanisering er et fællestræk for samfundsudviklingen i lande, hvor folkedrab sker. Det er et nødvendigt trin på vejen mod volden, at man begynder at opfatte særlige befolkningsgrupper som ikke-mennesker.”
Den observation stemmer entydigt med, hvad der fandt sted i de centrale Holocaustlande, men også med hvad vi senere har set i lande som Rwanda og Bosnien, tilføjer Anders Jerichow:
Fra naboer til skadedyr
”I antologien fortæller Assumpta Mugiraneza, der er socialpsykologisk forsker fra Rwanda, om overgangen fra et sammenhængende samfund, hvor hutuerne så tutsierne som ligeværdige medmennesker, til den dag hvor de opfattede tutsierne som skadedyr, som de med sindsro kunne slå ihjel. Hun beskriver på skræmmende vis den eskalerende retorik og udgrænsning, der gik forud for, at hutuerne som den naturligste ting i verden begyndte at myrde tutsier systematisk. Det blev anset som et helt almindeligt arbejde at myrde mennesker, der før var naboer. Og folk gjorde sig ekstra umage i håb om at blive belønnet for, hvor mange tutsier de kunne slå ihjel hver dag. Det var muligt, viser Mugiraneza, fordi styret i Rwanda gennem mange år havde marginaliseret tutsierne: Givet dem særlige ID-kort, gjort dem til genstand for hatespeech og hetzet dem. Indtil den dag hvor majoriteten mente, det var samfundsnyttigt at slå dem ihjel.”
Det er skræmmende læsning selv for en garvet journalist og forfatter som Anders Jerichow, der igennem hele sit arbejdsliv har beskæftiget sig med kampen for demokrati, menneskerettigheder og minoriteter både i samtiden og historisk.
Han er i dag, ved siden af det journalistiske arbejde og formandsarbejdet i Humanity in Action, også formand for Undervisningsministeriets rådgivende styregruppe for undervisning i Holocaust og andre folkedrab og har været medredaktør på bl.a. Holocaust og civilsamfundets reaktion og udgiver af kildesamlingen Oktober ’43.
”Assumpta Mugiranezas beskrivelse fra Rwanda stemmer overens med det, der skete i f.eks. Tyskland og Polen under nazismen: Længe inden man begyndte at slå folk ihjel, skete der en systematisk udgrænsning af jøder, romaer, homoseksuelle og andre minoriteter, nazisterne betragtede som uønskede. Fordi medierne og lovgivningen for længst havde sat disse grupper uden for samfundet, var det en dag helt naturligt at sætte disse mennesker i dødslejre og myrde dem,” siger han, der har redigeret den aktuelle antologi Advarsler før Folkedrab i samarbejde med Cecilie Felicia Stokholm Banke, seniorforsker ved Det Danske Institut for Internationale Studier. Et arbejde der gav nye, uhyggelige indsigter:
En skræmmende lektie
”Det chokerede mig bl.a. at lære, at italienerne meget tidligt – længe inden tyskerne krævede det – indførte racelove. Det skete i forbindelse med Italiens kolonier i Afrika, men blev også brugt mod jøderne i Italien. Den italienske historiker Michele Sarfatti beskriver, hvordan der op gennem 1930’erne indførtes en lang række særlige love og regler, der alle gik ud på at sætte jøder uden for fællesskabet i det italienske samfund. Det er måske en af forklaringerne på, at italienerne ikke ligesom danskerne senere var villige til at forsøge at redde deres jødiske landsmænd fra nazisterne,” siger Anders Jerichow.
På konferencen Oktober ’43 – aldrig mere? vil forskerne også diskutere, hvor i verden der i dag er grund til at frygte folkedrab, og hvorfor det internationale samfund i dag stadig ikke lever op til sit ansvar for at forhindre, at det sker.
Simon Adams, direktør for Global Centre for the Responsibility to Protect, vil f.eks. tale om fordrivelsen og massemordene på rohingyaer i Myanmar, som FN ikke ville anerkende som folkedrab. Ligesom deltagerne vil adressere, hvordan vi i Europa – f.eks. i Ungarn – behandler mindretal.
”For mig er historien en skræmmende lektie, der handler om, at vi skal passe på os selv og vores samfund. Ikke først den dag det hele eksploderer i vold, deportationer og kz-lejre, men i vores hverdag,” siger Anders Jerichow.
”Vi skal være opmærksomme på, at vi ikke roder os ud i forskelsbehandling af enkeltgrupper, bagtalelse og ’dem-og-os’-tænkning, der i sidste ende fører til dæmonisering af bestemte grupper af mennesker. Og så skal vi ikke kun fokusere på, hvad politikere og regeringer gør. Det handler lige så meget om, hvad du og jeg gør. Om hvordan vi taler til og med og om hinanden i de samfund, vi lever i.”
Humanity In Action og markeringen af 75-året for Oktober ’43:
Den danske afdeling af Humanity in Action blev etableret i 2003 i et samarbejde mellem den amerikanske historiker Judith Goldstein og Politikens daværende chefredaktør Herbert Pundik. Foreningen står bag transatlantiske uddannelsesprogrammer, publikationer og offentlige møder, der sætter fokus på Holocaust-uddannelse og aktuelle menneskerettighedsspørgsmål generelt.
I forbindelse med 75-året for jødeaktionen i oktober 1943 lancerer Humanity in Action – Denmark:
- Konferencen ’Oktober ’43 – aldrig mere’
- Kursus for gymnasielærere om tilløb til folkedrab
- Udgivelse af antologien Advarsler før Folkedrab (Forlaget Columbus)
- Kunstudstillingen ’Oktober ’43’ i Politikens Forhal – fernisering fredag 21. september. Her bidrager 29 billedkunstnere med værker, der efterfølgende auktioneres. Indtægterne fra salget donerer kunstnerne til Humanity in Action, der på den baggrund indstifter et rejselegat for unge forskeres og journalisters arbejde med minoritets- og menneskerettighedsspørgsmål.
- Offentligt arrangement i Københavns Rådhus 30. oktober, arrangeret i samarbejde med Det Jødiske Samfund i Danmark og Københavns Kommune. Samtaler, oplæsning, musik og fortællinger om jødisk liv i Danmark med blandt andre Herbert Pundik, Martin Krasnik, Bent Melchior og Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!