TEL AVIV – Et af de centrale dokumenter fra den amerikanske borgerrettighedsbevægelse er ’Letter from Birmingham Jail’, som Martin Luther King skrev under et fængselsophold i april 1963. Her argumenterer King for ikke-voldelig modstand som det bedste forsvar mod racisme.
Tidligere på måneden var han blevet anholdt under demonstrationer i Birmingham, Alabama. Det var lykkedes tilhængere at smugle en avis ind i fængslet, hvor han således kunne læse de hvide racisters opråb til at stå sammen imod borgerrettighedsforkæmperne.
King besluttede på stedet at skrive et svar, og det udfærdigede han på strimler af avispapir, som blev smuglet ud og stykket sammen til det navnkundige dokument.
Milepæl
Bag tremmerne i Birmingham vedkendte Martin Luther King sig en åndelig gæld til Martin Buber, der på det tidspunkt var professor emeritus ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. I centrale passager i brevet citerede han nemlig Bubers berømte essay, ’Ich und Du’ fra 1923, som handler om eksistens.
Men nu er endnu en nær forbindelse mellem de to kommet for en dag. Tidligere i år fandt man et brev i Nationalarkivet i Jerusalem. Det er dateret 15. august 1957 og stilet til Buber. Blandt medunderskriverne er King, der her opfordrer Buber til, sammen med en gruppe markante personligheder verden over, at bakke op om en protest mod det sydafrikanske apartheidstyre.
”Med stor bekymring har vi betragtet den sydafrikanske regerings konsekvente forfølgelse af officiel racisme (apartheid),” står der i brevet. ”Den har tilsidesat de mest grundlæggende hensyn til menneskelig værdighed i sin behandling af afrikanske og asiatiske borgere, løst betegnet som ikke-hvide. Vores bekymring er blevet til rædsel, efterhånden som vi har skaffet os viden om behandlingen af disse ikke-hvide sydafrikanere og udbredelsen af totalitær kontrol til næsten hver eneste del af den menneskelige tilværelse.”
Martin Buber modtog brevet på en adresse i München, hvor han på det tidspunkt havde en akademisk stilling. Vi kan også se, at han underskrev med det samme, for der er også blevet fundet et lidt senere brev, nu stilet til Bubers adresse i Jerusalem, hvor Martin Luther King takker ham for tilslutningen. Denne gør også opmærksom på, at opfordringen er blevet fulgt af fremtrædende personer i 38 forskellige lande.
Den aktuelle baggrund for Martin Luther Kings initiativ var, at det sydafrikanske styre havde arresteret 156 oppositionsledere og anklaget dem for højforræderi, fordi de stillede sig som talsmænd for et demokratisk, multietnisk samfund.
Sagen er kommet til at stå som en milepæl i kampen mod apartheid, fordi den hermed fik en helt anden international bevågenhed.
Kings eget engagement i sagen går dog en del længere tilbage. Allerede i 1940 inviterede hans far, der også var pastor, sydafrikanske oppositionsledere til at komme og tale i sin kirke i Atlanta, og det er dette, der vækkede hans unge interesse.
På det tidspunkt havde nazisterne allerede vedtaget Nürnberg-lovene, og en sammenhæng formede sig hos King jr. Under alle omstændigheder slog han i årevis på en parallel mellem raceadskillelsen i de amerikanske sydstater og tilstanden i Sydafrika, og med Rosa Parks og busboykotten i Montgomery i 1955 var han klar til at tage initiativet til den internationale fordømmelse af apartheidstyret i 1957.
Ich und du
Det er her, Martin Buber kommer ind i billedet. Buber blev født i Wien i 1878 og havde sit helt eget syn på zionismen. Allerede i 1920erne talte han om en binational stat, hvor jøder skulle leve i fred og fordragelighed med deres arabiske naboer, og det er også denne grundidé, der kommer til udtryk i hans tanker om ’Ich und Du’.
Det handler om forholdet mellem to mennesker. Mødet mellem to mennesker er ikke en relation, men et forhold der bygger på jævnbyrdighed og gensidighed, mente Buber. Det samme gælder i øvrigt det enkelte menneskes gudsforhold. Modsætningen til dette hedder i hans tankegang Jeg-det, hvor modparten altså bliver til et objekt, hvorved gensidigheden forsvinder.
Dette passede ind i Martin Luther Kings tankegang, og derfor refererede han flittigt til ’Ich und du’, da han sad og skrev i Birmingham. Da han seks år senere ville skabe international interesse for kampen mod apartheid, var det derfor også naturligt at rekruttere Martin Buber.
Desuden vidste King godt, at amerikanske jøder i forvejen spillede en stor rolle i borgerrettighedsbevægelsen.
”Det er ikke spor overraskende,” siger dr. Stefan Litt fra det israelske nationalarkiv. ”Buber havde sin tænkning, men samtidig havde han forladt Europa i 1937 som flygtning for nazismen.”
Men der er et element yderligere, som gjorde Buber til en interessant person. Han var jo blevet israeler, og netop på den tid, altså i begyndelsen af 1960’erne, havde Israel meget tætte forbindelser til flere af de unge, afrikanske stater. Israel ydede omfattende udviklingsstøtte til det Afrika, som ville noget andet, og som derfor stod i skarp opposition til apartheidstyret.
”Martin Buber var ikke bare en stor filosof”, tilføjer dr. Litt. ”Sagen imod apartheid gik også godt i spænd med hans øvrige offentlige aktiviteter. Han var kendt for at give gode råd om, hvordan mennesker kunne leve sammen på en bedre måde i denne verden, så egentlig tror jeg, han ville have været ked af at gå glip af denne chance for at give sit bidrag til en vigtig bevægelse.”