I midten af 1800-tallet bosatte Abraham Heine sig i den lille by Snøde på Langeland. Han ernærede sig som bager og blev kendt i lokalsamfundet som ”jøden i Snøde”.
Historien om jøden i Snøde er en af dem, museumsdirektør Janne Laursen har med, når hun rejser rundt i landet og fortæller om dansk-jødisk liv og indvandringshistorie. En dag ved et foredrag i Selskabet for Dansk Jødisk Historie rejste en ældre herre i forsamlingen sig og fortalte, at Abraham Heine var hans tip-tip-oldefar.
Efterkommeren af jøden i Snøde er ikke blot én af en stor mængde efterkommere af indvandrede jøder i Danmark. Han er også et levende spor af en næsten glemt del af dansk-jødisk liv: Det jødiske liv i provinsen.
Frem til midten af 1800-tallet boede op mod halvdelen af Danmarks jøder i provinsbyer som Faaborg, Fredericia, Horsens, Randers og Aalborg. Dengang havde byerne synagoger, og den dag i dag er begravelsespladserne bevarede, men menighederne i provinsen er forsvundet.
Nogle jøder flyttede til København. Andre blev hurtigt opslugt af det danske folkehav, så de jødiske rødder i dag højst er en familiekrønike. Mange finder først ud af det, når de graver i familiens historie.
Et museum for hele Danmark
Når Dansk Jødisk Museum netop har udgivet bogen ”En Indvandringshistorie – Jøder i Danmark i 400 år”, er der ikke mindst fokus på den landsdækkende fortælling. Bogen – og museet som helhed – interesserer sig for alle spor efter de jødiske indvandrere i Danmark og for datidens forhold til integration, assimilation, identitet og tilhørsforhold. Også for dem, der både geografisk og åndeligt ligger meget langt fra det dansk-jødiske hovedsæde i Krystalgade.
”Vi er et museum for hele Danmark, og vi arbejder med at vise diversiteten i jødisk liv i Danmark. Der er ofte en stereotyp opfattelse af, at alle jøder er på en bestemt måde, og at alle jøder drikker kaffe sammen. Det er ikke det sande billede, så det er vigtigt for os at vise diversiteten. Vi er et sekulært og landsdækkende museum, og alle, der føler et tilhørsforhold til det jødiske, er interessante for os”, siger Janne Laursen.
Efterkommerne af indvandrede jøder tæller mange tusinde mennesker, mens jødiske menigheder i dag er relativt små.
”Det er et eksempel på en indvandring, der har givet et væsentligt bidrag til Danmark. Og en god integrationshistorie. Men vi ser også nogle af de samme problemer, som findes blandt andre indvandrergrupper. For eksempel det, at man har et dobbelt nationalt tilhørsforhold. Det er en modernitet, som er kommet for at blive”, siger Janne Laursen, der understreger, at det naturligvis er op til læseren selv, om man vil drage paralleller til andre tiders indvandring.
”Jeg synes, det er værd at bemærke, at der er rigtig mange ting, der ikke ville være skabt i Danmark, hvis det ikke havde været for den jødiske indvandring. Men det handler om mennesker. For os er det ikke så vigtigt om man praktiserer jødedommen i dag”.
Gamle jøder – russerjøder
En anden grund til, at man netop har valgt at gribe historien an som en indvandringshistorie er, at de forskellige bølger af indvandring ikke blot har haft betydning for stor-samfundet, men også internt i det jødiske miljø. I det interne hierarki spørges der til, om man stammer fra en af de gamle jødiske familier eller fra ”russerjøderne”, der kom hertil i slutningen af 1800-tallet og frem til første verdenskrig. Eller er man en af de polske jøder, der kom hertil i slutningen af 1960’erne?
”Det betyder rigtig meget, hvilken bølge af indvandrere man stammer fra. Udenfor det jødiske samfund ved man ikke ret meget om det, og det er en fantastisk historie, som vi har valgt at tage med i denne her bog”, siger hun.
”Samtidig har det jo også haft stor betydning for menigheden, at den er blevet revitaliseret gennem bølgerne af indvandring. Og der er vel en vis sandsynlighed for, at der ikke havde været en jødisk menighed i dag, hvis det ikke havde været for en fortsat indvandring”.
Det afgørende 1800-tal
En anden åbenlys grund til at fokusere på indvandring er, at det netop i disse år er 400 år siden, Christian IV inviterede de første jøder til at bosætte sig i det daværende danske Slesvig-Holsten. Det var velhavende sefardiske jøder, der i 1492 var blevet uddrevet fra Spanien, og som den danske konge i første omgang inviterede til at bosætte sig i Glückstadt ved Elben, en by kongen havde etableret som en dansk modpol til det blomstrende handelscentrum Hamborg.
De sefardiske jøder havde de bedste handelsforbindelser rundt omkring i Vesteuropa og i Middelhavsområdet.
De første 200 år på dansk jord levede medlemmerne af det jødiske samfund meget isoleret fra det øvrige danske samfund, men 1800-tallet blev på mange måder definerende.
I 1814 fik jøderne i Danmark deres ”frihedsbrev”, men det var også i 1800-tallet, de eneste voldelige antisemitiske optøjer i Danmark – jødefejden i 1819 – fandt sted. Samtidig bølgede diskussionerne, om det var muligt at være både dansker og jøde.
I kirkelige kredse var det en udbredt opfattelse, at man skulle være kristen for at være dansker, mens jøderne følte sig som danskere – i takt med at nationalismen havde fået tag i befolkningen.
Men 1800-tallet blev også det århundrede, hvor danske jøder for alvor fik etableret sig i erhvervslivet og inden for kultur og videnskab.
”Det er i denne periode, at jøder for alvor bliver en integreret del af forretningsverdenen. Det havde været helt utænkeligt i 1700-tallet. Der skete et kvantespring, hvor jødiske entreprenører sætter sig spor for eftertiden med produkter som Tuborg, Rød Aalborg, Bing & Grøndahl porcelæn, Hirschsprungs cigarer og meget mere”, forklarer Janne Laursen, der fortæller, at museet har et ph.d.-projekt i støbeskeen om netop denne tid og de jødiske entreprenører.
I denne omgang er det dog en letlæselig bog, der er blevet udgivet af Dansk Jødisk Museum. Bogen henvender sig til et bredt publikum, der gerne vil have en introduktion til jødernes historie i Danmark.
Bogen er skrevet af Cecilie Felicia Stokholm Banke, Signe Bergman Larsen, Janne Laursen, Martin Schwarz Lausten og Hanne Trautner-Kromann og er udkommet på både dansk og engelsk.
Se Dansk Jødisk Museums interaktive Danmarks kort over jødisk liv i hele Danmark.
Jødisk indvandring i Danmark:
1620’erne: 30 sefardiske familier bosætter sig i Christian IVs nye by Glückstadt ved Elben.
1640: Altona bliver indlemmet i hertugdømmet Holsten. Her bor der allerede en del jøder, der senere får adgang til andre områder i kongeriget.
1674: Der bliver indført særlige privilegier i Fredericia, hvor flere jøder bosætter sig.
1760: I 1700-tallet er det jødiske samfund stadig meget lille. I 1760 bor der ca. 650 jøder i København.
1882: Fra 1882 til 1914 kom mellem 10.000-12.000 jøder til Danmark på flugt fra pogromer i Rusland. Cirka 3000 bliver boende. Resten rejser videre, primært til Amerika.
1933: Selvom den danske indvandrerpolitik var meget restriktiv, efter at nazisterne kom til magten i Tyskland, ankom op mod 4000 jøder i perioden 1933-1940. Mange rejste videre bl.a. til Palæstina.
1969-1973: Op mod 3000 polske jøder flygtede til Danmark fra antisemitisk forfølgelse i det kommunistiske Polen.
1970-1980’erne: Det var specielt for Danmark, at mange ikke-jøder tog på kibbutz-ophold i Israel. I kølvandet på det kom der nogle ægteskaber og en vis jødisk indvandring, men mange danske jøder emigrerede også til Israel.
Billedgalleriet til højre:
- Bogen En Indvandrerhistorie – Jøder i Danmark i 400 år er netop udkommet på dansk og engelsk.
- Et opslag fra bogen med de mange synagoger i provinsen, der blot er et fjernt minde i dag.
- Jødisk liv i Danmark af i går. Den tidligere formand for WIZO Meta Melchior (1901-1982) bag en bod ved WIZO-basaren i 1979.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!