Den amerikanske journalist og forfatter Susan Faludi har opnået nærmest ikonisk status i feministisk litteratur med titler som Tilbageslag (Backlash, 1991) og Stiffed (1999) – toneangivende bøger som på forskellig vis udforsker samfundets reaktioner på 1970’ernes kvindekamp.
Hendes socialt engagerede, skarpsynede og empatiske journalistik har vundet mange priser, men Faludis nyeste bog In the Darkroom er i en klasse for sig.
I bogen forlader hun rollen som iagttagende reporter og fortæller om sin egen overrumplende og følelsesladede rejse ind i sin fars liv, mod en større forståelse af den mand, som tyranniserede hendes barndom og forsvandt ud af hendes tilværelse – for siden at vende tilbage som kvinde i en alder af 76 år.
”Det føltes som noget, jeg var tvunget til at gøre”, har Susan Faludi forklaret den svenske avis Dagens ETC.
”Og jeg gjorde det med en vis modstand, for jeg har ikke nemt ved at tale om mig selv som privatperson, hvilket er ganske uretfærdigt, eftersom jeg som journalist forventer, at andre gør det overfor mig. Men jeg mener: Jeg har skrevet om kønsspørgsmål hele mit liv, og jeg kunne ikke fortsætte med at gøre det uden at anerkende min egen erfaring. I begyndelsen tænkte jeg, at jeg ville behandle min fars forandring som enhver anden journalistisk opgave. Men i sidste ende kunne jeg ikke bare være en iagttager. For dette er jo også min historie”.

Min fars mange masker
Det hele begyndte en sommerdag i 2004, da Susan Faludi sad i sit arbejdsværelse i Portland, USA, og en email tikkede ind. Den var fra hendes far, som hun kun sporadisk havde haft kontakt til i sit voksne liv. ’Forandringer’ stod der i emnefeltet. Emailen fortsatte:
”Kære Susan, jeg har noget interessant at fortælle dig. Jeg er kommet frem til, at jeg har fået nok af at spille den aggressive machomand, som jeg egentlig aldrig har været indvendig”.
Steven var blevet til Stefanie efter en kønsskifteoperation i Thailand.
”Det kom som et lyn fra en klar himmel”, fortæller hun i ETC. ”Jeg vidste, at min far var meget hemmelighedsfuld. Jeg vidste, at han bar mange masker, og at der var noget forvirrende over hans identitet. Men jeg havde aldrig koblet det til køn. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at en hel del af hans hypermaskuline macho-opførsel formodentlig var et forsøg på at skjule, hvad hun virkelig ville”.
”Jeg husker den aften, jeg havde fået mailen. Min mand og jeg gik til en koncert, det var et vældigt følelsesladet stykke musik, og jeg sad der med mine tanker i den voldsomme musik og ligesom sonderede det mentale landskab i mit barndomshjem. Og tænkte: ’Hvad har jeg misset, hvor var min far?’
Halvvejs gennem koncerten begyndte jeg at græde. Her havde jeg gået og troet alle de år, at jeg vidste, hvem min far var, og så vidste jeg ingenting. Jeg, som kalder mig for journalist, alt dette var gået hen over hovedet på mig. Mit hjerte blødte for min far, som igennem alle de år havde skjult dette grundlæggende aspekt af sig selv for alle. Det var en kombination af at føle sorg overfor min far og skam over at have været så ubevidst, så parat til at affærdige denne person som en patriark, sætte en etiket på ham og lade alle disse år passere uden kontakt, uden forsøg på at undersøge det nærmere”.

Forvandlingskunstner forklædt som fascist
Susan Faludis far voksede op som Istvan Friedman i en jødisk overklassefamilie i Budapest. Han overlevede som teenager i 1944 massakren på byens jøder ved en modig og dumdristig manøvre, der viser, at han allerede dengang evnede at skifte identitet og gå for at være en anden.
Forklædt som fascistisk officer brød han ind i et hus, hvor forældrene blev holdt fanget, og reddede på den måde dem alle fra døden.
Istvans relation til forældrene var dog alt andet end hjertelig. Han vendte dem ryggen og flygtede efter 2. Verdenskrig til Brasilien, hvor han arbejdede som filmfotograf for den brasilianske regering. I 1953 rejste han videre til USA, hvor den ungarsk-jødiske immigrant hurtigt genopfandt sig selv.
Det skete under nyt navn, Steven Faludi, nu med job som reklamefotograf – symbolsk nok med speciale i retoucheringsteknikker og med mange daglige arbejdstimer i det ’mørkekammer’, datterens bogtitel dobbelttydigt referer til. 
Her, i 1950’ernes New York, realiserede han, hvad der udadtil så ud som en pletfri version af den amerikanske drøm: Ægtemand og familiefar med hus i en af New Yorks forstæder.
Men bag hjemmets vægge var han en selvretfærdig, aggressiv og uberegnelig patriark, og da Susan Faludi var 16 år, blev forældrene skilt. Kort efter fik faren et polititilhold mod at opsøge sin ekskone og datter, fordi han med vold var brudt ind i hjemmet for at hævne sig over, at ekskonen havde fået en ny kæreste.
Denne oplevelse af konstant at være udsat for farens vrede – og for omgivelsernes ligegyldighed overfor volden – blev afsættet for Susan Faludis feministiske opvågnen og for hele hendes journalistiske arbejde som voksen.
Også derfor rystede farens kønsskifte Susan Faludis egen identitet, har hun fortalt The New York Times.
”Her var min far, hvis rå aggression har inspireret min feminisme. Og den første gang jeg besøger ham (efter kønsskiftet, red.), giver han mig den helt store tur med sine Marilyn Monroe outfits og viser mig alle sine makeup-æsker”.

Tilbage til hjemlandet
Susan Faludi genoptager kontakten med faren, da han er blevet kvinde, og besøger hende jævnligt i Ungarn. Her, i et af Europas mest intolerante og antisemitiske lande, har faren med det nye navn Stefanie valgt at vende tilbage og bosætte sig efter kønsskifteoperationen.
“Jeg grubler tit over, hvorfor min far vendte tilbage til Ungarn. Et land der ret tydeligt har etableret et had mod jøder. Jeg ved ikke, om han vendte tilbage for endelig at assimilere sig, eller for en gang for alle at række tunge af det hele og sige: ’I kunne ikke acceptere mig som jøde? Well, prøv at se her. Hvad siger I så til mig nu?!’ har Susan Faludi sagt til det amerikanske webmagasin Tablet.
Fra 2004 og frem til farens død i 2015 interviewer Susan Faludi sin far til den bog, som Stefanie med sikker sans for selviscenesættende selv foreslår, at datteren skriver. Susan Faludi lægger dog ikke skjul på, at bogprojektet passer dem begge godt. Det bliver en måde, far og datter kan nærme sig hinanden henover en stærk, fælles blufærdighed og alle de foregående års svigt og afstand.
Bogen igennem forsøger Susan Faludi at fastholde den konstant undvigende far, så hun kan få svar på sine mange spørgsmål. Men ingen af farens svar synes at føre til en enkel, sand fortælling om, hvem han/hun er.
”Vi havde en konstant konkurrence kørende mellem min fars ønske om at fremvise en fortælling, der udviskede alt, der ikke handlede om nuet, og min egen stædige interesse i at grave min fars fortid frem”, har Faludi sagt om interview-sessionerne med faren, der i sin nye personlighed forvandler sig til en stereotyp kliche på kvindelighed med masser af makeup, stramme kjoler og høje hæle – en ’overdressed shiksa’, som faren selv formulerer det – hvilket ikke gør det nemmere for datteren, feministen, at acceptere farens nye identitet.

Jødiskhed som skæbne
I farens sidste år bliver det dog mindre vigtigt at fremvise sig ’klædt ud’ som kvinde. På de sidste billeder af far og datter sammen poserer de i ensartet, afslappet joggingtøj. Og at farens identitet ikke kan koges ned til en fast størrelse, men konstant undviger enhver fastholden, er en af Susan Faludis gennemgående idéer i In the Darkroom.
Hun er skeptisk overfor ønsket om at reducere køn – eller seksuel, racemæssig eller national identitet – til et enten-eller:
“Al den tid hun levede”, skriver hun om sin far, “forsøgte hun at komme overens med, hvem hun var. Jøde eller kristen? Ungarer eller amerikaner? Kvinde eller mand? Så mange modsætninger”.
På trods af de mure, faren byggede op omkring sine forskellige personligheder, virker det dog som om, han nåede frem til en form for forsoning med sin fortid. Og at det jødiske fyldte mest for ham mod slutningen af livet.
Faludi beskriver, hvordan faren bryder grædende sammen under et besøg på Ungarns Holocaust Museum, ligesom han gør, da han besøger en lokal reformjødisk menighed for at sige Kaddish for de forældre, han brød med efter at have reddet deres liv under krigen.
”Det fik mig til at tænke på, hvor umuligt det er at rede alle de forskellige tråde ud, som indgår i skabelsen af en identitet”, skriver Susan Faludi. ”Hvor meget er vi født med, hvor meget bliver vi påvirket til, hvor meget afhænger af vores egne handlinger? Hvilket bringer mig tilbage til det spørgsmål, bogen udspringer af: Er identitet det, vi selv vælger at være, eller er det netop det, vi ikke kan undslippe?”.
”Jeg er selv en person med en meget vag idé om, hvad det betyder at være jøde, men som ikke desto mindre ubøjeligt insisterer på at være netop jøde. Min far var det modsatte. Hun var en person, der konstant blev påmindet om, at hun var jøde, men som ikke desto mindre ubøjeligt insisterede på, at hendes identitet lå et andet sted.”

Bio, Susan Faludi (f. 1959)

• Amerikansk feminist, forfatter och Pulitzerprisvindende journalist.
Forfatter til bl.a. Backlash – the undeclared war against women (på dansk Tilbageslag, 1991) og Stiffed – the betrayal of the modern man (1999) og Terror Dream – myth and misogyny in an insecure America (2008).

• Bogen In the Darkroom om hendes fars liv, deres relation og hans forvandling til kvinde er udgivet på forlaget Picador og på svensk på forlaget ETC Libris.

Share This