Området ved den nye Carolineskole på Strandvejen er for tiden en kaotisk byggeplads. Men inden længe forvandles mudderpølen foran Det Gule Palæ fra 1907, der tidligere husede Københavns Pædagogseminarium, til en vildtvoksende sansehave, hvor børnene kan gå på opdagelse i blomsterkrat, stenpartier og træhuler i et omhyggeligt udtænkt minikoncentrat af naturens farver og former.
Sansehaven udvikles henover foråret i et tæt samarbejde mellem skolens elever og landskabsarkitekt Helle Nebelong og er et af mange nye projekter, Carolineskolen lancerer i forbindelse med flytningen fra de nedslidte bygninger i den gamle strømpefabrik på Bomhusvej i Ryparken, hvor skolen har haft til huse i næsten 45 år.
”Det er en stor ting at flytte en hel skole, især en så traditionsrig en af slagsen som Carolineskolen,” fortæller skoleleder Pernille Fabricius, som Goldberg taler med umiddelbart efter, at flytningen er udskudt endnu et par uger, denne gang pga. en akut vandskade.
En vandledning er ved et uheld skåret over i forbindelse med ombygningen af lokalerne på Strandvejen og betyder, at containerne med flyttelæs først kan rulle mod Hellerup i slutningen af februar. Men selvom det er frustrerende at udsætte flytningen, som har været under opsejling et halvt års tid, får det ikke humøret til at dale nævneværdigt hos hverken lærere eller elever, forsikrer skolelederen.
”Vi benytter lejligheden til at sige ordentligt farvel til den gamle Carolineskole. For selvom det er fantastisk endelig at rykke ud af nedslidte bygninger, hvor det bogstaveligt talt regner ind gennem taget i gymnastiksalen, så er det også vemodigt. Meget af den særlige stemning, der præger vores skole, sidder i væggene. En epoke er slut, når vi forlader Bomhusvej,” siger hun.
De sidste måneder på den gamle skole bruger lærere og elever derfor på et omfattende projektarbejde om det, Pernille Fabricius kalder ’Caroline-kulturen’:
”Sammen med børnene identificerer vi alle de gode og værdifulde ting, som vi forbinder med Carolineskolen, som vi vil tage med os videre til den nye skole. Og vi taler om de uhensigtsmæssige ting, som vi helst vil lade blive tilbage i de gamle bygninger, når vi flytter.”
Landsbyfællesskab på godt og ondt
De gode ting, som eleverne især lægger vægt på i kortlægningen af Caroline-kulturen, handler om det fællesskab, der præger den lille privatskole med ca. 150 elever, hvor alle ved, hvem hinanden er. Det dårlige handler bl.a. om en tendens til sladderkultur, der nemt kan opstå i det, der minder om et lille landsbysamfund:
”Carolineskolen er noget helt særligt. Her er et trygt og meget stærkt læringsmiljø. Men der er også en bagside af fællesskabsmedaljen. En fjer bliver nemt til ti store høns,” siger Pernille Fabricius, der kom til Carolineskolen i 2016 efter en årrække som leder af folkeskoler på Frederiksberg og i Gladsaxe.
”I min forholdsvis korte tid her på skolen har jeg lært, hvor vigtigt det er at blive ved med at opfordre forældre til altid at ringe og spørge mig personligt, hvad der foregår på skolen, hvis de undrer sig over noget. I stedet for at bygge deres opfattelser om vores arbejde på, hvad de har hørt fra andre forældre i synagogen om lørdagen,” siger hun.
Samtidig er skolelederen ikke i tvivl om, at netop det stærke forældreengagement er en af Carolineskolens væsentligste styrker. Forældrebestyrelsen ansatte hende da også med mandat til at drive et ambitiøst udviklingsarbejde, som over en treårig periode skal forvandle Carolineskolen til en moderne skole ’i verdensklasse’, som det hedder på skolens hjemmeside.
”Når man har en lang og traditionsrig historie, som Carolineskolen har, er der ting, man gør, fordi ’sådan plejer vi at gøre’. Den kultur er vi i fuld gang med at lave om på nu. Lærerne er gået helhjertet ind i processen med at nytænke den måde, vi laver skole på, og sammen har vi startet en spændende udvikling, som både elever og forældre har taget godt imod,” siger Pernille Fabricius.
Udviklingsprocessen er muliggjort af en generøs privat donation og har bl.a. betydet, at lærerne har været på kurser for at lære nye samarbejdsformer, der er ansat flere nye såkaldt ’udviklingslærere’, og undervisningen er omorganiseret fra at være traditionel klasselærerstyret til at foregå projektorienteret i tværfaglige teams. Hele denne pædagogiske proces sætter flytningen turbo på, fortæller skolelederen:
”De nye bygninger på Strandvejen har rum i mange forskellige størrelser, som indbyder til mange forskellige måder at lære på og være sammen på. Det taler ind i vores drøm om at afskaffe traditionelle klasser og i stedet arbejde med større og mindre børnegrupper og arbejdsfællesskaber. Vi kigger også på anderledes skolemøbler, bruger rummene som inspiration og lader børnene være med til at bestemme, hvordan der skal se ud,” siger hun.
En skole med lang historie
Med flytningen til Strandvejen åbner Carolineskolen et nyt kapitel i sin efterhånden 213 år lange historie. En historie hvor ikke blot børnesynet, pædagogikken og undervisningens faglige indhold har gennemgået kolossale forandringer, men også selve formålet med det at drive en jødisk skole har ændret sig betydeligt.
Skolen blev grundlagt i 1805 på initiativ af forretningsmanden, forfatteren og redaktøren Mendel Levin Nathanson under navnet ’Friskolen for Drengebørn af den Mosaiske Tro´’.
Med finansmanden David Amsel Meyer i ryggen samlede Nathanson en kreds af 115 jødiske mænd, der rejste 1500 rigsdaler og lejede et lokale i Skindergade til formålet. I 1810 fulgte en tilsvarende pigeskole, der havde til huse i Pilestræde og opkaldtes efter Kong Frederik d. 6.s datter prinsesse Caroline. Formålet med begge skoler var at løse det store sociale problem, som fattige jøder udgjorde i datidens København, fortæller historiker Bent Blüdnikow i jubilæumsbogen ’Carolineskolen i 200 år – historie og erindringer’.
Selvom Danmark i begyndelsen af 1800-tallet var midt i en økonomisk opblomstringsperiode, som mange jødiske handelsfolk drog nytte af, var der problemer med fattige unge jøder, der strejfede rundt i gaderne og hverken arbejdede eller lærte noget. Mange af dem talte knap dansk, men kun jiddisch, og de kom fra kummerlige forhold.
Med etableringen af drenge- og pigeskolen fik disse børn og unge mulighed for at lære dansk, at tilegne sig både almene og jødiske kundskaber og senere, for drengenes vedkommende, at få sig en læreplads og undgå ’at ligge samfundet til last’. Pigerne kunne komme i huset eller ernære sig som syersker.
Men selvom skolegangen var gratis, var det ikke altid nemt at overbevise forældrene om at sende særligt deres drengebørn afsted, fortæller Bent Blüdnikow i jubilæumsbogen. Bl.a. fordi der var en skepsis overfor de sekulære fag, som mange af de dårligt stillede religiøse jøder frygtede ville underminere familien.
For at sikre, at børnene kom i skole, bestemtes det derfor i 1813 ved en kancellibeslutning, at jødiske forældre kunne idømmes en bøde, hvis de lod børnene forsømme skolen. Dette skete året før, den generelle undervisningspligt for alle danske børn indførtes. Og viser, hvor vigtig en rolle den jødiske skole spillede som integrationsfaktor – ”men det siger selvfølgelig også noget om, at der var store problemer med de jødiske forældre,” som Bent Blüdnikow konstaterer.
Fra integration til identitet
Både den jødiske drenge- og pigeskole blev hurtigt succeshistorier. Langt de fleste elever fra skolens første årtier blev håndværkere, håndværksmestre eller handelsfolk. Enkelte fik endda videregående uddannelser som f.eks. læger eller teologer. Pigerne kom ikke ud på arbejdsmarkedet på samme vis, men fandt typisk beskæftigelse som sy- eller tjenestepiger.
Skolen formåede således at løfte en minoritetsgruppe, som ellers let kunne være endt i kriminalitet og prostitution, ud af Københavns indvandrer-underklasse og ind i det danske samfund. Dette dog selvfølgelig også betinget af, at jøderne i 1814 blev ligestillet med danske borgere. Hvor afgørende skolen var for samfundets accept af jøderne fremgår bl.a. af, at skolernes elever skulle bestå en prøve i jødisk religion (i lighed med kristne børn) for at få ret til at aflægge ed, gifte sig, blive svend eller komme i tjeneste, få borgerskab eller blive indskrevet på universitetet.
Langt op i 1900-tallet var den jødiske drenge- og pigeskole stadig præget af, at eleverne kom fra fattige hjem – mange var immigranter og flygtninge fra Rusland, Østeuropa og Tyskland. Men Anden Verdenskrig og mordet på Europas jøder viste med brutal tydelighed, at den integration – og måske endda assimilation – som skolens grundlæggere havde været fortalere for tilbage i 1800-tallets begyndelse, ikke var nok til at beskytte jøderne mod trusler fra det omgivende samfund.
De danske jøder, der efter krigen vendte tilbage fra eksilet i Sverige og fra Theresienstadt, havde mærket på egen krop og sjæl, at selvom de måske selv følte sig som danskere, så omverdenen dem stadig som en fremmed minoritet. Og ikke altid som en velkommen en af slagsen. Den virkelighed skulle de jødiske drenge- og pigeskoler også forholde sig til, da de i 1945 blev slået sammen under navnet Carolineskolen med adresse på Prinsesse Charlottes Gade på Nørrebro.
Jødiskhed til forhandling
Derfor lagde Carolineskolen i de kommende år større vægt på at styrke elevernes jødiske identitet. Men det foregik ikke uden interne sværdslag. For hvordan og hvor meget skulle de jødiske fag fylde i skoleskemaet? Ikke et nemt spørgsmål at svare på, også fordi Carolineskolen i efterkrigstiden var stærkt præget af nye, pædagogiske strømninger, primært idéerne om anti-autoritær undervisning og øget fokus på kreative fag som musik, formning og sløjd.
Forhandlingerne om, hvad en dansk-jødisk skole skal kunne, ville og rumme, har præget Carolineskolen hele vejen op til dag. Diskussionerne har i årenes løb bølget frem og tilbage internt i den jødiske menighed – bl.a. om skolens holdning til elever af blandede ægteskaber, overholdelse af kosherregler og afholdelse af religiøs morgenbøn.
Igennem tiden har nogle dansk-jødiske familier valgt Carolineskolen fra, fordi den ikke var ’jødisk nok’, mens andre fravalgte skolen, fordi den var ’for jødisk’ og ikke blev oplevet som tilstrækkelig tolerant over for børn med en ikke-jødisk forælder. En periode var det f.eks. et krav fra skolens side, at børn af en ikke-jødisk mor skulle gennemgå en formel konvertering til jødedommen for at kunne forblive elever på skolen efter konfirmationsalderen.
I dag, hvor stadig flere danske jøder gifter sig med ikke-jøder, er ca. halvdelen af skolens elever børn af blandede ægteskaber, og konvertering er ikke længere et krav. Eneste kriterium for optagelse er, at en af elevens forældre er medlem af Det Jødiske Samfund, som yder væsentlige tilskud til skolen.
Men elevtallet er sunket til under det halve af, hvad det var, da Carolineskolen pga. vokseværk flyttede fra Prinsesse Charlottes Gade til Bomhusvej i 1973. Og forklaringen på det faldende elevtal har flere årsager, tror skoleleder Pernille Fabricius:
”Det er ikke min oplevelse, at der på skolen er en bestemt opfattelse af, at der er en ’rigtig’ måde at være jøde på. Jeg oplever tværtimod en meget stor rummelighed i forhold til det religiøse, både blandt børn og voksne,” siger hun.
”Jeg tror snarere, at det lave elevtal hænger sammen med, at skolen udviklingsmæssigt på nogle måder har stået i stampe. Samtidig kommer der i et lille fællesskab som det jødiske nemt nogle bestemte historier i omløb om, hvad der er foregået på skolen. Ofte fylder de negative historier mest. Det hænger ikke altid sammen med den virkelighed, som vi, der arbejder her i dag, oplever. Men det tager tid at vende en stemning,” siger hun.
Diskussionerne om, hvordan man bedst driver en dansk-jødisk skole, er således lige så livlige i dag, som de altid har været:
”Der er måske nogle forældre, der synes, det er noget pjat, at drengene skal have kippa på, når vi spiser, og at vi beder bordbøn, fejrer de jødiske højtider og holder en ugentlig morgengudstjeneste. Men vi ser det som en vigtig opgave at klæde børnene på til selv at kunne træffe et valg om, hvorvidt og hvordan de vil leve et jødisk liv. Og mange af vores forældre sætter stor pris på, at vi her på skolen giver børnene viden om deres religiøse og kulturelle baggrund, som de måske ikke kan få derhjemme,” siger Pernille Fabricius.
Skolegang bag sikkerhedshegn
Undervisningen i jødiske fag på Carolineskolen fylder nogenlunde lige så meget som kristendomsundervisningen gør i folkeskolen. Desuden undervises eleverne i hebraisk fra 5. klasse, og eleverne i 9. klasse tager hvert år afsted på tre ugers studierejse til Israel.
”Historien om Israel er en vigtig del af den jødiske historie. Vi forholder os ikke til politik, men til Israel som et land, der har særlig betydning for jøder i hele verden, og det skal vores elever selvfølgelig lære om,” siger Pernille Fabricius, der skulle vænne sig til at gå på arbejde bag pigtrådshegn, overvågningskameraer og politibevogtning, da hun tiltrådte stillingen som skoleleder.
Sikkerheden på Carolineskolen har siden terrorangrebet mod Krudttønden og Synagogen i 2015 været forhøjet på anvisning fra PET, og den nye Carolineskole på Strandvejen bliver da også omgærdet af en nybygget, meterhøj sikkerhedsmur. Dog gjort af glas og forskønnet med grøn bevoksning.
”Sikkerhedsforanstaltningerne er triste, men nødvendige – og vi, der har vores daglige gang på skolen, føler os meget trygge. Vi ved, at der bliver passet godt på os,” siger hun, der håber, at flytningen til de nyindrettede bygninger i Hellerup kan vende Carolineskolens faldende elevtal:
”Der er mange gode grunde til at sætte sit barn i Carolineskolen, vil jeg mene. Vi har i dag et fantastisk godt læringsmiljø. Her må man gerne være dygtig. Det ligger nok også i det jødiske, at man ikke må spilde sine evner, uanset hvad de er.”
Læs mere om Carolineskolen her.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!