Første gang vi så Rebecca, var i 1952. Storromanen Ivanhoe, skrevet af sir Walter Scott, var blevet filmatiseret, og Rebecca blev spillet af ingen ringere end Elizabeth Taylor. Romanfiguren Rebecca var moderløs og boede sammen med sin idealistiske, velsituerede faderlige far, Isaac of York – og hun var forelsket i ridderen Ivanhoe.
Esmeralda var også blevet filmatiseret. Først i 1939 med Maureen O’Hara i hovedrollen og igen i 1956, spillet glødende af Gina Lolobrigida. Sammen med den forkrøblede klokker, Quasimodo, var Esmeralda hovedfigur i Victor Hugos roman Klokkeren fra Notre Dame. Hun var forældreløs, sat ud som spæd og fundet af sigøjnere, som opfostrede hende i en lejr uden for Paris. Hun var forelsket i Phoebus, en ung, adelig officer.
I romanerne levede Rebecca i slutningen af 1100-tallet, i tiden for korstogene under kong Ricard Løvehjerte, Esmeralda under Ludvig den 11., i slutningen af 1400-tallet.
De tilhørte hvert deres folk på kanten af samfundet som henholdsvis jødinde og sigøjnerske, og for begge gjaldt det, at højtstående kirkens mænd og riddere var tiltrukket af deres skønhed og sødme – og at de var bandlyste som ægtefæller uden for deres eget folk.
Vi opfattede dengang Esmeralda som en vild og fri kvinde, der optrådte offentligt med dans, klædt i udringede gevandter. Rebecca beundrede vi for hendes uselviske mod. Hun var mere kontrolleret, ’pakket ind’ i ældgamle traditioner og skikke, som hun loyalt valgte at følge.
Esmeralda fremstod som udsat og ubeskyttet, mens Rebecca, særlig på grund af sin fars økonomiske betydning for stormændene, nød en vis nødvendighedens beskyttelse.
I dag er de ikke bare heltinder for os; de er også repræsentanter for nogle stereotype, romantiserede opfattelser af jøder og romaer.
Goyim og Gadje – dem, som ikke er os
Forskellene på de to folk er åbenlyse, men en række fællestræk, bundet i traditioner og nødvendigheder, har givet anledning til fordomme og forfølgelser og et skæbnefællesskab af grusomme dimensioner.
På sitet Tzigania Tours skriver journalist og medstifter, Chuck Todaro, i artiklen Gypsy – Jewish Cultural Relationship: ”På den ene side stod den jødiske kultur hengiven over for det skrevne ord, hvilket gav dem tilnavnet ’bogens folk’; og på den anden stod den analfabetiske sigøjner, som videregav sine skikke og love gennem en mindre pålidelig, mundtlig tradition.”
Men trods forskellighederne og ikke mindst omverdenens stereotyper nævner Todaro en række fællestræk hos de to folk. Blandt andet er både jøder og romaer knyttet til fællesskaber samlet omkring love og traditioner. Dette sæt af etiske regler har skabt grænser mellem dem selv og dem, der står uden for fællesskabet, de fremmede – hos jøder kaldet ’goyim’, på romani ’gadje’. Reglerne har dannet udgangspunkt for egne juridiske systemer til at løse interne konflikter – dog samtidig med, at værtslandets love har stået øverst.
Hos begge samfund har rituelle renlighedslove i forhold til fx indtagelse af mad også spillet en fundamental rolle, som har haft konsekvenser for social omgang med majoritetssamfundet.
Denne ‘fællesskabets renhed’ og dermed dets overlevelse har været beskyttet af en fortsat praksis af endogami – altså giftermål inden for sin egen gruppe – men med den afgørende forskel, at hvor jøderne identificerer afkommet ved moderens afstamning, er sigøjnernes strengt patriarkalske samfund knyttet til faderens identitet, skriver Todaro på sine hjemmeside.
Begge folk har haft et net af kontakter i hele verden, som har kunnet bevirke en form for beskyttelse, men med den negative konsekvens, at det gav stof til beskyldninger om illoyalitet eller femte-kolonne aktiviteter.
Nytteværdien af et folk
Ifølge Todaro er jøder og romaer i dag henholdsvis Europas rigeste og fattigste minoritet, men i århundreder var begge grupper socialt, og for de flestes vedkommende også økonomisk, nogenlunde ligeligt placeret på samfundets bund.
Vesterlandet på vores to heltinders tid forestillede sig, at jødernes omvendelse til kristendommen var en forudsætning for Jesus’ genkomst. Jøder var vigtige for kristen selvopfattelse. Det gjaldt ikke romaer. Romaer fulgte i forvejen hovedsageligt værtslandets religion, så ’dåben’ ville ikke gøre den store forskel. Majoriteten havde ikke brug for dem, så enten måtte man gå i ét med omgivelserne eller fordrives.
Med tiden er der sket en voldsom differentiering, hvilket der er mange forklaringer på, men nytteværdien for majoritetssamfundet har været blandt de afgørende. Jøders læse- og skrivekyndighed gjorde dem brugbare som bankierer og læger, og efterhånden også i andre erhverv, lige indtil andre grupper trængte sig ind på netop disse erhverv og dermed fratog jøderne deres specifikke nytteværdi, så de måtte flygte videre.
De ekspertiser, som romaerne bragte med sig, såsom smedehåndværk og heste- og anden handel, musikere, spåmænd og spåkoner, blev efterhånden også mindre efterspurgte. Og så måtte de flygte videre.
Nazisterne så ingen nytteværdi i hverken romaer eller jøder. Under Holocaust dræbte nazisterne omkring seks millioner jøder og op mod 500.000 romaer – voksne og børn – svarende til 67 % jøder og op mod 50 % romaer i Europa på den tid.
Forfølgelserne af jøder ændredes radikalt efter Holocaust. Men folkemordet på romaer blev aldrig en del af historieskrivningen i samme grad som det systematiske mord på Europas jøder. Den ældgamle antiziganisme kunne fortsætte, stort set upåvirket af Holocaust.
Fordommene lever videre
Rebecca blev anklaget for at udøve heksekunster, men blev reddet på et hængende hår af ridderen Ivanhoe. Hun undgik døden på bålet og forlod England sammen med sin far. Esmeralda blev dømt til døden for et mord, hun aldrig havde begået, og henrettet.
Måske er de to kvinders endeligt sigende for, hvordan de to folk opfattes i nutiden.
I dag er det en almindelig forestilling, at Rebecca har klaret sig. Hun har fået en videregående uddannelse – hun møder fordomme og forfølgelse, men er respekteret de fleste steder i verden og vurderet på sin kunnen. Hun har en nationalstat i ryggen.
Fordommen om Esmeralda er, at hun stadig flakker om fra sted til sted. Indtil hun for nyligt blev forvist eller truet med fængselsstraf, sad hun ved Nørrebros Runddel og tiggede. I de bedste tilfælde sælger hun sammen med sin familie linned på velbesøgte markeder i Sydeuropa.
Ingen af delene er naturligvis den fulde sandhed, men de stereotype forestillinger om vores barndoms modige heltinder, Rebecca og Esmeralda, lever videre i bedste velgående.
Illustrationer:
Scene med Esmeralda i Illustrerede Klassikere, nr. 119 udkommet på dansk i 1960
Elizabeth Taylor i rollen som Rebecca i filmen Ivanhoe fra 1952
Maureen O’Hara i rollen som Esmeralda i filmen Klokkeren fra Notre Dame fra 1939
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artiklerne stilles gratis til rådighed.
Redaktionen arbejder til stadighed på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed.
Du kan også hjælpe ved at gøre din omgangskreds opmærksom på Goldberg, så vi får endnu flere læsere.
God fornøjelse med de næste mange artikler – og tak for hjælpen!