Der er en ny video ude fra Rabbi Sacks – dvs. Storbritaniens og Commonwealths tidligere overrabbiner Sir Jonathan Sacks.

Som altid betyder det kompakt visdom, for Sacks er en af vor tids bedste tænkere. Han ser helheder, hvor andre ser isolerede sandheder og agendaer.

Denne gang handler det om “the great partnership”, nemlig partnerskabet mellem videnskab og religion. Der er ingen konflikt mellem de to, der er bare nogle mennesker, som ikke kan se helheden.

Videnskab analyserer verden, den skiller ting ad for at se, hvordan de virker, hvad de gør, hvordan de gør det. Videnskaben handler om hvordan verden Er, den handler om Hvordan.

Religion skaber synteser af det, vi oplever i verden for at kunne fortælle os hvorfor noget er en god idé, og andet er en dårlig idé. Religionen handler om, hvordan verden burde være; Bør og Hvorfor.

Som mennesker har vi brug for begge dele. Vi har både brug for at forstå verden, så vi kan løse problemer, og vi har brug for fortællinger og fællesskaber, der giver os retningslinjer for, hvordan vi bør opføre os.

Der er flere forskelle mellem religion og videnskab end dem, der er nævnt her, og de fremgår af videoen. Fælles for disse forskelle er, at det er qua religionens og videnskabens forskellige indhold, at vi kan være hele mennesker.

Videoen er en kort opsummering af Sacks bog The Great Partnership fra 2012, så hvis man synes, at videoen har nogle væsentlige pointer, er bogen helt afgjort værd at investere i.

 

 

Se også videoen om, hvordan politik kan bevæge sig væk fra vrede og hen imod håb.

 

Share This