Bent Melchior har presset en times interview med Goldberg ind i en travl kalender. For selvom den tidligere overrabbiner for længst er gået på pension, hersker der travlhed. Netop i aftes var han til Dansk Flygtningehjælps årlige repræsentantskabsmøde i sin egenskab af eneste æresmedlem – en ære han lige har lavet om på, idet den afgående formand, som har lagt et kæmpe arbejde i Flygtningehjælpen, efter Bent Melchior mening fortjente samme ære.
Og det er kendetegnende for Melchior, der ikke alene har fostret medlemmer til den vidtforgrenede Melchior-slægt, men også fortsat insisterer på at være en del af samfundet, at han forsøger at skabe forandring, hvor han kan.
Bent Melchior er fuld af en humor, der ligger lige under overfladen, sommetider som et velvilligt lune, andre gange som en skarpsleben sarkasme. Han er hurtig på aftrækkeren, selvom han siden deltagelsen i Israels uafhængighedskrig i 1948 har bandlyst selv legetøjsvåben fra hjemmet, der i årene efter krigen husede fire sønner.
Fra nulpunkt til vendepunkt
Bent Melchior flygtede med sin familie – forældre og fire søskende – som 14-årig til Sverige en nat i oktober med en skipper, der tog sig godt betalt. I datidens mønt cirka tusind gange den pris, en normal overfart ville have kostet – og som endda ikke forstod skib at føre.
Ud på morgenen viste det sig, at de i stedet for at sejle mod Sveriges sikre kyst var sejlet i en cirkel uden om Sjælland og var på vej i armene på tyskerne i Gedser havn. Skuden blev vendt og Sverige fundet et stykke op ad dagen, hvor de kunne være blevet opdaget og beskudt et hav af gange.
Den historie har Bent Melchior fortalt om og om igen, og på et tidspunkt var han blevet så træt af det, for sammenlignet med millioner af jøders udslettelse i resten af Europa var det kun en dråbe i havet, at han besluttede sig for at holde inde.
”Men det gik op for mig, at historien om redningen af de 7000 danske jøder betyder et lys i mørket for så mange, at den stadig er vigtig at fortælle”, siger Bent Melchior, for hvem ordene ”Välkomna til Sverige” blev vendepunktet i en tumultarisk rejse og efterspillet som flygtning.
”Det var den 9. oktober, og på stranden i Lilla Beddinge, som ikke var et officielt ankomststed, var der en lille dreng, der legede med sin bold. Han så skibet og løb ind og hentede sin far”.
”Politibetjenten, der skulle registrere os, sov til middag, og vi fik ordre til at blive på stranden og vente, til han stod op. Men Persson – som drengens far hed – kom og inviterede os indenfor”, fortæller Bent Melchior.
Og denne modtagelse var afgørende for, at livet som flygtning fik en god begyndelse, siger han i dag.
Men også det, at de danske jøder på forhånd havde modtaget en invitation fra Sverige, havde betydning.
”Selvfølgelig fandtes misundelsen og fremmedfrygten også dengang – ”dom danskarne drickar vort kaffe”, sagde nogle, og som flygtning kan du ikke stille krav. Du siger tak og retter ind”.
”At være flygtning er et absolut nulpunkt”, siger Bent Melchior og minder om, at en flygtning altid starter fra scratch det nye sted, om han eller hun så har nok så fine eksamenspapirer eller udgangspunkt fra hjemlandet.
”Som flygtning har man endnu ikke bidraget til samfundet og kan ikke stille krav. Det gør én helt afhængig af samfundets indstilling”.
Flygtninge er en gave
Fra Bent Melchior kom til Sverige, og indtil han og familien fik beskæftigelse og skolegang, gik der ikke længe. Søsteren blev medhjælper på en højskole, storebror Arne fik job i Kristianstad, og den ældste Werner, der var i Stockholm, fandt også beskæftigelse. Bent kom i 4. mellem på den danske skole i Lund.
Han understreger, at de jødiske kontakter fra menigheden i København, som allerede var kommet til Sverige, udgjorde et vigtigt netværk for skabelsen af et liv, hvor man gjorde nytte – på samme måde som det er tilfældet for de flygtninge, der søger sammen i Danmark i vor tid og for de muslimer, der danner netværk omkring de muslimske friskoler i Danmark.
”Det er vigtigt at samarbejde med disse friskoler og at være åbne over for hinanden. I slutningen af 1960’erne begik vi en stor fejl i forhold til de østeuropæiske jøder, der var flygtet fra Polen, som stort set bare fik en skål suppe, og det var det. Jeg var selv med til at organisere noget undervisning for at holde dem beskæftiget og for at undgå klammeri i Istedgade, hvor mange af dem var indlogeret”.
”Lediggang er roden til alt ondt. Derfor skal man for det første give rigelige tilbud til nyankomne uden dog at opvarte dem for meget. De skal føle, at de gør nytte og bidrager til samfundet”, siger Bent Melchior og fortæller om det bibelske påbud for jøderne i Babylonien, hvor Nebudkanesar herskede for 2500 år siden:
”I skal bede for den by, I bor i – går det den godt, går det jer godt. Det andet er, at man skal være loyal over for det modtagende samfund som flygtning og overholde lovene i landet.”
”Det tredje er det sproglige. I 1805 blev den jødiske skole, nu Carolineskolen, stiftet med det formål at lære indvandrerbørn dansk. På den måde kunne man integreres og skabe sig et liv”.
Bent Melchior kritiserer en udlændingepolitik, der gør det umuligt for syriske flygtninge at integrere sig, fordi de får at vide, at de ikke kan blive i Danmark, samtidig med at de reelt er statsløse.
”Dermed mangler motivationen for at lære dansk og integrere sig”, siger han og konstaterer: ”Den form for politik smadrer integrationen”.
Lyspunktet er omdrejningspunktet
Bent Melchior har tidligt truffet et klart valg i livet – som også fremgår af hans erindringsbog ”Så vælg da livet”, som udkom i 1997 – nemlig at holde fast i den gode historie. I lyspunktet.
”Min storebror Werner var indkaldt som vidne i processen mod Adolf Eichmann. Det kunne synes mærkeligt, idet de danske jøder var et særtilfælde, og hvem gider høre om en promille af jøderne, som blev reddet? Men pointen var jo netop, at det gider vi godt – og at flere jøder havde kunnet reddes, hvis der havde været samme vilje som i Danmark”, siger Bent Melchior, som insisterer på at se sine landsmænd i dette positive lys.
Men er det ikke lidt letkøbt, al den stund at det var samarbejdspolitikken, der muliggjorde fredning og siden redning?
Nej, siger Melchior, for resultatet af f.eks. Norges stærke – og beundrede – modstandskamp var, at de norske jøder blev arresteret af norsk politi og ikke af Gestapo, og at Norge endte med en Quisling som statsminister.
”Fiskerne i Danmark havde hjertet på rette sted. Det samme havde den biskop, der tog imod os på Falster inden flugten til Sverige. Biskoppen havde måske 50 jøder boende i Bispegården. I en lille by som Nykøbing vidste man godt, hvad der foregik. Men han har altså kunnet stole på sognebørnene”.
Midt under besættelsen, i 1943, var der Folketingsvalg i Danmark
”Selv under de givne omstændigheder var der kun 2 %, der stemte for nazist-partiet.
Min far plejede at sige, at i alle befolkninger er der 5% idioter. Det vil altså sige, at majoriteten er nogenlunde fornuftig. Og jeg tror også, vi ville blive reddet i dag”, siger han og fortæller om den bølge af sympati, der blev den jødiske menighed til del efter terrorangrebet mod synagogen i februar 2015, hvor den unge sikkerhedsvagt, Dan Uzan, blev dræbt.
”Folk kom med en lille buket og stod lidt. Det var nok ikke sket, hvis det var et muslimsk offer”, tilføjer han.
Den aktuelle omskæringsdebat mener han er et anslag mod minoriteters ret til at praktisere deres tro og en alvorlig trussel mod en succesfuld integration. Dog er hans generelle oplevelse, at mange gerne vil hjælpe nytilkomne flygtninge, og selv har han taget initiativ til dialogmøder på tværs af trossamfund, samarbejde med muslimske friskoler, hjulpet palæstinensiske flygtningegrupper og sat sit præg på samfundsdebatten.
Overlevelse forpligter
Bent Melchior valgte i 1948 at deltage i Israels uafhængighedskrig. Uden på forhånd at have gjort sig forestilling om en krig.
”Jeg stod der i skyttegraven og tænkte: ’Hvad laver du her, Bent?’ og svaret var: ’Jeg er her, for at mine børnebørn kan leve i fred fremover’. Men det må man sige, er blevet gjort til skamme”, siger Bent Melchior om Israels foreløbige skæbne. Hvad angår de palæstinensere, der har måttet flygte, siger han, at han ikke har følt sig særligt forpligtet:
”En flygtning er en flygtning. Det første der skal ske er, at de skal opnå flygtningestatus, og dernæst kan vi snakke politik. Vi har UNHCR, der beskæftiger sig med verdens 60 millioner flygtninge – undtagen palæstinenserne, som er blevet klientgjort.”
”Det er grebet helt forkert an. De arabere – det var før, der var noget, der hed palæstinensere – der flygtede i 1948, opbevares i nabolandene som konserves på dåse, alt imens man har ladet dem mangfoldiggøre sig. Når de bliver borgere i Libanon og Syrien, tager man jo kraften fra kravet om en tilbagevenden”.
Bent Melchior siger, at han tror på freden i Israel – men det kræver en stærk leder på begge sider, som har folks tillid. Det er ikke situationen i dag. På spørgsmålet om han selv har følt en særlig forpligtelse som overlever og flygtning, siger han:
”At man skulle blive et bedre menneske af at have fået øretæver, er noget vrøvl. Men vores prøvelser har modnet os, og jeg er et produkt af de ting, der er sket. Det har formet mig og givet mig en retning i tilværelsen”.
Billedgalleriet til højre:
- Frivillige ved afrejse til Den Danske Brigade i Sverige, april 1945
- Elever på Den Danske Skole i Lund, 1944
- Studenter fra den danske skole i Lund foran domkirken Tak til Dansk Jødisk Museum for brug af arkivbilleder.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!