Chim Chiminee/Chim Chiminee/Chim Chim Cheroo. Jürgen was a German. But now he’s a Jew.
Sådan lød sangen fra Tottenhams fans, da den tyske angriber Jürgen Klinsmann kom til klubben i 1994 og hurtigt blev gjort til æresjøde. Da klubben i samme periode havde den israelske angriber Ronny Rosenthal i truppen, blev der flittigt viftet med israelske flag og jødiske symboler, da jeg så Tottenham mod Liverpool på Anfield Road i midt 90’erne.
Selvom jeg af familiemæssige årsager er Liverpool-fan, var det ikke svært at blive fejet væk af Tottenham-fansenes humor, dedikation og stolthed over de jødiske rødder. For det jødiske i Tottenham var mere end et postulat. Helt tilbage fra slutningen fra 1800-tallet var Tottenham-området i det østlige London det største jødiske kvarter i Storbritannien. Det var her, mange af de jødiske flygtninge fra Østeuropa bosatte sig, og sekulære jøder og arbejdere var ikke sene til at tage den engelske arbejdsklasses foretrukne fritidsaktivitet til sig.
Tottenham blev deres klub. Op gennem historien har klubben haft mange jødiske spillere og formænd – inklusive den nuværende formand David Levy, der har siddet på posten i 16 år. Men med årene er det jødiske islæt i lokalområdet blevet betydeligt udvandet. Faktisk er det mest åbenlyst jødiske i området i dag den store gruppe af stærkt religiøse hassidiske jøder i South Tottenham – og alt andet lige er hassidiske jøder ikke kendt for at være voldsomt fodboldinteresserede.
Yid Army
Alligevel er der stadig masser af jødiske symboler, når Tottenham spiller på Wembley, der er klubbens midlertidige hjemmebane, mens det legendariske White Hart Lane bliver genopbygget. Og i dag ved fodboldfans i hele verden, at Yid Army er synonymt med Tottenhams fans, og at Yiddo er et kælenavn for samme. Umiddelbart en solstrålehistorie, som mange vesteuropæiske jøder længes efter: At forbinde jødisk kultur med noget cool, sekulært og folkeligt, som hverken har med antisemitisme eller Mellemøstkonflikten at gøre.
Men ikke overraskende er historien mere kompleks. Både i engelsk fodbold og i antiracistiske kredse har brugen af ordet Yid i fodboldkredse været kontroversiel.
For fire år siden forsøgte Det Engelske Fodboldforbund at forbyde Tottenhams fans at bruge ordet, der straks efter blev omdøbt til ‘The Y-word’ i den britiske tabloidpresse. Men efter blot et år måtte engelske fodboldforbund erkende, at det reelt var victimblaming at bekæmpe racisme ved at forbyde en klubs fans at identificere sig med jøderne.
Antisemitisme?
Man skal ikke have været mange minutter på et fodboldstadion for at vide, at sange om hadet til rivaliserende klubber og deres fans fylder næsten ligeså meget som sange om kærligheden til ens egen. Og for nogle fans af de rivaliserende London-klubber skulle der ikke mange pints på pubben til at smøre glidebanen, hvor man det ene øjeblik hadede Tottenham og Tottenhams fans, til man det næste øjeblik hadede ”the fucking Yids!”. Og så var døren til åbenlys antisemitisme jo sparket vidt åben. Og langt værre antisemitiske slagord har gennem årene lydt mod Tottenhams fans.
Så sent som i september 2017 var den gal i Chelsea, hvor fansene havde skrevet en sang til den nye spanske landsholdsangriber Álvaro Morata:
”Alvaro, oh, Alvaro, oh oh. He came from Real Madrid. He hates the fucking Yids” (Det rimer faktisk på cockney-engelsk. Og kan synges på en øllet version af Domenico Modugnos ‘Volare’).
Morata blev naturligvis rasende over at blive udråbt som antisemit. Og Chelseas ejer Roman Abramovich, der er formand for Føderationen af Jødiske Samfund i Rusland, kom med en erklæring og bad indtrængende fansene om at stoppe øjeblikkeligt.
Og mon ikke der rundt omkring på pubberne i Østlondon har siddet et par Tottenham-fans og hygget sig over den ballade. Og lige netop dette er årsagen til, at der langt ind i det jødiske samfund så småt breder sig en vis træthed over for Yid Army. Tottenham fastholder, at fansene forsøger at eje ordet Yid og dermed punktere det som et antisemitisk skældsord. På samme måde som afroamerikanere har reclaimet ordet ‘nigger’ ved at bruge det i rap-musik.
Kontraproduktiv brug af symboler
Det argument er der mange britiske jøder, som ikke køber. De mener at det ville tjene kampen mod antisemitisme langt bedre, at stoppe brugen af Yid i fodbold-sammenhæng. Det er kun et mindretal – formentlig langt under ti procent – af Tottenham fans, som reelt er jøder. Og selvom det selvfølgelig ville være smukt, hvis flertallet fastholdt terminologien for at vise solidaritet med jøderne og respektere klubbens historie, spreder der sig en mistanke om, at Yid Army i ligeså høj grad bliver brugt til at vifte en rød klud i ansigtet på rivalerne.
En af dem, der har sat ord på kritikken af Yid Army, er komikeren David Baddiel, der i øvrigt er Chelsea-fan og jøde. Han mener, at der er mindst lige så mange jøder på stadion hos Arsenal og Chelsea, men det er ikke hans hovedargument. Det vigtigste argument er, at Tottenhams brug af jødiske symboler er kontraproduktiv, selv hvis det blev brugt i bedste mening. Reelt fremprovokerer det mere antisemitisme hos modstanderne, end det virker efter den angivelige hensigt.
Som et eksempel nævner Baddiel en ven, som på et fodboldstadion havde henvendt sig til vagterne for at få dem til at stoppe en fan, der råbte, at han hadede ”the fucking Yids”.
”Jeg hører ikke nogen racisme”, lød vagtens svar. Vagten hørte med andre ord kun en mand, der hadede Tottenham. Ikke at han hadede jøder.
Mens debatten om Yid Army ikke ser ud til at forsvinde lige med det samme, kan Tottenhams fans nu glæde sig over, at de langt om længe er tilbage er i toppen af engelsk fodbold. Sidste sæson sluttede de som nummer to, og i denne sæson forudser bookmakerne i skrivende stund en placering i top 3 i – over lokalrivalerne fra Arsenal og Chelsea.
Og dét er i hver fald vigtigere for fansene, end om man må bruge Y-ordet eller ej.
Andre storklubber med jødiske rødder
Ajax Amsterdam
Sammen med Tottenham er Ajax Amsterdam den storklub, der er mest kendt for sine jødiske rødder. Det er et image, der stammer helt tilbage fra 1930’erne, hvor klubbens hjemmebane lå i det jødiske kvarter Amsterdam-Oost. Ligesom Tottenhams fans bruger Ajax’ fans ofte jødiske symboler.
AS Roma
Den italienske storklub AS Roma har også et ry for at være de italienske jøders foretrukne klub. Det kan dog ikke spores langt tilbage i historien som hos Tottenham og Ajax, men er formentlig opstået i rivaliseringen med Lazio, der var Mussolinis foretrukne klub og som har åbenlyst højreradikale fans dag i dag. Roma kom derfor naturligt til at stå som en antifascistisk klub og en klub, hvor jøder var velkomne.
Bayern München
Bayern München, Tysklands mest vindende klub, havde en stærk jødisk identitet og var foragtet af nazisterne. I 1933 blev klubben tvunget til at skille sig af med sin jødiske præsident, Kurt Landauer. Men gennem hele naziperioden viste klubben respekt for sine rødder. Så sent som i 1943 i forbindelse med en venskabskamp i Schweiz hilstespillerne på Landauer, som var her i eksil. Tre andre klubber, som nazisterne betragtede som “Judenklub”, var FK Austria Wien, Eintracht Frankfurt and FSV Frankfurt.
FC København?
Der er naturligvis kun én jødisk klub i Danmark: JiF Hakoah. Men skulle man skulle pege på én de danske storklubber som ‘den jødiske klub’, ville det være svært at komme udenom FC København, der også er venskabsklub med Hakoah. Hovedarkitekten bag skabelsen af FCK var advokaten Alex Friedmann (1918-1997), der kom fra B1903.
B1903, der oprindeligt spillede i Fælledparken, havde tilbage i historien en del jødiske medlemmer fra arbejderkvarterne på Nørrebro og Østerbro. I FC Københavns anden moderklub, KB, var landsholdsspilleren Leo Dannin (1898-1971) en fremtrædende spiller, leder og æresmedlem.