I dagene op til FN’s Verdens Autismedag den 2. april publicerede The New York Times en artikel af forskeren Edith Sheffer (University of California, Berkeley), som er på trapperne med bogen: Asperger’s Children: The Origins of Autism in Nazi Vienna.
Forfatteren stiller i bogen forskeren og børnelægen, der lagde navn til diagnosen Aspergers Syndrom, til regnskab for hans medvirken til under det nazistiske racehygiejneprogram at have stemplet børn som degenererede og sendt dem i døden.
Sheffer slår til lyd for, at vi ophører med at bruge betegnelsen Asperger ”for at ære de børn, der blev dræbt i hans navn, og dem der stadig bærer hans stempel”, som hun skriver i NY Times.
Hans Asperger (1906-1980) arbejdede som børnelæge og senere professor på Universitetet i Wien, hvor han deltog i diagnosticeringen af børn, der udviste en såkaldt afvigende social adfærd og en ”manglende interesse i Det Tredje Riges aktiviteter som Hitlerjugend”.
Han havde i 1937 advaret mod en klassificering af børn, idet ”det er umuligt at etablere et strengt sæt kriterier for en diagnose”, men piben fik en anden lyd efter Nazitysklands annektering af Østrig, skriver Sheffer.
Diskussionen om Hans Aspergers rolle i eutanasien er ikke ny, men Sheffer gør i sin bog op med myten om, at han skulle have været en psykiatriens Oscar Schindler, der hjalp en særlig gruppe børn med autistiske træk og høj begavelse, som han mente kunne blive fremtidens kunstnere og videnskabsmænd.
Nej, skriver Sheffer, en del af Aspergers patienter blev sendt direkte i døden efter anbefaling fra Asperger, der fremhævede børnenes ”grusomhed” og ”sadistiske træk” og advarede mod at have dem gående rundt på gaden som senere dysfunktionelle voksne.
Sheffer henviser til de mindst 5000 børn, der forsvandt på særlige børneklinikker, herunder især den berygtede Am Spiegelgrund. Her var Erwin Jekelius, Hitlers svoger og tidligere kollega til Hans Asperger, leder for det, der reelt var en udryddelsesfabrik for børn under Hitlers eutanasiprogram fra 1939.
Aspergers syndrom
Hans Asperger lagde navn til en udbygning af diagnosekriterierne for autisme, hvis første kortlægger hed Leo Kanner. Kanner fandt i samme periode som Asperger fællestræk hos børn, der havde problemer med sprogudvikling og social interaktion, men årsagen skulle iflg. Kanner findes hos de ”køleskabsmødre”, der ikke havde kunnet etablere en følelsesmæssig tilknytning til barnet.
Asperger havde på sin børnepsykiatriske klinik en gruppe børn, der faldt uden for kategori: de var sprogligt normalt udviklet og normalt til højt begavede, men havde de samme problemer med non-verbal kommunikation kombineret med begrænsede og gentagelsesprægede adfærdsmønstre.
Asperger skrev en række tekster om børnene, som ved hans død i 1980 kun forelå på tysk, indtil en anden forsker på området, Lorna Wing, kom på sporet af Aspergers artikel fra 1944 om ”Autistisk Psykopati”.
Aspergers tekster blev oversat og Aspergers Syndrom optaget i Verdenssundhedsorganisationen WHO’s internationale diagnosesystem ICD-10 og i American Psychiatric Association’s manual.
Leo Kanners definition af dysfunktionelle børn med køleskabsmødre blev omdefineret, og Asperger blev kendt for sin nuancering af autismediagnosen, som banede vej for den nyere forskning på området. En forskning der den dag i dag er højaktuel, idet 1 ud af 100 danske børn får stillet en autismediagnose og 1 ud af 75 i Storbritannien.
Aspergers syndrom er som diagnose dog på vej ud. Den er allerede afskaffet i USA, og i Danmark gik Sundhedsstyrelsen i 2014 bort fra at bruge den. Udviklingen peger i stedet på at diagnosticere inden for det generelle ”autismespektrumforstyrrelser” (ASF). Men kriteriet for Aspergers syndrom findes stadig i WHO’s diagnosesystem.
Slagtehus Wien
Diskussionen af Hans Aspergers virke inden for rammerne af den nazistisk definerede forskning er ikke ny. I 2015 udkom Steve Silberman’s bog Neurotribes: The Legacy of Autism and How to Think Smarter about People who Think Differently, som gennemgår historien bag Hans Aspergers metoder på klinikken i Wien.
Klinikken, der ifølge Silberman var ”100 år forud for sin tid”, var oprindeligt oprettet i 1911 af lægen Erwin Lazar, der indskrev sig i den progressive Heilpädagogik (”Helsepædagogik”, som ikke refererer til at heile, men til at se mennesket som en helhed, red.)
I en anmeldelse i det britiske blad The Spectator skriver en af verdens førende autismeforskere, Simon Baron-Cohen, professor i psykopatologi på University of Cambridge, hvordan der på børneklinikken blev brugt musik, drama og naturhistorie til at undervise børnene.
Silberman gør i sin bog rede for situationen anno 1943 i Wien, som, da Asperger afleverede sin afhandling, var blevet ”et slagtehus af surreel brutalitet”.
Wiens store jødiske befolkning på 200.000 var blevet deporteret og udslettet. Under det nazistiske racehygiejneprogram blev 62.400 mennesker med skizofreni, epilepsi, nedarvet blindhed og andre handicaps tvangssteriliseret i 1934. Lægestanden i Wien blev kraftigt decimeret, idet 3200 af de i alt 5000 læger var jøder, og Hitlers racekriterier blev gennemført.
Det var i denne atmosfære, at Hans Asperger den 3. oktober 1938 holdt sin første forelæsning om autisme på Universitetshospitalet i Wien.
Han erklærede, at ”ikke alt, hvad der falder udenfor og er ’abnormt’, er nødvendigvis inferiørt”. På det tidspunkt blev jødiske kvarterer ødelagt og jøder slæbt ud af deres huse. En måned efter kom Krystalnatten.
Iflg. Silberman udviste Hans Asperger ikke bare ved denne lejlighed, men også i andre sammenhænge, et stort mod, idet han også i sin specialeafhandling beskrev børn med autisme som talentfulde ”mini-professorer” og potentielle opfindere, som i en nazistisk kontekst ville blive fremragende kodeknækkere i Det Tredje Riges tjeneste.
Silberman taler i sin bog for, at Hans Asperger, der modsat sine overordnede aldrig blev medlem af nazistpartiet, var alt andet end nazisympatisør, men tværtimod ved sine konklusioner var en slags Oscar Schindler for de stemplede børn.
Newspeak
Silberman beskriver også, ifølge Baron-Cohen, hvordan det systematiske eutanasiprogram blev gennemført i overensstemmelse med alle orwell’ske principper for sproglig propaganda: Handicappede blev refereret til som ”uregerlige terapiemner”, eutanasiprogrammet kaldtes ”negativ befolkningspolitik”, og drab blev kaldt ”endegyldig medicinsk hjælp”. Klinikkerne, hvor handicappede børn blev dræbt, blev kaldt ”Børnespecialafdelinger”.
Også Silberman gennemgår drabene på 789 børn på Am Spiegelgrund og kældrene, hvor deres hjerner blev opbevaret i forskningsøjemed. Mere end 200.000 handicappede børn og voksne blev udryddet og krematorieovne opstillet i forlængelse af ”klinikkerne”.
Hans Asperger var en af de læger, der bedrev forskning i dette miljø. I bogen In a Different Key fra 2016 beskriver journalisterne John Donvan og Caren Zucker, hvordan Asperger egenhændigt underskrev dødsdommen for en lille pige i hans varetægt. Hertha Schreiber, som havde hjernebetændelse, blev sendt til Am Spiegelgrund, hvor Aspergers tidligere kollega, Erwin Jekelius, som tidligere nævnt var leder.
Ikke desto mindre fastholder Silberman, at Hans Asperger befandt sig i en konstant farlig situation, hvor Gestapo to gange kom for at arrestere ham på klinikken, men gik forgæves. Og han kritiserer de to forfattere for at undlade at nævne Aspergers understregning af, at hans patienters handicap var uadskillelige fra deres særlige evner.
Silberman fremfører, at diskussionen om Aspergers sympatier, og ikke mindst hans handlinger i det mørke kapitel af Wiens historie, har kørt i årtier.
I en artikel i National Public Radio “Was Dr. Asperger a Nazi? The Question still haunts Autism” skriver Silberman at skulle beviserne for Aspergers medvirken til drab på børn indfinde sig, er den vigtige lære ikke, hvordan brutale regimer som Det Tredje Rige driver onde mennesker til at bedrive ondt, men at de er i stand til at drive mennesker med gode intentioner ud i at gøre uhyrlige ting. Og Aspergers forskning bør af den grund ikke ignoreres. Asperger fortsatte sit virke efter krigen og blev støttet af Viktor Frankl, som selv var deporteret jøde.
Edith Sheffers bog afventes med spænding. Det samme gør dokumentationen fra historieprofessor Herwig Czech ved universitet i Wien, hvis farfar var nazist, og som har viet sit liv til at dokumentere det Tredje Riges medicinske historie. Hans indlæg forventes inden længe publiceret i tidsskriftet Molecular Autism.
Se DR1 prisbelønnede dokumentarserie om mennesker med autisme ”De skjulte talenter” fra 9. april og 3 mandage frem.
For mere information om autisme:
www.autismeforening.dk
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen.
