En kvinde fortæller, at det tog hende syv år at vænne sig til den. For en anden er det en overvindelse at tage den på om morgenen, og at der er noget traumatisk over bryllupsdagen, når den bliver et fast element i dagligdagen.
Det handler om parykker, og i starten af filmen gør en håndfuld ultraortodokse kvinder sig deres tanker. Parykken er et ydre tegn på kvindens ægteskabelige status, på at hun er en dydig kvinde, og på den anden side er deres tanker meget intime og meget private.
Rachel Elitzur kommer fra en ultraortodoks baggrund, og med sin film skildrer hun spændingsfeltet mellem sin person og den frigjorte vilje, og et massivt socialt pres fra omgivelserne. Hun har selv været hele turen igennem, og det er den fortælling, hun har omsat i film.
Opvæksten fandt sted i en ultraortodoks landsby, en moshav, i det nordlige Israel. Hun beskriver det som et sted med køer og masser af blomster. Der var hverken tv, biografbesøg eller computere, men hun læste en masse.
Spørgsmålene kom efter en skilsmisse
”Da jeg var 17, flyttede vi til Tel Aviv forstaden Bnei Brak”, fortæller hun, da Goldberg møder hende.
”Jeg kom på en stor, ultraortodoks pigeskole, og jeg mødte en verden, som jeg ikke havde kendt før. Som 20-årig blev jeg gift med en mand, der netop var indvandret fra USA”.
Op til brylluppet spurgte hun ikke sig selv, hvorfor hun købte en paryk. Men da hun af forskellige årsager blev skilt, begyndte spørgsmålene at melde sig.
”Parykken generede mig voldsomt på det emotionelle område”, fortæller hun. ”Efter brylluppet tilhører kvindens hår hendes mand, og som fraskilt kvinde generede denne intimitet mig. Jeg ønskede at skilsmissen skulle være total!”
Håb på det bedste. Bed til gud
Dette er imidlertid lettere sagt end gjort, og det er denne følelsesmæssige rejse, Rachel Elitzur tager os med på. Hun konsulterer sine forældre. Faderen forklarer, at der ikke er nogen vej tilbage. Godt nok er hun nu fraskilt, hvilket i dén verden er et problem i sig selv, men dette giver hende ikke mulighed for at vende tilbage til sin tidligere status som ugift.
Faderen er en varm mand, og man fornemmer hans personlige frustration over ikke at kunne være der hundrede procent for sin datter. De er begge oppe imod nogle tunge sociale normer, som det er meget vanskeligt at frigøre sig fra. Da hun spørger sin far om hendes udsigter til at finde sig en ny mand, er hans svar, at man kun kan håbe det bedste og bede til Gud.
En elskelig bedstemor sætter tingene i perspektiv. Hun bruger ikke paryk, for hun var ung i en tid, hvor valgfriheden var større og normerne mindre stringente.
Om hun ville investere 10.000 shekel i en paryk?
Under ingen omstændigheder.
Men så 1000?
Heller ikke.
Hvor meget så?
Hun ville måske overveje 100, hvilket både hun og Rachel ved, er en helt urealistisk pris. Hun argumenterer med, at parykker da i det mindste lignede parykker før i tiden, men at de i dag er så naturtro, at de til forveksling ligner ægte hår. Og hvad er så meningen med det hele? Bedstemoderen synes, det er penge lige ud ad vinduet, og at der er så mange andre formål, man i stedet kunne understøtte økonomisk. Men hun er heller ikke fordømmende, for hun forstår godt, hvilken social klemme Rachel befinder sig i.
“Giver ingen mening”
”Der står intet om parykker i skrifterne, kun at en kvinde skal tildække sit hår”, siger Daniel Sperber ved receptionen efter forevisningen. I filmen, som i det virkelige liv, er han rabbiner i en menighed i det jødiske kvarter i Jerusalems gamle bydel og dermed den, som Rachel opsøger med sin tvivl.
Men han er også professor i Talmud ved Bar Ilan Universitetet, og i den egenskab har han markeret sig med sin holdning, at fortolkningen af buddene er blevet unødigt streng gennem de senere år.
”Det er et stort problem, når den slags udvikler sig til en nærmest uomgængelig skik, og navnlig når parykken i den grad ligner ægte hår, mister det enhver logik,” siger han. ”Kvinden ligger under for et enormt socialt pres, der forhindrer hende i at udtrykke sin virkelige vilje, og dét er et mønster, som er meget vanskeligt at bryde.”
I filmen går Rachel Elitzur for første gang til en sekulær damefrisør, som beundrer hendes ægte hår. Lidt efter lidt bliver hun bekræftet i, at hun har noget smukt og naturligt, og hun finder sig bedre til rette i sin egen krop.
I det virkelige liv havde hun først job på en ultraortodoks arbejdsplads, men så fandt hun arbejde ved den religiøse Maale School of Television, Film & Arts, hvor hendes film også blev til. Dér var omgivelserne mere åbne for hendes nye åbenhed.
Frihed og tradition
Hun fortæller, at det bestemt ikke er hendes hensigt at bryde med religionen og troen.
”Jeg håndterede presset omkring min beslutning ved at bede til Gud”, smiler hun. ”Jeg stod i en situation, hvor min paryk var gammel og slidt, og jeg skulle investere i en ny, hvis jeg fortsat ville gå med den. Men en paryk koster 13.000 shekel, og jeg følte, at det var mange penge for noget, som jeg ikke havde brug for og heller ikke ønskede”.
Hun har taget et par sorte handsker på, da vi møder hende. Dette forklarer hun som endnu et skridt bort fra de snærende normer. Hun vil nemlig gerne kunne give en mand hånden, hvilket en kvinde bestemt afholder sig fra i den ultraortodokse verden.
På denne måde har hun skabt sig et personligt råderum, som giver hende frihed uden at hun helt skal frakende sig sin tradition. Et kompromis der på mange måder også er filmens budskab.
Covered up. Israel, 2018. 52 min. Instruktion og manus: Rachel Elitzur. Produktion og cinematografi: Avigail Sperber.
Filmen var med på dokumentarfilmfestivalen DocAviv 2018.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!