Hvis man nævner Erasmus, jøder og tyrkere i samme sætning, skal der nok være en læser eller to, der kommer til at tænke på Luther. Luther var samtidig med Erasmus og er bl.a. kendt for sin rablende antisemitisme og sine tre smædeskrifter Feltprædiken imod tyrken, Om krigen mod tyrken og Om jøderne og deres løgne.
Luther, hvis teser for 500 år siden gav startskuddet til Reformationen, havde både tyrkere og jøder på hjernen. Erasmus var af en helt anden støbning. Han ville det menneskelige, det folkelige og det universelle. Hans mål var oplyse og at få folk til at tænke selv. Frelsen var ikke på hans dagsorden. Gennem sit store forfatterskab, der i engelsk oversættelse og med kommentarer fylder 38 tykke bind og 4 hyldemeter, er der ikke egentlige referencer til jøder. Til gengæld går han frejdigt imod paven og angriber ham for at føre krig mod tyrkerne.
Både Erasmus og Luther udfordrede deres samtid, men de står for to forskellige strømninger i europæisk åndsliv. Så mens 500-året for Luthers Reformation fejres i utallige sammenhænge, er det derfor yderst passende, at der kommer en biografi om Erasmus.
Den svenske forsker og forfatter, Nina Burton, er aktuel med bogen Europas stjerne, som netop er udkommet på dansk. Burton har brugt otte (8) år på at skrive bogen, og det er der kommet en rigtig god biografi ud af. Bogen er sprængfyldt med levende beskrivelser af den tid, som Erasmus (og Luther) levede i, og det er tydeligt, at Burton brænder for at fortælle og for, at vi som læsere skal kunne identificere os med mennesket Erasmus. Bogen er ikke skrevet som en roman, det er en fagbog, men den er engageret, og den er blevet belønnet med Sveriges fornemste bogpris, Augustprisen.
Goldberg mødte Burton for at tale om Europa, Erasmus og dannelse i al almindelighed.
”Luther stod for det nationale”, fortæller Burton. ”Han kom frem, fordi der fandtes nationalistiske strømninger; Erasmus var modsætningen. Han havde nogle meget ”demokratiske” idealer; hans publikum var murere, bønder, kvinder og andre, som var udstødte”.
Det, som gør Erasmus til en hjørnesten i Europas kultur og historie, er hans menneskesyn. Alle mennesker har ifølge Erasmus samme fornuft.
”Hvis alle har det”, siger Burton og tager hul på et emne, som er evigaktuelt, ”så skal man ikke bare lytte til autoriteter; man skal tænke selv. Erasmus opmuntrede endda kvinderne til at tænke selv”.
Nina Burton er en spinkel dame, og den selvstændige og kritiske tænkning fejler ikke noget. Der er passion og dybde i hendes udlægning af Erasmus.
”Humanismen er en linje, som er gået gennem Europas historie i et par tusind år”, siger hun med eftertryk. ”Romerne sammensmeltede paideia (det græske ord for dannelse, red.) og etik, som blev til humanitas.”
Vi bruger hans ordsprog hver dag
Erasmus blev født i 1466, Luther i 1483. De var begge teologer, men hvor Luther af hjertet var kirkens mand, ville Erasmus være forfatter. Den eneste grund til, at han læste teologi, var, at det med hans fattige baggrund og som uægte barn, var den eneste uddannelse, hvor der var adgang til en masse bøger, som han kunne få på den tid.
Erasmus havde en glubende appetit på viden, på bøger, på verden og på at udvide sin horisont. Han var desuden fantastisk god til latin, og hele hans forfatterskab er på latin. I samtiden betød det, at han blev læst over hele Europa; han ville virkelig et sammenhængende Europa.
Kunne man skrive på latin og blive læst af murere, bønder og kvinder i 1400-tallet? Der var ikke andre muligheder; latin var skriftsproget. Men det hjalp selvfølgelig også, at en af Erasmus’ bestsellere var en lærebog i latin, Colloquia, der var skrevet som hverdagssamtaler, hvor elevens navn kunne sættes ind forskellige steder i teksten.
En anden Erasmus-klassiker er de 700 latinske og 100 græske ordsprog, han samlede og kommenterede i værket Adagia, Sentenser. Her finder man kendinge som Una hirundo non facit ver – én svale gør ingen sommer – og mange flere, som vi stadig siger den dag i dag.
Ordsprogene er også en af årsagerne til, at Nina Burton har gravet sig så dybt ned i stoffet om Erasmus: ”Det, som ærgrede mig, var, at den teologiske strid dengang gjorde, at han blev en, som man ikke måtte tale om. Men han gennemsyrer vores kultur; hver dag bruger vi hans ordsprog”.
Pavens krig mod tyrkerne var skamfuld
For at få adgang til bøger måtte Erasmus rejse til de klostre, der havde de bøger, han ville studere. Han boede derfor i syv forskellige lande frem til sin død i 1536.
Med en sådan kosmopolitisk livsstil havde han de bedste forudsætninger for at få flere perspektiver på verden og at udvikle den personlige rummelighed, som er fundamentet for tolerance.
Tolerancen betød blandt andet, at han var lodret imod pavens krig med tyrkerne.
”Pavens krig mod tyrkerne syntes Erasmus var skamfuld”, siger Burton. ”Erasmus var uortodoks, for han så religionen som noget personligt; en samtale mellem den enkelte og Gud”.
Det sidste var på sæt og vis også Luthers pointe; det skulle dog være en Luthersk samtale med Gud, ikke en tyrkisk eller jødisk, og deri ligger en af skillelinjerne mellem Erasmus og Luther. Ironisk nok var Luther en af Erasmus’ største fans.
”Luther skrev et meget højagtende brev til Erasmus”, fortæller Burton. ”Skismaet kom, fordi Erasmus ikke ville stille sig bag Luthers revolution”.
Vil man have en bredere og dybere forståelse af Europa, tolerance og Reformationen end 500-årsjubilæet generelt lægger op til, kan Nina Burtons bog, Europas stjerne, varmt anbefales.
Leder man efter en specifik jødisk vinkel, går man forgæves, men på et metaplan er den tydelig: hos Erasmus ligger en af forudsætningerne for, at der kan findes minoriteter i Europa.
Europas stjerne – Da tankekraft og trykkekunst ændrede verden for altid
Nina Burton
Kristeligt Dagblads Forlag, oktober 2017