En jødisk pige, der forelsker sig i en antisemit, en jødisk verdensmester i fluevægtsboksning og en mand, der hjælper jødiske børn med at flygte fra nazisterne ved at gemme deres hemmelige dokumenter i sandwiches – smurt ind i mayonnaise! Det er bare nogle af de karakterer, man kan møde på dette års jødiske filmfestival.
Festivalen løber af stablen for attende gang 15.- 25. februar og det går rigtig godt med at tiltrække publikum, fortæller festivalleder Anne Boukris. I gennemsnit sælger festivalen et sted imellem 3.000 og 5.000 biletter, hvilket må siges at være imponerende for noget så smalt som en jødisk filmfestival.
Og hvem er det så – udover jøder – der dukker op til sådan en begivenhed? Gæsterne kommer fra forskellige segmenter, fortæller Anne Boukris.
”Der er selvfølgelig dem, der lever og dør med jødisk kultur. De kommer ikke nødvendigvis fra en menighed, men i hvert fald fra det jødiske miljø. De sidste par år er det lykkedes os at få lidt yngre publikummer herind, og det har vi gjort ved at sørge for, at der er studierelevante film på programmet – f.eks. om filosofi. De tiltrækker rigtig mange unge,” siger Anne Boukris.
Hun nævner som eksempel filmen The trouble with being human these days – en dokumentar om den verdensberømte polsk-jødiske sociolog Zygmunt Bauman, der trak fulde huse på sidste års festival.
I år byder festivalen ligeledes på film om filosofi: Et portræt af queer-teoretikeren Judith Butler, der fortæller, hvordan køn er en forudsætning for hendes tænkning, og hvorledes denne tænkning tager afsæt i jødedommen og jødisk filosofi.
Liv, lyd og hummus i biografen
Anne Boukris arbejder professionelt med publikumsudvikling, og hun er meget optaget af det, hun kalder at ”levendegøre biografen”. Det betyder bl.a., at der også i år er blevet plads til både sanselige og interaktive oplevelser i forbindelse med filmene. Man vil f.eks. kunne få sig en tur i en lydbiograf:
”Journalist og mellemøstkorrespondent Hanne Foighel har lavet et interview med Etgar Keret (israelsk forfatter, red.) i Tel Aviv, som vi spiller inden filmen om ham [Etgar Keret]. Man føler næsten, man er der selv,” siger festivallederen med en begejstring, der får denne skribent til selv at længes mod vintersolen og stemningen i det israelske kulturcentrum.
Netop inddragelsen af det sanselige har Anne Boukris og hendes hold da også gode erfaringer med. Sidste års visning af filmen Mr. Gaga, om den israelske danser Ohad Naharin, blev f.eks. indledt med en gang danseundervisning, og inden en film om hummus fik publikum serveret – ja, rigtigt gættet: hummus og bagels.
”Det var en stor succes,” siger Anne Boukris, ”Folk elskede det!”
Men det er trods alt hverken podcasts, hummus eller dans, der er i centrum. Det er film – jødisk film. Og det bringer os naturligt videre til spørgsmålet: Hvad er egentlig en jødisk film?
Anne Boukris kan lynhurtigt spotte film med jødiske temaer, fortæller hun, men det betyder ikke, at man uden videre kan sætte det jødiske på formel:
”Altså… jeg mener ikke, at en film behøver at være jødisk, bare fordi instruktøren er det. Sådan er det ikke altid. Nogle af de film, vi viser, er ikke i sig selv jødiske, men kan på grund af deres tema bruges i en jødisk kontekst,” forklarer hun, og lader mig dermed forstå, hvor komplekst det hele er.
Jødisk erfaring relevant for samtiden
Ikke mindst forskellene de jødiske kulturer imellem bidrager til denne kompleksitet:
”Man kan også diskutere, om nogle af de film, vi får fra Israel, egentlig er særlig jødiske. De er i hvert fald ikke jødiske på samme måde som de film, der kommer fra Europa eller USA. Og hvad med film om Holocaust? Er Holocaust egentlig jødisk? Der findes ikke et enkelt svar. Derfor forsøger vi at stille nogle andre spørgsmål: Hvad er det, der rører sig i filmen? Hvilken stemme taler filmen med, og hvad vil den stemme fortælle os?” uddyber hun.
Anne Boukris mener desuden, at det jødiske handler om andet og mere end det rent etnocentriske. Det handler også om almenrelevante emner som identitet, krig, landflygtighed og migration. Emner, der rækker langt ud over det specifikt jødiske og griber ind i den aktuelle verden, vi lever i. Emner af betydning for os alle.
Det er også det, der gør festivalen interessant for andre end jøder, mener Anne Boukris:
”For ikke-jøder er festivalen en fed introduktion til en vildt sammensat, kompleks og spændende verden. Det jødiske kulturunivers er enormt mangfoldigt og vores opgave er at invitere både ikke-jøder og jøder uden kendskab til jødisk kultur ind i det. Vi tilbyder en anledning til, at folk selv kan danne sig et indtryk af, hvad jødisk kultur er.”
Israel i fokus
Ambitionen er at kunne rumme den interaktion, der er imellem det jødiske og det ikke-jødiske. Og at signalere, at det jødiske ikke er begrænset til en shabbatmiddag, en tur i synagogen eller en rejse til Israel:
”Jødisk kultur er jo meget, meget mere! Her er netop filmen fantastisk, fordi man kan lege med sammensætninger og temaer og dermed give folk mange forskellige og dybe oplevelser,” siger Anne Boukris.
De fleste af filmene er hentet fra større jødiske filmfestivaler rundt omkring i verden – Montreal, San Francisco, New York, Tel Aviv og Haifa. Særligt de israelske film fylder dog i landskabet. Hele 60 procent af festivalens film er israelsk producerede, og Anne Boukris indrømmer da også, at man på sin vis godt kan kalde det en israelsk filmfestival. Også årets tema sætter fokus på Israel.
I har i år valgt 70-året for staten Israels oprettelse som tema – hvilke tanker ligger bag det?
”Halvfjerdsåret er interessant, fordi det ligger på grænsen af vores erindring – lige der, midt imellem det, vi kan huske, og det vi har glemt. Her tænker jeg særligt på den betydning, oprettelsen af Israel fik. Ikke kun for jøderne, men også for palæstinenserne. Halvfjerdsåret er et godt tidspunkt at gøre status på,” forklarer hun.
Selvfølgelig er det oplagt for en jødisk filmfestival at beskæftige sig med Israel. Men omvendt kan man måske spørge, om ikke også der er en risiko forbundet med det? Jødisk kultur i både Europa og USA er markant anderledes end den jødiske kultur, man finder i Israel. Ikke desto mindre sættes der af mange automatisk lighedstegn mellem jøder og Israel – og netop det lighedstegn er baggrunden for en stor del af den moderne antisemitisme.
Lyt til palæstinensernes historie
Kan en jødisk filmfestival, med så massivt fokus på Israel, ikke risikere at bidrage til denne begrebsforvirring?
Anne Boukris tøver lidt, inden hun svarer:
”Jeg har faktisk overvejet, om vi måske skulle prøve at lave en festival uden film fra Israel. For hvordan ville det jødiske egentlig se ud uden den jødiske stat? Det kan dog godt gå hen og blive svært, for der er trods alt grænser for hvor mange jødiske film, der bliver produceret,” siger hun. Dog holder hun fast i, at Israel – uanset hvordan man ser på det – er helt central for det jødiske:
”Hvis man skal udstikke nogle retningslinjer for den jødiske mainstream-verden, så kommer de altså mest fra Israel. Og så må vi nok leve med, at nogle kan bruge det som påskud for antisemitisme. Vi kan ikke hjælpe folk med alt, de må også gerne må tænke selv.”
Til sidst, hvilke tre film SKAL vi se på den jødiske filmfestival?
”Man skal se den, der hedder Womens balcony, for den fortæller rigtig meget om, hvor de jødiske menigheder er i dag og hvordan vi måske kunne skabe noget forandring i forhold til ligestilling.
Jeg kan også anbefale Shadows, der handler om børn og børnebørn af ofre for Holocaust og om hvordan traumer kan nedarves.
Og så skal man naturligvis tage ind og se 1948 om fordrivelsen af palæstinenserne. Vi er nødt til at lytte og forstå deres historie.”
Læs mere om den jødiske filmfestival og se hele programmet her
Hør Hanne Foighels podcast om Etgar Keret her
Billeder i galleriet til højre:
- Womens balcony er en israelsk film, der sætter fokus på kvinders rolle i ortodokse menigheder.
- Shadows handler om børn og børnebørn af ofre for Holocaust og om hvordan traumer kan nedarves.
- 1945 er en ungarsk film, der følger vi to ortodokse jødiske mænd, der efter Anden Verdenskrig vender tilbage til deres landsby i det nu sovjetisk besatte Ungarn.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!