I entréen hos Birgitte Borgsmidt hænger et portræt i sort/hvid af hendes mor. Det første, man ser, er de helt lyse øjne, der rummer en uudgrundelig sorg. En smuk kvinde der knuger sin baby ind til sig. Babyen er Birgitte, der kun nåede at kende sin mor i tre år, før moderen døde. Af et hjerteanfald sagde faderen, da han med sin datter tog flugten til Sverige en nat i oktober 1943.
Birgittes ungdomsportræt hænger lige ved siden af moderens. Ligeledes køn, en fyldig mund og høje kindben, højt hår.
Der var fuld fart på Birgitte Borgsmidts liv som kosmopolit i 1960’erne, indtil hun blev gravid med sin datter. Datterens portræt hænger også i entréen, i farver.
Birgitte Borgsmidt blev alene med sit barn, født i 67.
”Min datters far lignede min far som snydt ud af næsen – men ikke helt lige så flot”, siger den lille dame, der selv stadig er flot, med egne ord fotogen. Hendes væremåde er hjertelig og uden omsvøb.
”Du kan lige sætte kaffen over, mens jeg går med fotografen og får en parkeringstilladelse”, dirigerer hun fra hjemmet i Strandlund, hvor kaffekopper, boller og chokoladekage står klar.
Og selvom mændene er kommet helt af sig selv, som hun siger, var faderen til hendes barn en skørtejæger som hendes egen far. Hun blev alene med sin lille datter, nøjagtig som hendes egen mor var blevet det i 1940.
Birgitte Borgsmidt har haft mange venner, og der kommer stadig nye til. I en moden alder blev hun medlem af Det Mosaiske Troessamfund og fandt et tilhørsforhold, som hun havde manglet lige siden barndommen. Men selvom hun har mange venner, banker ensomheden stadig på.
”Til Pesach sad jeg bare her og var deprimeret”, siger hun, der ellers har en del venner og bor vidunderligt. Hun trækker persiennerne fra i vinduerne i lejligheden på Strandlund – og til syne kommer Øresund, der glitrer som med tusind diamanter i forårssolen.
”Jeg har det godt her – lyset og udsigten gør meget for mit velbefindende”, siger hun.
Plejebarn
Birgittes mor var tysk jøde, hvis familie forlod Tyskland i 30’erne. Hun mødte Birgittes far på et ferieophold, han var dansker og kristen. Siden har Birgitte fundet dokumenter, der viser, at hun blev døbt i oktober 1943 – kort før flugten til Sverige.
Om flugten husker hun, at det var mørkt, og de tilbragte mange timer under dækket på båden. Hun var søsyg, og udenfor stod hendes far og hostede over sin pibe, til gene for de andre ombord, der var bange for at blive opdaget af tyskerne.
Stemningen var dårlig, og hun er stadig mørkeræd her mange år efter.
På et lille bord i stuen med de mange billeder og malerier ligger et ark små identiske sort/hvide fotografier af en kvinde med to små piger. Den ene er Birgitte. Den anden husker hun ikke, hvem er. Men den voksne kvinde må have været hendes plejemor et af de steder, hvor hun kom i pleje, uden faderen, da hun var kun 4 år.
Hun nåede at skifte familie et par gange, men endte hos familien Myrdal. Både Gunnar og Alva Myrdal blev siden tildelt Nobelprisen, han i økonomi og hun Nobels Fredspris. Ægteparret var datidens progressive socialdemokrater og spillede en aktiv rolle for oprettelsen af den svenske velfærdsstat, det såkaldte ”Folkhemmet”.
”Der var pragtfuldt at være. Det var meget frit, vi måtte alt, og vi spiste med fingrene. Deres hjem var som et skib, fortæller hun.
Men faderen stod for mange skift i Birgittes liv. Da krigen var slut, fik hun en billet tilbage til Danmark, mens faderen blev i Sverige for at afvikle forholdet til en svensk dame, han i mellemtiden var blevet forlovet med.
I Frihavnen ventede hendes farfar og hans kone, som havde taget sig af Birgitte i året efter moderens død og som nu tog sig kærligt af hende igen. Hendes far kom på besøg om søndagen, men styrede hendes liv i høj grad.
”Jeg skiftede skole konstant, fordi min far ikke syntes, at jeg lærte nok”, siger hun i dag.
”Jeg har nok været ordblind, og jeg var ikke ret god i skolen. Men jeg lærte alligevel at klare mig”.
Birgitte kom med faderen til udlandet, hvor hun lærte både fransk, tysk og italiensk, og blev som voksen stewardesse i Pan Am. Der blev ikke talt meget om flugten til Sverige.
”Man skulle videre med livet”.
Løgne og fortielser
Men under et besøg i Paris mødtes Birgitte med sin mors fætter, som busede ud med, at moderen havde taget sit eget liv i 1942.
Birgitte var i chok. Hun havde altid troet, at hendes mor døde af et hjerteanfald – og at hun havde arvet moderens dårlige hjerte.
”Men da jeg konfronterede min far med det, sagde han, at folk, der begår selvmord, bare vil have opmærksomhed. Det år brød min allergi ud.”
Det var først flere år senere, at en slægtning til hendes far fortalte, at faderen havde flere affærer forud for moderens død, og at han havde ladet sig skille fra hende under krigen. En måned efter at skilsmissen gik igennem, tog hun sit eget liv. Birgitte kom herefter i pleje hos farfaderen og hans nye kone.
”Jeg var på det tidspunkt selv blevet enlig mor, og det, at min far havde forladt min mor, der var jøde, gjorde ham ikke bedre end en nazist i mine øjne. Jeg skrev til ham: ”Man forlader ikke en jøde under krigen”. Jeg brød med ham”.
Faderen forsøgte aldrig at forklare sig, siger Birgitte, der er tydeligt berørt, da hun fortæller historien om de løgne og fortielser, der prægede hendes tidlige opvækst.
”Den dag i dag er det tabu at være jøde”, siger Birgitte, der også som stewardesse i Pan Am måtte skjule sin identitet som jøde – for man ansatte ikke jøder, af frygt for terrorisme. Hun udvandrede engang, hun overhørte racistiske udtalelser om jøder.
”Jeg tåler ikke racisme den dag i dag”.
På indersiden af hendes dør hænger en mezuza – en lille beholder med et skriftstykke fra biblen, som mange jødiske hjem har. Anvisningerne siger ellers, at mezuza’en skal hænge på ydersiden, men selvom Birgitte ikke skjuler sin jødiske identitet, tager hun sine forholdsregler.
”Det er de færreste, der går rundt med kippa på gaden. Samfundet er præget af racisme, og jeg tror, de flygtninge, der kommer her, har det svært”.
”Vi har ingen forudsætninger for at forstå, hvad der sker for de flygtningebørn, der vokser op i Danmark i dag – hvad de har været udsat for”, siger hun, der gerne hjælper, hvor hun kan og opfordrer til, at man inviterer fremmede hjem. Viser dem åbenhed og åbner sit hjem for dem.
”Jeg tilgiver ikke min far. Men det, at være overladt til mig selv, har omvendt lært mig at klare mig selv – at overleve. Min datter er bedre til at tilgive”, tilføjer hun. I mange år var hun bange for, om de depressive tendenser fra moderens familie var gået i arv.
”Jeg var ret langt nede, mens jeg var gravid, og jeg har haft depressive perioder. Men jeg har også haft, og fortsætter med at få, mange venner”, siger Birgitte Borgsmidt, der på et tidspunkt valgte livet og at få det bedste ud af det.
Tilbage til rødderne
Som 59-årig blev hun medlem af Det Mosaiske Troessamfund efter en tids søgen tilbage til moderens rødder. Det var lidt af en procedure at blive godkendt og optaget, konstaterer hun tørt.
” Men til sidst sagde jeg: ”Vil I have mig, eller vil I ikke have mig?” – og så lykkedes det”.
I begyndelsen følte hun sig lidt på Herrens mark – hvordan skulle man i det hele taget gebærde sig?
”Jeg mødte en dame i bussen og spurgte hende ligeud, om hun var jøde, og om hun ikke lige kunne hjælpe mig i gang. Så hun tog mig med hen i synagogen til shabbat første gang. Det var en stor hjælp. I det hele taget skal man ikke være bange for at åbne sig for andre mennesker”, siger Birgitte Borgsmidt, der siden har engageret sig i menigheden og i den frivillige radio ”Radio Shalom”.
I jødedommen har hun fundet en slags familieskab – den familie hun har savnet hele sin barndom. En familie fuld af modsætninger, konflikter og hjertevarme.
”Fra at have levet som kosmopolit og suset rundt på overfladen måtte jeg som enlig mor starte forfra. Det var stramt økonomisk – men det gik”, konstaterer Birgitte, som fik job på Den Kongelige Danske Porcelænsfabrik som chefomviser. Hun føler sig heldig i mange henseender.
”Er man overladt til sig selv, som jeg var, er det bare med at få skabt sig nogle relationer.
For flygtningebørn kan det have afgørende betydning at få en mentor eller en voksenkontakt, hjælp til lektierne, nogen der tager ansvar for dem og snakker med dem. Og selvfølgelig, mulighed for at komme ud af flygtningelejren og i skole blandt andre børn”, siger Birgitte Borgsmidt, der selv gik i svensk skole om eftermiddagen det sidste år, hun var i pleje.
I dag har hun svært ved at se på billeder af moderen og af sig selv som barn.
”Det tager hårdt på mig”.
Fotoene bliver i kuverten, men vi får dem med hjem.
”Det her er det sidste interview, jeg giver”, siger Birgitte Borgsmidt, inden hun pakker et par boller ned til både fotografen, hans assistent og mig. Ved udgangen kigger vi lidt på de store fotografier og mezuza’en, mens Birgitte fortæller om fulde piloter og Pan Am, som hun til sidst valgte at forlade. Så kommer hun i tanker om den søde koshervin, man drikker til shabbat, og som hun elsker og synes, vi lige skal have et glas af, inden vi smutter. Tre små krystalglas trylles frem, og vinen hældes i glasset.
”L’chaim” – til livet”. Så tager vi afsked.
Billedgalleriet til højre:
- Birgitte Borgsmidt i sin lejlighed i Charlottenlund, 2018.
- Birgitte Borgsmidt sammen med sin mor.
- Birgitte Borgsmidt med sin far i Schweiz, hvor hun gik i skole. 1952.
- Birgitte Borgsmidt, 3 år.
- På stranden i Hornbæk, hvor hendes forældre mødte hinanden før krigen.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!