”Du kan ikke være en ordentlig muslim, hvis du ikke kan lide halva”, siger Linda og rækker den traditionelle tyrkiske dessert lavet af sesampasta tilsat masser af sukker og eventuelt kakao eller andre smagsstoffer rundt.
Linda er jøde og dansker, og hun forbinder især halva med islam og Mellemøsten – og med Jødisk-Muslimsk Kvindenetværk (JMK), som hun er en del af. Netværket består af cirka 12 kvinder, som siden foråret 2013 er mødtes jævnligt for at udveksle erfaringer og tanker om at leve som religiøse minoriteter i et kristent, sekulært samfund og samtidig ikke helt være en del af mainstream i deres egne religiøse miljøer.
Lindas kommentar, som efterfølges af spredt latter og en efterfølgende munter diskussion om, hvorvidt en smag for halva hører med til at være ’en ordentlig muslim’, falder en varm aften i maj, hvor de fleste af netværkets medlemmer er samlet i en gårdhave på Østerbro.
De er bænket omkring et langt bord i gården, hvor Lone, denne aftens vært, har serveret linsesuppe, som hendes mand, Søren, har lavet. Efter suppen kommer der frugt, koldskål og søde sager – blandt andet halva – på bordet.
Fælles erfaring med at være udsat
Siden netværket blev stiftet, er kvinderne mødtes med nogle ugers mellemrum, enten for at være sammen privat omkring et måltid eller for at deltage i kulturelle og religiøse arrangementer sammen.
De har fx deltaget i nytårs- og forårskoncerter samt nytårskure i synagogen i Krystalgade, en koncert med marokkanske musikere i folkehuset Absalon på Vesterbro og fællesspisning samme sted, åbent hus i Den Albanske Moské under Kulturnatten og lysoptoget på årsdagen for terrorangrebet i Krudttønden og Synagogen.
”Vi har en fælles erfaring med at være udsat, en særlig vagtsomhed, som det nok er svært at forstå, hvis man ikke tilhører en minoritet”, siger Lone, der præsenterer sig som ”venstreorienteret jøde og jyde med marokkansk baggrund”.
Hun er medlem af menigheden ved synagogen i Krystalgade, men forklarer, at fordi hun rent politisk befinder sig til venstre, er hun ikke ”mainstream” der.
Det samme gælder de øvrige af netværkets deltagere. Ingen af dem føler sig som en del af den etablerede midte i de menigheder og trossamfund, de tilhører, men snarere lidt ’på kanten’. Det hænger blandt andet sammen med deres fortolkning af religionen, forklarer Lone.
”Jeg går ind for reformer af det religiøse liv i den ortodokse menighed, som jo favner mange jøder. Reelt følger meget få af dem ortodoksiens regler; det er måske 5 %. Så det er lidt som en fodboldklub, hvor 95 % spiller basket. Det synes jeg jo er lidt skørt”, siger hun med et grin.
”Man kunne så sige, at vi kunne flytte over i en anden klub, fx reformmenigheden i København. Men der føler jeg mig ikke helt hjemme, for den er især amerikansk influeret. Jeg føler mig hjemme i moderne jødedom, som kan rumme forskellighed og tilpasning til nutiden”, siger hun og tilføjer, at det er afgørende for hende, at hun og hendes børn har deres venner i menigheden i Krystalgade.
Optaget af kvindernes status
En af hendes venner er Linda, som også er med i Jødisk-Muslimsk Kvindenetværk. Også hun er medlem af menigheden i Krystalgade, selv om hun langtfra deler alle de traditionelle holdninger til fx forholdet mellem kønnene.
”Men det er alligevel min menighed. Det er der, mine børn har stået bar mitzvah, og jeg er endda medlem af synagogeforstanderskabet. Der sidder vi 7-8 mænd og fire kvinder, og det er ret nyt, at kvinder kan være med. Jeg er en rød klud i hovedet på mændene, når jeg kommer ind ad døren”, siger Linda.
”Og når vi har morgen- og aftengudstjeneste, hvor der ifølge traditionen skal være ti voksne mænd til stede, for at den kan gennemføres, siger jeg ofte, at hvis de mangler en, kan jeg godt træde til. Jeg synes, at jeg er mindst lige så kvalificeret som mændene. Men de griner ikke engang, når jeg tilbyder at bidrage”, siger hun.
Kvindernes status og vilkår inden for både jødedom og islam er noget af det, der optager kvinderne i netværket, fortæller Nadia, der har en palæstinensisk-muslimsk far og en mor med rødder i England og den anglikanske kirke. Hendes forældre blev skilt, da hun var to år, og hun voksede op hos sin mor og blev både døbt og konfirmeret. Men som ung konverterede hun til islam.
Hun har en bachelorgrad i mellemøststudier og arabisk og en kandidatgrad i islamiske studier, og hun er meget optaget af den patriarkalske fortolkningstradition, der findes inden for islam og jødedom, og de vilkår, disse traditioner har resulteret i for jødiske og muslimske kvinder.
”Hvad det angår, har vi virkelig et fælles anliggende, og som muslimer kan vi hente stor inspiration i de feministiske miljøer inden for jødedommen, for den islamiske feminisme kom jo senere til”, siger hun.
Aminah, der har skrevet en række bøger om islam og netop har færdiggjort manus til en bog om kvinderne og Koranen, nikker. Hun er også optaget af kvindernes status i islam og af moderne fortolkninger af religionen, der muliggør, at man kan leve som praktiserende i et demokratisk og moderne samfund som det danske.
Hun har ofte skrevet om det i både kronikker, debatindlæg og bøger, men oplever, at der stort set ingen reaktioner kommer fra det muslimske miljø i Danmark. Blandt andet derfor er det en stor glæde for hende, at hun i netværket har fundet kvinder, hun kan drøfte disse emner med.
”Jeg synes jo, at jeg har noget at bidrage med i forhold til at reformere religionen, så vi kan skabe en bedre fremtid for alle. Så det kan føles meget ensomt, hvis ingen tager imod det, man gerne vil give til fællesskabet. Her bliver der taget imod det”, siger hun.
Muslimske kvinder savner fællesskab
Lone tilføjer, at kvinderne har mange fælles værdier, men at hun har iagttaget en afgørende forskel på netværkets muslimske og jødiske medlemmer.
”De muslimske kvinder giver udtryk for, at de mangler et fællesskab, hvor de føler sig velkomne som kvinder og muslimer med deres tolkning af religionen, og hvor der er interesse for deres holdninger. Der har vi som jødiske kvinder den fordel, at vi faktisk er en del af et fællesskab, hvor vi kan drøfte vores holdninger med andre. Vi har nogle at være uenige med. Det har I ikke”, siger hun henvendt til Aminah og Nadia.
Aminah nikker. ”Det værste er at blive ignoreret”, siger hun, og Nadia tilføjer: ”Når vi har været med på besøg i synagogen, har jeg klart fået indtryk af, at det er lettere at komme i snak med folk der end i moskeerne, hvor alting er mere etnisk opdelt. Jeg kunne godt drømme om sådan et fællesskab”.
Lone nikker: ”Ja, jeg er en del af et fællesskab der, og så har jeg flere andre kvindefællesskaber, hvor jeg føler mig godt tilpas. Men netværket her er også vigtigt for mig. Det er et værdifællesskab og et fordomsfrit forum, hvor vi har en særlig fortrolighed, fordi vi ved, hvad det vil sige at være en minoritet i flere sammenhænge”.
Aminah supplerer: ”Det er nok ikke tilfældigt, hvem der engagerer sig i tværreligiøse sammenhænge som fx vores netværk. Jeg har altid tilhørt et mindretal sprogligt, fordi jeg voksede op som en del af det danske mindretal i Sydslesvig. Hjemme talte vi rigsdansk, i skolen lærte jeg højtysk og senere engelsk og fransk, mens min mors familie var jysk fra Vejleegnen, og min fars familie talte plattysk, når de var på besøg.”
”Religiøst er der også stor forskellighed, for vi har haft Jehovas Vidner i familien, der senere blev katolikker, og der var også en mormon. Min morbror udvandrede til New Zealand, og hans familie har siden tilhørt mange forskellige kristne kirker”. Aminahs forældre tilhørte den danske kirke i udlandet, og selv blev hun døbt og konfirmeret, men konverterede som voksen til islam.
”Men min erfaring med at være mindretal går tilbage til barndommen. Det har præget mig meget, at den danskhed, jeg voksede op med, var en åben og rummelig danskhed. Og så har det også betydet meget, at jeg og mine skole- og spejderkammerater var børn af krigsveteraner, dansksindede, som var blevet tvunget i krig på tysk side”, siger hun og tilføjer:
”Så har man den der tankegang med sig med ”aldrig mere”. Jeg tænder altid lys i vinduerne den 4. maj om aftenen. Frihed er ikke en selvfølge, men et gode, som vi bør påskønne noget mere”.
Katastrofen
Maia nikker. Hun er vokset op i en sekulær familie med en jødisk far, hvis familie stammede fra Rusland. Som barn gik hun på den jødiske Carolineskole og derefter på en ikke-jødisk skole. Da hun i den ikke-jødiske folkeskole hørte om Holocaust og kz-lejrene, blev hun klar over, at det traume, hun fornemmede i sin familie, stammede derfra. Både hendes far og bedsteforældre havde været kz-fanger, og de erfaringer var som skygger, der indimellem dukkede frem.
”Jeg spurgte min far om det, og så fortalte han lidt. Det vakte en form for stillingtagen i mig og en stor interesse for xenofobien og dens årsager. Det blev helt nødvendigt for mig at beskæftige mig med det i min ungdom”, siger hun og tilføjer, at hun i begyndelsen tænkte, at Tyskland måtte være et frygteligt sted, når nazismen havde udviklet sig der.
”Men den tankegang protesterede min far meget voldsomt imod. Han var meget bange for generaliseringer, for han havde jo netop mærket konsekvenserne af dem”.
Maia fortæller, at hun i det jødiske miljø som ung mærkede en fjendtlig og frygtsom holdning til den arabiske verden og arabere generelt, og det var vanskeligt for hende at finde en måde at forholde sig til hele Israel-Palæstina-problematikken.
”Jeg har været meget i Israel, og det har været og er et meget stort problem, at den katastrofe, der fandt sted i Europa, kom til at gå ud over et andet folk. Åh, hvor har jeg brugt meget tid og energi og mange kræfter på at bekymre mig om det sted på jorden, og bekymringen er jo ikke mindre en dag som i dag”, siger hun.
Andre ved bordet taler om, at det er godt for dem at være samlet netop denne dag, som er 70årsdagen for staten Israels oprettelse, der af palæstinenserne huskes som al-Nakba, katastrofen.
Fatima-Azzahra, der har baggrund i Marokko, siger: ”I Marokko har mange muslimer haft jødiske naboer; det var helt almindeligt. Der er ikke ret mange jøder tilbage, men alle kender til jødedommen”.
Maia sidder lidt stille, så tilføjer hun: ”Det har været vigtigt for mig at blive venner med og være i dialog med muslimer. Den måde, mennesker udgrænses og stigmatiseres på, giver jo deja-vu på den dårligste måde. Dengang var det jøderne, det gik ud over, nu er det i høj grad muslimerne. Den jødiske historie gør også, at man bliver opmærksom på de generaliseringer og dæmoniseringer, der præger et samfund, det udgrænsende sprog.”
Jonas eller Osama på besøg i synagogen
Lone nikker: ”Udsatheden har vi til fælles. Se bare med omskæringsdebatten nu. Men også det, at man på en måde er usynlig ude i samfundet. Man går rundt med sin verden indeni, og den bliver ikke afspejlet i verden omkring én”.
”Det kan fx være meget specielt at sidde og spise frokost på sit arbejde og vide, at man skal hjem og gøre klar til nytårsfest, men man taler ikke med nogen om det, og dagen efter er der heller ikke nødvendigvis nogen, der spørger til det, for de aner det ikke”.
Linda supplerer: ”Da mine børn var mindre, holdt vi jul med flæskesteg og det hele, men efterhånden holdt vi op med det. Op til jul, når alt i to måneder nærmest ikke handler om andet, kan man virkelig føle sig som en outsider, selv om man ser Disneys juleshow og det hele. For samtidig ved man jo, at det ikke ses ude i samfundet, når det er chanukkah.”
Men selv om jøder og muslimer har meget til fælles, er åbenheden over for ’de andre’ imidlertid ikke lige stor overalt i de jødiske og muslimske kredse, fortæller kvinderne. Og derfor ser de det som en vigtig opgave for netværket at åbne deres respektive bagland mere op for tværreligiøs dialog.
Linda har fx flere gange inviteret grupper af muslimer med hen i synagogen, og det giver ofte anledning til gode samtaler om forskelle og ligheder mellem islam og jødedom.
”Engang havde jeg en gruppe unge muslimer med i synagogen. En pige spurgte mig, om jeg troede på Gud, og jeg svarede nej. Så sagde hun ’så kan du da ikke være jøde’. Så forklarede jeg hende, at vi er meget praktiserende derhjemme, holder shabbat og overholder alle helligdagene”.
Linda har også flere gange haft muslimer med til arrangementer i synagogen og har sat sig sammen med dem for helt konkret at markere sit tværreligiøse engagement.
”Jeg vil gerne skabe et rum, hvor de mere traditionelle jøder kan se, at muslimer og jøder kan være venner. Nogle føler sig nok provokeret af det, men netop derfor skal vi vise, at det er muligt”.
Nadia smiler og siger: ”Da jeg var med i synagogen og menighedshuset og havde min yngste søn med, var jeg glad for, at han hed Jonas og ikke Osama”.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!