Vi mødes på hans stamcafe i Tel Aviv. Etgar Keret er hjemme nogle uger mellem internationale bogturnéer og festivaler. Hans bøger er oversat til mere end 40 sprog, og han er umådelig populær, især i Polen og Tyrkiet. De syv gode år er Etgar Kerets første memoirer og en af hans mest elskede bøger.
”Jeg har hidtil set ned på biografier. Forfatteren skriver jo bare om sig selv. Jeg føler en form for stolthed, når jeg skaber en hel ny verden. Det er meget sværere end bare at gengive. Men så blev min søn født. Den første nat hjemme, da min kone Shira og vores baby Lev sov, forsøgte jeg at skrive, som jeg altid gør, ved at finde en metafor for fødselsoplevelsen. Det gik bare ikke. Jeg blev tvunget til at beskrive alt præcist, sådan som det var sket. Og derefter fulgte andre fortællinger om min nye rolle som far. Det var aldrig meningen, at det skulle blive til en bog. Jeg forestillede mig, at det ville blive interessant for min søn at læse, når han blev større. Nu ved jeg så, at han foretrækker fiktion”.
Syv år senere blev Etgar Kerets far diagnosticeret med kræft. Han havde levet et langt og indholdsrigt liv. To år gemte han sig i et jordhul i Polen og overlevede på den måde Holocaust.
”Igen kunne jeg ikke finde en metafor for det, jeg gik igennem. Mine fortællinger blev en slags litterær gravsten for min far.”
Bogens titel leder tankerne mod den bibelske beretning om Josef i Egypten, hvor syv gode år følges af syv dårlige…
”Som barn af overlevende tager man intet for givet. Jeg har forberedt mig på de dårlige år hele mit liv. Jeg husker engang, hvor jeg havde inviteret min mor på restaurant. Hun overlevede også Holocaust. Jeg beklagede mig over, at maden ikke var særlig god. Hun svarede: ’Jeg har levet længere end du, og jeg kan fortælle dig én ting: hvis man sidder ved et bord og spiser, og ingen stjæler ens mad eller truer med kniv, så er det en god dag, selv om maden ikke er den bedste’ ”.
Hvordan tror du, at Holocaust påvirkede dine forældre?
”Holocaust gjorde min far blødere og min mor hårdere, men jeg tror, at mit hjem adskilte sig fra andre familiers med overlevelsestraumer. Der var noget vildt og livsbekræftende over min familie. Min mor var kun et barn under Holocaust, og min far var teenager. De fantaserede om at overleve, finde nogen at leve sammen med, nogen som var tilstrækkelig mentalt stabil til, at man kunne få børn med dem. Da drømmen gik i opfyldelse, levede de lykkeligt resten af livet. For dem var det som at vinde de olympiske lege, de var lykkedes! At vokse op i sådan et miljø gav én følelsen af at have trukket en vinderkupon, uanset hvad der skete – vi levede, og vi var en familie!”
Tror du, at det var nemmere for overlevende at komme til Israel frem for andre lande? De havde jo et helt samfund at læne sig op ad, som forstod og delte traumet?
”Jeg tror, at det var nemmere for de overlevende, som kom til alle andre lande. Jeg forestiller mig, at indstillingen var mere empatisk andre steder. I Israel refererede man til de overlevende som ”ørkengenerationen”, ligesom i beretningen om udgangen af Egypten. De overlevende var ofre og slaver af deres oplevelser, og først når den generation var uddød, kunne vi blive frie. Sabrajøderne (de der er født i Israel, red.) skammede sig over de overlevende, som jo var gået som ”får til slagtebænken”. Uden for Israel var det faktum, at de havde overlevet Holocaust, en del af deres identitet. Her var det noget negativt.”
Skammede du dig over dine forældre, da du var barn?
”Jeg skammede mig ikke over dem, men jeg forstod, at de ikke var interesserede i at dele deres oplevelser med andre. De syntes ikke, at der var noget godt ved at tale om deres traumer. De delte heller aldrig det rigtigt grusomme med os børn. Det, jeg vidste, fik jeg altid at vide af andre. Samtidig var min familie ikke en typisk overlever-familie. Mange af mine jævnaldrende havde forældre, som havde haft familie og børn før krigen. Mine forældre havde bare været sig selv. En gang spurgte jeg min far, hvordan det kunne være, at han altid var så optimistisk. Han svarede, at da han var barn, var alting forfærdeligt, alle var fortvivlede hele tiden. Siden da var alt kun blevet bedre. Derfor var han optimistisk. Holocaust var den virkelighed, som mine forældre blev født i, siden gik det kun fremad.”
Tror du, at det israelske samfund vil ændre sig, når ”ørkengenerationen” ikke er mere?
”Forrige år på Holocaust-mindedagen, Jom HaShoa, sammenlignede general Yair Golan, der er vice-øverstbefalende i den israelske hær, udviklingen i det israelske samfund med de politiske processer, der prægede Europa i 1930erne. Golan blev hårdt angrebet og kritiseret for sin udtalelse, blandt andet af undervisningsminister Naftali Bennet. Min far sagde ofte, at noget så forfærdeligt som Holocaust måtte rumme flere forskellige lærdomme. Holocaust lærte os jøder at være stærke, men også at afstå fra at dehumanisere andre. Holocaust var menneskeskabt og rummede både kompleksitet og tvetydighed. Jeg er bekymret for, at læren fra Holocaust vil blive reduceret og forfladiget, når de overlevende ikke længere er iblandt os. I værste fald bliver Holocaust et værktøj for politiske formål”.
Anneli Rådestad er chefredaktør for Judisk Krönika. Artiklen blev bragt første gang i Judisk Krönika, december 2017, og kan læses her i svensk udgave
På dansk er udkommet:
Buschaufføren der ville være Gud – og andre historier. (Rosinante 2002, oversat af Hanne Friis).
8% af ingenting. (Gyldendal 2006, oversat af Hanne Friis).
Forlaget Gyldendal har endnu ikke taget stilling til, om de køber rettighederne til De syv gode år.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!