”Det er svært at forstå for andre, hvor slemt det er at stå uden for en dør og spørge: Må jeg komme ind? Man kunne jo få et nej. Og hvor skulle man så tage hen? Men jeg var heldig og blev mødt med venlighed og hjælpsomhed.”
Sådan siger Sonja Bandmann, der som 18-årig stod i præcis den situation, den 5. oktober 1943 om aftenen efter mørklægningstid: At være tvunget til at skulle banke på døren hos en kollega og bede om akut husly for at undgå at blive hentet og deporteret af den tyske besættelsesmagt.
”Min kollega og hendes mand var utroligt søde. De bød mig straks indenfor. Skjulte mig, gav mig mad og en seng at sove i. Og nægtede at tage imod penge for deres hjælp. Det var rørende,” siger Sonja Bandmann, der inviterer Goldbergs journalist og fotograf indenfor i sit hjem på Amager en lys junidag, hvor krigens mørke synes langt væk.
Den hyggelige treværelses lejlighed, hvor familiefotos og nips pynter vægge og vindueskarme, har efter ungdommens flugterfaring dannet rammen om et langt aktivt liv med mand, børn og venner. I dag er 94-årige Sonja Bandmann enke, men har en travl hverdag som besøgsven på det jødiske plejehjem, flittig gæst til foredrag, møder og koncerter og jævnlig fortæller om flugten til Sverige på skoler rundt om i landet.
”Jeg håber, de unge, jeg møder, lytter til min historie og forstår, at man skal opføre sig ordentligt overfor andre mennesker og være venlig. Også over for dem, der ser lidt anderledes ud,” siger hun, der i løbet af interviewet igen og igen vender tilbage til den taknemlighed, hun føler for den venlighed og hjælpsomhed, hun blev mødt med, da det gjaldt, både i Danmark og i Sverige.
Først dansker, så jøde
Den første, der hjalp Sonja Bandmann, hendes forældre og to søskende, var familiens huslæge, der bankede på døren en oktoberaften hjemme i Dybensgade i det indre København.
”Jeg åbnede døren og forstod det ikke rigtigt, da lægen sagde, at vi ikke måtte være hjemme. Vi skulle finde et andet sted at være med det samme, for det var ikke sikkert for os at blive i lejligheden.”
”Vi holdt et familieråd og besluttede, at jeg skulle tage ud til en kollega fra det firma, hvor jeg arbejdede som tilskærerske. Min bror kunne også være hos en kollega, mens mine forældre og lillesøster tog ud til en grønthandler, vi kendte på Amager.”
Sonja Bandmanns kollega og hendes mand var de næste, der hjalp:
”Manden var så klog, at han bad sin barber om at komme op i lejligheden og affarve mit hår. Tanken var, at jeg skulle blive blond, men jeg blev helt gulerodsfarvet! Men det var fornuftigt, for jeg skulle være sendebud til min familie. Jeg tog rundt i byen og gav besked om, hvor vi skulle samles for at komme videre mod Sverige. Og jeg skulle nødig vække opmærksomhed med mit mørke udseende.”
”Jeg vidste jo godt, jeg var jødisk, og det kunne sikkert også ses på mig. Men før havde jeg slet ikke tænkt over det. Jeg følte mig først og fremmest som dansker, derefter kom det jødiske. At det skulle blive så slemt at være jøde i Danmark, havde hverken jeg selv eller mine forældre troet,” siger hun.
Videre mod Sverige
Sonja Bandmann og hendes familie fik besked om at samles på Nørreport, hvorfra de kørte med toget til Snekkersten. Her blev de mødt af nye hjælpere, som førte dem til et missionshus i nærheden.
”Lokalet var fuldt af mennesker, der ventede på at blive sejlet over sundet. Nogen spurgte, om der var et par unge mennesker, der kunne melde sig til en hurtig skibslejlighed. Så sagde jeg til min bror: Ved du hvad, Harry, det gør vi.”
”Vi sagde hurtigt farvel til far og mor og gik. Men da vi kom til opsamlingsstedet, var skibet sejlet, og vi missede flere andre både, fordi der alligevel ikke var plads. Til sidst blev vi fulgt ned til en fiskerhytte, hvor vi sad og ventede sammen med andre familier. Vi var ulykkelige, men vi troede på, at det nok skulle lykkes at komme over.”
”Til sidst vendte hjælperne tilbage og fortalte, at de nu havde fundet en ny båd til os. Det viste sig at være en almindelig robåd. Hjælperne spurgte, om nogen af os kunne ro. En i selskabet sagde, at ja, han havde da roet på Peblingesøen, det kunne han godt. Og en anden, hr. Fischermann, som var sprunget ud af et vindue for at undslippe Gestapo og havde fået et par bøjede ribben, sagde, at det kunne han også. Det stolede vi på.”
”Jeg var den første, der blev sendt ned til robåden. Jeg tænkte: Nej, hvor varer det altså længe, før de andre kommer. Det var mørkt, og tyskerne patruljerede på stranden. Vi skulle være helt stille.”
Forliset i Øresund
”Da vi var fuldtallige, skubbede de os ud i vandet. Men det varede ikke længe, før robåden trak vand ind. Min bror Harry var altid så fin i tøjet, for far var jo skrædder. Harry gik med hat – og det lyder vanvittigt, men han prøvede at øse vand ud af båden med sin hat. Det kunne jo ikke hjælpe noget som helst. Det varede ikke ret længe, så gik bunden ud af båden. Jeg tror, jeg kommanderede med folk og sagde, at vi skulle fordele os, så vi alle fik plads til at holde i rælingen. To fra familien Fischermann besluttede at svømme ind og bede om hjælp. De nåede ind på stranden, men var fuldstændig ødelagte, for det var jo oktober og meget koldt.”
”Imens ventede vi andre ude i vandet. Vi var stivfrosne. Jeg kunne slet ikke mærke mig selv. Jeg var især nervøs for, at en af mine medpassagerer, Benjamin Blüdnikow, skulle drukne. Han blev trukket ind under båden og fik hele tiden vand i munden. Det var meget uhyggeligt. Vi lå to timer i vandet. Det ved han, fordi han havde et ur på, som standsede, da han faldt i vandet. Da vi endelig blev reddet, sagde jeg, at de skulle tage Benjamin først. Og det gjorde de.”
Sonja Bandmann husker især én ting fra de lange timer i det efterårskolde Øresund:
”Da vi lå der og holdt fast i rælingen, sagde jeg til min bror: Harry, det her fortæller vi aldrig til mor og far. Det er synd for dem, de vil bare blive alt for urolige.”
”Og det løfte holdt vi faktisk. De fik aldrig at vide, hvad der var sket,” siger hun og holder en kort pause. Det er det eneste tidspunkt i fortællingen, hvor stemmen knækker af bevægelse.
Reddet af venlighed
Så skynder hun sig videre i beretningen, der for hende er fuld af eksempler på, at mennesker på flugt klarer sig, hvis de møder spontan medmenneskelighed. At hun også har mødt det modsatte, lægger hun mindre vægt på: Kaptajnen på det skib, der fiskede de druknende flygtninge op af Øresund, ville faktisk udlevere dem til tyskerne, men blev forhindret af sit mandskab, der tvang ham til at sejle dem tilbage til kysten, hvor frihedskæmperne tog imod de forkomne jødiske flygtninge og bragte dem til Helsingør Sygehus.
”Jeg var rystet, men havde jo reddet livet, det var det vigtigste,” siger Sonja Bandmann.
”Og der, midt i natten, hvor der var udgangsforbud, gik læger og sygeplejerske hjem og hentede tøj og sko til os, så vi kunne komme hurtigt videre. For alt vores tøj var jo ødelagt af opholdet i vandet. Det var flot. Det var deres eget tøj, de gav os. Da jeg kom lidt til mig selv på hospitalet, spurgte jeg sygeplejersken, hvordan det var gået med de andre i robåden. Og så fik jeg at vide, at tre af mine medpassagerer desværre ikke havde klaret den.”
Et døgns tid efter første uheldsvangre flugtforsøg lykkedes det Sonja Bandmann og hendes bror at blive sejlet sikkert til Sverige, i allersidste øjeblik før Gestapo fandt dem. Hendes forældre var allerede nået over og blev hurtigt indkvarteret i Vidåkra, hvor der var arbejde til skræddere og syersker i konfektionsindustrien.
Broderen Harry, der var bogtrykker, kunne ikke få arbejde og blev derfor placeret i en flygtningelejr i Skåne. Sonja selv blev placeret i en lille lejlighed i Kristianstad sammen med to andre jødiske flygtninge, hun ikke kendte. Hun fik arbejde som syerske, men var hårdt mærket af flugten og havde svært ved at falde til, husker hun.
”Det var synd for dem, jeg boede sammen med, for jeg græd hver dag, når jeg kom hjem fra arbejde. Det endte med, at et par søde damer fra WIZO (jødisk velgørenhedsorganisation, red.) blev opmærksomme på, at jeg havde det dårligt. De tilbød mig at komme på folkehøjskole med et legat fra Foreningen Norden. Det reddede mig, for tiden på højskolen var vidunderlig. Jeg fik undervisning og kunne lære fra mig i syning,” fortæller hun.
”Svenskerne tog godt imod os flygtninge, men vi var slet ikke i tvivl om, at vi skulle hjem igen, når Danmark blev befriet,” fortæller hun.
Flugten blev skubbet væk
Efter krigen mødte Sonja, der dengang hed Sandler til efternavn, Peter Bandmann, der var kommet til Danmark som jødisk flygtning fra Tyskland i 1938. De giftede sig og fik to sønner, Hans og Dan, og Sonja Bandmann begyndte et langt, godt arbejdsliv. 18 år som ekspeditrice i Magasin, og derefter otte år som receptionist på Det Kgl. Bibliotek.
Oplevelserne fra krigens tid skubbede hun væk. De dukkede først op til overfladen, da hun sent i livet på jobbet på Det Kgl. Bibliotek mødte historikeren Morten Thing, hvis mor Dora var en af passagererne i den forliste robåd i 1943.
”Jeg bad ham hilse moderen fra mig. Hun havde vist heller ikke talt om alt det, der var sket dengang,” siger Sonja Bandmann, der efterfølgende blev kontaktet af forfatteren Dea Trier Mørch, der ville høre hendes beretning og sidenhen brugte den i værket ’Doras Dagbog’.
”Jeg tror, der var mange, der ikke fortalte om det, der var sket. Både os der blev reddet, og dem der hjalp os. Det var en stor begivenhed og måske ikke så let at tale om,” siger hun.
Danskernes redning af flertallet af landets jøder er, mener hun, stadig et lærestykke for andre nationer:
”Ingen andre lande har gjort det, Danmark gjorde for jøderne under krigen,” som hun siger.
Hvad har din egen erfaring lært dig om, hvordan samfundet kan tage godt imod flygtninge i dag?
”Jeg synes, svenskerne gjorde en klog ting, da de besluttede, at vi flygtninge ikke måtte bosætte os i de store byer som Stockholm og Göteborg. Vi blev spredt ud i landet, hvor der var arbejde til os. Og vi skulle forsørge os selv. Dengang skulle man garantere, at man ikke lå samfundet til last.”
Hvad tror du, der skal til, for at man klarer sig godt trods traumatiske oplevelser som flygtning?
”Det betyder utroligt meget at få et arbejde, for så lærer man sproget. Da min mand kom hertil fra Tyskland, talte han ikke et ord dansk. Men det lærte han på sit job.”
”Når man er flygtning, har ingen bedt en om at komme. Man er nødt til at respektere de regler, der gælder i samfundet. At man ikke siger: ’Det vil jeg ikke’, og ’her vil jeg bestemt ikke være’. Det kan man ikke, når man er gæst. Det handler også om, hvilket hjem man kommer fra. At forældrene ikke sidder derhjemme og taler ned om forskellige mennesker, for det vil jo påvirke børn,” mener Sonja Bandmann, der tøver lidt, før hun svarer på, hvad der har gjort, at hun selv klarede sig så godt, trods de tunge erfaringer, hun bærer på:
”Noget af det, der har hjulpet mig i mit liv, er nok min måde at blande mig med folk. Jeg er meget åben. Og selvom jeg i dag går med krykke, så er jeg jo ikke den, der ikke kan række en hånd ud, hvis nogen skal have hjælp til at komme op ad trappen. Det har meget at sige, hvordan man selv opfører sig, synes jeg.”
Billedgalleriet til højre:
- Sonja Bandmann som 20 årig, Sverige 1944
- Svinget først på Amagerbrogade i slutningen af krigen.
- Havnen i Snekkersten i starten af krigen.
- Amager lige efter krigen.
Tak til Københavns Museum for brug af arkivbilleder
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!