På Åboulevarden ud for nummer 16 står der en undseelig sten, der som regel bliver overset af de travle pendlere og forbipasserende. Den hedder ”druknestenen” og markerer en tragisk begivenhed, der fandt sted natten til den 27. november 1812.
Ifølge overleveringen kørte et brudepar med deres karet i Ladegårdsåen på dette sted og druknede. Men som så mange gamle historier er også denne blevet forvansket gennem tiden, så dens tråde til den lille dansk jødiske minoritet er blevet udvisket.
Der var ikke tale om et brudepar, men om gæsterne til en bryllupsfest.
Brudgommen Peter Mariboe var konverteret fra jødedom til kristendom og var nu blevet gift igen, efter at han året forinden havde mistet sin hustru. Festen blev holdt på det smukke landsted Rolighed på Frederiksberg, som Mariboe havde erhvervet et par år forinden.
Blandt gæsterne var en del med jødiske rødder. Således galanterihandler Falk Henriques, der var bror til brudgommens mor Isabella Henriques. Hun var også kendt som Bella, og den københavnske bydel Bellahøj er opkaldt efter hende.
Med til festen var også Falk Henriques hustru, Marie, for hvis skyld han havde forladt jødedommen og var konverteret til protestantismen, så de kunne gifte sig i 1809.
Falk Henriques’ søster, Lise Magnus, der var gift med glaslærredsfabrikant Jacob Morits Magnus, var også blandt de mange gæster.
Tilstede var måske også Henriques’ halvbror, regimentskirurg Samuel Frederik Henriques. Han havde som den første jøde i Danmark ved Kgl. Reskript af 17. januar 1798 fået tilkendegivet, at hans trosbekendelse ikke skulle være en hindring for, at han kunne bestride et statsembede.
Ulykken i åen
Kort før midnat sker ulykken. Et par af selskabets damer, deriblandt Lise Magnus og Marie Henriques, vil gerne hjem. Marie Henriques har en lille søn, Edward, der et par dage forinden er fyldt et år, og som hun sandsynligvis gerne vil hjem til.
Sammen med tre andre kvinder og en halvvoksen dreng tager de plads i en karet, som sætter kursen mod Købmagergade 16, hvor Marie Henriques’s ægtemand har sin galanterihandel.
Kareten kører med fuld fart ud i den mørke novembernat, ned ad det der i dag kendes som Rolighedsvej og rundt om hjørnet til Bülowsvej. Men da kusken skal have kareten rundt om det skarpe højresving mod Åboulevarden går det galt. Kareten skrider og styrter i det iskolde vand i Ladegårdsåen.
En af datidens aviser, ”Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn”, beretter den 1. december 1812:
”Natten mellem Torsdag og Fredag indtraf den høist sørgelige Ulykke, at en Karet, der kom fra Lystgaarden Rolighed i Nærheden af Kjøbenhavn, velted med de deri værende 5 Fruentimmer og en halvvoksen Dreng ned i Vandet, ikke langt fra Sankt Hans Hospital (Ladegaarden). Tre af Fruentimmerne og Drengen blev reddede, men de to af dem, Kjøbmand Henriques’ og Fabrikør M. J. Magnus’ Koner, fandt deres Død i Vandet. Begge efterlade sig Mindet om retskafne Ægtefæller og ømme Mødre, og deres sørgelige Dødsfald har opvakt en lige saa almindelig som rørende Sensation.”
En ekstra gravsten
De to ægtemænd indrykkede dagen efter en dødsannonce i Adressekontorets Efterretninger:
”Med yderste vemod opfylde vi den tunge pligt at bekendgiøre for Slægt og Venner den Ulykke der rammede os Natten mellem Torsdag og Fredag forleden. En Veltning med en karet berøvede os vore gode koner Marie Henriques, født Beck; og Lise Magnus, født Henriques. Vore Børn og vi begræde det smertelige tab. Forvissede om vore venners Deltagelse, frabeder vi os al Condolence, som blot vilde forøge vor Smerte.”
Ægtemændene frabeder sig altså al opmærksomhed, og beretningen om drukneulykken i Ladegårdsåen kunne også nemt ende her. Men med til historien hører et mysterium om Lise Magnus’ ’ekstra’ gravsten.
Marie Henriques og Lise Magnus blev begge begravet fra Falkonergaarden og kisterne nedsat i et fælles gravsted på Assistens Kirkegård den 2. december 1812.
Men Lise Magnus har også en gravsten på Mosaisk Nordre Begravelsesplads, og ifølge Mosaisk Troessamfunds optegnelser er hun ”død ved ulykkelig hændelse” og begravet på den jødiske begravelsesplads i Møllegade. Ifølge protokollerne fra Assistens Kirkegård på den anden side af Nørrebrogade fik hun dog en kristen begravelse her og er ikke siden blevet flyttet.
Efter den tragiske ulykke blev der plantet piletræer langs Ladegårdsåens bred, således at man på den mørke og uoplyste vej fremover kunne undgå lignende ulykker.
Druknestenen er oprindeligt en meget ældre vandstandsmåler, som så dagens lys, da åen blev oprenset i 1827. Det formodes at være på det tidspunkt, at stenen fik indhugget dato og årstal for ulykken.
Da Ladegårdsåen blev overdækket i 1897, fik stenen sin nuværende plads på Åboulevardens fortov, hvor den stadig står – gemt og glemt.
Billedgalleri til højre:
- Druknestenen, som den fremstår på dagens trafikkerede Åboulevard
- Landstedet Rolighed blev opført i 1770 på det, der senere blev Rolighedsvej på Frederiksberg.
- I Dansk-Jødisk Genealogisk Database står der om gravstenen:
“MAGNUS, Lise – kaldt “Lise NASCHE (NASCHOU)” fødenavn Henriques, gift med Moses [MAGNUS] Hebr. navn: Fradle bat Mordechai Naschou. Begravelsesdato: 1812,20.11 Begravelsesplads: Møllegade (Kbh.) D-1-26″
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!