TEL AVIV – Hun sidder på cyklens bagagebærer. Ser på fotografen, ligesom de øvrige personer, og at dømme efter ansigtsudtrykkene er stemningen afslappet og ubekymret. Fire piger og fire drenge, de er alle klassekammerater, og på udflugt i en park i nærheden af Tigris. Året er 1970, og vi er i Bagdad. Alle otte er fra jødiske familier, som bor i byen.
”Det var gode tider. Jeg husker det den dag i dag,” siger cykelpigen, som hed Lilan Madalawee. I dag hedder hun Lily Shor og arbejder som event manager ved museet og dokumentationscentralen Babylonian Jewry Heritage Center i byen Or Yehuda i nærheden af Tel Aviv.
Året efter var hun blevet flygtning. I august 1971 var den antijødiske stemning blevet så voldsom, at den da 14-årige pige og hendes familie forlod Irak og rejste til Israel. Mange af de irakiske jøder bosatte sig på det tidspunkt i Storbritannien, men hun fortæller, at hun har en skoleveninde fra dengang, der i dag bor i Oslo.
”Vi blev spredt over hele verden,” konstaterer hun. Men på det seneste har hun bevidnet, at flere og flere af de irakiske jøder atter har blikket rettet mod Bagdad og de øvrige byer, hvor der var jødiske samfund, og en del har allerede fulgt den seneste tendens ved at besøge det tidligere hjemland. Enkelte ytrer endda ønske om at vende tilbage for igen at bo i Bagdad – under en eller anden form.
Remember Baghdad
Den markante skikkelse i denne bemærkelsesværdige trend er Edwin Shuker. Han flygtede også fra Irak i 1971 og er siden blevet en succesfuld forretningsmand i England. Men han gjorde sig allerede for et par år siden bemærket ved både at besøge Irak og købe hus i den nordlige del af landet.
”Jeg kender flere andre jøder med irakisk baggrund, som i de senere år har besøgt landet, men indtil videre er jeg nok den eneste, som er vanvittig nok til ligefrem at købe hus,” sagde han for nylig til israelsk presse.
På den konto er han blevet en af de centrale personer i dokumentarfilmen ’Remember Baghdad’, som skildrer fem jødisk-irakiske familier og deres længsel efter stedet, der i mange år har været lukket land. Shuker bliver i den sammenhæng repræsentant for den lille, men voksende gruppe, der benytter sig af Iraks gryende åbenhed overfor sine tidligere jødiske borgere.
”Edwin er stadig den eneste, der ligefrem har købt fast ejendom, men der er flere og flere, som tager på besøg. Det er en kæmpe udvikling,” siger Lily Shor, der selv er nysgerrig efter at komme til Bagdad igen, men foretrækker at se tiden an.
Når Shuker i filmen siger, at han med sit huskøb har skiftet status fra blot at være turist til en mand, der ønsker at bosætte sig i Irak, opfatter hun det mest af alt symbolsk. Han markerer, at han ikke blot viser interesse for det sted, hvor han har sine rødder, men også gerne vil være en del af det. På papiret, i hvert fald, for hun ser stadig en stor forskel på hensigtserklæringen og at omsætte den i fysisk virkelighed.
Islamisk Stat
Sagen har fået stor opmærksomhed, efter at regeringen i Bagdad for nylig erklærede, at Islamisk Stat nu er endeligt borte fra irakisk territorium. Det er jo ikke ensbetydende med, at den totale ro nu har indfundet sig i det krigshærgede land, men det har på en eller anden måde skabt en ny stemning i landet. En fælles vilje til at se fremad og skabe et demokratisk civilsamfund.
”Men man skal nok se dette som det foreløbige resultat af en proces, der startede med den amerikanske invasion af Irak og Saddam Husseins fald,” forklarer Lily Shor.
I 2003 fandt amerikanerne frem til den irakiske sikkerhedstjenestes enorme arkiver og førte hele materialet til USA. Her fandt man masser af arkivalier med forbindelse til det tidligere jødiske samfund.
”Vores flugt tilbage i 1971 var meget pludselig,” fortæller hun. ”Vi havde ikke mulighed for at tage ret meget med os, så vi låste bare hjemmet af og rejste. Vi efterlod en masse personlige minder, familiefotos, papirer og alt muligt andet. Alt dette konfiskerede sikkerhedstjenesten, og da dens arkiver kom på amerikanske hænder, fik vi lidt efter lidt adgang til at kunne finde vores egen fortid.”
På den måde har hun og tusinder af andre irakiske jøder skridt for skridt kunnet stykke deres fysiske minder sammen. Hun har flere hundrede familiefotos på computeren, og hun nævner det bevægende i pludselig at finde en gammel skoleprotokol, hvor ens eget navn figurerer. Denne mulighed for at få indsigt i sin egen fortid har skabt den kolossale interesse for at besøge landet.
Uretfærdigheden
Helt op til tiden lige efter Anden Verdenskrig var Irak hjem for et af Mellemøstens største jødiske samfund, og nok også det ældste. Der har boet jøder i Irak i 2600 år.
“Vi var gode irakere,” smiler Lily Shor. “I Jeremias står der, at vi skal være loyale overfor kongen, og det var vi.”
Ofte i kompagniskab med muslimske borger var der mange jødiske forretningsmænd, og samfundet var velfungerende og integreret i det irakiske samfund. Zionismen fandt ikke overvældende tilslutning, og de fleste jøder i landet fortsatte med at leve det gode liv i overbevisningen om, at fremtiden lå i Irak. Det var et land i kolossal udvikling, og der var rige muligheder for at ride med på velstandsbølgen.
Det store brag kom med det nazistisk inspirerede kup i 1941, og med staten Israels oprettelse i 1948 følte de fleste irakiske jøder jorden brænde under fødderne. Det førte i årene 1949-51 til den store udvandring til Israel. Omkring 120.000 jøder rejste, hvilket svarede til 75 procent af landets jødiske befolkning. De øvrige valgte at blive og håbe på bedre tider. De indfandt sig dog aldrig helt, og i 1967, da Israel i juni måned vandt krigen mod alle odds, var det endegyldigt slut.
”Jeg husker tiden mellem 1967 og vores flugt som en stor uretfærdighed,” fortæller Lily Shor. ”Pludselig var en masse ting forbudt, vi måtte for eksempel ikke længere have telefoner, og folk begyndte at forsvinde ind i sikkerhedstjenestens torturkældre. Vi blev klar over at vi måtte bort, og det kom vi.”
Irakisk åbenhed
Lige siden har det været umuligt at besøge Irak. Mens eksempelvis marokkanske og tunesiske jøder gennem alle årene har kunnet rejse tilbage på besøg, har de irakiske befundet sig i samme båd som de syriske og de iranske. Lukket land.
Men på det seneste er der sket noget, og hun ser det som en afgørende forudsætning, at der har indfundet sig en større åbenhed i hele det irakiske samfund.
”I masser af år købte almindelige irakere regimets forklaringer om, at de få jøder, der havde boet i landet, var zionistiske landsforrædere,” forklarer hun. ”Vi var fjenden.”
Men i takt med udviklingen har det irakiske samfund åbnet sig. I de senere år er omkring en million kristne irakere flygtet, og mange af dem er blevet slået ihjel, og det er især mange unge irakere meget bevidste om. De stiller spørgsmål, og så melder der sig også en helt naturlig nysgerrighed, hvad angår landets øvrige mindretal. Lily Shor fortæller, at hun har en god bekendt, som for ikke så længe siden var på en professionel kongres i byer Erbil i det nordlige Irak. De lokale deltagere betragtede ham som englænder, men da det gik op for dem, at han var jøde med irakiske rødder, blev han mødt med varm begejstring og stor nysgerrighed. Flere af dem var nærmest ikke klar over, at der engang var et jødisk samfund i Irak.
”Gennem de seneste par år er vi her på centeret begyndt at få masser af henvendelser fra irakiske forskere og journalister, som gerne vil vide mere. De ved godt, at de er i kontakt med Israel, men det spiller tilsyneladende ingen rolle,” siger hun. ”De bliver ved med at komme.”
Alt dette, mener hun, er grundlaget for, at flere og flere jøder får lyst til at besøge landet. Hun mangler heller ikke lysten selv, men anser det for klogt at vente lidt.
”Det er endnu ikke trygt for os at færdes i Irak. Der kommer nok til at gå en del år, inden jeg tør rejse derover,” slutter hun. ”Bagdad ligger der jo endnu, men der er intet tilbage af den jødiske arv. Alle synagogerne er borte, så i den forstand er der intet at se, og her på centeret ved vi, at der i dag er fem jøder tilbage i Irak, og dem har vi ingen forbindelse til. Men det er begyndt. Folk rejser, og det kommer jeg nok også til en dag.”
Illustrationer
De jødiske irakere blev tvunget til pludseligt at forlade landet og efterlade sig mange personlige ejendele. Men i 2003 fandt amerikanerne frem til den irakiske sikkerhedstjenestes enorme arkiver og blandt de store mængder af dokumentation for det tidligere jødiske samfund, har Lily Shor bl.a. fundet familiebilleder og endda en skoleprotokol, hvor hendes navn fremgår.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed.
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Tak for hjælpen!