”Du må forstå en ting,” siger den israelske dokumentarist Anat Yuta Zuria, ”vi er ikke imod ultraortokse. De må leve som de vil, så længe de overholder landets love. Det, vi ønsker at skabe opmærksomhed om, er de forbrydelser, der begås mod børn i disse isolerede miljøer, hvor magtfulde, voldelige mænd dækker over hinanden, og ingen tør gå til politiet”.
”Det handler om, at menneskerettighederne skal overholdes. Også i den lukkede verden, som de ultraortodokse jøder har skabt midt i det israelske samfund”.
Sammen med sin datter, filminstruktøren Shira Clara Winther, står Anat Yuta Zuria bag dokumentarfilmen Conventional Sins, som vises på filmfestivalen CPH:DOX 15.-23. marts.
Den knugende doku-noir, optaget i den ultraortodokse bydel Bnei Brak, vandt førsteprisen på Jerusalem Film Festival sidste år og vakte stor opmærksomhed i Israel, hvor den brede offentlighed her for første gang fik indblik i et problem, som lederne i det ultraortodokse jødiske miljø ikke ønsker omverdenens indblanding i.
Holdningen i visse dele af det stærkt kønssegregerede ultraortodokse miljø er, at seksuelle overgreb mod drenge er en ’mindre synd’, set i forhold til overholdelsen af de strikte religiøse regler, som bl.a. forbyder enhver kontakt mellem kønnene inden ægteskab.
”Derfor ser forældre, lærere, rabbinere og andre voksne stiltiende til, selvom de ved, krænkelserne foregår midt i deres eget samfund. Og ofrene, børnene, forstår hurtigt, at de må fortrænge deres oplevelser og ikke fortælle nogen om overgrebene. Skyldbelægningen af børn, der afslører, hvad de har været udsat for, er massiv,” siger Shira Clara Winther.

En stærk stemme
Filmen følger 37-årige Meilech, der fra han var 8 år blev udsat for seksuelle overgreb af flere pædofile mænd i kvarteret. Som teenager blev han over en årrække udnyttet af en femten år ældre mand, der knyttede ham til sig i et forhold bygget på seksuelt misbrug, afpresning og vold.
Da Meilech endelig bryder fri af forholdet og går til politiet, udstødes han af sin familie og af den chassidiske menighed, han er vokset op i.
”Det, der gør mest ondt i dag, er ikke overgrebene i sig selv, selvom de var voldsomt traumatiserende. Det værste er den ligegyldighed, jeg mødte fra voksne, jeg burde kunne stole på, da jeg brød tavsheden og fortalte om det, jeg blev udsat for,” siger Meilech i en af filmens mange stærke scener, hvor han sammen med det lille filmhold opsøger barndommens labyrintiske, tætbefolkede gader og mørke trappeopgange i Bnei Braks betonslum.
Han rekonstruerer sine oplevelser ved hjælp af fotos og dagbogsnotater, og filmen former sig som en kunstnerisk undersøgende rejse tilbage i tiden, hvor Meilech ’caster’ andre ex-chassider til at spille rollen som sig selv i forskellige aldre.
Meilech fremstår således ikke som et offer, men indtager selv den stærke hovedrolle som iscenesætter og fortæller af sin egen historie.

Mørklagte forbrydelser
”Vi vidste, at der var et problem med seksuelt misbrug af børn og unge i det ultraortodokse miljø, før vi gik i gang med forarbejdet til filmen. Men det chokerede os at se, hvor omfattende problemet er,” fortæller Shira Clara Winther, der sammen med sin mor og medinstruktør interviewede ca. 40 unge og voksne fra det chassidiske miljø som led i deres research.
”Alle dem, vi talte med – alle! – fortalte, at de havde oplevet seksuelle krænkelser. De fortalte, at det er helt almindeligt, at børn har den slags oplevelser i miljøet. Der er altså ikke tale om enkelttilfælde, hvor pædofile udser sig deres ofre og forgriber sig på dem. Men om en mentalitet og en kultur, hvor seksuelle overgreb og vold mod børn er fuldstændig normaliseret,” siger Shira Clara Winther og tilføjer, at mange af krænkerne bruger de religiøse institutioner som dække over forbrydelserne.
”Fra 12-årsalderen skal drenge bade i det rituelle bad – mikveh – og i dette fælles badehus kan pædofile mænd nemt komme i kontakt med deres ofre. Mange af vores kilder havde svært ved overhovedet at se det, de havde oplevet, som et seksuelt overgreb, fordi de troede, det var normalt for børn at blive udsat for den slags”.
”Flere af dem havde aldrig talt med nogen om dette, før vi spurgte, fordi sex er så tabubelagt i det ultraortodokse miljø, og de var opdraget til at tro, at de selv var skyld i overgrebene,” siger hun.

Adskilte verdener
Der anslås at være over 1 mio. ultraortodokse jøder, på hebraisk Haredim, blandt Israels 7 mio. store befolkning. Der er stor variation imellem de ultraortodokse grupper: Nogle lever fuldstændig isoleret fra omverdenen og følger strikte religiøse regler, andre er mere liberale.
Men i bydele som Bnei Brak nær Tel Aviv og Mea Shearim i Jerusalem styres alt offentligt liv af religiøse regler. Gader og kollektiv trafik lukkes ned på shabbat og helligdage, og kontakt med det omgivende samfund begrænses. Brug af internet, film og sekulære nyhedsmedier er ikke tilladt.
De ultraortodokse jødiske partier i det israelske parlament har stor politisk indflydelse som tungen på vægtskålen ved regeringsdannelser, og det er en af grundene til, at denne gruppe igennem årene mere eller mindre uforstyrret har kunnet etablere noget, der ligner en stat i staten, midt i det israelske samfund.
Alt dette er brikker til en forståelse af, hvorfor det ultraortodokse miljø så længe har kunnet skjule problemerne med sexmisbrug af børn, mener Anat Yuva Zuria og Shira Clara Winther.
Men den vigtigste grund, mener de, er den absolutte kønsadskillelse og det stærke tabu om seksualitet, der gennemsyrer ultraortodokse jøders liv.
”Som dreng i en chassidisk familie mister du kontakten til din mor længe før 12-års alderen, hvor du står bar mitzvah og regnes for en mand. Mødre og døtre lever, arbejder og spiser adskilt fra fædre og sønner. Kvinder har ingen stemme. De har ingen indflydelse på de beslutninger, der tages – det betyder, at drengene ikke kan betro sig eller søge beskyttelse hos deres mødre.”
”Og fædrene adlyder rabbinerne og religiøse autoriteter, som ignorerer eller nedtysser alvoren i dette problem. Ingen tør gå til politiet, den sociale kontrol er benhård i miljøet,” fortæller Anat Yuva Zuria, der i flere af sine tidligere film har skildret livet blandt ultraortodokse jøder.
Mest kendt er hun for sin filmtrilogi Purity (om renheds-reglerne i ultraortodoks jødedom), Sentenced to Marriage (som også har været vist i Danmark, om behandlingen af kvinder ved de rabbinske skilsmissedomstole i Israel) og Black Bus (om kønsadskillelse i de busser, der kører igennem Jerusalems ultraortodokse Mea Shearim kvarter).

Feministisk chasid
”I alle de år, jeg har researchet og lavet film i miljøet, er jeg stødt på historierne om seksuelt misbrug af børn. Men ingen ville stå frem og fortælle. Jeg mødte Meilech, da jeg arbejdede på min film om kønsadskillelse, fordi han kæmpede for kvinders ret til at bede sammen med mænd i synagogen. Han er en sand feministisk chasid.”
”Da han blev udstødt af sin egen menighed, fordi han fortalte åbent om de overgreb, han havde været udsat for som barn, var jeg ikke i tvivl om, at vi skulle fortælle hans historie. Gennem hans modige fortælling kan vi adressere en syg kultur, som tillader, at mange andre børn og unge krænkes hver dag,” siger Anat Yuta Zuria.
Og det nytter at bryde tabuet, det er Shira Clara Winther ikke i tvivl om:
”Min mors film Sentenced to Marriage skabte debat om de uretfærdige vilkår, kvinder møder i de rabbinske skilsmissedomstole, og nu er der indført ændringer i lovgivningen, som stiller kvinderne bedre end tidligere.
Problemerne er ikke løst, men det er et skridt på vejen. Vi ser også en positiv udvikling i kølvandet på lanceringen af Conventional Sins.”
Først og fremmest er der langsomt ved at komme mere åbenhed og anerkendelse af problemet blandt de ultraortodokse selv. Det er det, der skal til, så ofrene støttes i at samarbejde med politi og myndigheder om at få gerningsmændene dømt, siger Shira Clara Winther. Hun henviser bl.a. til, at medlemmer af det chassidiske miljø nu har oprettet en Facebookgruppe med navnet ’Thou shall not be silent’, hvor deltagerne udveksler oplevelser og erfaringer og kan støtte hinanden i at melde deres krænkere til politiet.

Åbenhed vejen frem
”Det er det allervigtigste: At ofrene ikke skyldbelægges, men at de i stedet opfordres til at melde deres gerningsmænd. Meilech stod frem og meldte sin krænker til politiet, men det fik voldsomme personlige konsekvenser for ham. Han blev udstødt og lever nu med sin hustru og børn uden kontakt til det miljø, han voksede op i.”
”Hans gerningsmand blev idømt fængselsstraf, men de to øvrige mænd, der var anklaget for at være del af samme pædofile netværk som ham, gik fri. Fordi de børn og unge, der havde udpeget dem som krænkere, trak deres vidnesbyrd tilbage,” fortæller Shira Clara Winther.
Hun tror, at Conventional Sins kan være med til at gøre det nemmere for ofrene at stå frem:
”Vi frygtede, at de ultraortodokse ville møde vores film med afvisning og vrede, men generelt har de taget imod filmen med stærk interesse. Mange er nu stået frem med deres egne oplevelser. Det har været som en Pandoras Æske, der åbnede sig.”
”For nylig, da vi viste filmen på et debatmøde i Jerusalem, var en ultraortodoks mand blandt publikum endog så ivrig, at han stjal vores DVD-kopi af filmen for at vise den hjemme i menigheden. For som han sagde, da vi konfronterede ham: ’Jeg har mere brug for den, end I har.’ Og det har han egentlig ret i.”

Filmfestivalen CPH:DOX varer fra 15.-25. marts 2018. Læs mere om filmen Conventional Sins og se spilletiderne her.

Billederne i galleriet til højre:
Hovedpersonen Meilech caster andre ex-hassider til at spille sig selv i forskellige aldre i filmen Conventional Sins. Nederst de to instruktører Shira Clara Winther og Anat Yuta Zuria.

Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. 
Tak for hjælpen!

Share This