”Det var som at åbne en skattekiste”.
Den israelske musiker Igal Mizrahi havde en skat af en særlig karat og med en usædvanlig forhistorie i bagagen, da ensemblet Gulaza gæstede Frue Kirke i september. Mizrahi har dykket ned i en musikalsk tradition, som er blevet overleveret fra mor til datter i generationer af yemenitiske jøder. Og med den særlige dynamik, der nu engang er i mundtligt overlevering, er det blevet et ocean af versioneringer, varianter og fortællinger.
Kvindesangene er blevet omdrejningspunktet for Gulaza og for Igal Mizrahi, der som navnet antyder selv har rødder i den arabiske verden. Mizrahi betyder øst på hebraisk – og er samtidig betegnelsen for jøder med rødder i Asien og den arabiske verden.
Mizrahi er selv af yemenitisk afstamning, men for Israels store samfund af yemenitiske jøder har netop kvindesangene ikke været genstand for stor opmærksomhed. Ikke før nu. Der er nemlig to varianter i den rige sangtradition fra Yemen, forklarer Mizrahi: Den religiøse, der er knyttet til synagogen og helligdagene, og som bliver fremført på den særlige yemenitiske variant af hebraisk. Og kvindernes sang, der bliver fremført på arabisk, der var hverdagssproget for jøderne i den arabiske verden.
”Kvindesangene er skabt som en måde til at udtrykke alt det, man var udelukket fra at sige i offentligheden. Kvinderne have ingen rettigheder og blev ofte bortgiftet som helt unge. Der er en skjult kultur, hvor man sang bag om ryggen på manden. Og du kan finde sarkasme og humor og smerte og glæde. Vi har titler som ”bedrageren”, hvor en kvinde siger, at hun ikke ville røre sin mand”, om han så var lavet af guld”. Hun bruger alverdens skældsord. Det er virkelig en tradition, hvor sproget er ubarmhjertigt. Men samtidig ekstremt poetisk med utroligt smukke melodier”, fortæller Igal Mizrahi, der har brugt flere år på at tale med kvinder fra det yemenitiske miljø.
”En dag møder du en gammel dame, som vil synge 10 nye sange, du aldrig har hørt før, fordi hendes familie kommer fra et særligt område. Det er som at arbejde med en skulptur, man aldrig bliver færdig med”, siger han.
Fra ødelæggelsen af templet til musiktradition
Selvom Mizrahi afdækker en ny side af yemenitisk jødisk kultur, har interessen fra hans eget bagland været relativt begrænset. Samfundet er meget konservativt, og kvindesangene bliver ikke betragtet som lige så vigtige som de religiøse. Det er i øvrigt de religiøse sange, som har placeret yemenitisk jødisk musik på det musikalske verdenskort med den afdøde sangerinde Ofra Hazas album Yemenite Songs fra 1984, der af mange betragtes som et af de vigtigste albums i verdensmusikken.
”Sjovt nok sang Ofra Haza religiøse sange, som traditionelt kun må synges af mænd. Vi gør så det modsatte”, griner Mizrahi, der mener, at en helt uproportionel stor del af de største sangere i Israel har yemenitiske rødder. Det er navne som Dana International, Eyal Golan og mange andre. Forklaringen skal ifølge Mizrahi findes flere tusinde år tilbage i tiden.
”Siden ødelæggelsen af Templet i Jerusalem i år 70 har der været en tradition i den arabiske verden for, at jøder på grund af sorgen ikke måtte spille på musikinstrumenter. Den er overlevet i Yemen, hvor man kun har tilladt enkelte helt primitive musikinstrumenter. Og så måtte man synge i stedet”, fortæller han.
Kammer-verdensmusik
Det var en særdeles kompleks musikalsk opsætning, Gulaza optrådte med til koncerten i Frue Kirke, med tråde ud til alle verdenshjørner. Celloen og den akustiske guitar skabte en helt særlig lyd – sammen med det lille ukulele-lignende instrument Djeli N’goni, som musikeren Ben Aylon har lært at spille på ved at rejse gennem Vestafrika.
”Vi kalder det kammer-verdensmusik”, siger Ben Aylon efter koncerten. Han fortæller, at gruppen nu er ved at lægge sidste hånd på gruppens første deciderede album, der udkommer senere på året. Albummet kommer til at bestå af 11 sange.
”Albummet er en helt anden udfordring. Når vi går på scenen, har vi let ved at få publikums opmærksomhed. Den følelse har jeg forsøgt at genskabe på studiealbummet”, siger Ben Aylon. Han var begejstret for koncerten i Frue Kirke, der var en dobbeltkoncert med den syriske musiker Nour Amora, der bor i Danmark.
”Vi elsker at spille i kirker. Der er en særlig lyd, som passer godt til vores musik. Det lyder som en vandet vittighed: En jøde går ind i en kirke for at synge på arabisk. Men det er det ikke. Det er faktisk lidt magisk”.
Indtil videre har Gulaza udgivet en EP, der findes på Spotify. Men som nævnt udkommer deres første album senere på året.