Ved årtusindskiftet besluttede Riksdagen, at Sverige skulle tilslutte sig Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale minoriteter. Ti år senere havde landet en lov, der udstikker retningslinjer for, hvordan stat, regioner og kommuner skal bekæmpe racisme, forbedre livsvilkår samt værne om og bevare sprogene til støtte for jøder, romaer, samer, sverigefinner og tornedalinger. Det er de minoritetsgrupper, der har befolket Sverige længst og anses for at have præget svensk samfundsudvikling mest indgående.
I Danmark er der en tendens til at harcelere over svenskernes politisk korrekte fokus på ligeberettigelse, antiracisme, minoritetssolidaritet etc. Og retlinetheden har da også slagside, da mindre tolerante dele af befolkningen i stigende grad lader høre fra sig.
Her kan museerne blive positive aktører i form af en ’tryg, demokratisk, offentlig arena’ – hvis de vel at mærke formår at tegne et balanceret og samlet billede af minoritetskulturerne, mener Angelica Tegenfeldt fra Kultur- og Medievidenskab i Umeå. Hun har dels kortlagt udstillingsvirksomheden på et specialmuseum, Det jødiske Museum i Stockholm, dels fulgt forberedelserne til en minoritetsudstilling på et alment, regionalt museum, Västerbottens Museum i Umeå. 

Sådan ser en jøde ud
Davidsstjerner, shabbat-lysestager, hebraisk tekst og klezmermusik er uundværlige bestanddele af et jødisk museums basisudstilling. Det gælder naturligvis også på Det jødiske Museum i Stockholm. Her skal artefakterne give besøgeren følelsen af at komme tæt på jødisk liv, men det er mere fiktion end virkelighed, mener Tegenfeldt, fordi mange jøder lever mere eller mindre fjernt fra disse kultursymboler. Alligevel er det også den type genstande, museumsbutikken sælger som jødiske souvenirs, og deri ser Tegenfeldt en risiko for, at museerne medvirker til skabelsen af stereotyper.
Hun har studeret de fleste af dette årtis temporære udstillinger på Det jødiske Museum i Stockholm, og hun har bemærket en tendens til en bevægelse væk fra fortællingerne om enkeltstående fremgangsrige familier såsom kunstnerslægten Josephson, forlagsfamilien Bonnier og personligheder som forfatteren Oscar Levertin og kunstmalerparret Grünewald. I stedet har udstillingerne i de seneste år haft fokus på idehistoriske tanker, madtraditioner og Sveriges modtagelse af jødiske indvandrere og flygtninge.
Det er en positiv udvikling hen imod bredere historier, som flere kan spejle sig i, mener hun, men hun efterlyser den enkeltes særprægede afgrænsning af jødiskhed. Faren ved, at minoritetsmuseer definerer deres særgruppe for snævert er dels, at minoritetsgruppens egne anderledestænkende medlemmer bliver usynlige, dels at antidemokratiske kræfter får nemmere ved at slå ned på gruppen.
Disse kræfter forsøges ofte imødegået af de jødiske museer ved igen og igen at formidle omstændigheder omkring Holocaust og de tendenser i samfundet, som ledte frem til den største katastrofe i moderne, jødisk historie, men ifølge Tegenfeldt er der mindst to risici ved det: Først er der faren ved, at højrekræfterne kan fremhæve en overdreven beskæftigelse med jøder som ofre og dermed som ”fredede” i vor tid. Her henviser hun til en svensk undersøgelse fra 2005, i hvilken 13% af deltagerne mente, at der tales for meget om nazismen og jødeudryddelsen, og 14% mente, at jøder udnytter fortidens lidelser til politiske og økonomiske formål. Tegenfeldt citerer den tyske historiker Wolfgang Benz for påstanden om, at nutidens antisemitisme ikke er til stede på trods af mindet om Auschwitz, men snarere på grund af det.
Dernæst påpeger Tegenfeldt, at Holocaust kan forklejne de udstillede artefakters betydning og egenværdi, fordi de opfattes som ’overlevere’ fra en anden periode end den, de ’levede’ i. Det er vigtigt at huske på, at genstande på et museum er repræsentanter for virkelige mennesker, og indblikket i et sprudlende jødisk liv forud for nazismen risikerer at blive udvisket for beskueren, hvis Hitler-perioden får overtaget, mener hun.
Tegenfeldt forfægter afhandlingen igennem, at jo flere facetterede selvportrætter en minoritetsgruppe får adgang til at vise, des sværere bliver det at tegne en entydig karikatur af den. Samtidig hjælpes en minoritets egne minoriteter indenfor og bliver værdifulde aktører.

Det identitetsskabende museum
Det heterogene syn på samfundsgrupper finder Tegenfeldt hos Västerbottens Museum, hvor man igennem et års tid har indsamlet materiale til en udstilling om Sveriges fem mindretalsfolk med historiske rødder i landet.
Da museet indbød disse befolkningsgrupper til at indsende fotos, genstande og fortællinger fra deres tilværelse, lå det i formuleringen, at det var de inviterede selv, der skulle definere sig som tilhørende en given gruppe – med andre ord behøvede minoriteten som helhed ikke at være enig i den enkeltes kulturelle definition.
Det kan virke paradoksalt, at det facetterede portræt af minoriteterne kommer fra almenmuseet. Tegenfeldt stiller spørgsmålet, hvorvidt mere mindretalskultur på almene museer overflødiggør specialmuseerne, og svarer selv, at fremtidens specialmuseer netop får til opgave at udvide synet på sin gruppe ved at præsentere mindre enheder inden for den.
Museumsforskning generelt slår fast, at museal virksomhed skaber normer og påvirker et samfunds kultur. En rapport fra 2014 konkluderer, at der forestår et større benarbejde, inden alle, såvel kollektive som individuelle minoriteter, findes repræsenteret på landets museer, hvilket ikke just fremmer den mangfoldighedskultur, det officielle Sverige tilstræber.
Hvis museerne påvirker de besøgendes almenbillede af et samfund, gælder det både for den repræsenterede gruppes selvopfattelse og for den udefrakommende gæsts videnstilegnelse. Og jo bredere billedet er, desto større er chancen for, at begge parter føler sig inkluderet. Når man lukker stadig flere bidragydere ind, forskubbes normgrænserne gradvist, og menneskers liv kommer i højere grad til at spejle hinanden.
Museer må derfor agere ansvarsbevidste – ikke ved at vise, hvad en minoritet er, men derimod hvad den også kan være.

Angelica Sörlin Tegenfeldts afhandling ’Att inkludera de exkluderade. Den judiska representationens funktion på svenska museer’ kan frit downloades via Umeå Universitets hjemmeside.
Det jødiske museum i Stockholm er for tiden lukket pga. flytning, men genåbner ultimo 2018.
Udstillingen ’Prioritet: Minoritet’ på Västerbottens Museum er åben fra 19. nov. 2017 til 2. sept. 2018.

Illustrationer
Montre med præsentation af jødiske artefakter fra Det jødiske museum i Stockhohl. Museet får helt nye lokaler i løbet af 2018.

Hos Västerbottens Museum har man igennem et års tid indsamlet materiale til en udstilling om Sveriges fem mindretalsfolk med historiske rødder i landet.

Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed. 
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Du kan også hjælpe ved at gøre din omgangskreds opmærksom på Goldberg, så vi får endnu flere læsere. 
God fornøjelse med de næste mange artikler – og tak for hjælpen!

Share This