”Pludselig sad jeg sgu til forældremøde med min mors familie”.
Robert Refby så noget, som ingen andre kunne se, da han som relativt nyuddannet lærer fik job på Vejlebroskolen i Ishøj. Skolen var præget af mange elever med tyrkisk og kurdisk baggrund.
Men den var god nok. Han kikkede rundt på mødrene til de børn, han nu skulle undervise: De talte lidt for højt. De råbte lidt for meget ad hinanden. De klædte sig lidt anderledes. Og først og fremmest havde de bare så svært ved at være til stede lige nu og her.
Det mindende ham om hans mors familie: 12 søskende fra København, der holdt sammen livet igennem. Men også en familie, som Robert Refby aldrig følte sig som en del af.
Mødet med nydanskerne blev ikke blot begyndelsen på et livslangt engagement i arbejdet med flygtninge og indvandrere. Det blev også et vendepunkt for Robert Refbys forhold til sin egen familie. Der opstod en form for forståelse med den familie, som han havde følt sig fremmed i, siden de var blevet genforenet i maj 1945. Genforenet på overfladen.
”På en måde begyndte jeg at kunne forstå min familie, men uden at jeg behøvede at være underlagt dem. Jeg begyndte at få en anden tanke i forhold til, hvorfor de var, som de var. Det var jo ikke, fordi jeg synes, de var dårlige mennesker. Men de kunne bare ikke give mig den vej i livet, som jeg gerne ville have, ” siger Robert Refby, der siden har arbejdet med minoriteter, udsatte unge og psykisk syge i et utal af sammenhænge.
Det samme, men anderledes
Robert Refby blev født i august 1941 af to unge, jødiske forældre. De boede i en toværelses lejlighed på Mozarts Plads i Sydhavnen sammen med moderens familie. Faderen forsøgte at forsørge dem ved at køre rundt som cykelbud for et firma i Kødbyen. Det var med andre ord meget små kår.
Så selvom Robert Refby var forkælet og familiens øjesten, var det en helt anden verden, der åbnede sig, da han 2 år gammel blev afleveret på gården hos sognerådsformand Johannes Petersen i Råby på Stevns. Og her starter hans første barndomserindringer.
”Johannes havde to piger, så han ville gerne have en dreng. Jeg blev jo forkælet ud over alle grænser,” fortæller Robert Refby.
Men i juni 1945 dukkede to mennesker op, som Robert opfattede som komplet fremmede. Den lille dreng havde ingen erindring om sine biologiske forældre, og genforeningen blev på alle måder akavet og traumatisk. På turen hjem til København sagde Robert ikke ét ord.
”Da jeg kom til Nørrebro, gik jeg og tissede på gaden. Jeg var jo vant til livet på landet og ikke i en lille, kold to-værelses på Rantzausgade med nogle mennesker, som jeg ikke syntes, jeg skulle bo sammen med. Men det var så mine forældre og min bror, som var blevet født, mens de var i Sverige, ” fortæller Robert Refby, der meldte sig ud af familiens forsøg på at genskabe et nyt liv. Familien, der nu have skiftet navn fra Warsschafsky til Refby, havde travlt med at kikke fremad.
”Min mor følte aldrig, at hun havde fået sin søn tilbage. Og det havde hun heller ikke følelsesmæssigt. Hun havde meget svært ved at forholde sig til, hvad der var sket. De inviterede ikke engang mine plejeforældre til min bar mitzva. Det fortalte min mor så mange år efter, at hun bitterligt havde fortrudt, ” siger Robert Refby.
Ungdomsoprør og tilbage til at tisse i haven
I dag er hans værdier stadig præget af årene hos sognerådsformanden.
”Hele den danske kultur med højskole og vandrehjem har jeg taget med mig fra Stevns. Den er en del af det at være bondedreng og hvorfor, jeg flyttede herud til Vanløse. Det første jeg gjorde her, var at hilse på et pindsvin og tisse i min egen jord – ligesom jeg gjorde dengang, jeg kom til Nørrebro. Jeg har haft geder, katte, hunde og kaniner, ” fortæller Robert Refby, som vi møder i hans have bag huset på Slotsherrensvej i Vanløse – på grænsen mellem landet og byen, som han selv siger det.
”Jeg flirtede flere gange med tanken om at vende rigtigt tilbage til landet. Og jeg nåede også at skrive slutseddel på den tidligere fattiggård i Holtug Sogn, hvor Raaby ligger, men sprang fra i sidste øjeblik,” fortæller han.
Livet på landet blev det ene ben, som hans værdier står på. Som så mange andre i hans generation blev ungdomsoprøret det andet. Allerede før det skelsættende år 1968 var holdningerne plantet solidt på den yderste venstrefløj, og der har de været siden. I starten af 1960’erne flyttede Robert Refby ud i Ballonparken på Amager, der officielt var ”Københavns Kommunes kollegium for enlige unge mænd under uddannelse”, men som også var en rugekasse for nogle af de folk, der senere kom til at tegne ungdomsoprøret.
”Her mødte jeg masse spændende mennesker, der ikke nødvendigvis var under uddannelse. Man siger, at man skal vælge sine forældre med omhu. Og det har jeg gjort. Preben Wilhjelm (der var med til at stifte SF og VS, red) var min politiske far,” siger Robert Refby, der indledte en livslang interesse for politik og samfundsforhold blandt andet som medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten.
”Vi lavede nogle fællesskaber, som var meget anderledes end dem, man havde ved kakkelbordene i de små lejligheder. Jeg har jo ikke været sådan en, der troede, at vi skulle revolutionere hele verden i morgen. Men det har givet mig meget at være med i det politiske arbejde og at leve med den kollektiv-tankegang, der blev til nogle andre måder at leve på, ”siger Robert Refby, som vi første gang møder i Enhedslistens bygning i Studiestræde i København, hvor han har en rolle som vicevært.
At du ville leve på en helt anden måde end dine forældre, passer jo på rigtig mange i din generation. Tror du, at det fik en anden tone, fordi du havde været flygtning?
”Det tror jeg. Der var mange i 60erne, som tog afstand fra deres forældre. Men mon ikke de fandt dem igen efter 10-15 år? Det har de fleste 68’ere gjort, og i dag sidder de i systemet og har fået de boliger og biler, de skulle have. De er faldet til patten. Jeg nåede aldrig at se mine forældre som nogle, der kunne give mig noget særligt i forhold til det samfund, jeg lever i her, ”siger Robert Refby, som har suppleret sine erfaringer med frivilligt og professionelt arbejde med flygtninge med en uddannelse fra Minoritetsstudier ved Københavns Universitet.
Mine konklusioner – og andres
Opgøret med forældrene og ikke mindst oplevelsen af at være flygtning er med andre ord centrale for, at Robert står fast på venstrefløjsgrund. Ikke mindst når det handler om de nye flygtninge.
”Vi, der var flygtninge dengang, har nogle erfaringer med, hvad det vil sige. I dag taler vi hele tiden om, hvor mange vi kan tage i mod. Jeg kan ikke bringe de to ting i forbindelse med hinanden. Jeg synes, at den tale, der føres, er ubehagelig. Tænk hvis de havde talt sådan om os. Det gjorde de heldigvis ikke, ” siger Robert Refby, der sagtens kan forstå og respektere, at andre drager helt andre værdier og konklusioner af deres erfaringer fra dengang.
”Vi har en fælles historie, som skal huskes og italesættes. Men den fælles historie kan jo føre mange forskellige steder hen. Nogle blev meget religiøse af det, der skete under krigen. Andre konverterede og giftede sig med en kristen. Jeg er venstreorienteret, og det er sådan jeg ser verden, ”siger Robert, der advarer mod, at nogen forsøger at tage monopol på historien.
”Jeg kan da godt føle, at nogle taler i mit navn om de ting, der skete under krigen. Og misbruger det til nogle bestemte politiske ting – ikke mindst i forhold til det, der foregår i Israel. Man må selv om, hvad man vil bruge det til, men man skal ikke tale for andre, ” siger Robert Refby, der nok har givet nogle af værdierne videre til sine børn – uden at han har arbejdet bevidst for det.
Når han i dag ser sin familie, ser han selvfølgelig den næste generation, men også nogle værdier han kan genkende sig selv og spejle sig i:
”Jeg har tre døtre, og de to af dem har jeg været virkelig tæt på. Den ene læste international udvikling og pædagogik og arbejder med børn. Den anden er psykolog, og hendes speciale er traumatiserede flygtninge. Det er jo nok ikke helt tilfældigt, ” slutter Robert Refby.
Nogle blev meget religiøse af det, der skete under krigen. Andre konverterede og giftede sig med en kristen. Jeg er venstreorienteret, og det er sådan jeg ser verden.
Billedgalleriet:
- Robert med sin mor foran Nørrebro Station i 1943.
- Robert som mælkekusk hos plejefamilien i Råby på Stevns i 1944 eller 1945.
- Roberts mor, der var født Senderowitz, havde 12 søskende, der er her er samlet.
- Robert, som mange ny danskere har mødt ham: Engageret i frivilligt arbejde med flygtninge.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!