Gennem de senere år har mange franske jøder valgt at forlade Frankrig. Gennemgående motiverer de deres valg med en voksende antisemitisme, og at det i det hele taget bliver vanskeligere at leve en jødisk tilværelse i det land, der fortsat er hjem for den største jødiske befolkning i Europa.
Angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo og koshersupermarkedet i en parisisk forstad i januar 2015 står også i frisk erindring, og indtrykket af alt dette er et stadig mere anspændt forhold mellem Frankrigs jøder og muslimer.
Forholdet mellem de to befolkningsgrupper er på ingen måde ny. Det har bare ændret sig over tid, og ofte med uventede påvirkninger udefra. Den historie har Ethan B. Katz, der er professor ved det amerikanske University of Cincinnati, nu fortalt i sin nye bog.
Næsten halvdelen af de omkring 600.000 jøder, som bor i Frankrig, har rødder i Nordafrika. De kom til Europa op gennem det 20. århundrede, og det er denne trafik, der førte det jødisk-muslimske spændingsfelt med sig. Men forfatterens pointe er, at der faktisk er tale om et ægte trekantdrama, hvor det er de etniske franskmænd, der har sat skår i forholdet.
Vi skal tilbage til Første Verdenskrig for at komme til roden. Frankrig mobiliserede, hvad mobiliseres kunne i forbindelse med krigsindsatsen, og det rettede sig også mod det endnu intakte kolonirige. Fra Algeriet meldte både jøder og muslimer sig til fronttjeneste, og herfra begyndte det at gå skævt.
Ved det såkaldte Cremieux-dekret af 1870 havde de algierske jøder nemlig fået tilbudt fuldt fransk statsborgerskab, mens de lokale muslimer fortsat var indigènes, altså indfødte. Der var således forskelsbehandling fra fransk side, hvilket eksempelvis sås tydeligt ved, at hærenheder med muslimske soldater ofte blev sat på de farligste opgaver med langt højere tabstal som følge.
Sameksistensen kom med til Frankrig
Da Frankrigs ledere ved krigsudbruddet i 1914 opfordrede befolkningen til at bilægge alle interne stridigheder, den såkaldte union sacrée, omfattede den katolikker, protestanter og jøder, men ikke muslimer.
Mange jøder godtog dette. Dreyfus-affæren var i frisk erindring, og der var stor iver efter at vise sig som gode og loyale borgere. Men andre, som overrabbineren i Marseille, Honel Meiss, protesterede ved at erklære, at ”der var ingen katolikker, ingen protestanter, ingen jøder og ingen muslimer på slagmarkerne ved Marne, Meuse, Flandern og Dardanellerne, men udelukkende franske soldater, som gjorde deres pligt.”
Marseille er i øvrigt interessant. I mellemkrigstiden hed byen ”Porten til Orienten”, for det var her, indvandrerne fra Nordafrika ankom til.
Der var brug for både jødiske og muslimske hænder til at genrejse Frankrig efter krigen, og det var typisk ufaglærte mænd, som tog turen på jagt efter personlig lykke. Bydelen Porte d’Aix blev en slags gennemgangslejr, hvor muslimer og jøder boede tæt sammen og medbragte den tradition for sameksistens, som de kendte hjemmefra.
I Le Marais, kvarteret i Paris hvor mange jøder boede, så man efterhånden noget af det samme. Muslimer fra Nordafrika søgte dertil, og da de ikke kunne finde halalslagtet kød, handlede de gladeligt hos de jødiske slagtere. Flere af fortovscafeerne i kvarteret blev nordafrikanske, jøder og muslimer deltog i hinandens helligdage, og der er endda eksempler på, at folk giftede sig på tværs af de religiøse skel.
Et billede med mange nuancer
Hvornår begyndte glansbilledet så at krakelere?
Katz peger på byen Constantine som et vendepunkt. Med 14.000 jøder ud af en befolkning på 106.000 havde byen nok det tydeligste jødiske præg i hele Algeriet. En fredag aften i august 1934 var den jødiske skrædder Elie Khalifa på vej hjem i temmelig beruset tilstand. Historien fortæller, at han urinerede op ad en lokal moské og kom i klammeri med en gruppe muslimer.
Episoden udviklede sig til dramatiske sammenstød, der over de kommende dage kostede 24 jøder og 4 muslimer livet.
At det gik så galt, skyldtes ifølge Katz de franske myndigheder, som dels var meget længe om at reagere, og dels gjorde det på en meget partisk måde, da de omsider trådte i profil. Jøderne var jo franske statsborgere og muslimerne indfødte! Henri Lellouche, som stod i spidsen for det jødiske samfund i Constantine, gav udtryk for det samme i sin rapport.
Dette var i høj grad vand på møllen for separatistbevægelsen, som allerede var på færde. Ètoile nord-africaine, som var forløber for FLN (Front de Libération Nationale), tog dette som argument for, at jøderne stod sammen med de franske kolonister, mens man på de parisiske fortovscafeer og nok i endnu højere grad i Marseille søgte at værne om harmonien.
Vi får altså et billede, som er langt mere nuanceret, end det vi normalt ser tegnet, og det blev nok endnu mere udpræget, da tyskerne under Anden Verdenskrig invaderede Frankrig og opdelte landet i en nazistisk besættelseszone og marskal Petains vasalstyre i Vichy. Rollerne blev omfordelt.
Det er en kendt sag, at nazisterne af strategiske grunde valgte at betragte muslimer som ariske i et eller andet omfang og dermed fritaget for racelovgivningens bestemmelser, og det benyttede mange til deres fordel.
Men omvendt protesterede muslimske ledere i Algeriet, da jøderne blev frataget deres franske statsborgerskab ved ophævelsen af Cremieux-dekretet i 1940. Nazisterne ønskede, at den store moské i Paris skulle være skoleeksempel på, hvordan muslimerne var en naturlig del af deres Neuropa. Men i stedet udvirkede flere imamer, at bygningen, som i øvrigt var tegnet af en jødisk arkitekt, blev tilflugtssted for et stort antal jøder.
Franske muslimer hjalp også aktivt til, at jødiske familier, der med deres nordafrikanske baggrund havde arabiskklingende navne, formelt kunne fremstå som muslimer.
Fælles social fattigdom
Zionismen figurerer i fremstillingen, men slet ikke i det dramatiske omfang, den tillægges af andre historikere. Staten Israels oprettelse i maj 1948 vækker naturligvis debat, men i den franske optik bliver den hurtigt overskygget af løsrivelseskampen i Algeriet. Igen ser vi mange jøder stille sig på muslimsk side overfor Frankrig, og ad den vej bliver Israels eksistens i mange sammenhænge til det samme udtryk for antikolonialisme.
Tidens franske hverdag afspejlede det samme. Katz fokuserer på Strasbourg, hvor jødisk historie går langt tilbage i tiden. Men i 1960’erne oplevede byen stor tilflytning af jøder og muslimer fra Nordafrika. I begge grupper var der i vid udstrækning tale om familier med ringe uddannelse, og de bosatte sig eksempelvis i forstaden Cronenbourg med arabisk som fælles talesprog. De fandt sammen i fodboldklubben Association Sportive Menora, selv om klubhuset overholdt kosherreglerne, og kampe om lørdagen var bandlyst.
Skelsåret er ikke uventet 1967, og alligevel ikke rigtig. Seksdageskrigen deler vandene, men muslimer og jøder mødes fortsat på hinandens cafeer, hvor plakater af Moshe Dayan og Gamal Abdel Nasser nu pryder væggene.
Det endelige vendepunkt er ifølge Katz maj 1968, studenteroprøret, der også ser fremvæksten af en radikal fransk venstrefløj. Men selv herfra finder retorikken først vej til indvandrerne, da man begynder at tale om bedre sociale vilkår og jobskabelse.
Det er en tid med meget stor indvandring fra Nordafrika, og mange af disse mennesker strander i de parisiske banlieues med den dybe sociale nød. Det er også herfra, angriberne mod Charlie Hebdo og koshersupermarkedet i Porte de Vincennes kom senere i historien.
”Frankrigs 11. september” kalder forfatteren terrorangrebet. Det blev fremstillet som anti-jødisk og som en udløber af konflikten i Mellemøsten, men her er pointen, at det var en tragisk kulmination på en lang historie om identitet og primært Frankrigs manglende evne til at integrere mennesker fra de tidligere kolonier.
’Det er jo ikke alle jøder, der er zionister!’ citerer bogen en lokal muslimsk leder, der efterfølgende var med til at genoprette de gode forbindelser.
Ethan B. Katz: The Burdens of Brotherhood. Jews and Muslims from North Africa to France. Harvard University Press, 2018
Billedgalleriet til højre
- Ehtan B Katz er professor på University of Cincinnati
- Under Første Verdenskrig havde jøder fra Nordafrika fuldt statsborgerskab. Det havde muslimer ikke. Her franske soldater ved vestfronten.
- Frankrigs 11. september, kalder Ethan Katz terrorangrebet i 2015 mod Charlie Hebdo og et Kosher-supermarked i Paris.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!