Da Finn Rudaizky var omkring 15 år, sad han en dag og bladrede i familiens fotoalbum. Der var ikke så mange underholdningstilbud i 1950’ernes København, så at bladre i et familiealbum var et helt fint tidsfordriv.
De fleste personer på billederne kunne han genkende. Forældre, bedsteforældre, onkler og tanter. Billeder fra opholdet i Sverige. Billeder fra København før krigen. Og så var der var et billede af en forholdsvis ung kvinde med to børn. Hende kunne han ikke genkende. Hvem mon det kunne være?
”Det er din fars søster”, var svaret. Det lød som det mest naturlige i verden. Og det ville det også være, hvis det ikke var fordi, at Finn aldrig havde fået at vide, at faderen havde en søster.
”Jeg havde aldrig fået noget at vide om hende. Men så fik jeg forklaret, at min far havde haft en søster, der også var vokset op i Danmark. Hun var blevet gift i Tyskland, blev senere skilt og stod alene med to børn. Da nazisterne skærpede jødeforfølgelserne, forsøgte hun at komme til Danmark. Men hun kom ikke ind. Hun blev afvist og omkom i koncentrationslejrene med sine to børn”.
”Det er klart, at det gjorde et meget stærkt indtryk på mig,” fortæller Finn Rudaizky, som vi møder i hans lejlighed på Christianshavn.
Finn Rudaizky er ærkekøbenhavner. Han er opvokset i Sydhavnen. Har spillet fodbold i Frem. Været ejendomsmægler. Og siddet i borgerrepræsentationen i flere årtier. Først for Socialdemokratiet. Siden som løsgænger. Og de seneste ti år for Dansk Folkeparti, som han også repræsenterer i Region Hovedstaden.
Finn Rudaizky har også været flygtning.
Og mere end det: Han kommer fra en familie af flygtninge. Da familien blev reddet over fra Dragør til Limhamn i oktober 1943, var det anden gang, hans far var på flugt. Første gang var i 1910, hvor familien flygtede til Danmark fra pogromer i Litauen, der dengang var en del af Det Russiske Rige. Moderens familie, der kom fra Polen, havde en lignede historie.
En styrke i historien
Finn Rudaizky er ikke i tvivl om, at familiens historie – og naturligvis særligt begivenhederne i oktober 1943 – har formet ham. Har givet ham styrke og værdier. Og selvom han understreger, at han ikke er gået ind i politik for at være ”minoritets-politiker” eller repræsentant for danske jøder, er det ofte blevet hans rolle: At være ham der står lidt skarpere, når det handler om de danske jøder og jøders sikkerhed. Måske også skarpere end mange bryder sig om.
”Jeg synes, at jeg har fået en styrke af historien. Der er nok nogle, som synes, det er for meget. Som minoritet skal man respektere flertallet og de normer, som er i samfundet, men man skal også kunne sætte en streg i forhold til, hvad man skal finde sig i. Jeg er stor tilhænger af, at man ikke gemmer sig væk. Når man er dansk statsborger, så skal man have lov til at sige, hvad man vil. Man skal ikke være bange”, siger Finn Rudaizky.
10 år i DF
Goldbergs serie om oktober 1943 handler om de livsvalg og konsekvenser, som de, der dengang var børn på flugt, har draget på baggrund af deres oplevelser. Konklusionerne viser sig at være vidt forskellige. Og for mange er lige netop Finn Rudaizkys valg svært at forstå. Det er simpelthen ”uden for målskiven” at kunne repræsentere Dansk Folkeparti, når man selv har været flygtning.
Finn Rudaizky har naturligvis mødt spørgsmålet utallige gange. Men han oplever ikke, at folk har svært ved at forstå det, når han udlægger teksten. Og han udlægger den roligt og uden akademisk indpakning:
“Folk, der er i livsfare, skal hjælpes. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Men jeg er imod, at Danmark skal invaderes af immigranter, som ikke er i fare i deres respektive lande. Jeg prøver at adskille de to ting. Mange folk kommer hertil, fordi de gerne vil have et bedre liv. Og det er jo fuldt forståeligt, at de vil det. Men dem kan vi ikke tage imod”.
De, der kommer fra fx fra Syrien, har vel været i livsfare?
”Ja. Navnlig i de områder, der er kontrolleret af Islamisk Stat eller bliver bombet af Assad. De der er truet, skal vi tage i mod. Men jeg mener, at i det øjeblik, der er ved at være fred i deres land, skal de rejse hjem igen. Det har ikke noget at gøre med, at vi ikke skal hjælpe. Det er bare en naturlig konsekvens”, siger Rudaizky.
Hvis vi skruer tiden tilbage til 1940’erne – da din fars søster ville i sikkerhed her – skulle Danmark så have gjort mere for at hjælpe flygtningene?
”Hvis vi kunne gå baglæns, og man vidste, at en afvisning betød, at de kom i koncentrationslejr og blev myrdet, så tror jeg, at Danmark havde handlet anderledes. Mennesker der decideret er i livsfare, skal man tage imod. Men det var noget andet dengang. Nazisterne myrdede jøderne, så man kunne selvfølgelig godt have ønsket sig, at Danmark havde taget imod flere.”
Men i 1930’erne var der også mange, der mente, at jøderne ikke var i livsfare?
”Det kan du sige. Men det er jo meget anderledes i dag. Dengang var der hverken Facebook, e-mail, SMS eller fjernsyn. Noget af det vidste man først lang tid efter, at det var sket. Meget fik man aldrig at vide. Der sker mange alvorlige ting i dag, men jeg tror ikke, at det kan sammenlignes med det, der skete under Anden Verdenskrig”.
En vellykket integration
I år er det 10 år siden, at Finn Rudaizky meldte sig ind i Dansk Folkeparti. Før det havde han været medlem af Socialdemokratiet i over 40 år. Tilbage i slutningen af 1960’erne var det primært på grund af Anker Jørgensen – som han kendte fra Sydhavnen – at han meldte sig ind. For en sydhavnsdreng, der havde gået på den lokale kommuneskole og spillet fodbold i Frem og Skovshoved, var det et helt naturligt valg.
Han siger selv, at han de første mange år oplevede jødernes integration i Danmark som helt konfliktløs. Men måske oplevede forældrene det anderledes.
”Danmark var et mere lukket samfund dengang. Mine forældre var flygtet fra forfølgelse, og da de endelig var kommet på plads, skulle de flygte igen på grund af besættelsen og noget, der kom udefra. Jeg tænkte aldrig selv på det. Men jeg er sikker på, at mine forældre og bedsteforældre har tænkt, at det kunne ske igen, at de måtte flygte”, siger Rudaizky.
”Jeg ved godt, at tiderne er meget anderledes, men jeg tror nok, at man har været mere ydmyg og mere taknemmelig dengang. Mine forældre blev hurtigt integrerede. De lærte sproget hurtigt. Og først og fremmest var de positivt indstillet over for Danmark. De var meget engagerede i jødisk kultur og jødisk religion, men har altid ladet os deltage i dansk liv med danske foreninger, idrætsliv osv. Jeg tror slet ikke, at det faldt dem ind, at det skulle være et problem”, siger Finn Rudaizky.
En Holocaust-overlever
Et andet symbol på den vellykkede integration er naturligvis danskernes indsats i redningen af jøderne i oktober 1943. Når vi nu nærmer os 75-året for oktober 1943, er det også en anledning til at reflektere over, hvad der er sket. Og at tingene kunne være gået anderledes, da de kom til Sverige dengang.
”For et par år siden deltog vi i en Holocaust-mindedag i Houston, Texas, hvor min datter boede. Jeg var der med min kone Ulla, min datter og vores barnebarn. Der var den skik, at alle, der var overlevende fra Holocaust, på et tidspunkt skulle rejse sig op. Og mit barnebarn sagde til mig, at jeg skulle rejse mig: ”Du er jo også survivor”.
”Jeg var egentlig lidt flov over at rejse mig. Jeg har ikke været igennem alle de forfærdelige ting, som de andre havde været igennem. Men jeg måtte erkende, at jeg jo også er overlevende. Det er jeg jo rent faktisk”, slutter Finn Rudaizky.
Billedgalleriet til højre:
- Sverige 1945 inden hjemrejsen: Finn med sin mor (Anna) og sin storesøster (Liba).
- Eneborgsvagen 34 B i Helsingborg, hvor Finn boede med sin familie under krigen.
- Pension Fönss i Taarbæk, hvor mange jødiske familier gemte sig inden flugten over Øresund.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!