”Mit navn er Modigliani og jeg er jøde”. Sådan skulle Modigliani efter sigende have præsenteret sig selv som ny tilflytter i Paris i årene efter 1906. Til trods for, at han talte fransk og nemt kunne blende ind, var Modigliani meget eksplicit omkring sin jødiske identitet.
Kunstnermiljøet i Paris i årene op til 1. Verdenskrig var spirende og mangfoldigt med kunstnere som Marc Chagall fra Hviderusland, Alexander Archipenko fra Ukraine, Pablo Picasso fra Spanien, Jacob Epstein fra USA og mange flere.
Blandt de mange emigranter var også jødiske kunstnere, der havde fundet vej til Paris i kølvandet på Dreyfus-affæren, men selvom Dreyfus blev frifundet og hans dom annulleret, blev antisemitismen det ikke.
Modigliani og også Chagall, som ankom til Paris i 1910, følte sig udsatte på deres jødiske identitet. Chagall har forklaret, at: ”For hvert eneste skridt, jeg tog, følte jeg, at jeg er jøde – det var det, folk fik mig til at føle”.
Modigliani kom som sefardisk jøde fra Livorno i Toscana, hvor det var ganske andre forhold, der gjorde sig gældende. Her havde jøderne siden Medici-familiens store indflydelse i slutningen af det 16. århundrede helt andre rettigheder og forhold og var fx ikke tvunget til at bo i ghettoer, som det var tilfældet mange andre steder Europa.
Modigliani kom ikke fra en religiøs familie. Frihed og frisind var grundsten i hans opvækst, hvor jødisk ophav og inklusion var normen for de italienske jøder. Med en mor fra Marseille og begejstring for både det franske sprog og litteratur af Baudelaire ankom Modigliani håbefuld og entusiastisk til Paris, men han måtte tage sine kampe. Som fx da han overhørte en flok ved sidebordet på en café råbe op og miskreditere jøder, hvorefter han rejste sig og konfronterede dem: ”Jeg er jøde – til helvede med jer”.
Fra lungebetændelse til hash
Modigliani var den yngste af fire søskende. Han havde et skrøbeligt helbred og var døden nær flere gange i løbet af sin barndom, men overlevede takket være moren Eugenias omhyggelige pleje og omsorg. Eugenia hjemmeunderviste ham til han var 10 år, lærte ham fransk og engelsk og tog ham med på en stor Italienstur til Napoli, Capri, Firenze, Rom og Amalfi, hvor han studerede kunst og tog sig tid til at tegne.
I sin dagbog fra da han var 11 år, skrev hun: “Barnets karakter er stadig så uformet, at jeg ikke kan sige, hvad jeg synes om det. Han opfører sig som et forkælet barn, men han mangler ikke intelligens. Vi må vente og se, hvad der befinder sig inde i denne puppe. Måske en kunstner?”
Til trods for at familien levede under fattige kår, prioriterede moren at få Guglielmo Micheli, den bedste malemester i Livorno, til at undervise sin søn. I 1903 rejste Modigliani til Venedig tiltrukket af byens kosmopolitiske ånd, hvor han indskrev sig på kunstskolen Istituto di Belle Arti, og hvor han efter sigende skulle påbegynde sit sidenhen problematiske indtag af alkohol og hash.
Samtidig var det også i hans tidlige ungdom, at han eksponeredes for revolutionære skrifter faciliteret af broderen og for filosofiske tekster gennem sin moster, der introducerede ham til både Henri Bergson og Nietzsche, hvis tænkning han senere blev mere og mere influeret af.
Fokus på det fysiognomiske
Kort tid efter sin ankomst til Paris blev Modigliani gode venner med lægen Paul Alexandre, som udviste stor interesse for hans kunst. De sås på daglig basis i en årrække, og Alexandre tilbød ham husly og atelier og gav ham adskillige bestillingsopgaver til trods for sine begrænsede midler. Han samlede over 400 tegninger på et tidspunkt, hvor ingen andre viste synderlig interesse for Modiglianis værker.
Det er denne samling, som nu vises for første gang i USA, men det er ikke alene af denne grund, at museet viser de tidlige tegninger. Jewish Museum mener, at man i disse værker kan spore en helt særlig interesse for identitet og fysiognomi, og at dette afspejler kunstnerens vanskeligheder med sin egen identitet og den sociale virkelighed, han var omgivet af i Paris både som kunstner og immigrant af jødisk herkomst.
Igennem hele sin karriere blev Modigliani ved med at vende tilbage til tegningen og selv i hans malerier og skulpturer ses en karakteristisk optegning og silhuet i tråd med tegningens linjeføring.
Museet viser 130 tegninger, 12 malerier og syv skulpturer, som også viser hans multikulturelle inspiration fra afrikansk, khmer, egyptisk og græsk kunst. Tegninger med appropriationer af afrikanske masker, med små variationer i massevis, rund mund, firkantet mund, spidse læber, smilende læber etc.
Mange kunstnere havde i tiden fundet inspiration i etniske masker som parafrasering og stilisering, men museet mener, at Modiglianis møjsommelige modifikationer af de fysiognomiske træk vidner om afsøgning af identitet og en funderen over personligt ophav.
Nøgne damer og forfalskninger
Cirkus, kabaret og masser af absint på diverse beværtninger var en del af bohemelivet i starten af 1900-tallets Paris. Fattigdom og godt med dameselskab er myter, der ikke uden grund knytter sig til flere af tidens kunstnere og ikke mindst Modigliani, som ikke høstede særlig megen anerkendelse i sin samtid, men som til gengæld fik malet en lang række nøgenmodeller, der i dag er nogle af det 20. århundredes mest elskede malerier.
De karakteristiske og sensuelle nøgenmodeller er højdepunktet på Tate Moderns Modigliani-udstilling, for hertil knytter sig også historien om hans eneste soloudstilling i 1917, hvor hans realistiske og detaljerede måde at portrættere kvinder resulterede i politiets konfiskering.
I dag er Modigliani igen en sensation, da en auktionsvurdering af en skulptur på ca 5 -7 millioner blev til et salg på 52 millioner dollars i 2010. Siden er priserne pilet i sky og ligger nu på samme niveau som værker af Picasso og Warhol. Rekorden blev sat i 2015, hvor maleriet Nu Couché blev solgt til en kinesisk samler for 170,4 millioner dollars.
Med sådanne svimlende beløb følger der selvfølgelig også interesse af tvetydig karakter. I marts i år blev en udstilling i Genoa lukket, fordi 21 ud af 60 værker ansås for at være falske og også kuratoren og tre medarbejdere på Pallazo Ducale skal undersøges. Det svirrer med usikkerhed, tvivlsomme kataloger, forskellige interesser og sågar dødstrusler i virakken omkring, hvilke værker der kan tilskrives kunstneren, hvilket midt i al furoren får spørgsmålet om, hvorvidt han var spydspids eller konventionel, til at virke så tørt. Kunsthistorisk har flere sat spørgsmålstegn ved Modiglianis begrænsede eksperimenteren, for han holdt sig primært indenfor det samme stilistiske udtryk. Han var fascineret af kunstnere som Cezanne og i kontakt med Picasso, så spørgsmålene lyder, hvorfor han ikke selv gennemgik en kubistisk fase, og hvorfor var han mere bagudskuende mod renæssancen end med på den avantgardistiske bevægelse?
Men måske er det netop denne egenrådige praksis, fri af tidens trends, der gør ham til sin helt egen, hvad enten det er i original eller i forfalsket version.
Illustrationer:
Study for “The Amazon,” 1909
Paul Alexandre Family, courtesy of Richard Nathanson, London
Head, c. 1911
Musée des Beaux-Arts, Rouen, Gift of Blaise Alexandre, 2001
Jeanne Hébuterne, 1919
The Metropolitan Museum of Art, New York
Jacques and Berthe Lipchitz, 1916
The Art Institute of Chicago
Udstillingen Modigliani Unmasked kan ses på Jewish Museum i New York frem til 23. februar 2018.
Tate Modern i London viser Modiglianiudstilling fra 23. november – 8. april 2018
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed.
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Du kan også hjælpe ved at gøre din omgangskreds opmærksom på Goldberg, så vi får endnu flere læsere.
God fornøjelse med de næste mange artikler – og tak for hjælpen!