Det jødiske år 5778 begynder godt for Judiska Museet i Stockholm. Den jødiske kulturarv blev nemlig sikret, da museet i september blev tildelt 4,5 millioner svenske kroner af regeringen til at etablere sig i Själagårdsgatan i Gamla Stan. Den gamle bygning i nr. 19 har været brugt som både politistation, auktionshus og sømandskirke, og i årene 1795-1870 fungerede den som synagoge og forsamlingshus. Nu knapt 150 år senere vil den igen bidrage til historien om svensk jødisk liv, når den kommer til at huse Stockholms jødiske museum.
Men inden da skal bygningen istandsættes og indrettes til museumsbrug. Så hvordan sørger man for, at fortællingen om den lille svenske minoritet ikke bliver sat ’på pause’ så længe? Museets direktør, Christina Gamstorp, har fået en ide: fra september 2017 til efteråret 2018 har hun iværksat et stort kulturhistorisk projekt, som kun kan opleves udenfor museet. På syv forskellige lokationer i Stockholm, Karlskrona, Norrköping, Falun og Borås vil kunstnere skabe stedsspecifikke værker, der iscenesætter stedernes kultur- og minoritetshistorie. Det første stop er den tyske kirke i Stockholm.
Spor af eksistens
Med udgangspunkt i de syv lokaliteter vil disse offentlige steder helt konkret danne rammen for de forskellige historiske fortællinger. Kunstnernes møde med disse steder vil vække fortællingerne til live og skabe en vandring både over tid og på tværs af byer, der har været scene for jødisk kulturhistorie.
Ideen med projektet er at blive klogere på den jødiske indvandringserfaring fra 1600-tallet til i dag på baggrund af spørgsmål som, hvordan man finder sin plads i et nyt samfund, hvordan man skaber et hjem i et fremmed land, hvordan man slår rødder i en ny kultur, og hvilke krav og vilkår den jødiske minoritetsgruppe blev mødt af.
Med disse spørgsmål som udgangspunkt har kunstnerne fået frie hænder, og med vidt forskellige praksisser, greb og metoder vil de anskueliggøre sporene af minoritetshistorier og jødisk liv, som har givet projektet titlen Traces of Existence.
De første jøder i Sverige var kristne
Den tyske kirke i Stockholm er interessant, fordi det var her, de første jødiske borgere blev døbt og altså konverterede til kristendommen. Allerede i middelalderens Europa var der strenge regler for, hvor jøder måtte bo og hvilke erhverv, de måtte have, men i Sverige var der ingen regler, for her var slet ingen jøder før 1680’erne.
De første jødiske indvandrere kommer formentlig fra Hamborg og Wien til Stockholm i maj 1681. Tolv personer fra to familier bliver efterfølgende, den 29. september 1681, døbt i den tyske kirke ved en højtidelig ceremoni, hvor selveste kongefamilien bevidner dåben fra egen rigt ornamenterede kongeloge. Der bliver således kastet glans over familierne, som ikke alene får kong Karl XI velsignelse, men også nye royale navne, hvor Israel Mandel bliver til Carl Christian Mandel, og hans hustru får navn efter dronning Ulrika Eleonora. Moses Jacob bliver til Gustav Michael Renata og hans hustru til Hedvig Eleonora Renata. En højtidelig begivenhed som siden er blevet til ’den store jødedåb’.
Der er ikke mange kilder, der fortæller om omstændighederne for dåben, og slet ingen fra familierne selv, men man ved fra den fungerende præst Bezelius, at den ene hustru ikke ønskede at blive døbt, og at hendes mand måtte true med skilsmisse for at få hende på andre tanker.
Fem år senere bliver det helt forbudt at bosætte sig i Sverige uden at konvertere. Og nok havde familierne tilsluttet sig troen på Jesus, men livet synes alligevel ikke helt nemt. I breve fra Hedvig Eleonora Renata til Kong Karl XI hører vi, hvordan hun indtrængende beder om at få den understøttelse, som familien modtog inden manden, Gustav Michael, gik bort – og at hun jo netop lod sig døbe – men tilsyneladende bliver hendes bønner ikke hørt.
Vandets symbolik
Den tyske barokkirke er storslået både udvendigt og indvendigt. Spækket med ornamentik, høje hvælvinger og et gennemstrømmende lys fra de store vinduer har den svenske kunstner Johan Thurfjell fået en udfordrende opgave, da han blev inviteret til at lave et stedsspecifikt værk til netop dette rum.
Thurfjells værk gør ikke meget væsen af sig, og måske netop derfor kommer det til at fremstå så interessant og effektfuldt i al sin enkelhed i det sakrale rum. Dåbens vand spiller en helt central rolle i værket og i den kristne dåb. Det symboliserer fødsel, liv og renhed. I dåben bliver barnet genfødt som Guds barn og en del af det kristne fællesskab. Dåbens vand vasker synden bort, og barnet modtager syndernes forladelse, og intet ondt skal skille det fra Gud. Men vandet kan også overmande os, som vi kender det fra Noahs ark, og symbolisere afmagt, synd og sorg. Thurfjell har været inspireret af netop denne tvetydighed, der ligger i vandets egenskaber.
Det blottede menneske
På en stumtjener midt i kirken mellem de mange rækker af kirkebænke hænger en klassisk mørkegrå herreblazer og drypper. En dyngvåd jakke der dryp efter dryp fylder en rå zinkbalje med vand. Klassisk, pæn og afmålt, en oplagt søndagsjakke til kirkebrug. Men her hænger den tynget af vandet og virker pludselig i sin våde tilstand sårbar og forladt. Et særegent lys danser henover den geometriske hvælving – det er refleksionen af vandets bevægelse i baljen, som glimter og får tilskueren til at opdage kirkerummets enorme dimensioner. Umiddelbart en temmelig sekulær installation, som nogle måske slet ikke vil opfatte som et kunstværk. Og på den anden side et værk, der med vandet, (dåbs)baljen og det særegne lys emmer af fortolkning af den historiske ’jødedåb’.
Thurfjell formår med få greb at sætte associationerne i gang. Alle kender følelsen af at have gennemblødt tøj på, og den dryppende jakke, der i al sin stilhed larmer på en måde, som er svær at holde ud, er effektfuld.
Afklædt hedder værket, og det er Thurfjells metafor for forestillingen om, hvordan det opleves at komme til et nyt land og lægge alt det, man kender og er tryg ved bag sig. Men værket handler hverken om at være jøde eller kristen.
”For mig er det den universelle oplevelse af at være udsat, sårbar og nøgen, som har interesseret mig ved denne historie om ’den store jødedåb’ – at være fremmed og afklædt i overført betydning, som jeg samtidig har gjort til noget helt konkret”, forklarer Thurfjell. ”De to jødiske familier skulle starte på en frisk – i nye gevandter, med ny identitet, en luthersk religion, nye traditioner, omgivelser, sprog og med svenske – og sågar kongefamiliens – øjne hvilende på sig”.
Det vi er vidner til her er for Thurfjell ikke bare en historisk erfaring: ”Det er en virkelighed, som i den grad overvælder os lige nu med den globale flygtningekrise”.
Det er en erfaring, som er så aktuel og nærværende, men som alligevel kan synes fremmed, hvis ikke man har haft den tæt ind på livet. Blazeren bliver ved og ved med at dryppe, og alligevel kræver det opmærksomhed at få øje på den. Kun med indlevelse og sensibilitet åbenbares værket og den minoritetserfaring, som Thurfjell her har iscenesat.
Næste projekt i Traces of Existence tager os til Blåtårnet, en af August Strindbergs boliger i Stockholm, som nu fungerer som museum for den svenske forfatter. Her vil kunstneren Johannes Heldén forholde sig til August Strindbergs indgående interesse for hebraisk. Læs mere om projektet på Judiska Museets hjemmeside.
Illustrationer:
Afklædt, Johan Thurfjells, i den tyske kirke i Stockholm
Foto: Åsa Brom og Jonatan Agami
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed.
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Du kan også hjælpe ved at gøre din omgangskreds opmærksom på Goldberg, så vi får endnu flere læsere.
God fornøjelse med de næste mange artikler – og tak for hjælpen!