Med sit store fuldskæg, mørke jakkesæt og høje, sorte hat er Mike Moskowitz ikke lige typen, man forventer at finde i folkevrimlen blandt regnbueflag, fjerboaer og glittergevandter, når New Yorks Pride-parade slanger sig ned ad Fifth Avenue mod Greenwich Village.
Det skulle da lige være, hvis hans ortodokse jødiske klædestil blot var en af Pride-paradens mange spøgefulde kostumer, båret som en bittersød kommentar til det faktum, at der også de steder, hvor seksuelle minoriteter undertrykkes, som f.eks. blandt ultraortodokse jøder, findes LGBTQ-personer.
Men rabbiner Mike Moskowitz er the real deal, som amerikanerne siger: Uddannet rabbiner på nogle af de mest prestigefulde ultraortodokse religiøse skoler i USA og Israel, og indtil for nylig i fuld gang med en lovende karriere som rabbiner og religiøs vejleder i det højreorienterede, ultraortodokse miljø i New York.
24. juni i år deltog han i New Yorks Pride-parade for første gang i sit liv. Han gik med i paraden, selvom han hverken er homo-, bi- eller transseksuel, og for den sags skyld heller ikke kan påkalde sig at være queer, nonbinær eller nogle af de mange andre benævnelser for seksuelle minoriteter, der har bevæget sig ind i majoritetens ordforråd de senere år.
Nej, Mike Moskowitz er heteroseksuel cismand, gift familiefar og bosat i New Jersey bydelen Lakewood, der er hjemsted for verdens største yeshiva (jødiske religionsskole) uden for Israel og har en stor ultraortodoks jødisk befolkning. Og så er han trans-ally, og en ganske usædvanlig en af slagsen: En ultraortodoks jødisk rabbiner, der aktivt støtter LGBTQ-personers rettigheder og inklusion i ortodoks jødedom.
Og som han selv siger, da Goldbergs journalist når ham på en Skype-forbindelse i anledning af den forestående Pride-parade i København, havde han aldrig – som i aldrig nogensinde – tænkt over, at han er et kønnet væsen, før et nærtstående familiemedlem, der er født som dreng, for et par år siden begyndte at identificere sig som pige.
Kønnet hinsides det fysiske
”Jeg havde overhovedet ingen idé om, hvad noget af det her betød. Men jeg ønskede at støtte og forstå, og jeg vidste, at dette barns primære identitet var at være skabt i Guds billede. At der intet beskidt eller skamfuldt eller forkert var med det her barn,” siger Mike Moskowitz, der på det tidspunkt arbejdede for den ortodokse organisation Aish på Columbia University som religiøs studentervejleder, sideløbende med jobbet som rabbiner for Old Broadway Synagogue, en ortodoks menighed i Harlem.
”Jeg kontaktede kønsforskere på universitet og opsøgte viden på det her område, som var helt nyt for mig. Samtidig fik jeg en henvendelse fra en studerende, der var ved at springe ud som transperson, og som betroede sig til mig om, hvor vanskeligt det var at fastholde sin jødiske identitet midt i denne proces. Efterhånden gik det op for mig, at min mangel på forståelse for, hvad det vil sige at være et kønnet væsen, netop er det, som adskiller mig fra transpersoners virkelighed.”
”Transpersoner og nonbinære har en bevidsthed om køn hinsides det fysiske. Og det har jeg ikke, simpelthen fordi jeg ikke har den erfaring, disse mennesker har. Så min første impuls var at prøve at lytte og lære. Jeg nægtede at acceptere, at det skulle være nødvendigt at fravælge sin religion for at kunne leve som den person, man føler, man virkelig er.”
Alle børn er hellige
For Mike Moskowitz stod det hurtigt klart, at ortodoks jødedom bør inkludere de trosfæller, der ikke identificerer sig med de traditionelle kønskategorier – i stedet for at afvise, fordømme og undertrykke dem, sådan som konservative versioner af de fleste store religioner gør.
Og eftersom han havde brugt det meste af sit voksne liv fordybet i studier af Torah, Talmud og andre jødiske skrifter, var det også her, i den årtusindgamle spirituelle tradition, rabbineren søgte at forstå den nye virkelighed, han pludseligt opdagede, at han befandt sig midt i.
”Min baggrund som rabbiner med tre ortodokse ordinationer gav mig en stærk tekstbaseret forståelse af traditionen,” fortæller han. ”Jeg var fortrolig med jødiske perspektiver på inklusion og kærlighed, men jeg havde ingen dybere viden om kønsperspektiverne i jødedommen. ”
”Så jeg gravede mig ned i Torah, Talmud og andre hellige tekster. Jeg brugte min uddannelse i jødisk tænkning og lov til at forstå emner, jeg aldrig havde udforsket tidligere. Og jeg blev overrasket over, hvad jeg fandt i teksterne. De rummer uendelig dybde. De er gennemsyret af den rabbinske intention om at understøtte tradition og nytænkning samtidigt,” siger han, der efterhånden fandt et nyt ståsted for sig selv i den ellers meget lidt LBGTQ-venlige ortodokse tradition.
”Det var svært. Men mit udgangspunkt var hele tiden: Selvfølgelig elsker Gud alle børn, selvfølgelig er børnene de helligste iblandt os. Så hvordan kan vi indenfor vores tradition finde råd og vejledning i, hvordan vi kan støtte vores børn – også de børn, der identificerer sig med et andet køn end deres biologiske. Og min oplevelse var, at teksterne faktisk inviterer os til at gøre det,” siger han, der i sine prædikener og i de artikler, han jævnligt skriver for jødiske publikationer, begyndte at opfordre sine ortodokse trosfæller til at udvise rummelighed overfor seksuelle minoriteter.
Det faldt dog ikke i god jord: Efter en kontroversiel chanukka-prædiken sidste år blev Moskowitz fyret af både den ortodokse menighed, han var religiøst overhoved for, og af den ortodokse organisation, han arbejdede for på Columbia University.
Officielt med begrundelser om besparelser og erklæringer om at gå forskellige veje i almindelighed. Men Moskowitz’ linje vakte vrede. Han var ikke længere velkommen blandt sine egne. Og han modtager stadig hadefulde breve hver dag fra ultraortodokse trosfæller, fortæller han:
”Men den modstand, jeg møder, handler for mig at se meget lidt om Gud. Den handler mere om, hvor svært det er at se mennesker, der er anderledes end os selv, som ligeværdige. Det viser mig, at religion desværre kan blive et redskab for undertrykkelse. Mit svar til mine kritikere er, at hvis vi ønsker, at Gud skal være vores forælder, må vi handle overfor hinanden som søskende. Og det betyder, at vi må blive i stand til at elske andre mennesker, som vi elsker os selv – også dem, der ikke ligner os, og som vi ikke deler erfaringer eller vurderinger med,” siger han.
Mangfoldighedens Gud
For Mike Moskowitz handler det i bund og grund om at sikre, at alle skal have mulighed for at indgå i en relation med Gud, også indenfor den ortodokse del af jødedommen.
”LGBTQ-personer findes – de er en del af virkeligheden og en del af det jødiske folk. Som rabbiner er det afgørende for mig at skabe plads til, at alle jøder kan have en sund relation til Gud. Hvis man ikke kan være den, man føler, man virkelig er, i forholdet til Gud – hvilken værdi har religionen så? Jeg tror ikke, at Gud ønsker af os, at vi skal afskære dele af os selv for at kunne leve et jødisk liv,” siger han, der peger på, at inklusion af seksuelle minoriteter også er vigtig, fordi kollektivet er centralt i jødedommen:
”Torahen blev ikke givet til et individ, men til hele det jødiske folk. Traditionen fortæller os, at hvis der mangler en eneste person, er det jødiske folk ikke komplet. Det betyder, at hvis vi afskærer en bestemt gruppe fra jødedommen, hvis vi ikke tillader mangfoldigheden, formindsker vi nogle af Guds aspekter. Jødedommen er Guds relation til det jødiske folk. Og vi er alle en del af Gud, skabt lige i hans billede. Hvem ved, måske skabte Gud netop menneskehedens syv milliarder forskellige ansigter for at give Gud en bedre chance for at blive set for, hvad Gud er.”
Er jødedommen, med sin stærke tradition for fortolkning, særligt velegnet til at gøre op med den undertrykkelse af seksuelle minoriteter, som nogle stadig finder begrundelser for i Bibelen?
”Ja, jødedommen giver os mulighed for at være fleksible i vores forståelse af, hvad Gud ønsker af os. En mulighed, jeg i øvrigt ikke mener, er unik for jødedommen eller for det jødiske folk. Den findes i alle religioner. At anerkende og respektere andre menneskers ligeværd, forskelligheder og præferencer er både mulig og vigtig i alle religiøse traditioner,” siger han og uddyber:
”Mine modstandere bruger som regel de samme to-tre bibelvers for at understøtte afvisningen af seksuelle minoriteter: Bibelvers der handler om, at det er en synd for en mand at ligge med en anden mand, eller at det er forbudt for en mand at iføre sig kvindeklæder. Men Det Gamle Testamente har jo mange andre vers, der er formuleret som universelle påbud – f.eks. om at elske sin nabo, beskytte de undertrykte og tage godt imod flygtninge og konvertitter. Torah fortæller os også, at det er en særligt god gerning – en mitzvah – at bryde det specifikke påbud om at overholde sabbatten for at hjælpe et medmenneske i nød,” siger han.
”Som jøde tror jeg på, at Torah er eviggyldig. At Torah altid taler i nutid. Så vi må spørge os selv, hvordan skal vi forstå teksten nu, hvor vores samfund og problemer ser anderledes ud end for f.eks. 3.500 år siden? Vi må nytænke traditionen, så vi sikrer kontinuiteten, men tillader, at den antager nye former.”
Torah fortæller os, at alle er skabt lige i Guds billede. Hvis vi ønsker, at alle jøder skal have en relation til Gud, må vi anerkende virkeligheden: Jødiske LGBTQ-personer findes. De er en del af det jødiske folk, og derfor må vi skabe rum til dem i vores religiøse institutioner.”
Rabbiner Mike Moskowitz.
Ortodoks i uudforsket territorium
Efter fyringerne ved årsskiftet gik den åbenmundede rabbiner dog ikke arbejdsløs længe: I maj i år tiltrådte han som den første ortodokse rabbiner nogensinde en stilling i Congregation Beth Simchat Torah i New York, en reformjødisk menighed, der henvender sig til LGBTQ-personer, deres familier og pårørende.
Hans officielle stillingsbetegnelse er ’Scholar-in-Residence for Trans and Queer Jewish Studies’, og i sit nye job forsker, skriver og underviser Moskowitz om jødedom ud fra et kønsperspektiv. Desuden leder han gudstjenester sammen med menighedens øvrige rabbinere, hvoraf flere er kvinder.
Han vejleder også LGBTQ-personer, der ønsker at leve et mere traditionelt jødisk liv i overensstemmelse med de ortodokse forskrifter. Og den opgave er ikke enkel. For mens reformjødedommen længe har tilbudt alternative måder at forstå og praktisere de årtusindgamle, kønsbestemte religiøse praksisser, jødedommen er fuld af, så er dette område endnu uudforsket territorium i ortodoks jødedom.
Hvilke spørgsmål kommer folk typisk med til dig?
”Hver enkelt persons overgangsproces og situation er unik, så det er svært at sige noget generelt. Men jeg får mange spørgsmål omkring kønsbaserede spirituelle praksisser. Det kan f.eks. handle om, hvilke bud og regler der er kønsspecifikke, og hvilke der gælder specifikt for kropsdele. F.eks.: Hvad gør du som transperson, når du går ind i synagogen, der har adskilte siddepladser for mænd og kvinder. Hører du til hos mændene eller hos kvinderne? Hvor skal du sidde, hvis du f.eks. har en livmoder, men identificerer dig som mand? Og hvad gør man, hvis man ikke identificerer sig med binære mand-kvinde-kønskategorier?”
I de fleste tilfælde råder rabbi Moskowitz folk til at følge det køn, de føler sig stærkest forbundet med, uanset biologi.
”Men det er kompliceret, hvert enkelt tilfælde må tages op til drøftelse,” siger han.
Guddommeligt køn
Til de nonbinære, der deltager i gudstjenester i synagogen på Manhattan, har menigheden etableret alternative siddepladser i en såkaldt trichitza, der hverken er for mænd eller kvinder.
”Jødedommen er smuk og bekræftende for mange LGBTQ-personer netop på grund af vores mange kønsspecifikke religiøse praksisser. Det giver mulighed for at føle sig set og mødt som den, man virkelig er, i et helligt rum. Det er en meget stærk og emotionel oplevelse for mange, der måske oplever det for første gang,” siger rabbineren, der har lært meget, siden han sprang ud som LGBTQ-allieret.
”Efter jeg har bevæget mig ind på det her område, har jeg erfaret, at det er muligt at få en ny og mere sofistikeret forståelse for, hvad køn er. I den jødiske tradition er Gud et kønnet væsen. Og der er forskellige aspekter af Gud, som er feminine og maskuline i alle mulige variationer. Men Gud har ingen kropsdele. Så hvordan kan vi forstå køn uden krop? Hvis vi åbner os for muligheden for, at køn også findes på et sjæleligt niveau, får vi en ny forståelse af køn. Og ser, at det er en absolut afspejling af Gud og det guddommelige.”
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!