Victor Borges Plads ligger midt på Østerbro i København. Her serverer Restaurant Fisher delikate retter, og når man sidder dér en lun eftermiddag og spiser råsyltet tun, kan man se direkte over på ’Cykelsmeden BenBen’. Et vakst navn – når nu ejeren hedder Ben. 
På hebraisk betyder Ben søn, og det er en titel, Ben Rosenzweig lever op til og er stolt over.
Det er ikke en helt almindelig cykelforretning han har. Intet i lokalerne er overladt til tilfældighederne, og der er en egen mellemfærdig æstetik over hver en væg og trappe, hvor materialer står mere eller mindre ubehandlede mellem storebror Tals og venners malerier.
Hvad er dit yndlingsrum her?
“Det her”, svarer Ben hurtigt og kigger rundt i ’præsentationsrummet’. 90 m2 med cykler på gulvet og i loftet. “Men egentligt også det her”, siger han og leder os ind til et noget mindre rum, hvor værktøj tvangsnøjagtigt dækker væggen fra loftet til det rosafarvede gulv. Her er det egentlige værksted, og cyklerne kan hejses op og ned til reparationshøjde.
“Det originale gamle trægulv er vigtigt, for det er her, vi står mest i løbet af dagen”, forklarer han.
Nu lader vi som om, at jeg vil købe én af dine cykler. Hvorfor skulle jeg det?
“Det skal du, fordi den er lavet i en særlig ånd. Det er min bror Ari, der har tegnet den, kristne israelske arabere har samlet den, og jeg har valgt farver og detaljer. Vi har mange års erfaring og har udvalgt de bedste råvarer, de bedste kvaliteter indenfor stål og titanium. Vi har eksperimenteret med dækkene. Jo bredere, des bedre greb og komfort, og de ligger simpelthen godt på vejen, også inde i byerne. Men du skal selvfølgelig købe den, fordi den er samlet med hjerte og sjæl”.

Jeg formidler kun det videre, jeg selv kan lide
Rundvisningen går videre. “Der er også bokserummet, som jeg er rigtig glad for”, fortæller Ben og fører os tilbage gennem det store rum, forbi nogle stænger med tøj. “Det er en ny ide. Jeg synes, det er sjovt at lave tøj”, siger han, og går ned ad en trappe, der fremtræder rå, som har han fanget og fastholdt den farve, som beton og træ kan have, når beklædningen er trukket af. 
“Bokserummet er også et festrum. Det er det lige blevet efter, at vi har trukket et anlæg herned. Det er min familie og venner og deres venner, som kommer her og bokser. Jeg kan godt lide at bokse – det kunne jeg også som barn hjemme i haven. Jeg formidler kun det videre, jeg selv kan lide. Folk kommer og spørger, om de må være med, og vi tager lidt penge for det nu. Det er blevet mere end et familieforetagende”.
Familien – den biologiske – består af far, værktøjsmageren Ernst Rosenzweig, og mor, pensioneret dansk/engelsk/hebraisklærer Hanne, og de tre ældre søskende, Shiri, Tal og Ari, alle kunstnere eller kunstnersjæle.

Far valgte at tage cyklen med
Ovenpå igen i kontoret laver Ben te og serverer i glas. Kontoret ligger bag værkstedet med et aflangt bord i midten fyldt med reservedele og nogle aviser, der bliver skubbet til side. På to af væggene, fra gulv til loft, er sider fra Weekend Sex opklæbet så tæt og mønstret, at man skal se godt efter for at opdage, at det ikke er et isabellafarvet blomstertapet.
Det er ikke et herreværelse, snarere et drengehummer. Lidt hemmeligt – forbudt for mor – og en eventyrlig del af et klassisk barndomshjem.
Ben stiller te-glassene på bordet.
Er du den, der er alles far her?
“Nej, jeg er alles mor” svarer han, “vi er som søskende. Se fx Liv, hende har jeg kendt i mange år, og jeg er hendes ven, bror og mand, uden at vi er mand og kone, hun er min kontormus og pengevogter. Og drengene, de er mine venner og brødre. Jeg er moren, som sørger for at alle trives og har det godt”. Han holder en lille pause: “Men selvfølgelig skal jeg også plukkes – de andre har også valgt mig.”
Selvom Ben Rosenzweig er moren i sit værksted, identificerer han sig éntydigt med sin far.
“Min far blev født i Kezmarok og havde en barndom, der var præget af Kz-lejr. Hele hans familie blev deporteret til Ravensbrück, og hans far og bror forsvandt hurtigt derefter, og han så dem aldrig igen. To måneder senere blev min farmor og faster flyttet fra Ravensbrück til Bergen Belsen. Min far havde fået tyfus og var alene tilbage på lejrens infirmeri. Der var en politisk fange, der passede ham og fik ham smuglet over i den ikke-jødiske afdeling. Efter krigen tog hun ham med hjem til Prag. På vej fra lejren fik han lov at tage én ting med sig, og han valgte sin cykel”.
I Prag ledte kvinden gennem radioen og Røde Kors efter andre overlevende fra familien, og ganske få uger senere kunne Bens fars onkel hente ham hos den gode dame.
“Min farmor havde også overlevet, og hun tog ham fra Prag til Israel. Sidste sommer mødtes hele familien i Canada, og jeg fik nogle flere oplysninger om min farmor, som var en ganske ’butch’ dame, der uddelte ’håndmadder’ til højre og venstre. Hun kunne ikke passe på min far, hun havde set og mistet for meget, så han blev anbragt på et børnehjem kort efter ankomsten til Israel. Da var han omkring 8 år gammel.”

Har lovet at holde Shabbat
Du siger, at du føler dig som din fars beskytter og ansvarlig for, at han skal have et godt liv – hvordan gør du det? 
“Jeg gør det ved at skabe en familie. Ikke sådan en, som han har gjort med far, mor og fire børn, men denne her i forretningen, som minder om det hjem, han var med til at give os. Og så fortæller jeg ham ikke om mine problemer. Der har aldrig været plads til vores sorg, den kunne aldrig måle sig med hans. Vores problemer er, hvad jeg vil kalde ’navleproblemer’ “.
Sammen med sin søster Shiri har Ben lovet sin far én ting, når de nu har valgt at gifte sig med ikke-jøder:
’Vi holder altid Shabbat. Det er især min mor, der har været megahård og sørget for, at vi holder løftet”, siger han og fortsætter:
“Jeg føler helt inderst inde, at jeg skylder min far at have været der dengang. Jeg skulle have passet på ham. Men jeg føler mig også fri, selvom jeg selvfølgelig er bundet af min familie… om 10 år kan jeg måske bedre forklare det.
Jeg har bygget et værested her –  ligesom det var, da jeg var barn. Min mor skabte et liv for os, hvor der var åbent for alle. Vi boksede og malede, og der var folk omkring os. I min barndom fik jeg lov til at lave våben af alskens materialer, også spisebestik. Og så cyklede vi på samme måde, som jeg dyrker det i dag – hvor det også er oppe i tiden – hvor vi oplevede hinanden. Og naturen.”
“Min far har lært mig værkstedsforståelse og måske også min underlige måde at være pædagog på overfor mine lærlinge. Men selvom han altid har advaret imod, at man ansætter sine venner, så har jeg gjort det. Han kommer her og hjælper, og han kommer også ovre hos Tal og laver træsnit”.

I bevægelse og altid fremad
For nylig er der indledt et nyt samarbejde i cykelsmedjen. Denne gang med Hansen Is.
“De er også brødre. Deres far startede Fredensborg Is, som så blev købt af Nestlé med en klausul om, at de ikke måtte indlede konkurrerende virksomhed i en periode på 10 år. Den er overstået nu, og de havde hørt om vores familieforetagende og kom forbi. De købte en cykel hver, og vi indledte en business”.
Ben fremviser stolt et prøveeksemplar af en Hansen/BenBen cykel. Storebror Ari har været designer og bygger, og storebror Tal har været ind over med skrift og logo.
“Jeg har jo egentlig ikke lavet noget af det, men jeg får det til at ske”, siger han og strækker sig i stolen med armene samlet over hovedet.
Han har fundet sit sted og sin stadige bevægelse. På vej eller på vejen, et sted mellem barndom og voksen, et mellemfærdigt sted. Og han har indrettet sit værksted og sit Neverland.
Hvad holder du mest af?
Ben smiler skævt og svarer:
“Det bedste er at sidde derhjemme i sofaen med min joint og se på min cykel og rejse mig og gå lidt rundt om den og fantasere om, hvordan jeg kan gøre den endnu bedre”.

 

Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed. 
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed
Du kan også hjælpe ved at gøre din omgangskreds opmærksom på Goldberg, så vi får endnu flere læsere. 
God fornøjelse med de næste mange artikler – og tak for hjælpen!

Share This